Underkendelse af iværksættelse af tvangsmedicinering

Underkendelse af iværksættelse af tvangsmedicinering

En 33-årig mand var i 1988 og i 1991 indlagt på psykiatrisk afdeling for paranoid psykose. Han blev i juli 1993 indlagt i psykotisk tilstand, var hørelseshallucineret, tankeforstyrret og røbede vrangideer. Han blev tilbudt tabletbehandling med Trilafon, men kunne først overtales til at indtage 16 mg i døgnet fra midten af juli 1993. Manden blev i slutningen af juli 1993 urolig, generede medpatienterne, slog og bed personalet og måtte tvangsfikseres. Der blev i begyndelsen af august truffet beslutning om tvangsmedicinering med Trilafon dekanoat (depotpræparat) 108 mg pr. uge, da patienten blev beskrevet som megaloman, ordkløvende, associerende, paranoidt fortolkende og medicinvægrende.

Patienten havde tidligere modtaget Trilafontabletter med god effekt uden væsentlige bivirkninger. Dagen efter beslutningen om tvangsbehandling, kørte patienten op, virkede manisk med springende tankegang, var forpint, truende, gik rundt omkring og med kraft slog hånd og arm mod væg og bord. Der blev da givet Trilafondepot, uanset der dagen før var klaget herover til det lokale psykiatriske patientklagenævn. Det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering og den omgående iværksættelse heraf.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering, men ikke iværksættelsen heraf. Efter Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse forelå der ikke en nødsituation, der kunne berettige behandlingens iværksættelse, inden der forelå en afgørelse i det psykiatriske patientklagenævn. Sundhedsvæsenest Patientklagenævn fandt tillige, at en beroligende injektion kunne have været anvendt alternativt til at begynde depotbehandling i afventen på det lokale psykiatriske patientklagenævns hurtige svar.

En 33-årig mand var i 1988 og i 1991 indlagt på psykiatrisk afdeling for paranoid psykose. Han blev i juli 1993 indlagt i psykotisk tilstand, var hørelseshallucineret, tankeforstyrret og røbede vrangideer. Han blev tilbudt tabletbehandling med Trilafon, men kunne først overtales til at indtage 16 mg i døgnet fra midten af juli 1993. Manden blev i slutningen af juli 1993 urolig, generede medpatienterne, slog og bed personalet og måtte tvangsfikseres.

Der blev i begyndelsen af august truffet beslutning om tvangsmedicinering med Trilafon dekanoat (depotpræparat) 108 mg pr. uge, da patienten blev beskrevet som megaloman, ordkløvende, associerende, paranoidt fortolkende og medicinvægrende.

Patienten havde tidligere modtaget Trilafontabletter med god effekt uden væsentlige bivirkninger. Dagen efter beslutningen om tvangsbehandling, kørte patienten op, virkede manisk med springende tankegang, var forpint, truende, gik rundt omkring og med kraft slog hånd og arm mod væg og bord. Der blev da givet Trilafondepot, uanset der dagen før var klaget herover til det lokale psykiatriske patientklagenævn. Det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering og den omgående iværksættelse heraf.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering, men ikke iværksættelsen heraf. Efter Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse forelå der ikke en nødsituation, der kunne berettige behandlingens iværksættelse, inden der forelå en afgørelse i det psykiatriske patientklagenævn.

Sundhedsvæsenest Patientklagenævn fandt tillige, at en beroligende injektion kunne have været anvendt alternativt til at begynde depotbehandling i afventen på det lokale psykiatriske patientklagenævns hurtige svar.