Markering af fjernet væv

Markering af fjernet væv

En 68-årig kvinde havde ved afskrabning fået fjernet en hudsvulst fra næseryggen.

Svulsten gendannede sig tre år senere, og den blev igen fjernet ved afskrabning.

Da der et lille år senere igen kom vækst i det behandlede område på næseryggen, blev patienten henvist til behandling på den lokale øre-næse-hals-afdeling.

Overlægen på afdelingen fandt ved sin objektive undersøgelse, at der var et tre til fire millimeter stort ar (følger af behandlingen) på næseryggen med opdrivning af huden. Overlægen vurderede, at der var stærk mistanke om gendannelse af svulsten.

Overlægen opererede herefter patienten. Den følte svulst blev fjernet tillige med fire millimeter omliggende væv, og den opståede defekt blev dækket ved hjælp af en plastisk operation. Det fjernede væv blev sendt til mikroskopisk undersøgelse, men der var ikke sket en sidemarkering af det fjernede væv.

Den mikroskopiske undersøgelse viste, at der var gendannet svulstvæv, og der fandtes svulstvæv helt frem til kanten i den ene side af det fjernede væv.

Ved kontrollen efter operationen bemærkede overlægen mikroskopisvaret. Da der ikke var sket en markering af det fjernede væv, og da der tillige var udført en plastisk operation, var det efter overlægens opfattelse vanskeligt at afgøre, hvor der eventuelt var efterladt svulstvæv. Han valgte herefter at observere patienten, og hun blev sat til kontrol tre måneder efter.

I løbet af de efterfølgende måneder var der igen mistanke om svulstgendannelse. Patienten blev igen opereret med fjernelse af svulstvæv og dækning af defekten med hudtransplantation.

Patientklagenævnet fandt, at overlægen burde have sidemarkeret det fjernede væv. Herved ville det efter operationen have været muligt at fastslå, hvor det fjernede væv var lokaliseret i forhold til snitfladerne i det tilbageblevne væv. Der havde derved været mulighed for at gennemføre et supplerende operativt indgreb umiddelbart efter med vejledning af de mikroskopiske fund.

Da overlægen blev bekendt med mikroskopisvaret, burde han efter Patientklagenævnets opfattelse havde draget omsorg for, at patienten umiddelbart var blevet opereret igen med udførelse af et større og mere radikalt indgreb.

Patientklagenævnet fandt således, at overlægen havde overtrådt lægelovens § 6, stk.1, fordi han ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed.

En 68-årig kvinde havde ved afskrabning fået fjernet en hudsvulst fra næseryggen.

Svulsten gendannede sig tre år senere, og den blev igen fjernet ved afskrabning.

Da der et lille år senere igen kom vækst i det behandlede område på næseryggen, blev patienten henvist til behandling på den lokale øre-næse-hals-afdeling.

Overlægen på afdelingen fandt ved sin objektive undersøgelse, at der var et tre til fire millimeter stort ar (følger af behandlingen) på næseryggen med opdrivning af huden. Overlægen vurderede, at der var stærk mistanke om gendannelse af svulsten.

Overlægen opererede herefter patienten. Den følte svulst blev fjernet tillige med fire millimeter omliggende væv, og den opståede defekt blev dækket ved hjælp af en plastisk operation. Det fjernede væv blev sendt til mikroskopisk undersøgelse, men der var ikke sket en sidemarkering af det fjernede væv.

Den mikroskopiske undersøgelse viste, at der var gendannet svulstvæv, og der fandtes svulstvæv helt frem til kanten i den ene side af det fjernede væv.

Ved kontrollen efter operationen bemærkede overlægen mikroskopisvaret. Da der ikke var sket en markering af det fjernede væv, og da der tillige var udført en plastisk operation, var det efter overlægens opfattelse vanskeligt at afgøre, hvor der eventuelt var efterladt svulstvæv. Han valgte herefter at observere patienten, og hun blev sat til kontrol tre måneder efter.

I løbet af de efterfølgende måneder var der igen mistanke om svulstgendannelse. Patienten blev igen opereret med fjernelse af svulstvæv og dækning af defekten med hudtransplantation.

Patientklagenævnet fandt, at overlægen burde have sidemarkeret det fjernede væv. Herved ville det efter operationen have været muligt at fastslå, hvor det fjernede væv var lokaliseret i forhold til snitfladerne i det tilbageblevne væv. Der havde derved været mulighed for at gennemføre et supplerende operativt indgreb umiddelbart efter med vejledning af de mikroskopiske fund.

Da overlægen blev bekendt med mikroskopisvaret, burde han efter Patientklagenævnets opfattelse havde draget omsorg for, at patienten umiddelbart var blevet opereret igen med udførelse af et større og mere radikalt indgreb.

Patientklagenævnet fandt således, at overlægen havde overtrådt lægelovens § 6, stk.1, fordi han ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed.