Kommentar til SM-afgørelse - Hvilken kommune skal afholde den kommunale andel af udgiften til pension, når det ikke er den rette kommune, der har afgivet indstilling om pension til revaliderings- og pensionsnævnet? - SM P-21-96. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Kommentar til SM-afgørelse - Hvilken kommune skal afholde den kommunale andel af udgiften til pension, når det ikke er den rette kommune, der har afgivet indstilling om pension til revaliderings- og pensionsnævnet? - SM P-21-96. (* 1)
Ankestyrelsen har på et principielt møde behandlet spørgsmålet om, hvilken kommune, der skulle afholde den kommunale andel af udgiften til pension til en ung mand, som indtil den 1. februar 1992 havde haft bopæl i A kommune. Den 1. februar 1992 blev han optaget på en institution i B kommune, der er omfattet af § 58 i lov om social pension.
Nogen tid efter rejste B kommune sag om førtidspension og fremsendte sagen til reva-liderings- og pensionsnævnet med indstilling om pension.
Ansøgeren fik herefter tilkendt højeste førtidspension.
B kommune anmodede efterfølgende A kommune om refusion af udgiften til pension, hvilket A kommune afslog under henvisning til, at det var B kommune, der havde afgivet indstilling om pension.
Det Sociale Ankenævn tiltrådte A kommunes afslag. Nævnet bemærkede i afgørelsen, at B kommune ikke havde haft kompetence til at afgive indstilling om førtidspension, men at den stedlige inkompetence ikke medførte ugyldighed.
Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse.
Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at den stedlige inkompetence ikke kunnne medføre ugyldighed.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at indstillingen om pension var afgivet af B kommune, og at det derfor var denne kommune, der skulle afholde den kommunale andel af udgiften til pension, jf. lovens § 52, stk. 3. Bestemmelsen i § 52 gav ikke hjemmel til at pålægge en anden kommune end den kommune, der havde afgivet indstillingen om pension, at afholde den kommunale andel af udgiften til pension.
Afgørelsen er udsendt som SM P-21-96.
Kommentaren omhandler spørgsmålet om hvilken kommune, der skal afholde den kommunale andel af udgiften til pension, når det ikke er den rette kommune, der har afgivet indstlling om pension til revaliderings- og pensionsnævnet.