Kommentar til SM-afgørelse - Fibromyalgi og bilstøtte - om forståelsen af SM O-121-95 (* 1)

Kommentar til SM-afgørelse - Fibromyalgi og bilstøtte - om forståelsen af SM O-121-95 (* 1)

På regionsmødet den 22. januar 1996 med sekretariatsmedarbejdere i revaliderings- og pensionsnævnene øst for Storebælt blev der rejst spørgsmål om afgørelsen i sag nr. 3 i SM O-121-95.

SM O-121-95 vedrører 3 afgørelser, hvor Ankestyrelsen tog stilling til, om der kunne bevilges støtte til bil efter bistandslovens § 58 til ansøgere, der lider af fibromyalgi.

Det fremgår af nævnte SM, at ansøgere med fibromyalgi - i lighed med ansøgere med andre lidelser - kan få støtte til bil, hvis de opfylder betingelserne i Socialministeriets bilbekendtgørelse. Dette forudsætter, at de har et betydeligt kørselsbehov, og at deres funktionsevne er nedsat i et sådant omfang, at kørselsbehovet ikke kan løses på andre måder end ved brug af egen bil.

Afgørelsen af om betingelserne for tilkendelse af bilstøtte er opfyldt beror på en konkret vurdering af ansøgerens funktionsevne og kørselsbehov. Diagnosen i sig selv er ikke afgørende.

Det var alene sag nr. 3 i SM O-121-95 (Ankestyrelsens j.nr. 30329-95), der blev drøftet på mødet.

Sagen drejede sig om en 49-årig kvinde, som et revaliderings- og pensionsnævn i september 1987 tilkendte forhøjet almindelig førtidspension på grundlag af en neurose kombineret med en lav smertetærskel. Nævnet forhøjede pensionen i 1993 til mellemste førtidspension. Ansøger fik i 1992 stillet diagnosen fibromyalgi, men havde på dette tidspunkt lidt af universelle muskel- og ledsmerter i ca. 17 år. Ansøger led desuden af lettere slidgigt i rygsøjlen og lettere astma.

Ankestyrelsen fandt - i lighed med nævnet - ikke, at ansøger opfyldte betingelserne for bilstøtte.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på oplysninger om ansøgers gangdistance og på, at ansøger kunne benytte offentlige transportmidler. Herudover lagde Ankestyrelsen vægt på, at diagnosen fibromyalgi først var stillet i 1992, og at fibromyalgilidelsen endnu ikke med sikkerhed kunne anses for at bevirke en varig nedsættelse af funk-tionsevnen.

Et statsamt rejste på mødet spørgsmål om, hvordan Ankestyrelsens begrundelse harmonerede med det forhold, at der allerede var tilkendt mellemste førtidspension på baggrund af fibromyalgilidelsen, hvor statsamtet forudsatte, at de af Ankestyrelsen fastsatte principper for tilkendelse af pension har været opfyldt.

Indledningsvis skal det slås fast, at Ankestyrelsen ikke med afgørelsen er gået ind i spørgsmålet om pension, men har lagt til grund, at ansøgeren havde en varig lidelse - uden at Ankestyrelsen ved behandlingen af bilsagen havde anledning til og behov for at vægte graden af ansøgerens forskellige lidelser, herunder fibromyalgi. Det kan i øvrigt oplyses, at Ankestyrelsen ikke på noget tidspunkt har taget stilling til ansøgerens pensionsforhold.

Ankestyrelsens udgangspunkt i den konkrete sag var derfor, at ansøgeren havde en varig lidelse, som et revaliderings- og pensionsnævn havde fundet berettigede til pension.

Pensionstilkendelse i sig selv udløser imidlertid ikke ret til bilstøtte. Forudsætningen for at få tilkendt støtte til bil efter bistandslovens § 58 er, som ovenfor nævnt, at der i den konkrete situation er konstateret en nedsættelse af funktionsevnen, som set i forhold til et konstateret kørselsbehov gør, at kørselsbehovet kun kan løses ved brug af egen bil.

Der kan således udmærket være tale om, at en ansøger har en varig lidelse, som udløser førtidspension, men at denne lidelse - set i relation til betingelserne i bilbekendtgørelsen - ikke påvirker funktionsniveauet, herunder evnen til at færdes, i et sådant omfang, at ansøgeren opfylder betingelserne i bilbekendtgørelsen.

Om forståelsen af SM O-121-95 vedrørende fibromyalogi og bilstøtte