Skattemæssig beh. af mælkekvoter
Statutory Text (2 Articles)
Skattemæssig beh. af mælkekvoter
Den skattemæssige behandling af mælkekvoter.
Reference: EBL § 5, stk. 3 og stk. 4, LV 1997, E.E.3.7.2.
På given foranledning har Told- og Skattestyrelsen udarbejdet en beskrivelse af den skattemæssige behandling af mælkekvoter. Baggrunden er, at mælkekvoter fra og med 98-vurderingen ikke vurderingsmæssigt anses for at være en del af ejendomsværdien.
Køb/salg af en mælkekvote sammen med en fast ejendom.
Købes en mælkekvote sammen med en fast ejendom, indgår kvotens værdi i overdragelsessummen for den faste ejendom og dermed som en del af købers anskaffelsessum efter ejendomsavancebeskatningsloven. Tilsvarende indgår værdien også i sælgers afståelsessum og dermed i den fortjeneste, der opgøres efter ejendomsavancebeskatningsloven.
Den del af anskaffelsessummen, der vedrører mælkekvoten, kan ikke afskrives som et selvstændigt aktiv.
Mælkekvoter har hidtil indgået i den ejendomsværdi (vurderingsmæssige værdi), der skal anvendes ved fordeling af anskaffelsessummen på de enkelte aktiver i forbindelse med fastsættelsen af købers afskrivningsgrundlag jf. TfS-1995-903
I nogle tilfælde antages mælkekvoten at påvirke (forhøje) værdien af ejendommens driftsbygninger og dermed forhøjes afskrivningsgrundlaget også. I disse situationer kan der indirekte "afskrives" på mælkekvoten.
Fra og med 98- vurderingen indgår mælkekvoterne ikke i vurderingen, og der vil efter de gældende regler ikke være mulighed for indirekte afskrivning herpå.
Separat køb/salg af en mælkekvote
Købes en mælkekvote separat kan der ikke afskrives på mælkekvotens anskaffelsessum, og denne kan heller ikke på anden måde fradrages ved indkomstopgørelsen. Tilsvarende er vederlaget for afståelsen skattefrit for sælger.
Begrundelsen er, at der er tale om afståelse af et formuegode. Vederlag herfor er skattefri for sælgeren og ikke fradrags- eller afskrivningsberettiget for køberen jf. statsskattelovens § 5 a.
Tildeles en (separat) mælkekvote vederlagsfrit skal modtageren beskattes af kvotens værdi i handel og vandel, hvis kvoten medfører en stigning i ejendommens værdi. (Det er typisk tilfældet ved tildeling til en landmand, der ikke hidtil har produceret mælk fra sin ejendom.)
Begrundelsen er, at der er tale om et formuegode af pengeværdi, jf. statsskattelovens § 4.
Separat køb/salg af en mælkekvote har derimod indflydelse på opgørelsen af en evt. ejendomsavance ved en efterfølgende afståelse af den faste ejendom.
Køb af en mælkekvote
Ved et senere salg af ejendommen (incl. mælkekvote) kan anskaffelsessummen for mælkekvoten tillægges ejendommens anskaffelsessum (det år, hvor ejendommen sælges). Det samme gælder det beløb, der er blevet beskattet ved en vederlagsfri tildeling, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 3. Er ejendommen omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A forhøjes den regulerede anskaffelsessum i det år, hvor mælkekvoten erhverves.
(Resultat: Avancen ved salget af ejendommen reduceres, idet der efterfølgende gives fradrag for udgiften til køb af mælkekvoten.)
Salg af en mælkekvote
Ved et senere salg af ejendommen (mælkekvoten er frasolgt inden ejendommen sælges) nedsættes ejendommens anskaffelsessum med det vederlag, der er modtaget for afståelsen af mælkekvoten. Nedsættelsen sker i det år, hvor ejendommen afstås, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4. Er ejendommen omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, sker nedsættelsen i ejendommens anskaffelsessum i det år, hvor mælkekvoten afstås.
(Resultat: Avancen ved salget af ejendommen forøges, idet vederlaget for afståelse af mælkekvoten efterfølgende fradrages i anskaffelsessummen.)
Told- og Skattestyrelsen har på given foranledning beskrevet den skattemæssige behandling af mælkekvoter.