Opfølgning af undersøgelsesresultater

Opfølgning af undersøgelsesresultater

En 26-årig kvinde fik i efteråret 1992 foretaget en gynækologisk undersøgelse hos sin egen læge. Hun havde gener i form af udflåd. Lægen fandt, at der var betændelse i livmoderhalsen og iværksatte behandling herfor. Lægen foretog samtidig smearundersøgelse, som viste sig ikke at kunne bruges på grund af betændelsen. Lægen meddelte patienten dette ved en efterfølgende kontrol godt en måned senere og opfordrede hende til at få foretaget en ny smear-undersøgelse efter tre til seks måneder, når betændelsen var behandlet.

Ni måneder senere fik patienten foretaget en ny underlivsundersøgelse som led i P-pillekontrollen. Ved denne undersøgelse fandt lægen lidt uregelmæssige forhold omkring livmodermunden, hvorfra der var let blødning, og foretog ny smearundersøgelse.

Svaret på celleprøven var, at heller ikke denne kunne bruges på grund af svær betændelse og udtørring. Den undersøgende patolog tilrådede fornyet undersøgelse, når betændelsen var behandlet.

Om det videre forløb havde parterne i sagen modstridende opfattelser. Lægen oplyste, at patienten blev bedt om at henvende sig efter fire uger for at få svar på prøven. Patienten oplyste, at hun ikke fik den opfattelse, at hun skulle henvende sig efter fire uger.

Men i alt fald henvendte patienten sig ikke til lægen, og lægen kontaktede ikke patienten.

Otte måneder senere fik patienten diagnosticeret livmoderhalskræft.

Lægen oplyste, at det var hendes rutine at gennemlæse og vurdere alle prøvesvar på modtagelsesdagen. Det var også rutine at kontakte patienten, hvis der var indikation herfor. Endvidere blev prøvesvarene rutinemæssigt gennemgået hver anden til tredje måned, hvis patienten trods opfordring ikke havde henvendt sig. Hvis prøven var uegnet eller indeholdt abnorme celler, kontaktedes patienten for at aftale ny prøve. Når prøven var uegnet eller indholdt abnorme celler, ville cytologisvarene i øvrigt rutinemæssigt blive sammenholdt med de kliniske fund og patientens symptomer.

Lægen oplyste endvidere, at hun havde vurderet svaret som harmløst, da der ikke var beskrevet celleforandringer.

Patientklagenævnet fandt, at lægen burde havde sørget for opfølgning af den anden smear-undersøgelse. Lægen burde efter Patientklagenævnets opfattelse have indkaldt patienten, da hun ikke kontaktede lægen efter de fire uger, både fordi lægen ved sin kliniske undersøgelse havde fundet mistænkelige forhold i form af en let sårbar livmodermund, og fordi prøven var uegnet på grund af svær inflammation og udtørring, og fordi dette havde været tilfældet en gang tidligere.

Patientklagenævnet fandt således, at lægen havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi lægen ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed.

Patientklagenævnet bemærkede tillige i sagen, at en ny celleprøve efter overstået infektion bør foretages efter cirka tre måneder. Med et sådant tidsinterval mellem prøverne opnås den bedste sikkerhed for, at der ved 2. prøvetagning er et tilstrækkeligt antal repræsentative celler fra livmoderhals/livmodermund.

En 26-årig kvinde fik i efteråret 1992 foretaget en gynækologisk undersøgelse hos sin egen læge. Hun havde gener i form af udflåd.

Lægen fandt, at der var betændelse i livmoderhalsen og iværksatte behandling herfor. Lægen foretog samtidig smearundersøgelse, som viste sig ikke at kunne bruges på grund af betændelsen. Lægen meddelte patienten dette ved en efterfølgende kontrol godt en måned senere og opfordrede hende til at få foretaget en ny smear-undersøgelse efter tre til seks måneder, når betændelsen var behandlet.

Ni måneder senere fik patienten foretaget en ny underlivsundersøgelse som led i P-pillekontrollen. Ved denne undersøgelse fandt lægen lidt uregelmæssige forhold omkring livmodermunden, hvorfra der var let blødning, og foretog ny smearundersøgelse.

Svaret på celleprøven var, at heller ikke denne kunne bruges på grund af svær betændelse og udtørring. Den undersøgende patolog tilrådede fornyet undersøgelse, når betændelsen var behandlet.

Om det videre forløb havde parterne i sagen modstridende opfattelser.

Lægen oplyste, at patienten blev bedt om at henvende sig efter fire uger for at få svar på prøven. Patienten oplyste, at hun ikke fik den opfattelse, at hun skulle henvende sig efter fire uger.

Men i alt fald henvendte patienten sig ikke til lægen, og lægen kontaktede ikke patienten.

Otte måneder senere fik patienten diagnosticeret livmoderhalskræft.

Lægen oplyste, at det var hendes rutine at gennemlæse og vurdere alle prøvesvar på modtagelsesdagen. Det var også rutine at kontakte patienten, hvis der var indikation herfor. Endvidere blev prøvesvarene rutinemæssigt gennemgået hver anden til tredje måned, hvis patienten trods opfordring ikke havde henvendt sig. Hvis prøven var uegnet eller indeholdt abnorme celler, kontaktedes patienten for at aftale ny prøve. Når prøven var uegnet eller indholdt abnorme celler, ville cytologisvarene i øvrigt rutinemæssigt blive sammenholdt med de kliniske fund og patientens symptomer.

Lægen oplyste endvidere, at hun havde vurderet svaret som harmløst, da der ikke var beskrevet celleforandringer.

Patientklagenævnet fandt, at lægen burde havde sørget for opfølgning af den anden smear-undersøgelse. Lægen burde efter Patientklagenævnets opfattelse have indkaldt patienten, da hun ikke kontaktede lægen efter de fire uger, både fordi lægen ved sin kliniske undersøgelse havde fundet mistænkelige forhold i form af en let sårbar livmodermund, og fordi prøven var uegnet på grund af svær inflammation og udtørring, og fordi dette havde været tilfældet en gang tidligere.

Patientklagenævnet fandt således, at lægen havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi lægen ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed.

Patientklagenævnet bemærkede tillige i sagen, at en ny celleprøve efter overstået infektion bør foretages efter cirka tre måneder.

Med et sådant tidsinterval mellem prøverne opnås den bedste sikkerhed for, at der ved 2. prøvetagning er et tilstrækkeligt antal repræsentative celler fra livmoderhals/livmodermund.