Legislator Case Law & Legislation
W19961152025 DK

Afskrivning, vindmøller

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1996 11520 Valid

Afskrivning, vindmøller

Reference: PSL § 4, stk. 1, nr. 10.

LV 1995 E.F.1.3, E.F.1.3.1.

- Afskrivning, vindmøller, anpartsreglerne.

Ligningsrådet blev anmodet om at besvare følgende spørgsmål

1. Vil danske kommanditister kunne afskrive på vindmøller, opstillet i (udlandet) jf. afskrivningslovens afsnit 1, såfremt vindmøllerne er tilsluttet elværket og producerer strøm?

2. Vil kommanditisterne, i de tilfælde hvor der er tale om fysiske personer, blive anset for at være omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 eller nr. 13, når det forudsættes, at de danske kommanditselskaber indgår kontrakter direkte med elforsyningsselskabet, jordejeren samt operatøren?

3. Vil kommanditisterne, såfremt der indgås en bindende aftale om levering i 1996, kunne for skudsafskrive på kontraktsgrundlaget i overensstemmelse med afskrivningslovens § 29 E?

4. Vil hver enkelt kommanditist skulle reducere forskudsafskrivningsgrundlaget med 700.000 kr., jf. afskrivningslovens § 29 E, stk. 3, eller vil reduktionen i stedet ske pr. vindmølle?

Et selskab, A, påtænkte at opstille en større vindmøllepark på lejet jord i udlandet.

Det udenlandske, statsejede elforsyningsselskab og landets energiministerium vil garantere en elkontrakt på X MW samt ligeledes garantere en fast, inflationssikret elafregningspris pr. kWh, leveret fra møllerne.

Det forventes, at den samlede vindmøllepark, når den er fuldt udbygget, vil bestå af ca. 650 vindmøller, hver med en effekt på 600 kw.

Vindmølleparken tænkes solgt til såvel danske som udenlandske investorer.

De danske investorer vil blive organiseret i kommanditselskaber med maksimalt 10 deltagere. Kommanditisterne vil ikke deltage aktivt i driften.

Ved etableringen stiftes et dansk aktieselskab, der vil fungere som komplementar uden ejerandel i kommanditselskaberne.

Kommanditselskaberne skal selvstændigt eje en eller flere vindmøller.

Kommanditselskaberne indgår ikke aftaler, der medfører fælles hæftelse kommanditselskaberne imellem.

Kommanditselskaberne vil hver især indgå administrationsaftale med et selskab i det pågældende land, aftale om køb af vindmøllerne med A og finansieringsaftale med et kreditinstitut.

Hvert enkelt dansk kommanditselskab indgår selv direkte de endelige kontrakter med elforsyningsselskabet, jordejeren samt operatøren.

Administrationen i udlandet vil blive varetaget af det udenlandske selskab, som vil repræsentere de danske kommanditselskaber over for de udenlandske myndigheder, elforsyningsselskabet samt operatøren.

Kontraktsvilkårene i forhold til elforsyningsselskabet vil blive udformet således, at elforsyningsselskabet afregner for leveret elektricitet med et beløb til vindmølleejerne i området, hvilket sker på basis af den transmitterede el. Elafregningen fordeles mellem vindmølleejerne på basis af elmålinger på hver vindmølle.

Vindmøllerne vil blive tilsluttet det lokale elforsyningsnet.

Kommanditselskaberne vil til enhver tid have fuld rådighed over den givne mølle under hensyntagen til de forbehold, som en kommende långiver måtte kræve med hensyn til pantsætning m.v.

Investorernes retmæssige adkomst til vindmøllerne vil blive sikret ved registrering i landets tingbogssystem.

I Danmark vil administrationen blive varetaget at et nystiftet selskab, der vil forestå regnskabsudarbejdelse, økonomistyring samt information om vindmøllernes drift over for investorerne.

Den samlede anskaffelsessum for en 600 kW vindmølle vil inkl. omkostninger udgøre ca. kr. 4.830.000 ekskl. moms.

Efter revisors opfattelse er projektet i overensstemmelse med en bindende forhåndsbesked offentliggjort i TfS 1990,103, hvorefter investorerne ikke blev anset for omfattet af anpartsreglerne.

Revisors opfattelse er dels baseret på, at kommanditselskaberne indgår separate kontrakter med leverandøren af vindmøllerne, finansieringsinstituttet m.fl., og dels på, at der er tale om en variabel indtjening i og med, at den enkelte vindmølles produktion kan variere betydeligt.

Baggrunden for at investorerne, hvadenten der er tale om fysiske personer eller selskaber, organiseres i kommanditselskaber, er primært et ønske om at sprede driftsrisikoen mest muligt. Herudover vil det ikke i praksis være muligt at skulle indgå kontrakt om jordleje, el-levering eller finansieringsaftale med hver enkelt investor.

