Et fagforbunds videregivelse af oplysninger om medlemmers personnumre og et forsikringsselskabs registrering af oplysningerne herom

Et fagforbunds videregivelse af oplysninger om medlemmers personnumre og et forsikringsselskabs registrering af oplysningerne herom

En privat person klagede til Registertilsynet over, at et fagforbund havde videregivet oplysning om hans personnummer til et skadesforsikringsselskab samt over dette forsikringsselskabs registrering af hans personnummer.

Fagforbundet havde på vegne af ca. 200.000 medlemmer tegnet en obligatorisk kollektiv ulykkesforsikring hos skadesforsikringsselskabet. I forbindelse med tegningen videregav fagforbundet bl.a. oplysning om medlemmernes personnumre.

Spørgsmålet om etablering af forsikringsordningen var blevet behandlet på forbundets årsmøde. Endelig beslutning blev truffet på et hovedbestyrelsesmøde.

Medlemmerne blev orienteret om ordningen i forbundets medlemsblad. Heraf fremgik det ikke, af der var sket videregivelse af oplysning om personnumre i forbindelse med tegningen af forsikringen.

Efter forsikringstegningen blev der udsendt et velkomstbrev til alle medlemmer tillige med et personligt plastickort. Af kortet fremgik oplysning om medlemmernes navn og personnummer (kaldet kundenummer).

Det fremgik i øvrigt af sagen, at skadesforsikringsselskabet var en del af en større koncern, der administrerede arbejdsmarkedspensionsordninger for ca. 163.000 af fagforbundets medlemmer. Koncernen bestod af et livsforsikringsselskab, et skadesforsikringsselskab samt en bank. Pensionsordningerne var sammensat af ydelser fra de tre selskaber.

Ud af de 200.000, for hvem der var blevet tegnet en kollektiv fritidsulykkesforsikring, havde ca. 120.000, som en del af den enkelte forsikredes samlede arbejdsmarkedspensionsordning, tegnet heltids syge- og ulykkesforsikring i skadesforsikringsselskabet.

Sagen blev behandlet på et møde i Registerrådet.

Registertilsynet fandt herefter, at det måtte anses for et naturligt led i den normale drift af en fagforening at videregive oplysninger om medlemmernes personnumre til et forsikringsselskab i forbindelse med tegning af en obligatorisk fritidsulykkesforsikring for medlemmerne. Registertilsynet pegede i den forbindelse på en Højesteretsdom af 8. maj 1973, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen årgang 1973, side 487, hvori spørgsmålet om gennemførelse af en obligatorisk gruppelivsforsikring er behandlet. Af flertallets begrundelse i denne sag fremgår bl.a. følgende

"Det findes at falde indenfor et fagforbunds formål at gennemføre en fælles, alle medlemmer omfattende ordning af denne art, som bidrager til at skabe økonomisk tryghed for medlemmerne. Ordningens konsekvenser for det enkelte medlem findes ikke at være til hinder for, at den gøres obligatorisk, når den - som her - i øvrigt medfører betydelige fordele."

Registertilsynet fandt endvidere, at videregivelsen måtte anses for at være af afgørende betydning for at sikre en entydig identifikation af den registrerede. Registertilsynet lagde herved vægt på, at den obligatoriske ulykkesforsikring omfattede ca. 200.000 medlemmer.

For så vidt angår skadesforsikringsselskabets registrering af oplysning om personnummer var det bl.a. en betingelse, at det var nødvendigt for virksomheden m.v. at være i besiddelse af denne oplysning for at muliggøre en berettiget varetagelse af virksomheden eller andres tarv, jf. lov om private registre § 4 a, stk. 1, jf. § 3, stk. 2.

For så vidt angik de 120.000 personer, der var registreret med oplysning om deres personnummer, fandt Registertilsynet, at det måtte anses for nødvendigt for skadesforsikringsselskabet at være i besiddelse af oplysning om deres personnummer for at muliggøre en berettiget varetagelse af såvel virksomhedens som den registreredes tarv. Registertilsynet lagde herved vægt på, at der var tale om 120.000 personer i skadesforsikringsselskabet, der alle havde en arbejdsmarkedspensionsordning bestående af ydelser fra 3 forskellige selskaber i koncernen, hvoraf de to som henholdsvis bank og livsforsikringsselskab havde pligt til at registrere oplysning om kundernes personnumre som følge af indberetningspligten til skattemyndighederne, jf. skattekontrolloven.

For så vidt angik de resterende 80.000 fandt Registertilsynet, at nødvendighedsbetingelsen var opfyldt ud fra hensynet til selskabets enhedsadministration. Tilsynet lagde herved vægt på, at selskabet som forsikringsselskab var undergivet offentligt tilsyn, jf. lov om forsikringsvirksomhed.

Registertilsynet udtalte, at for så vidt angik de personer, der alene havde den kollektive ulykkesforsikring i skadesforsikringsselskabet, var betingelserne om samtykke i lov om private registre § 4 a, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, ikke opfyldt, idet bestemmelsen måtte forstås således, at man skulle vide, hvor oplysningerne ville blive registreret. Desuden kunne medlemmerne ikke (alle) antages at være vidende om, at forsikringen blev tegnet under anvendelse af personnummer.

Registertilsynet meddelte på denne baggrund skadesforsikringsselskabet pålæg om at slette klagerens personnummer.

Skadesforsikringsselskabet har efterkommet pålægget og har i øvrigt meddelt Registertilsynet, at selskabet har udsendt breve til de personer, der alene havde den kollektive ulykkesforsikring i skadesforsikringsselskabet. Af brevet fremgår, at den forsikredes personnummer er registreret, og at den pågældende vil kunne få personnummeret slettet ved henvendelse til selskabet.

Registertilsynets Årsberetning 1996 side 102.

Fundet, at et fagforbunds videregivelse af oplysninger om medlemmernes personnumre i forbindelse med tegning af en kollektiv obligatorisk ulykkesforsikring ikke var i strid med lov om private registre § 4 a, stk. 2.

Endvidere udtalt, at forsikringsselskabets registrering af oplysning om personnumre var nødvendigt for at muliggøre en berettiget varetagelse af virksomhedens eller andres tarv, men at der stadig skulle indhentes samtykke.