Aktindsigt i speciallægeerklæring

Aktindsigt i speciallægeerklæring

En speciallæge afgav i 1994 en speciallægeerklæring vedrørende en 21-årig kvinde til et forsikringsselskab til brug for beskrivelse af m en efter en skade. Kvinden anmodede efterfølgende speciallægen om at få udleveret en kopi af speciallægeerklæringen.

Speciallægen anførte, at erklæringen var købt hos ham til et bestemt formål, og såfremt erklæringen blev anvendt til et andet formål, var der en risiko for, at erklæringen ville misinformere.

Speciallægen havde ikke indvendinger imod, at kvinden fik kopi af erklæringens almene del, der indeholder sygehistorie og objektiv undersøgelse, men tilføjede at kvinden måtte gennemlæse konklusionen på speciallægens kontor.

Speciallægen anførte videre, at speciallægeerklæringen var udfærdiget på baggrund af en enkelt undersøgelse af patienten, foretaget i speciallægens fritid uafhængigt af hans hospitalsarbejde. Speciallægen anførte endelig, at speciallægeerklæringen ikke indgik i nogen hospitalsafdelings journalmateriale.

Patientklagenævnet bemærkede, at speciallægens optegnelser om kvindens helbredsforhold måtte betragtes som en del af speciallægens journalmateriale i relation til lov om aktindsigt i helbredsoplysninger. idet optegnelserne var udarbejdet i forbindelse med speciallægens undersøgelse af kvinden.

Patientklagenævnet fandt, at der i sagen ikke var afgørende hensyn til kvinden selv eller til andre private interesser, som begrundede en begrænsning af kvindens ret til aktindsigt.

Det var endvidere Patientklagenævnets opfattelse, at speciallægen ikke havde dokumenteret, at der forelå sådanne ganske særlige forhold, som kunne begrunde, at kvindens anmodning om at modtage fotokopier af speciallægeerklæringen fra 1994 ikke skulle kunne efterkommes.

Patientklagenævnet fandt herefter, at speciallægen burde have meddelt kvinden aktindsigt i form af kopi af speciallægeerklæringen fra 1994.

En speciallæge afgav i 1994 en speciallægeerklæring vedrørende en 21-årig kvinde til et forsikringsselskab til brug for beskrivelse af m en efter en skade. Kvinden anmodede efterfølgende speciallægen om at få udleveret en kopi af speciallægeerklæringen.

Speciallægen anførte, at erklæringen var købt hos ham til et bestemt formål, og såfremt erklæringen blev anvendt til et andet formål, var der en risiko for, at erklæringen ville misinformere.

Speciallægen havde ikke indvendinger imod, at kvinden fik kopi af erklæringens almene del, der indeholder sygehistorie og objektiv undersøgelse, men tilføjede at kvinden måtte gennemlæse konklusionen på speciallægens kontor.

Speciallægen anførte videre, at speciallægeerklæringen var udfærdiget på baggrund af en enkelt undersøgelse af patienten, foretaget i speciallægens fritid uafhængigt af hans hospitalsarbejde.

Speciallægen anførte endelig, at speciallægeerklæringen ikke indgik i nogen hospitalsafdelings journalmateriale.

Patientklagenævnet bemærkede, at speciallægens optegnelser om kvindens helbredsforhold måtte betragtes som en del af speciallægens journalmateriale i relation til lov om aktindsigt i helbredsoplysninger. idet optegnelserne var udarbejdet i forbindelse med speciallægens undersøgelse af kvinden.

Patientklagenævnet fandt, at der i sagen ikke var afgørende hensyn til kvinden selv eller til andre private interesser, som begrundede en begrænsning af kvindens ret til aktindsigt.

Det var endvidere Patientklagenævnets opfattelse, at speciallægen ikke havde dokumenteret, at der forelå sådanne ganske særlige forhold, som kunne begrunde, at kvindens anmodning om at modtage fotokopier af speciallægeerklæringen fra 1994 ikke skulle kunne efterkommes.

Patientklagenævnet fandt herefter, at speciallægen burde have meddelt kvinden aktindsigt i form af kopi af speciallægeerklæringen fra 1994.