Ekspropriation i forbindelse med anlæg af motorvejen Vejen-Kolding
Statutory Text (3 Articles)
Ekspropriation i forbindelse med anlæg af motorvejen Vejen-Kolding
U D S K R I F T
AF
FORHANDLINGSPROTOKOLLEN
FOR
EKSPROPRRIATIONSKOMMISSIONEN
VEDRØRENDE MOTORVEJSANLÆG I JYLLAND
VEJEN - KOLDING
(Protokoltilførsel den 22. august 1996)
33. hæfte
Matr. nr. y
Ejer: x
Da der ikke har kunnet opnås forlig om erstatningsspørgsmålet, er der blevet afsagt følgende
KENDELSE
Ejendommen og ekspropriationsindgrebet
Matr. nr. y er sammen med andel i matr. nr. z en landbrugsejendom beliggende i landzone. Den har et samlet areal på 53.342 (m2) og har pr. 1. januar 1995 en værdi i henhold til den offentlige ejendomsvurdering på 680.000 kr., hvoraf grundværdien udgør 51.400 kr. og stuehusværdien udgør 540.000 kr. Det nedenfor anførte eksproprierede areal er vurderet til 1,24 kr. pr. (m2).
Matr. nr. y består af to lodder, der adskilt af to andre ejendomme hver især strækker sig fra kommunevej Mosebakken mod nordvest til motorvejen Frøslev - Kolding mod sydøst. Bygningerne, der udgør et parcelhus og en mindre standbygning, ligger ud til Mosebakken på den østligste af de to lodder. Bag ved bygningerne er der på arealet ud mod motorvejen etableret en hestefold. Den vestlige af de to lodder var på ekspropriationstidspunktet lejet ud til braklægning. Der forløber en højspændingsledning hen over begge lodder.
Matr. nr. z, som ejendommen har andel i, ligger længere mod nordvest og er ikke berørt af ekspropriationen.
Motorvejen Esbjerg - Kolding sluttes til motorvejen Frøslev - Kolding ud for ejendommen. Der etableres et stort tilslutningsanlæg på bl. a. ejendommens areal i niveau med det omliggende terræn. Ved ekspropriationen afstås ca. 17.050 (m2) til motorvejsanlægget, heraf ca. 3.950 (m2) fra bygningslodden og ca. 13.100 (m2) fra den braklagte lod. Desuden pålægges ejendommen servitut om byggelinier som anmærkning a i arealfortegnelsen, servitut om rørledning på 2.980 (m2) som anmærkning c og servitut om midlertidig brug af op til 4.450 (m2) som anmærkning h. Desuden etableres en højspændingsmast på bygningslodden, og der hænges yderligere en elledning op i masterækken. Denne nye leedning er omfattet af den allerede pålagte og betalte ledningsservitut. Endelig forlægges en privat vej bag om bygningerne ved den nye mast.
Det eksproprierede areal ligger op til den eksisterende motorvej. Arealet ligger adskilt fra ejendommens beboelse, og der var på det afståede areal ikke skabt foranstaltninger til at beskytte sig eller på anden måde tilsløre naboskabet til den allerede eksisterende motorvej. Afstanden fra rampens kørebanekant for tilslutningsanlægget til beboelsen bliver ca. 85 m. Før var der godt 100 m til den eksisterende motorvej.
Parternes påstande
Ejeren nedlagde påstand om en betydelig erstatning. Han anførte, at ejendommen efter hans opfattelse falder omkring 350.000 kr. i værdi ved arealformindskelsen, etableringen af den nye mast og naboskabet til tilslutningsanlægget. Denne værdiforringelse vil kunne reduceres ved etablering af en støjvold mellem bygningerne og motorvejsanlægget, og han ønskede derfor en sådan vold etableret. Endelig anførte ejeren, at hestefolden bag bygningerne ikke vil kunne anvendes til græsning i anlægsperioden, hvorfor han vil komme til at mangle foder.
De for anlægsmyndigheden mødte oplyste, at der ikke som led i projektet etableres støjvold det pågældende sted. De nedlagde ikke nogen påstand, men forbeholdt sig anlægsmyndighedens stilling ved eventuel anke af erstatningsspørgsmålet.
Ekspropriationskommissionens afgørelse
Ud fra ekspropriationskommissionens kendskab til jordpriser på landbrugsarealer i Kolding kommune og under hensyn til karakteren af det afståede areal har kommissionen fastsat erstatningen herfor til 5 kr. pr. (m2). til arealerstatningen på 85.250 kr. har kommissionen lagt et beløb på 235 kr. for det forhold, at ejeren skal betale ejendomsskat af det afståede areal indtil den 1.1.1998.
Herudover har kommissionen fastsat en ulempeerstatning på 53.000 kr., hvoraf godt 43.000 kr. udgør erstatning for den nye mast. Ved fastsættelsen af resten af ulempeerstatningen har kommissionen taget hensyn til den pålagte servitut om rørledning og til det midlertidige tab af græsningsareal. Desuden har kommissionen indregnet et beløb som tilskud til hegnsætning. Ekspropriationskommissionen er imidlertid ikke enig med ejeren i, at der derudover tilkommer ham en anselig ulempeerstatning, herunder for ejendomsforringelse som følge af naboskab til det fremtidige tilslutningsanlæg. Ved vurderingen heraf må udgangspunktet være de eksisterende forhold på ekspropriationstidspunktet med naboskabet til motorvejen Frøslev - Kolding og tilslutningen hertil af hovedlandevejen mellem Esbjerg og Kolding. Den ud for ejendommen placerede fremtidige rampe skal alene benyttes til trafik fra nord mod vest, og rampen vil ligge mere i niveau med det omkringliggende terræn end det eksisterende anlæg, hvilket vil give en mere glidende trafikafvikling. Etableringen af tilslutningsanlægget på ejendommens areal ud mod den eksisterende motorvej ændrer ikke forholdene på stedet væsentligt, og efter kommissionens skøn vil arealafståelsen til motorvejstilslutningen ikke forringe ejendommens værdi udover arealafståelsesprisen.
Der ydes ikke erstatning for pålæg af servitut om byggelinier, jfr. princippet i § 38 i lov om offentlige veje.
Erstatning for den pålagte servitut om midlertidig brug fastsættes først, når den midlertidige brug er ophørt.
For udgifter i forbindelse med erstatningens udbetaling har kommissionen tillagt ejeren en godtgørelse på 3.000 kr.
Erstatningen forrentes som nedenfor anført.
Herefter
b e s t e m m e s: Erstatningen fastsættes således: For areal (ca. 17.050 (m2)) pr. (m2) 5 kr. For samtlige ulemper 53.000 kr. Skattekompensation 235 kr. For udbetalingsdokumentation 3.000 kr. Renter 3,75% p.a. fra den 10. april 1996.
Således passeret.
K. Junge Pedersen
/Karen Buskgaard
Udskriftens rigtighed bekræftes.
K. Buskgaard
Ingen
Erstatning for ejendomsforringelse som følge af nærhed til forbindelsesrampe mellem en eksisterende motorvej og en ny motorvej. Afvist, idet ulemperne ved det nye anlæg ikke fandtes at være øget i væsentlig grad set i forhold til det bestående anlæg.