Registrering af butikstyve

Registrering af butikstyve

Registertilsynet var gennem dagspressen blevet bekendt med, at et storcenter havde etableret en ordning, hvorefter centeret registrerede og videregav oplysninger - herunder foto - om pågrebne butikstyve.

Der blev ikke indhentet samtykke til fotograferingen, og oplysningerne om navn og adresse blev taget fra tyverirapporten, som blev udfærdiget af den enkelte butik.

Centerkontoret fremstillede herefter en plakat med et billede af butikstyven, som blev uddelt til de enkelte butikker. Butikkerne hængte plakaten op i baglokalet.

Det var endvidere oplyst, at centerforeningen, som repræsenterede alle butikker i centeret, havde indgået en aftale med et vagtselskab om fast patruljering i centeret. Vagterne skulle bl.a. medvirke til at forhindre butikstyverier samt bistå butikkerne i forbindelse med tyverier.

Storcenteret anførte på denne baggrund, at hele proceduren foregik i et tæt samarbejde mellem vagter og butikker, hvorfor det ikke var muligt at skelne mellem disse.

Vedrørende nødvendighedsbetingelsen i lov om private registre § 3, stk. 2, sidste led, gav centeret udtryk for den opfattelse, at centervagternes forebyggende arbejde med at forhindre butikstyverier og voldelige episoder var en berettiget varetagelse af virksomhedens og medarbejdernes tarv.

Storcenteret anmodede endvidere om tilladelse efter lov om private registre § 4, stk. 1, til at videregive registrerede oplysninger om strafbare forhold.

Registertilsynet måtte lægge til grund, at det var de enkelte butikker , som noterede personhenførbare oplysninger om strafbare forhold med henblik på at foretage politianmeldelse.

Registertilsynet fandt, at det ikke kunne anses som stridende mod lov om private registre, at en butik noterede sådanne oplysninger med henblik på politianmeldelse og en eventuel vidneforklaring i retten. Hjemmelen til registrering var i disse tilfælde retsplejelovens § 180, hvorefter et vidne om fornødent skal opfriske sin viden om sagen, f.eks. ved at efterse optegnelser.

Efter Registertilsynets opfattelse burde oplysningerne dog destrueres snarest muligt, det vil sige senest, når sagen var afsluttet hos politi eller domstole.

For så vidt angik de situationer, hvor en vagt f.eks observerede, pågreb eller deltog i afhøringen af en butikstyv, fandt Registertilsynet ligeledes, at den pågældende vagt kunne udfærdige et notat om tyveriet, som kunne opbevares til brug for vagtens eventuelle vidneudsagn under den efterfølgende straffesag.

Såfremt centerkontoret af den pågældende vagt fik disse notater overladt med henblik på opbevaring, indtil sagen var afsluttet, måtte der ikke ske videregivelse heraf til centerets øvrige butikker. Registertilsynet bemærkede i den forbindelse, at centerkontoret i sådanne situationer ikke foretog en selvstændig registrering af oplysninger, men alene opbevarede dem på vegne af den enkelte vagt.

Vedrørende storcenterets selvstændige registrering af butikstyve med henblik på videregivelse til de enkelte butikker i centeret, var det Registertilsynets opfattelse, at en sådan ordning ikke ville være i overensstemmelse med lov om private registre, idet hverken centeret eller de enkelte butikker opfyldte registreringsbetingelserne i lovens § 3, stk. 2.

Tilsynet lagde i den forbindelse til grund, at de vagter, som patruljerede i centeret, ikke kunne anses som ansat hos storcenteret, hvorfor centeret ikke kunne registrere oplysningerne med hjemmel i retsplejelovens § 180. Hertil kom, at oplysningerne om tyveriet ikke var afgivet af den pågældende selv over for storcenteret, ligesom det efter tilsynets opfattelse ikke kunne anses for nødvendigt for centeret at være i besiddelse af oplysninger om pågrebne butikstyve, jf. lovens § 3, stk. 2, sidste led. Ved sidstnævnte vurdering lagde Registertilsynet vægt på, at selv om formålet med registreringen - at forebygge butikstyverier - i sig selv var anerkendelsesværdigt, så måtte storcenteret og butikkerne i centeret, på grund af oplysningernes følsomme karakter og risikoen for, at de kom til uvedkommendes kendskab, være henvist til at søge butikstyveri forebygget på anden måde.

Tilsvarende betragtninger gjorde sig efter Registertilsynets opfattelse gældende for de enkelte butikkers registrering af oplysninger om butikstyve, der er pågrebet i andre butikker. Sådanne oplysninger ville derfor ikke kunne registreres, uanset om de blev videregivet direkte butikkerne imellem, det vil sige uden om centerkontoret.

Da oplysninger, der ikke må registreres, selv sagt heller ikke må videregives, blev spørgsmålet om tilladelse efter lov om private registre § 4, stk. 1, ikke aktuelt.

Idet Registertilsynet havde noteret sig, at storcenteret havde standset den omtalte procedure og havde slettet alle registrerede oplysninger og fotografier, foretog tilsynet sig herefter ikke yderligere i sagen.

Registertilsynets Årsberetning 1996 side 97.

Udtalt, at et storcenters registrering af butikstyve måtte anses for stridende mod lov om private registre § 3, stk. 2, mens de enkelte butikkers registrering blev anset for at være i overensstemmelse med loven, når dette skete med henblik på politianmeldelse af forholdet.

Endvidere udtalt, at det måtte anses for stridende mod lovens § 4, stk. 1, at butikkerne videregav personhenførbare oplysninger til centerkontoret eller andre butikker.