Legislator Case Law & Legislation
W19961730025 DK

Ekspropriation til Rødkærsbro omfartsvej. Afgørelsen vedrører afgrødeerstatning for vintersæd, hvor erstatningen er fastsat et par måneder efter tilsåning (Dec)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1996 17300 Valid

Ekspropriation til Rødkærsbro omfartsvej. Afgørelsen vedrører afgrødeerstatning for vintersæd, hvor erstatningen er fastsat et par måneder efter tilsåning (Dec)

Lb. nr. 112. Matr. nr. x

Ejer: Y

Da der ikke har kunnet opnås forlig om erstatningsspørgsmålet vedrørende afgrødetab, er der blevet afsagt følgende

KENDELSE

Ejendommen er en landbrugsejendom i landzone på godt 88,5 ha. Der er fra ejendommen afstået godt 13,2 ha i forbindelse med vejanlægget, heraf godt 12,6 ha som afskåret areal i henhold til ejerns jordfordelingstilbud. Der blev under eksporpriationsforretningen indgået forlig om erstatningen for arealafståelsen og de dermed forbundne ulemper, men der blev ikke opnået forlig om erstatning for afgrødetab på det afståede areal, der var tilsået med vintersæd. Der var dog enighed om, at ejeren kun skal tillægges erstatning for afgrødetab på de ca. 11,3 ha af det afståede areal, som han selv dyrkede. Det øvrige eksproprierede areal var bortforpagtet, og det er ved ekspropriationerne blevet overdraget til forpagteren, hvorfor spørgsmålet om erstatning for afgrødetab her er faldet bort.

Parternes påstande.

Ejeren har nedlagt påstand om en erstatning for afgrødetab på 8.000 kr. pr. ha. Til støtte herfor har han anført, at der skal tages udgangspunkt i den indtjening, der kan opnås ved at høste kornet til sommer, og derfra må så trækkes omkostningerne til den gødning og sprøjtning, der skal foretages i foråret for at gøre afgrøden høstklar. Efter hans opfattelse skal der således kun trækkes et beskedent beløb fra den forventede indtjening.

Anlægsmyndigheden har ikke nedlagt nogen påstand, men forbeholdt sig sin stilling ved eventuel anke af erstatningsspørgsmålet.

Ekspropriationskommissionens afgørelse.

Efter ekspropriationskommissionens opfattelse skal der ydes en væsentlig lavere erstatning, end den af ejeren krævede.

Skulle der beregnes erstatning ud fra det forventede høstudbytte, måtte der i hvert fald efter kommissionens opfattelse foretages et betydeligt fradrag for den usikkerhed, der måtte være på ekspropriationstidspunktet i december måned med hensyn til afgrødens videre vækst, afhængig af især temperaturer og nedbør i både vinterperioden og den efterfølgende vækstperiode.

Det er imidlertid ekspropriationskommissionens opfattelse, at der ikke skal tages udgangspunkt i det forventede høstudbytte, men i de afholdte udgifter på afgrøden frem til ekspropriationstidspunktet. Ejeren har ved afgivelsen af sit jordfordelingstilbud været på det rene med, at arealet skulle udgå af hans produktion. Han har derfor ikke ved tilsåningen af marken med sikkerhed kunnet påregne at komme til at høste afgrøden, da ekspropriationstidspunktet ikke har været endeligt fastsat. Men netop fordi afståelsestidpunktet ikke har ligget fast, har ejeren på den anden side heller ikke kunnet undlade at dyrke sin mark på normal vis. Under hensyn hertil har kommissionen skønsmæssigt fastsat erstatningen til 1.500 kr. pr. ha, i alt 16.950 kr. for 11,3 ha.

Herefter

b e s t e m m e s

Erstatning for afgrødetab fastsættes til 16.950 kr.

Renter 4,75% p.a. fra den 1. januar 1996.

Således passeret.

K. Junge Pedersen

/Karen Buskgaard

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Endelig adm. afgørelse 1996 17300 Valid

Afgørelsen vedrører afgrødeerstatning for vintersæd, hvor erstatningen er fastsat et par måneder efter tilsåning (Dec.

måned)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →