Moms - Trafikselskab - Leasing
Statutory Text (2 Articles)
Moms - Trafikselskab - Leasing
Moms
Trafikselskab
Leasing
Om baggrunden for forespørgslen oplyses, at personbefordring med busser i rutekørsel som bekendt er fritaget for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 15. Momsfritagelsen er baseret på en særlig overgangsbestemmelse, som Danmark benytter indtil videre, jf. 6. momsdirektiv, artikel 28, stk. 3, litra b, og punkt 17 i bilag F.
Momsfritagelsen medfører, at trafikselskabet betaler en moms på 25 pct. ved køb af nye busser.
Trafikselskabet overvejer at stifte et leasingsselskab, der skal drive virksomhed med udlejning af busser. Da en sådan udlejningsvirksomhed er momspligtig, vil leasingselskabet, der skal momsregistreres, kunne fratrække momsen af businvesteringerne.
Leasingselskabet skal modsat opkræve 25 pct. moms af den kontraktlig fastsatte ydelse, der ikke kan fratrækkes som indgående moms af trafikselskabet. Ydelsen fastsættes på markedsvilkår.
De nye busser, anskaffet af leasingselskabet mod fuld momsfradrag, er omfattet af momslovens §§ 43 og 44 vedrørende regulering af den indgående moms for investeringsgoder. Reguleringsperioden er 5 år inklusive det regnskabsår, hvor busserne er anskaffet.
Hvis busserne sælges i eller efter udløbet af den 5-årige reguleringsperiode, skal der i henhold til momslovens § 8, stk. 1, opkræves moms af salgsprisen medmindre, at aktiverne overdrages som led i en hel eller delvis virksomhedsoverdragelse til en ny indehaver.
Trafikselskabet spørger herefter om en fusion mellem leasingselskabet og trafikselskabet kan gennemføres som en momsfri overdragelse af leasingselskabets busportefølje til trafikselskabet efter reglen i momslovens § 8, stk. 1, 3. punktum.
Styrelsen bemærker, at der ikke i momsloven er fastsat særlige regler om overdragelse af aktiver ved succession.
Styrelsen bemærker videre, at det er en forudsætning for en momsfri overdragelse efter momslovens § 8, stk. 1, 3. punktum, at aktiverne fortsat anvendes i forbindelse med en momspligtig virksomhed, f.eks. udlejningsvirksomhed.
Styrelsen henviser til Momsvejledningen 1995, side 63, hvoraf det fremgår
"Der skal - for at en overdragelse af en virksomhed eller en del af denne kan anses for at foreligge -være tale om overdragelse af en virksomheds driftsmidler m.v. (økonomisk enhed), som foretages med henblik på, at køberen enten fortsætter driften af virksomheden eller udøver en sådan driftsmæssig anvendelse af de overdragne aktiver, der sidestilles hermed."
I den konkrete sag foreligger der hverken en driftsmæssig sidestillet anvendelse, eller en uændret fortsættelse af virksomheden.
Efter fusionen er det derimod netop meningen, at busserne i anvendelse skal overgå fra momspligtig udlejningsvirksomhed til momsfri personbefordring.
Told- og Skattestyrelsen finder derfor ikke, at den skitserede overdragelse kan ske momsfrit i.h.t. § 8, stk. 1, 3. punktum.
Styrelsens kommentar til besvarelsen
Forespørgeren forudsætter, at leasingydelsen fastsættes på markedsvilkår. Styrelsen har derfor ikke taget nærmere stilling til, hvad der ligger heri. Da der er tale om to interesseforbundne selskaber, vil told- og skattemyndighederne næppe acceptere en leasingaftale, der indeholder usædvanlige betalingsvilkår, eller leasingydelser, der er under markedsprisen.
Told- og Skattestyrelsen har svaret på en forespørgsel fra et trafikselskab om de momsmæssige konsekvenser ved at stifte et 100 pct. ejet leasingselskab, der skal indkøbe nye busser, som skal udlejes til trafikselskabet. Trafikselskabet spørger, om en senere fusion mellem det endnu ikke stiftede leasingselskab og trafikselskabet kan gennemføres som en momsfri overdragelse, jf. momslovens 8, stk. 1, 3. punktum. Told- og Skattestyrelsen svarede, at bestemmelsen ikke hjemler adgang til, at overdragelsen kan ske momsfrit.