Afgørelser fra de sociale nævn - orienteringspligt om praksis og prinicipielle afgørelser - afgøreler truffet i henhold til bistandsloven (* 1)

Afgørelser fra de sociale nævn - orienteringspligt om praksis og prinicipielle afgørelser - afgøreler truffet i henhold til bistandsloven (* 1)

De sociale nævn har i henhold til deres forretingsordens § 12, stk. 2 pligt til at orientere Ankestyrelsen om den praksis, de har fulgt, og om trufne afgørelser, der kan have pricipiel betydning. Forholdsvis mange af de afgørelser, som Ankestyrelsen har modtaget, er truffet efter bistandslovens §§25-27, §§37, 37a og 40, §§46-46a.

Afgørelser efter bistandslovens §§ 25 - 27

Ankestyrelsen har modtaget mange afgørelser om reglerne i bistandslovens § 25, § 26 og § 27 om tilbagebetaling.

Langt de fleste af de indsendte afgørelser om tilbagebetaling efter disse paragraffer må anses for at være i overensstemmelse med bistandslovens regler og Ankestyrelsens praksis på området og giver derfor ikke umiddelbart anledning til bemærkninger.

En del er dog meget konkrete og beror på en risikoafvejning af, hvem der er nærmest til at bære ansvaret for en fejlagtig udbetaling i situationer, hvor der er sket en fejl fra kommunens side.

Ankestyrelsen har modtaget flere afgørelser om, hvorvidt et tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 25 består, selv om ansøgeren i en straffesag helt eller delvis er blevet frifundet for overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri. Afgørelserne er i overensstemmelse med SM-O-88-88. I denne sag havde en borger tilsidesat sin oplysningspligt efter bistandslovens § 18 ved at undlade at oplyse, at hun modtog arbejdsløn, arbejds-løsheds- og sygedagpenge i en periode, hvor hun også fik kontanthjælp. Ankestyrelsen fandt, at der kunne kræves tilbagebetaling efter bistandslovens § 25, selv om borgeren ved retten var blevet frifundet for bedrageri for en del af beløbet, idet retten efter bevisførelsen ikke med den fornødne sikkerhed havde fundet det godtgjort, at hun havde givet urigtige oplysninger eller gjort sig skyldig i svigagtig fortielse i større omfang, end hun selv havde erkendt.

I en af sagerne havde et nævn tiltrådt kommunens afgørelse om afslag på genoptagelse af spørgsmålet om tilbagebetaling efter bistandslovens § 25, efter at ansøgeren ved dom var blevet frifundet for socialt bedrageri. Frifindelsen for den sidste periode var begrundet med, at ansøgeren havde givet sagsbehandleren de fornødne oplysninger til bedømmelsen af hans ret til ydelsen. Det er Ankestyrelsens opfattelse, at et afslag på genoptagelse i en sådan situation virker stødende.

Ankestyrelsen har også modtaget en afgørelse, der vedrørte spørgsmålet om, en kommune kan kræve tilbagebetaling efter § 27, stk. 3 i retten til udbetaling af arbejdsmarkedsbidrag. Ankestyrelsen har ikke haft dette spørgsmål forelagt til principiel behandling og vil derfor afholde sig fra at udtale sig om nævnets afgørelse. Hvis en sådan sag bliver indbragt for Ankestyrelsen, vil den blive antaget til principiel behandling.

Et nævn havde i en sag ikke klart oplyst, hvem af ægtefællerne gælden vedrørte i forbindelse med en betalingsevnevurdering. Det giver Ankestyrelsen anledning til at gøre opmærksom på SM-O-36- 90, hvorefter der ikke var hjemmel til at lade en ægtefælle hæfte for kontanthjælp, der var ydet til den anden ægtefælle med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, og på, at den faktiske betalingsevne som hovedregel vurderes på baggrund af den hæftende ægtefælles nettoindtægter, fratrukket halvdelen af ægtefælernes fælles-udgifter.

Endelig har Ankestyrelsen modtaget en afgørelse om be- talingsevnevurdering for en samboende, hvor der ikke var sat beløb af til børnenes underhold, men derimod alene henvist til børnebidrag og børnefamilieydelse. Afgørelsen er ikke i overensstemmelse med SM-O-32-96. I denne sag fandt Ankestyrelsen, at der ikke var hjemmel til at lade den anden samboers forhold indgå i vurderingen af ansøgers tilbagebetalingsevne. Dette skyldtes, at der ikke er gensidig forsørgelsespligt mellem samboende.

Afgørelser efter bistandslovens a 37, a 37a og a 40

Ankestyrelsen har modtaget en række afgørelser, der er truffet efter §§ 37 og 37a og evt. § 40. Flere af dem er blevet indbragt for Ankestyrelsen og 4 sager er blevet antaget af Ankestyrelsen til principiel behandling.

Den ene var en sag om rådighedspligt, hvor ansøgeren af egen læge var erklæret fuldt uarbejdsdygtig på grund af mistanke om en alvorlig lidelse, men hvor pågældende flere gange var udeblevet fra tilsagte undersøgelser.

Den anden sag drejede sig om kontanthjælp til en ansøger i forbindelse med frivilligt, ulønnet arbejde for en kirkelig organisation i udlandet. Afgørelsen er udsendt som SM K-1-96, der refererer til 3 sager om kontanthjælp under udførelse af frivilligt, ulønnet arbejde i udlandet. Ankestyrelsen fandt, at aktiveringsreglen ikke begrænsede kontanthjælpsmodtagerens ret til at udføre frivilligt, ulønnet arbejde i udlandet. Det var dog en forudsætning, at ansøgeren opholdt sig her i landet, da behovet for hjælp opstod og ansøgning blev indgivet.

