Kommentar til SM-afgørelser - en kommunes eventuelle passivitet i forbindelse med tvangsfjernelsessag (* 1)

Kommentar til SM-afgørelser - en kommunes eventuelle passivitet i forbindelse med tvangsfjernelsessag (* 1)

Ankestyrelsen har på et principielt møde behandlet spørgsmålet om, hvorvidt A kommune havde udvist passivitet i forbindelse med tvangsfjernelse af en enlig kvindes 4 børn.

Sagen vedrørte en kvinde, som havde været kendt af A kommune siden 1977, idet den ældste dreng, der idag er 18 år, er spastiker og intellektuelt reduceret og idet moderen havde modtaget kontanthjælp siden 1977 pånær i perioden 1983-1988. Kvinden havde derudover på daværende tidspunkt 2 piger, der i dag er henholdsvis 9 og 5 år.

Den ældste dreng havde siden 1983 været dagelev på en kostskole for handicappede.

A kommune modtog i alt 5 skrivelser fra kostskolen, dateret henholdsvis den 2. februar, den 19. marts, den 29. april, den 14. maj og den 17. juni 1993. I de første skrivelser beskrives drengen som bl.a. forsømt med stort behov for at blive støttet op om. I brevet fra maj 1993 beskrives forholdene i hjemmet som velfærdstruende, idet drengen havde talrige forsømmelser og bl.a. gav indtryk af en lidt sølle og forsømt fremtræden.

A kommune har under hele forløbet kontakt med familien og fandt ved hjemmebesøg den 17. maj 1993 og samtale hos kommunen den 2. august 1993, at der var tale om en social og personlig deroute for moderen, men at der ikke var behov for foranstaltninger i henhold til bistandslovens § 33 og § 35. Det blev imidlertid aftalt forskellige støttende foranstaltninger, bl.a. at den ældste dreng skulle fortsætte i kostskolen og moderen skulle etableres i et løntilskudsjob.

A kommune modtog den 21. september 1993 et brev fra kostskolen, hvor det fremgik at drengen var udmeldt af skolen trods skolens råd og hvor der blev givet udtryk for, at drengens situation var forværret.

Der skulle i A kommune være foregået overvejelser i den efterliggende tid om muligheder for drengens forsatte ophold på kostskolen, sammenholdt med, at drengen var over den skolepligtige alder samt det forhold, at kommunen kort tid forinden ikke havde fundet grundlag for at gribe ind. Planen skulle imidlertid have været, at drengen skulle flytte væk fra sin moder. Den 9. december 1993 skrev man til familien om et møde den 15. december 1993.

Familien flyttede i december 1993 efter samlivsophævelse til en campingvogn i B kommune og i anden omgang til C kommune .

C kommune anbragte den 25. maj 1994 moderens 4 børn (det sidste barn født den 22. maj 1994) udenfor hjemmet på grund af indberetningerne fra kostskolen og et hjemmebesøg den 22. marts 1994.

C kommune anmodede A kommune om at betale udgifterne i forbindelse med tvangsfjernelsen, idet kommunen fandt, at A kommune burde have tvangsfjernet børnene på grundlag af indberetningerne fra kostskolen.

Ankenævnet fandt, at A kommune burde have foretaget en langt mere omfattende undersøgelse end tilfældet havde været af behovet for hjælpeforanstaltninger med henblik på anbringelse af børnene udenfor hjemmet. Nævnet anså på baggrund af den udviste passivitet A kommune for refusionspligtig for den kommunale andel af udgifterne i henhold til bistandsloven vedrørende kvinden og hendes 4 børn.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger i sagen ikke, at der var udvist en sådan passivitet fra A kommunes side, at det kunne begrunde, at A kommune var refusionspligtig i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, med hensyn til udgifterne i forbindelse med tvangfjernelse af kvindens børn.

Ankestyrelsen fandt således, at det ikke havde været åbenbart for A kommune, at den inden kvindens flytning med sine 3 børn til C kommune burde have truffet beslutning om tvangsfjernelse af børnene, i henhold til bistandslovens § 35.

Efter praksis er det en betingelse for at kræve refusion for foranstaltninger efter § 11, at fraflytningskommunen har truffet beslutning om foranstaltningen inden fraflytningen.

For at fravige dette princip og pålægge refusionspligt, selv om en tidligere opholdskommune ikke har truffet beslutning om at iværksætte foranstaltninger overfor børnene, må det kræves, at den tidligere kommune har været bekendt med, at børnenes leveforhold har været så belastende, at det var åbenbart, at der straks måtte gribes ind.

Dette fandtes ikke at have været tilfældet i denne sag.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen særlig lagt vægt på, at A kommune havde været i jævnlig kontakt med familien, at kommunen arbejdede på at tilrettelægge en efter den daværende opfattelse passende støtte til familien, da den flyttede, og at det ikke havde været klart for A kommune, at der var åbenbar risiko for, at børnenes sundhed eller udvikling ville lide alvorlig skade, hvis de ikke blev tvangsfjernet.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der var sket en forværring af familiens trivselstilstand ved C kommunes hjemmebesøg i marts 1994 i forhold til A kommunes hjemmebesøg i maj 1993 og besøg af familien i august 1993.

Afgørelsen vil blive udsendt som SM-Sociale Meddelelser.

Om kommuners eventuelle passivitet i forbindelse med tvangsfjernelsessager