§ 48 E-beskatning, bonus (e-beskatning,bonus)
Statutory Text (3 Articles)
§ 48 E-beskatning, bonus
§ 48 E-beskatning
bonus
retserhvervelsestidspunkt
skattepligt
Reference: KSL § 48 E og LV 1995 D.B.4.1 og D.B.5.3
Told- og Skattestyrelsen blev af et revisionsfirma spurgt om konsekvenserne, når der udbetales bonus til en person, der er omfattet af KSL § 48 E, når den pågældende efter ansættelsesforholdets ophør får udbetalt en bonus, som kan henføres til ansættelsen i Danmark.
Told- og Skattestyrelsen svarede indledningsvist, at personer omfattet af KSL § 48 E er fuldt skattepligtige og som følge deraf også omfattet af den øvrige skattelovgivning. Derudover er de omfattet af et særligt regelsæt vedr. deres løn og ansættelsesforhold.
Såfremt retserhvervelsen af en bonus først kan siges at være endelig og bindende efter, at personen er fratrådt sin stilling, og den fulde skattepligt til Danmark er ophørt, vil udgangspunktet derfor være de almindelige regler med tilhørende praksis, som er omtalt i LV 1995 D.B.4.1.
Et efterfølgende beløb vil ikke kunne komme ind under KSL § 48 E. Som det fremgår af TOLD & SKAT Nyt 1993.20.910 vil også fraflytning og efterfølgende status som begrænset skattepligtig medføre, at betingelserne for opretholdelse af den hidtidige § 48 E-beskatning uden efterbeskatning og dermed ophør af ordningens anvendelse anses for opfyldt, jf. Skm. cirk. nr. 9 af 15. januar 1993 punkt 4.
For så vidt angår en situation, hvor den pågældende person erhverver ret til en bonus inden ansættelsesforholdets ophør, men udbetalingen sker i perioden frem til den fulde skattepligts ophør jf. KSL § 48 E, stk. 5, 1. pkt., vil udgangspunktet tilsvarende være de almindelige regler med tilhørende praksis jf. LV 1995 D.B.4.1.
Som det også fremgår af det pågældende afsnit af LV95, vil et mere præcist svar afhænge af den konkrete kontrakts indhold, jf. i øvrigt Skm. cirk. nr. 9 af 15. januar 1993 punkt 4 og 9 om ansættelsesforholdets ophør og om vederlag i penge, idet der kan tænkes mange varianter for, hvad det nærmere grundlag for bonus kan være.
Told- og Skattestyrelsen har på forespørgsel udtalt, at de almindelige regler og praksis om retserhvervelse og udbetaling af bonus efter ansættelsesforholdets og den fulde skattepligts ophør også gælder personer omfattet af kildeskattelovens § 48 E.