I en tredje sag var spørgsmålet, om der kunne gives supplerende kontanthjælp til orlovsydelse. Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse, idet orlovsydelse i følge orlovsloven og dens forarbejder ikke kan modtages sammen med anden form for offentlig forsørgelsesydelse. Afgørelsen er udsendt som SM O-30-96.

Den fjerde af de antagne sager drejede sig om det hidtidige niveau i et tilfælde, hvor ansøgeren i en kort periode havde modtaget bruttorevalideringsydelse. I denne sag tiltrådte Ankestyrelsen nævnets afgørelse, idet den sociale begivenhed, der var årsagen til kontanthjælpen, fortsat bestod i forbindelse med revali-deringsophøret. Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøgerens indtægt i form af bruttorevalideringsydelse i 2 måneder ikke kunne betragtes som et rimeligt udtryk for indtjeningsevnen. Derfor skulle kontanthjælpen beregnes ud fra ansøgerens indtægt før den sociale begivenhed indtrådte. Afgørelsen er udsendt som SM-O-16-96.

Også en række andre sager vedrører spørgsmålet om social begivenhed - i flere sager kombineret med rådighedsforpligtelsen, idet ansøgeren på grund af helbredsmæssige klager ikke mente at kunne stå (fuldt) til rådighed for arbejdsmarkedet. Ankestyrelsen vil antage relevante sager til belysning af denne problemstilling.

Afgørelser efter bistandslovens §§ 46 - 46a

Af de indsendte afgørelser drejede en afgørelse sig om hjælp efter § 46a til briller, fysioterapi, rygtræning og transport til dette. Sagen blev efter klage antaget til principiel behandling, og Ankestyrelsen traf afgørelse om, at børnebidrag og børnefamilieydelse ikke skulle medtages som indtægt ved den økonomiske behovsvurdering, når der var tale om udgifter, bl.a. boligudgifter, der ikke relaterede sig direkte til barnets behov. Afgørelsen er udsendt som SM-O-126-95.

Der er ligeledes indsendt en afgørelse om en ansøger, der efter at have været indblandet i et trafikuheld anmodede om økonomisk hjælp på ca. 40.000 kr. til tandbehandling. Et forsikringsselskab havde anerkendt erstatningsansvaret ved bl.a. at betale en skindjakke. Med hensyn til tandbehandlingen henviste for- sikringsselskabet ansøger til at søge kommunen om hjælp. Nævnet var enig med kommunen i, at der ikke var grundlag for at yde hjælp til udgifter til tandbehandling, der ville kunne dækkes af forsikringsselskabet. Dette indebar imidlertid ikke, at kommunen var berettiget til at afvente afklaring af en eventuel for- sikringsdækning i en situation, hvor en person søgte om hjælp til en behandling, der ikke med rimelighed kunne udsættes. Nævnet bemærkede endvidere, at kommunen kunne anvende bi-standslovens bestemmelser om tilbagebetaling og evt. yde pågældende råd og vejledning med henblik på at foretage det videre fornødne overfor forsikringsselskabet. Der blev i den forbindelse henvist til muligheden for at rette henvendelse til Ankenævnet for Forsikring eller evt. at søge om fri proces. Nævnet hjemviste sagen til fornyet realitetsbehandling.

Enkelte af de indsendte afgørelser efter disse paragraffer har ikke kunnet vurderes ud fra det - ikke tilstrækkeligt fyldestgørende - materiale, som nævnet har indsendt.

Afgørelser efter bistandslovens § 47

Ankestyrelsen har modtaget nogle afgørelser om bistandslovens § 47. De fleste vedrører samtykkeproblematikken i § 47, stk. 2, og er i det store og hele i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis på området. 2 af sagerne ville formentlig være blevet antaget til principiel behandling, hvis de var blevet indbragt for Ankestyrelsen

I den ene sag havde B kommune undladt at besvare en samtykkeanmodning fra A kommune. Efter 10 dages forløb ydede A kommune flyttehjælp uden at afvente svar fra B kommune. Nævnet anså i denne sag A kommune for refusionspligtig, men kun fordi formalia i § 47, stk. 2, ikke ansås for overholdt. Der syntes ikke at være tvivl om, at betingelserne i § 47, stk. 1, for ydelse af flyttehjælp i den konkrete sag var opfyldt.

Den anden sag vedrørte et tilfælde, hvor boligen, som der blev søgt om flyttehjælp til, havde en ucentral placering og hvor der kun var begrænset mulighed for at benytte offentlige trans- portmidler. Kommunen gav afslag på flyttesamtykke med henvisning til boligens uhensigtsmæssige beliggenhed. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte dette skøn. Der syntes heller ikke i denne sag at være tvivl om, at bistandslovens § 47, stk. 1 om ydelse af flyttehjælp var opfyldt.

Konklusion

Generelt er de indsendte afgørelser i god overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis.

De indsendte afgørelser er fortsat til stor inspiration for Ankestyrelsen ved vurderingen af, hvilke problemstillinger, Ankestyrelsen bør overveje at antage sager til principiel behandling af. Som det fremgår indeholdt flere af de her nævnte afgørelser problemstillinger, der gav Ankestyrelsen anledning til - efter klage - at antage sagen med henblik på at kunne foretage udmelding gennem SM-systemet om praksis.

De sociale ankenævns praksis og principielle afgørelser truffet i henhold til bistandsloven