Kommunikation mellem almen praksis og sygehusvæsenet

Kommunikation mellem almen praksis og sygehusvæsenet

En 28-årig mand henvendte sig til egen læge med en forstørret øm testikel. Lægen fandt testiklen øm og hård og behandlede med antibiotika, fordi han havde mistanke om betændelse i bitestiklen. Men behandlingen syntes ikke at have nogen virkning.

Lægen ordinerede så blodprøver. De viste forhøjelse af de specielle HCG-hormoner, som tyder på, at der er tale om en hormonproducerende svulst. Lægen henviste herefter patienten til specialafdeling til nærmere undersøgelse om svulst i testiklen. Oplysningen om den forhøjede hormonværdi fremgik tydeligt af henvisningssedlen.

Da patienten kort tid efter blev undersøgt i specialafdelingen, fandt den undersøgende 1. reservelæge en udfyldning svarende til bitestiklen. Lægen opfattede forandringerne som godartede, muligvis som følger af en infektion. Patienten blev skrevet op på almindelig venteliste til operation for sædbrok. I journalnotatet var egen læges oplysninger om den forhøjede hormonværdi ikke omtalt, og der blev ikke taget yderligere blodprøver.

Fire måneder senere var patienten til forundersøgelse. Her gjorde han opmærksom på en hævelse og ømhed bag venstre brystvorte. En tilkaldt 1. reservelæge fandt en 1 cm stor hævelse bag venstre brystvorte. Patienten fik tilbudt at få denne knude fjernet samtidig med fjernelse af sædbrokket. Lægen revurderede ikke patientens testikellidelse på baggrund af den nyopdukkede brysttumor.

Ved operationen en måned senere viste det sig, at patienten havde testikelkræft. En CT-scanning viste spredning til lymfeknuderne bag bughinden. På operationstidspunktet blev der tillige fundet en tumor i højre bryst.

Patientklagenævnet fandt, at 1. reservelægen burde have været opmærksom på oplysningerne fra egen læge om de forhøjede hormonværdier. Kræftdiagnosen blev væsentligt forsinket, fordi han overså oplysningerne. Nævnet lagde endvidere vægt på, at den påviste glatvæggede, gennemskinnelige udfyldning ikke entydigt er karakteristisk for et sædbrok. Der kan også være tale om et brok, der er opstået som reaktion på en kræftlidelse i testiklen. På denne baggrund fandt nævnet, at patienten burde have været nærmere undersøgt, da patienten var henvist på mistanke om en svulst i testiklen.

Patientklagenævnet fandt således, at 1. reservelægen havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og og samvittighedsfuldhed.

Vedrørende forundersøgelsen fandt nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om den pågældende 1. reservelæge havde overvejet en sammenhæng mellem den nydiagnosticerede brysttumor og den aktuelle testikellidelse. Patientklagenævnet fandt dog ikke, at lægen havde overtrådt lægeloven ved at undlade dette.

En 28-årig mand henvendte sig til egen læge med en forstørret øm testikel. Lægen fandt testiklen øm og hård og behandlede med antibiotika, fordi han havde mistanke om betændelse i bitestiklen.

Men behandlingen syntes ikke at have nogen virkning.

Lægen ordinerede så blodprøver. De viste forhøjelse af de specielle HCG-hormoner, som tyder på, at der er tale om en hormonproducerende svulst. Lægen henviste herefter patienten til specialafdeling til nærmere undersøgelse om svulst i testiklen.

Oplysningen om den forhøjede hormonværdi fremgik tydeligt af henvisningssedlen.

Da patienten kort tid efter blev undersøgt i specialafdelingen, fandt den undersøgende 1. reservelæge en udfyldning svarende til bitestiklen. Lægen opfattede forandringerne som godartede, muligvis som følger af en infektion. Patienten blev skrevet op på almindelig venteliste til operation for sædbrok. I journalnotatet var egen læges oplysninger om den forhøjede hormonværdi ikke omtalt, og der blev ikke taget yderligere blodprøver.

Fire måneder senere var patienten til forundersøgelse. Her gjorde han opmærksom på en hævelse og ømhed bag venstre brystvorte. En tilkaldt 1. reservelæge fandt en 1 cm stor hævelse bag venstre brystvorte. Patienten fik tilbudt at få denne knude fjernet samtidig med fjernelse af sædbrokket. Lægen revurderede ikke patientens testikellidelse på baggrund af den nyopdukkede brysttumor.

Ved operationen en måned senere viste det sig, at patienten havde testikelkræft. En CT-scanning viste spredning til lymfeknuderne bag bughinden. På operationstidspunktet blev der tillige fundet en tumor i højre bryst.

Patientklagenævnet fandt, at 1. reservelægen burde have været opmærksom på oplysningerne fra egen læge om de forhøjede hormonværdier. Kræftdiagnosen blev væsentligt forsinket, fordi han overså oplysningerne. Nævnet lagde endvidere vægt på, at den påviste glatvæggede, gennemskinnelige udfyldning ikke entydigt er karakteristisk for et sædbrok. Der kan også være tale om et brok, der er opstået som reaktion på en kræftlidelse i testiklen. På denne baggrund fandt nævnet, at patienten burde have været nærmere undersøgt, da patienten var henvist på mistanke om en svulst i testiklen.

Patientklagenævnet fandt således, at 1. reservelægen havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og og samvittighedsfuldhed.

Vedrørende forundersøgelsen fandt nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om den pågældende 1. reservelæge havde overvejet en sammenhæng mellem den nydiagnosticerede brysttumor og den aktuelle testikellidelse. Patientklagenævnet fandt dog ikke, at lægen havde overtrådt lægeloven ved at undlade dette.