Revisorskik
Statutory Text (3 Articles)
Revisorskik
Udskrift af Revisornævnets kendelsesprotokol.
Den 22. juli 1996 afsagde Revisornævnet i sagen j. nr. 96-30.705 - Erhvervs- og Selskabsstyrelsen mod registreret revisor Jens Nielsen sålydende
KENDELSE
Ved kendelse afsagt den 30. november 1995 af Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer (sag nr. R-16/1995) blev registreret revisor Jens Nielsen på baggrund af en klage fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen pålagt en bøde på 10.000 kr. for at have tilsidesat de pligter, stillingen som revisor medfører.
Disciplinærnævnet fandt ham skyldig i
Tilsidesættelse af de pligter, stillingen som registreret revisor medfører, ved at undlade at tage forbehold over for værdiansættelsen af et anpartshaverlån til selskabets direktør og give de nødvendige supplerende oplysninger om dette forhold i sin påtegning på årsregnskabet for 1993/94. Indklagede har derfor ikke overholdt bestemmelserne i påtegningsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, nr. 1 og nr. 3.
Ved skrivelse af 27. februar 1996 har indklagede i medfør af lov om registrerede revisorer § 11 b rettidigt indbragt kendelsen for Revisornævnet. Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært nedsættelse af den fastsatte bøde.
Klager er ved Revisornævnets skrivelse af 27. februar 1996 opfordret til at fremkomme med en udtalelse, jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om Revisornævnet.
Sagen er behandlet på et møde i Revisornævnet den 27. juni 1996 med deltagelse af formanden og 4 medlemmer, jf. lov om registrerede revisorer § 11 d, stk. 2, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 19, stk. 3, pkt. 1.
Indklagede har i sin indbringelsesskrivelse anført: »
Disciplinærnævnet har i sin kendelse, under henvisning til årsregnskabslovens § 26, stk. 1, nr. 3, litre b, lagt til grund at indklagede i november 1994 var bekendt med, at direktør Jens Peter Jensen var insolvent.
Hertil skal det bemærkes at direktør Jens Peter Jensens økonomiske situation ændrede sig væsentligt efterfølgende, idet han pr. d. 1. januar 1995 fik fast beskæftigelse, til en månedsløn på ca. kr. 20.000,00.
Endvidere forhandlede og indgik direktøren jfr. referat i kendelsen, afviklingsaftaler med Statoil og Told-og Skat.
Disse afviklingsaftaler medførte at direktøren påtog sig afvikling af en gæld på ialt kr. 574.361,- , betalt af den personlige formue
Direktøren har således påtaget sig en gæld som er kr. 180.933,00 større end mellemregningen.
Det bemærkes at gæld til toldvæsenet pr. 27/ 2-1996 udgør incl. renter kr. 160.019,00 og statoil kr. 51.296,51.
Der er således nedbragt (til) kr. 363.045,59.
Mellemregningen er altså næsten indfriet.
Det kan derfor konstateres at Revisor Jens Nielsen har haft realistisk grund til at vurdere, at mellemregningen ville blive indfriet.
Det gøres iøvrigt gældende, at revisors vurdering var baseret på konkret viden om nyt ansættelsesforhold, og der var således ikke som anført i kendelsen tale om mulige fremtidige usikre indtægter.
Endvidere gøres det gældende at det klart af påtegningen fremgår, at der forefindes et ulovligt anpartshaverlån samt at kapitalen er delvis tabt.
En værdiansættelse af mellemregningen ville under de givne forhold være baseret på rent gætteri og ville næppe give et mere realistisk billede af virksomhedens situation. »
Klageren har anført: »
Styrelsen skal indledningsvis henvise til sine bemærkninger til disciplinærnævnet af 3. juli 1995. Styrelsen kan dog supplerende oplyse, at man må fastholde, at der i årsregnskabet for 1993/94 for J. P. J. Varmeteknik ApS burde være foretaget nedskrivning af værdien af mellemregning med Direktør Jens Peter Jensen, jf. årsregnskabslovens § 26, stk. 1, nr. 3, litra b. Samtidig skal styrelsen bemærke, at værdiansættelse af mellemregningen alene kan foretages på grundlag af de oplysninger, der er kendt på det tidspunkt, hvor revisor underskriver revisionspåtegningen. Revisionspåtegningen er dateret den 30. marts 1995.
