Kreditoplysningsbureaus overvågning af abonnenternes kunderegistre
Statutory Text (3 Articles)
Kreditoplysningsbureaus overvågning af abonnenternes kunderegistre
Registertilsynet blev i forbindelse med en inspektion hos et
kreditoplysningsbureau bekendt med, at bureauet tilbød deres
abonnenter overvågning af abonnenternes kunderegistre. Abonnenterne
skulle på diskette indsende deres kunderegistre, og bureauet foretog
herefter dagligt elektronisk en søgning, hvorved dagens
nyregistreringer af debitorer blev sammenholdt med abonnentens
kunderegister. Ved sammenfald mellem en abonnents kunde og en
nyregistreret blev der udsendt en skrivelse til abonnenten, en
såkaldt "kreditadvarsel".
Efter behandling i Registerrådet fandt Registertilsynet, at bureauets søgning, hvorved bureauets register sammenholdtes med en abonnents kunderegister, var en samkøring omfattet af lov om private registre § 4, stk. 4. Registertilsynet lagde herved vægt på, at der var tale om forskellige virksomheders registre, og at der ved den maskinelle sammenstilling dannedes et uddataprodukt, den såkaldte "kreditadvarsel".
Tilsynet fandt ikke, at hensynet til de interesser, som samkøringen skulle varetage, klart oversteg hensynet til de registrerede personer. Det var således tilsynets opfattelse, at behovet for at beskytte enkeltpersoner mod, at abonnenten unødigt fik oplysning om misligholdelse i et andet kreditforhold, vejede tungere end kreditgivers interesse i en løbende og systematisk overvågning af kunderegisteret.
Registertilsynet fandt derfor ikke grundlag for at give tilladelse til samkøringen efter lov om private registre § 4, stk. 5.
Registertilsynet fandt det kritisabelt, at der var sket samkøring af registre i strid med lov om private registre § 4, stk. 4, og pålagde bureauet at ophøre med ordningen.
Kreditoplysningsbureauet vendte herefter tilbage og anmodede Registertilsynet om accept af en fremgangsmåde, der skulle sikre, at der ikke skete en samkøring omfattet af lov om private registre § 4, stk. 4 og 5.
Abonnenterne skulle fortsat indsende deres kunderegister, men søgningen skulle fremover foretages af en sagsbehandler i forbindelse med, at der skete indberetning af debitorer. Sagsbehandleren indtastede oplysningerne om debitorerne i et særligt udviklet skærmbillede og skulle herefter igangsætte søgningen på denne debitor i abonnenternes kunderegistre. Ved sammenfald af oplysninger, ville sagsbehandleren kontrollere, at oplysningerne stemte overens med hinanden, og herefter ville der blive udskrevet en "kreditadvarsel".
Efter behandling i Registerrådet bemærkede Registertilsynet, at det var tilsynets opfattelse, at der forelå en registrering i kreditoplysningsbureauet allerede ved sagsbehandlerens indtastning af oplysningerne fra indberetningerne, og at dette i øvrigt var en forudsætning for udsendelse af en kreditadvarsel, jf. lov om private registre § 12, stk. 3.
Således som det fremtidige koncept var beskrevet, fandt Registertilsynet ikke, at der nu var tale om en samkøring omfattet af lov om private registre § 4, stk. 4.
Registertilsynet havde i øvrigt ingen indvendinger mod ordningen.
Registertilsynets Årsberetning 1996 side 100.
Udtalt, at samkøring mellem et kreditoplysningsbureaus register og abonnenternes kunderegistre ikke kunne tillades i medfør af lovens § 4, stk. 5, idet Registertilsynet ikke fandt, at hensynet til de interesser, samkøringen skulle varetage, klart oversteg hensynet til de registrerede personer.