Legislator Case Law & Legislation
W19961008825 DK

Forskudsafskrivning, bygninger

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1996 10088 Valid

Forskudsafskrivning, bygninger

Forskudsafskrivning

bygninger

Referencer: LV 1995 E.C.4.4

Deltagerne i et konsortium inden for byggebranchen havde forskudsafskrevet på et byggeri, der var planlagt opført i Tyskland, og ansøgte i medfør af afskrivningslovens § 29 Q Ligningsrådet om fritagelse for regulering af de skattepligtige indkomster for indkomstårene 1991 og 1992 efter afskrivningslovens § 29 P, stk. 2-4, idet der blev anmodet om fristforlængelse til 1. oktober 1996.

Det var oplyst, at samejedeltagerne, der alle var beskæftiget inden for byggebranchen, havde indgået en entreprisekontrakt med et tysk entreprenørselskab om opførelse af en industriejendom i Tyskland. Byggeriet var endnu ikke påbegyndt på tidspunktet for Ligningsrådets behandling af ansøgningen.

Entreprisekontrakten blev indgået i december 1991 med henblik på endelig opførelse og udlejning inden udgangen af indkomståret 1995. Entreprisesummen udgjorde 4.600.000 DEM.

Det var aftalt i entreprisekontrakten, at konsortiet først skulle påbegynde byggeriet, når der var indgået et antal lejekontrakter svarende til halvdelen af den beregnede leje for det samlede byggeri. Det viste sig imidlertid vanskeligt at finde lejere til byggeriet, hvorfor igangsættelsen blev udsat. I 1994 blev samejedeltagerne imidlertid enige om, at de for at undgå efterbeskatning efter afskrivningslovens § 29 P, stk. 2-4, under alle omstændigheder ville påbegynde byggeriet. Deltagerne i samejet regnede herefter med, at byggeriet kunne stå færdigt, inden 4-års-fristen i afskrivningslovens § 29 E, stk. 2, nr. 2, for byggeriets færdiggørelse udløb den 31. december 1995.

På grund af økonomiske vanskeligheder var det tyske entreprenørselskab ikke i stand til at stille de fornødne garantier over for underleverandørerne, og efter adskillige forhandlinger måtte det opgives at gennemføre byggeriet med det tyske selskab. I brev af 20. december 1994 foreslog det tyske entreprenørselskab, at konsortiet fandt en anden entreprenør og bekræftede, at ingen af parterne i anledning af entreprisekontrakten kunne gøre økonomiske krav gældende.

I slutningen af 1994 og i begyndelsen af 1995 førte konsortiet forhandlinger med flere entreprenører med henblik på gennemførelse af projektet.

I sommeren 1995 afgav konsortiet og entreprenør A en fælles hensigtserklæring om at ville opføre en industriejendom. Der var fundet lejere til ejendommen, entreprisesummen ville ikke være lavere end i den oprindelige kontrakt, og man regnede med at kunne gennemføre projektet inden udgangen inden af 1995. Da samejedeltagerne ikke ønskede at gennemføre projektet, hvis der skete efterbeskatning af de foretagne forskudsafskrivninger, gjorde de for alle tilfældes skyld, gennemførelsen betinget af, at Ligningsrådet meddelte dispensation efter afskrivningslovens § 29 Q.

Som følge af forsinkelser forårsaget af nabohøringer, viste det sig, at projektet først kunne fuldføres i løbet af 1996.

Til støtte for at imødekomme ansøgningen gjorde samejedeltagernes revisor over for Ligningsrådet gældende, at årsagen til, at byggeriet ikke kunne gennemføres inden for de beregnede tidsfrister, var, at det tyske entreprenørselskab ikke var i stand til at påbegynde byggeriet, da konsortiet anmodede herom. Revisoren anførte endvidere, at der efter at konsortiet var blevet frigjort fra kontrakten, havde været rigelig tid, nemlig hele 1995, til at opføre ejendommen, idet det normalt ikke tager mere end 4-6 måneder at opføre en industriejendom af den pågældende størrelse.

Efter en samlet vurdering afslog Ligningsrådet at imødekomme ansøgningen, idet rådet ikke fandt, at betingelserne i afskrivningslovens § 29 Q om, at den skattepligtige hverken har kunnet forudse eller afværge forsinkelsen, var opfyldt.

Endelig adm. afgørelse 1996 10088 Valid

Ligningsrådet afslog at fritage for efterbeskatning i et tilfælde, hvor 4-års-fristen for fuldførelse af et byggeri, hvorpå der var forskudsafskrevet, var overskredet. Byggeriet havde været stillet i bero som følge af vanskeligheder med at få indgået lejekontrakter og blev efter berostillelsen yderligere forsinket som følge af entreprenørens konkurs og problemer med nabohøringer.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →