Af- og nedskrivninger, bygninger

Af- og nedskrivninger, bygninger

Efterfølgende af- og nedskrivninger

bygninger

Reference: AL § 30, stk. 3, LV 1995 E.C.1.1.6.

Det fremgik af sagens oplysninger, at skatteyderen i brev af 4. december 1995 over for den kommunale skatteforvaltning havde fremsat ønske om efterfølgende at tilbageføre de foretagne bygningsafskrivninger for indkomstårene 1990, 1991 og 1992.

For indkomståret 1992 imødekom den kommunale skatteforvaltning ansøgningen og tillod, at de foretagne bygningsafskrivninger på 1.424.433 kr. blev tilbageført, men, for så vidt angik indkomstårene 1990 og 1991, videresendte kommunen ansøgningen til Ligningsrådet, idet ansøgningen, for så vidt angik disse indkomstår, ikke var omfattet af bemyndigelsen i TS-cirkulære 1994-12 af 27. juni 1994, da ansøgningen var blevet indgivet senere end 3 år efter udløbet af indkomstårene.

I forbindelse med sagens behandling for Ligningsrådet oplyste den kommunale skatteforvaltning, at skatteyderens revisor for indkomståret 1990 oprindelig havde afskrevet med 0 pct., men ved skrivelse af 20. marts 1992 ansøgte han om tilladelse til i stedet for at afskrive med 6 pct., svarende til 1.424.433 kr., jf. ovenfor. Denne ansøgning imødekom kommunen ved afgørelse af 24. april 1992.

Til støtte for imødekommelse af ansøgningen anførte skatteyderen over for Ligningsrådet, at det ham tilhørende butikscenter i de omhandlede indkomstår og fremefter havde været underskudsgivende, og at han havde haft en negativ skattepligtig indkomst. Det skyldtes derfor mangelfuld revisor bistand, at der i indkomstårene 1990 og 1991 blev foretaget skattemæssige afskrivninger, skønt hans skattepligtige indkomst herved blev negativ. Som følge af reglerne om, at skattemæssige underskud højst kan fremføres til modregning i positiv skattepligtig indkomst i 5 år, ville afskrivningerne gå tabt, dersom ansøgningen ikke blev imødekommet.

Ligningsrådet fandt at måtte lægge til grund, at den afskrivningssats, der var blevet benyttet ved afskrivning på butikscentret, måtte anses for at være udtryk for et bevidst valg. De foretagne afskrivninger medførte en forøgelse af de skattemæssige underskud for de pågældende indkomstår, og det måtte efter rådets opfattelse antages, at skatteyderen og hans revisor på tidspunkterne for udfærdigelse af selvangivelse havde påregnet at kunne udnytte underskuddene til modregning i positiv skattepligtig indkomst for senere indkomstår, hvilket efterfølgende viste sig ikke at kunne ske.

Allerede fordi der således forelå en situation, hvor ansøgningen skyldtes, at der ved selvangivelsen var blevet truffet et bevidst valg, der efterfølgende havde vist sig uhensigtsmæssigt, afslog Ligningsrådet ansøgningen.

Ligningsrådet bemærkede endvidere, at ansøgningen for begge de omhandlede indkomstår, var blevet indgivet senere end 3 år efter udløbet af indkomstårene, hvorfor imødekommelse af ansøgningen forudsatte, at der forelå særlige omstændigheder, jf. at sådanne anmodninger i henhold til TS-cirkulære 1994-12, pkt. 3.2., altid skal forelægges for rådet. Da Ligningsrådet ikke fandt, at der forelå særlige omstændigheder, afslog Ligningsrådet også af denne grund ansøgningen. (Se kommentar i TfS-1997-72).

En skatteyder ansøgte i medfør af afskrivningslovens § 30, stk. 3, om Ligningsrådets tilladelse til for indkomstårene 1990 og 1991 at tilbageføre skattemæssige afskrivninger på et butikscenter, for hvert år 1.424.433 kr., svarende til 6 pct.