Revisor Jens Nielsen skriver i revisionsprotkollat dateret 30. marts 1995 på p. 5, at det er blevet oplyst, »at direktøren har indgået en aftale med Told- og Skatteregionen om en afvikling af skyldig moms og a-skat, ligesom der er indgået frivilligt forlig med Statoil. Indgåede aftaler er på nuværende tidspunkt endnu ikke modtaget retur i bekræftet stand fra Told- og Skatteregionen.«
På tidspunktet for årsregnskabets underskrivelse, har revisor Jens Nielsen således ikke set bekræftelse på disse aftaler, der først foreligger henholdsvis 12. juli 1995 fra Told- og Skatteregionen og 1. august 1995 fra Statoil.
Advokat Henrik Holm anfører i sit brev, at revisor Jens Nielsen har haft realistisk grund til at vurdere, at mellemregningen ville blive indfriet, idet direktør Jens Peter Nielsen pr. 1. januar 1995 fik fast beskæftigelse til en månedsløn på ca. kr. 20.000................
Styrelsen skal hertil bemærke, at det i fogedretten den 24. november 1994 oplyses, at Jens Peter Nielsen intet ejer til sikkerhed for gælden (en pålagt tvangsbøde på kr. 18.000). Styrelsen anser det derfor ikke for realistisk af revisor på tidspunktet for påtegning af årsregnskabet at vurdere, at Jens Peter Nielsen med en månedsløn på ca. kr. 20.000 ville være i stand til at nedbringe en gæld med kr. 363.046 inden for 1 år.
Endelig skal styrelsen bemærke til det anførte om, at mellemregningen næsten er udlignet, at mellemregningen ikke er blevet forrentet i regnskabsåret 1993/94. Ved vurderingen af om mellemregningen næsten er udlignet, bør denne således tillægges renter for perioden 1. oktober 1993 til 30. marts 1995. Den manglende renteberegning kan skønsmæssigt opgøres til kr. 70.000.
Afslutningsvis skal styrelsen bemærke, at man, i modsætning til advokat Henrik Holm, er af den opfattelse, at en nedskrivning af mellemregningen ville give et mere realistisk billede af virksomhedens situation. J.P.J. Varmeteknik ApS er i øvrigt blevet tvangsopløst den 21. november 1995. »
Parterne gav møde for Revisornævnet. Indklagede mødte sammen med sin advokat.
Indklagede forklarede, at udbetalingerne over mellemregningskontoen til selskabets direktør var sket i stedet for udbetalinger af vederlag til denne, og at der var ikke blevet indeholdt A-skat i selskabet af de foretagne udbetalinger.
Sagen procederedes.
Revisornævnets bemærkninger
Det fremgår af de i sagen vedlagte årsregnskaber for 1992/93 og 1993/94 for J.P.J. Varmeteknik ApS, at der ikke for de pågældende år er udbetalt vederlag til direktionen.
Revisornævnet må lægge til grund som forklaret af indklagede, at udbetalingerne over mellemregningskontoen til selskabets direktør trådte i stedet for vederlag til denne, og at der ikke af selskabet var indeholdt A-skat af de således udbetalte beløb. Selskabet hæfter for det pligtige skattebeløb, og revisor burde have gjort opmærksom på den således selskabet påhvilende forpligtelse i sine bemærkninger til regnskabet eller have optaget et anslået passiv svarende til skatten.
Revisornævnet tiltræder i øvrigt, at indklagede med det oplyste kendskab til forholdene ikke har haft grundlag for at acceptere, at selskabet i regnskabet for 1993/94 kunne undlade nedskrivning af selskabets tilgodehavende hos direktøren, som ikke ejede anparterne i selskabet.
Revisornævnet finder på ovennævnte baggrund ikke anledning til at nedsætte den af Disciplinærnævnet fastsatte bøde på 10.000 kr., og Revisornævnet stadfæster derfor kendelsen.
I medfør af bekendtgørelsen om Revisornævnet § 11, stk. 3, er det bestemt, at kendelsen skal offentliggøres.
Thi bestemmes
Den indbragte kendelse stadfæstes.
Henning Kjær
Udskriftens rigtighed bekræftes
Revisornævnet, den 22. juli 1996
Winkler Kromann,
sekr.
Omhu nøjagtighed Disciplinærnævnets afgørelse stadfæstet Revisor idømt bøde 10000 kr.