Spørgsmål om offentlige myndigheders indberetninger til kreditoplysningsbureauer af yderligere gæld og om sletningsfrister
Statutory Text (3 Articles)
Spørgsmål om offentlige myndigheders indberetninger til kreditoplysningsbureauer af yderligere gæld og om sletningsfrister
Told- og Skattestyrelsen anmodede om Registertilsynets stillingtagen til, om en skyldner skal have en ny varslingsskrivelse i 2 nærmere angivne situationer, eller om registreringen i kreditoplysningsbureauet kunne fastholdes, dog tilpasset de nye forhold.
Af forarbejderne til lov om offentlige myndigheders registre § 20 c fremgår bl.a., at varsling skal foretages dels for at give skyldneren mulighed for at rette henvendelse til myndigheden med henblik på at opklare eventuelle misforståelser, dels for at give skyldneren mulighed for at undgå videregivelsen ved at betale gælden, opnå henstand eller indgå en aftale om afdragsvis betaling af gælden.
Efter Registertilsynets opfattelse foreligger der i tilfælde, hvor en person, der er registreret i kreditoplysningsbureauet, ønskes indberettet for yderligere gæld B der selvstændigt eller for visse særlige gældsforholds vedkommende sammenlagt overstiger 25.000 kr. B en tilføjelse til registreringen, som skyldneren ikke er blevet adviseret om i den oprindelige varslingsskrivelse. Registertilsynet fandt derfor, at der på ny skal fremsendes en varslingsskrivelse.
Told og Skattestyrelsen havde endvidere anmodet om Registertilsynets stillingtagen til beregning af sletningsfristen i en række nærmere angivne situationer.
Af § 9, stk. 3, i lov om private registre fremgår, at oplysninger om forhold, der taler imod kreditværdighed, og som er mere end 5 år gamle, som udgangspunkt ikke kan registreres eller videregives.
Som anført i pkt. 6 c i den af tilsynet udsendte vejledning om offentlige myndigheders indberetning af skyldnere til private kreditoplysningsbureauer, skal sletningsfristen som udgangspunkt beregnes fra det tidspunkt, hvor videregivelsesbetingelserne i lovens § 20 b, stk. 2, for krav over 25.000 kr., første gang var opfyldt eller - for gældsforhold, som vedrører perioden før loven trådte i kraft den 1. august 1995 - ville have været opfyldt.
Registertilsynet understregede, at det næppe vil være muligt på forhånd at fastlægge, hvordan samtlige forekommende situationer vil skulle løses, med at dette må afvente forelæggelse af konkrete klagesager for tilsynet.
Registertilsynet fandt derfor ikke på nuværende tidspunkt at burde udtale sig konkret om beregning af sletningsfristen, herunder i relation til gældsforhold, som vedrører perioden før lovens ikrafttræden, men foreslog generelt, at myndighederne udviser tilbageholdenhed med at indberette krav, som er mere end 5 år gamle.
Registertilsynet foreslog endvidere, at myndighederne - hvor kravet vedrører forskellige år - indberetter kravene særskilt (angiver beløb og fundamentsdato ved hver enkelt indberetning), selv om kravene tilsammen kan siges at udgøre én fordring, idet denne fremgangsmåde må betragtes som værende den mest hensigtsmæssige af hensyn til beregning af sletningsfristen.
Registertilsynets Årsberetning 1996 side 64.
Udtalt, at offentlige myndigheder inden indberetning af yderligere gæld til et kreditoplysningsbureau på ny skal fremsende varslingsskrivelse.
Foreslået, at offentlige myndigheder indberetter krav, som vedrører forskellige år, særskilt, selv om kravene kan siges at udgøre én fordring, idet denne fremgangsmåde må betragtes som værende den mest hensigtsmæssige af hensyn til beregning af sletningsfristen.