Det forventes, at den samlede vindmøllepark, når den er fuldt udbygget, vil bestå af ca. 650 møller, og at hvert kommanditselskab erhverver 10-25 møller.

Alle vindmøllerne vil ikke blive placeret på samme sted. Placeringen vil ske i etaper a 50 megawatt, og den første etape ventes at omfatte 84 møller.

Al jorden, som vindmøllerne skal placeres på, ejes af den pågældende stat eller af statsinstitutioner, f.eks. et universitet.

Sælgeren af møllerne indgår en rammeaftale med det statsejede elforsyningsselskab for 400 MW. Derefter skal der indgås kontrakter mellem elforsyningsselskabet og de enkelte kommanditselskaber om at aftage strøm på de samme vilkår som i rammeaftalen.

Ligningsrådet udtalte om de stillede spørgsmål

Ad Spørgsmål 1

Vindmøller anses afskrivningsmæssigt som driftsmidler, der kan afskrives efter reglerne i afskrivningslovens afsnit 1, når vindmøllen udelukkende benyttes erhvervsmæssigt.

Der kan derfor afskrives på møllerne, når de er tilsluttet elværket og producerer strøm.

Om begrænsninger i afskrivningerne på grund af anpartsreglerne, se under spørgsmål 2.

Ad spørgsmål 2

Efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 henføres indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed til kapitalindkomsten, når antallet af ejere er større end 10, og den skattepligtige kun deltager i virksomhedens drift i uvæsentligt omfang.

Efter Ligningsrådets opfattelse udgør det her foreliggende vindmølleprojekt i relation til reglen i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, uanset den foretagne opdeling af deltagerne i kommanditselskaber med hver 10 deltagere, en samlet virksomhed.

Ligningsrådet har efter de forelagte oplysninger lagt vægt på, at kommanditisterne i projektet, der samlet set overstiger 10, skal levere samme ydelse - elektricitet - fra møllerne til det statslige elselskab. Leveringen skal foregå med ensartede driftsmidler og på ensartede vilkår. Kontraktsvilkårene er udformet for alle deltagerne på forhånd ved en rammeaftale for alle kommanditisterne på den ene side og køberen af den producerede elektricitet på den anden side.

Den endelige finansiering af projektet forventes for ca. 75 % tilvejebragt gennem et større, uden landsk låneinstitut. Den øvrige finansiering tilvejebringes over 3 år ved indbetaling fra investorerne.

Ligningsrådet fandt, efter en samlet vurdering, at der er en sådan sammenhæng og lighed imellemdeltagernes virksomhed, at der i henseende til personskattelovens anpartsregler og formålet med disse, reelt er tale om etablering af en virksomhed med flere end 10 deltagere.

Ligningsrådet anså derfor vindmølleprojektet for omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10.

Indkomsten fra vindmøllerne er herefter omfattet af anpartsreglerne. Dette medfører, at indkomst fra virksomheden er kapitalindkomst, og underskud fra virksomheden kan ikke overføres til modregning i anden indkomst men kun fremføres til modregning i senere, positiv indkomst fra samme virksom hed, jf. personskattelovens § 13, stk. 6.

Endvidere kan virksomhedsordningen ikke anvendes på indkomst fra anpartsvirksomheden.

Ad spørgsmål 3

Kommanditisterne vil, såfremt der indgås bindende aftale om levering af vindmøllerne i 1996 kunne forskudsafskrive på møllerne efter afskrivningslovens § 29 E. Underskudsbegrænsningen i personskattelovens § 13, stk. 6, jf. ovf. under svaret på spørgsmål 2, gælder også for forskudsafskrivningerne.

Ad spørgsmål 4

Kommanditisterne kan kun foretage forskudsafskrivning, hvis den enkelte persons andel i den aftalte eller beregnede anskaffelsessum er over 700.000 kr., jf. afskrivningslovens § 29 E, stk. 3 og § 29 H.

Ad spørgsmål 1-4

Ligningsrådet har afgivet bindende forhåndsbesked på grundlag af de foreliggende standardkontrakter, jf. ovf.

I det omfang der sker afvigelser fra standardkontrakterne, undergives afvigelserne almindelig, ligningsmæssig bedømmelse.

Det er endvidere en forudsætning for den bindende forhåndsbesked, at en fremtidig låneaftale som led i vindmøllearrangementet ikke indeholder non-recourse vilkår, limited recourse vilkår eller andet der må sidestilles dermed.

Endelig adm. afgørelse 1996 11520 Valid

Ligningsrådet har anset ejerne af en vindmøllepark, der skulle opstilles i udlandet for omfattet af anpartsreglerne i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, uanset opdeling af deltagerne i kommanditselskaber med hver 10 deltagere, da antallet af ejere var flere end 10, og vindmøllevirksomheden ansås som en samlet virksomhed.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →