Indsigelse mod udstedelse af patent på et forudbefugtet slangeformet mugbestandigt celluloselevnedsmiddelhylster af stor størrelse og fremgangsmåde til fremstilling af samme afvist.

Indsigelse mod udstedelse af patent på et forudbefugtet slangeformet mugbestandigt celluloselevnedsmiddelhylster af stor størrelse og fremgangsmåde til fremstilling af samme afvist.

År 1996, 5. februar afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, Holm,

Ansgar Sørensen)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. P 3/93: Klage fra Hoechst Aktiengesellschaft, Tyskland, v/Patentbureauet Hofman-Bang & Boutard A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 13. november 1992 af patent- ansøgning nr. 0986/83 for VISKASE CORPORATION, USA, v/Patentbureau Lehmann & Ree A/S.

Den 12. marts 1990 fremlagdes under nr. 157972 B en den 28. februar 1983 indleveret ansøgning om patent på et forudbefugtet slangeformet mugbestandig celluloselevnedsmiddelhylster af stor størrelse og fremgangsmåde til fremstilling af samme.

De fremlagte krav lød således

»1. Slangeformet celluloselevnedsmiddelhylster af stor størrelse, som er reguleret forudbefugtet i et sådant omfang, at det kan stoppes uden tilførsel af yderligere fugt forud for stopning, og som har et fugtighedsindhold på mellem 17 og 30 vægtprocent baseret på den samlede vægt af hylsteret, kendetegnet ved , at glycerinindholdet i hylsteret er mindst 40 vægtprocent baseret på den samlede vægt af tør cellulose i hylsteret under samtidig forudsætning af, at glycerinindholdet er tilstrækkeligt til at holde vandaktiviteten i hylsteret på ikke over 0,80.

2. Hylster ifølge krav 1, kendetegnet ved , at det i alt væsentligt består af vand, cellulose og glycerin.

3. Hylster ifølge krav 1, kendetegnet ved , at vandaktiviteten ikke er større end 0,77.

4. Hylster ifølge krav 1, kendetegnet ved , at et fibrøst forstærkningsvæv er indlejret i væggen af hylsteret.

5. Fremgangsmåde til fremstilling af slangeformet celluloselevnedsmiddelhylster af stor størrelse til stopning med et levnedsmiddelprodukt uden yderligere behov for befugtning forud for stopningen, ved hvilken fremgangsmåde der

a) tilføres fugt til frembringelse af et hylster, der har mellem 17 og 30 vægtprocent fugt baseret på den samlede vægt af hylsteret, og

kendetegnet ved ,

b) at der tilføres tilstrækkelig glycerin til hylsteret, således at hylsterglycerinindholdet er mindst 40 vægtprocent baseret på vægten af tør cellulose i hylsteret under samtidig forudsætning af, at glycerinindholdet er tilstrækkeligt til at holde vandaktiviteten i hylsteret på ikke over 0,80.

6. Fremgangsmåde ifølge krav 5, kendetegnet ved , at hylsteret i alt væsentligt består af vand, cellulose og glycerin.

7. Fremgangsmåde ifølge krav 5, kendetegnet ved , at vandaktiviteten ikke er større end 0,77.

8. Fremgangsmåde ifølge krav 5, kendetegnet ved , at et fibrøst forstærkningsvæv er indlejret i væggen af hylsteret.«

Klageren nedlagde ved skrivelse af 12. juni 1990 indsigelse imod udstedelse af patent og udtalte

»Vi baserer indsigelsen på, at den i fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse savner den fornødne nyhed og opfindelseshøjde, når henses til

(1) DE-OS 31 09 336 (2) DE-OS 27 21 427 (3) Z. Lebensmittel-Untersuchung und Forschung 153, 42-52 (1973), især afsnittet »Einstellung der Wasseraktivitat« side 47, og (4) Sterilisation- Desinfektion, Konservierung, Chemotherapie, af dr. rer. nat. K.H. Wallhausser og professor, dr. med. & phil. H. Schmidt, Georg Thieme Verlag, Stuttgart 1967, side 155.'

I indsigelsesbegrundelse af 12. oktober 1990 anførte klageren følgende

»Ansøgningen er fremlagt med et kravsæt, hvor hovedkravet har følgende ordlyd

»Slangeformet celluloselevnedsmiddelhylster af stor størrelse, som er reguleret forudbefugtet i et sådant omfang, at det kan stoppes uden tilførsel af yderligere fugt forud for stopning, og som har et fugtighedsindhold på mellem 17 og 30 vægtprocent baseret på den samlede vægt af hylsteret, kendetegnet ved , at glycerinindholdet i hylsteret er mindst 40 vægtprocent baseret på den samlede vægt af tør cellulose i hylsteret under samtidig forudsætning af, at glycerinindholdet er tilstrækkeligt til at holde vandaktiviteten i hylsteret på ikke over 0,80«.

»Som anført i vor skrivelse af 12. juni 1990 baseres nærværende indsigelse på, at den i fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse savner den fornødne nyhed og opfindelseshøjde, blandt andet når henses til DE offentliggørelsesskrift nr. 3 109 336. Fra dette skrift er det kendt at forudbefugte slangeformede levnedsmiddelhylstre af cellulose, således at hylstrene kan stoppes med pølsemasse, uden at det er nødvendigt forinden at lægge hylstrene i blød. Hylstrene udviser et typisk glycerinindhold på ca. 33% (tabel 2 side 19) og 39,3% (tabel 4 side 26). Vandindholdet skal andrage 20-40%. Ved tilsætning af et chlorid-salt indstilles vandaktiviteten i hylstrene på værdier på eller under 0,81, især på eller under 0,75. Ved at indstille den optimale lave vandaktivitet skulle man ifølge skriftet kunne opnå en længere holdbarhed af cellulosehylstrene, idet væksten af skimmelsvampe hæmmes under oplagringen af de fugtede hylstre jvf. side 14 nederst. Fra eksempel B i skriftets tabel 7 (side 33) kendes imidlertid også et cellulosehylster med en vandaktivitet på 0,84, som har opnået denne værdi alene gennem tilsætning af 29,5% glycerin. Vandindholdet andrager i dette tilfælde 24,0%.

Såvel den påståede opfindelse som det ovennævnte DE offentliggørelsesskrift har således haft til formål på regulerbar måde at sænke vandaktiviteten i slangeformede levnedsmiddelhylstre, som på forhånd er befugtet på defineret måde, til en værdi, ved hvilken væksten af skimmelsvampe sænkes. Den i nærværende fremlæggelsesskrift beskrevne opfindelse adskiller sig kun fra det således kendte ved, at glycerinindholdet hæves til mindst 40% for at sænke vandaktiviteten til de samme værdier, som tilstræbes ifølge DE offentliggørelsesskriftet, og dermed opnå den samme virkning. Således som nærværende fremlæggelsesskrift er affattet, udelukkes det imidlertid ikke, at de omhandlede hylstre kan indeholde chlorider (se f.eks. skriftets side 10, linie 4), idet disse fortrinsvis indgår i mængder på under 25 vægt-% (jvf. Skriftets side 9, sidste afsnit), beregnet på vægten af hylsteret. En ubetydelig forøgelse af glycerinindholdet er således det eneste, der adskiller den påståede opfindelse fra den fra DE offentliggørelsesskrift nr. 3 109 336 kendte teknik.

Virkningen af glycerin i henseende til vandaktiviteten er imidlertid kendt. Således anføres det i ovennævnte DE offentliggørelsesskrift på side 37 nederst, at anvendelsen af polyoler, herunder glycerin, i hylstre til pølsefremstilling er forbudt i visse europæiske lande, og i andre tilfælde er den tilladte glycerinmængde så lav, at man ikke kan forvente nogen konserverende og beskyttende virkning, når der er tale om cellulosehylstre med fiberforstærkning og højt fugtighedsindhold. Deraf følger, at man ved en passende forhøjelse af glycerinindholdet vil kunne opnå en konserverende virkning, og der er derfor intet overraskende i, at man ifølge fremlæggelsesskriftet forøger glycerinindholdet så meget, at man opnår en tilstrækkelig konserverende virkning.

Fra det ovennævnte DE offentliggørelsesskrift kendes altså forudbefugtede levnedsmiddelhylstre, hvor man har forhindret vækst af skimmelsvampe den at tilsætte salte, jvf. eksempel B i tabel 7 som omtalt ovenfor. Spørgsmålet er nu, om det ikke er nærliggende for en fagmand, som vil fremstille svamperesistente levnedsmiddelhylstre, blot at hæve glycerinindholdet og afstå fra at tilsætte salte, når fagmanden ved, at der er en årsagssammenhæng mellem vandaktivitet og svampevækst. Dette har fagmanden i hvert fald vidst lige siden offentliggørelsen af Z. Lebensmittel-Untersuchung und Forschung 153, 42-52 (1973), hvor især afsnittet »Einstellung der Wasseraktivitat« (side 47) er interessant. Af afbildningen på side 44 kan man se, at væksten af skimmelsvampe stiger eksponentielt, når vandaktiviteten overstiger 0,8. Man må altså holde vandaktiviteten under denne kritiske værdi for at undgå svampevækst. Ud over figuren på side 44 kan fagmanden hente oplysninger i tabel 1 på side 46, som angiver grænseværdier for vandaktiviteten for en række mikroorganismer, der forekommer i levnedsmidler. For Aspergillusarter er der således anført en grænseværdi AW på 0,65-0,75, altså en værdi, der klart foregriber vandaktivitetsværdien i fremlæggelsesskriftets krav 1. I det ovennævnte afsnit »Einstellung der Wasseraktivitat« gives der anvisninger til fagmanden om, hvorledes den ønskede vandaktivitet kan indstilles, og på dette sted (se tabel 2) nævnes glycerin expressis verbis som et middel til sænkning af vandaktiviteten, jvf. tabellens næstsidste spalte.

Hvad er nu mere nærliggende end at overføre denne lære til slangeformede levnedsmiddelhylstre? Fagmanden ved, at vandaktiviteten er kritisk for væksten af skimmelsvampe, at vandaktiviteten kan sænkes af glycerin alene eller i kombination med salte, og at den kritiske vandaktivitet for skimmelsvampe ligger omkring 0,8. Fagmanden behøver altså blot, alene under anvendelse af glycerin, at indstille glycerinkoncentrationen i afhængighed af hylsterets givne fugtighed på en sådan måde, at vandaktiviteten ikke kommer op på den kritiske værdi. Det er vanskeligt at se, at der heri skulle ligge nogen opfinderisk præstation.

Hvad angår den påberåbte glycerinkoncentration på mindst 40 vægt-%, kan denne minimalværdi fastlægges på grundlag af simple forsøg. Til dette formål giver også »Sterilisation, Desinfektion, Konservierung, Chemotherapie« af Wallhausser og Schmidt, Georg Thieme Verlag, Stuttgart 1967, fagmanden nyttige anvisninger. På side 155 er det således anført, at glycerin kun virker konserverende i tilstrækkeligt koncentreret opløsning. Fagmanden kender altså i princippet den væksthæmmende indvirkning på skimmelsvampe, som kendetegner glycerin, og fagmanden ved også, at det er nødvendigt at anvende en tilpas stor mængde glycerin til formålet.

Ifølge DE offentliggørelsesskrift nr. 2 721 427 (svarende til DK fremlæggelsesskrift nr. 152 682) besidder et levnedsmiddelhylster af cellulose et forhøjet fugtighedsindhold, fortrinsvis omkring 30% (beregnet på cellulosen), og det indeholder eksempelvis glycerin som antimykotisk middel. For propylenglycol angives en mindste mængde på 15 vægt-% til opnåelse af en antimykotisk virkning, medens det er nødvendigt at anvende »væsentligt større mængder« af andre polyolantimykotika (f.eks. glycerin) for at opnå den tilsigtede virkning: se side 8, linie 28-35, i DK fremlæggelsesskrift nr. 152 682. Den nødvendige mængde af sådanne andre polyoler kan imidlertid let bestemmes ifølge DK fremlæggelsesskriftet. Det er derfor nærliggende for fagmanden ved anvendelse af glycerin som antimykotisk middel at indstille glycerinindholdet på tilpas høje værdier for dermed at opnå den fra DE offentliggørelsesskrift nr. 3 109 336 kendte lave vandaktivitet.

På baggrund af de ovenfor kommenterede litteraturreferencer er der for os at se hverken nyhed eller opfindelseshøjde knyttet til den i hovedkravet i nærværende fremlæggelsesskrift angivne opfindelse. Heller ikke nogen af underkravene ses at indeholde noget patenterbart. Specielt er der ikke noget ejendommeligt i, at vandaktiviteten ikke overstiger 0,77 (krav 3), henset til, at grænseværdien for Aspergillus-arter som nævnt ovenfor er 0,65-0,75.

Sammenfattende er vi af den opfattelse, at den påståede opfindelse er foregrebet i alle sine aspekter, hvilket til fulde fremgår af de ovenfor citerede og kommenterede litteratursteder. Da ansøgningen således ikke opfylder patentlovens krav til patentering, skal vi derfor henstille til Direktoratet at afslå ansøgningen.'

I svarskrift af 19. juni 1991 anfører ansøgeren bl.a.

»Indsiger, Hoechst AG, har i Indsigelsen anført, at den i fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse savner den fornødne nyhed og opfindelseshøjde, når henses til

1) DE-OS 31 09 336 2) DE-OS 27 21 427 3) Z. Lebensmittel-Untersuchung und Forschung 153 42-52 (1973), især afsnittet »Einstellung der Wasseraktivitat«, side 47, og 4) Sterilisation-Desinfektion, Konservierung, Chemotherapie, af Dr. Rer. Nat. K. H. Wallhausser og professor Dr. med. & phil. H. Schmidt, Georg Thieme Verlag, Stuttgart, 1967, side 155.

I den efterfølgende indsigelsesbegrundelse af 12. oktober gengiver Indsiger indledningsvis ordlyden af krav 1 i den fremlagte ansøgning, DK 157.972, helt korrekt og forsøger derefter, øjensynligt efter bedste evne at underbygge sine i indsigelsen fremførte og ovenfor gengivne påstande.

Til dette forsøg på underbyggelse af påstande skal vi i det følgende fremføre vore observationer og knytte vore kommentarer.

--------------------

Opfindelsen ifølge den fremlagte ansøgning, DK 157.972

Opfindelsen ifølge den fremlagte ansøgning angår slangeformede celluloselevnedsmiddelhylstre af stor størrelse, som er reguleret forudbefugtet i et sådant omfang, at de kan stoppes uden tilførsel af yderligere fugt forud for stopning, og som har et fugtighedsindhold på mellem 17 og 30 vægtprocent baseret på den samlede vægt af hylsteret. Igennem lange tider forud for den foreliggende opfindelse blev store, slangeformede celluloselevnedsmiddelhylstre, specielt fibrøse sådanne, leveret af fremstilleren til levnedsmiddelfabrikanten (brugeren) i tør tilstand, dvs. med et fugtighedsindhold på ca. 5-10% (jvf. fremlæggelsesskriftet side 2, linie 5-32 og side 3, linie 12-13). I denne tørre tilstand kan celluloselevnedsmiddelhylstrene opbevares i nærmest ubegrænset tid uden risiko for vækst af mug, skimmelsvampe og andre mikroorganismer. Sådanne celluloselevnedsmiddelhylstre har imidlertid på grund af det lave vandindhold en for ringe plasticitet til at kunne stoppes med levnedsmiddel på tilfredsstillende måde, og har derfor af levnedsmiddelfabrikanten (brugeren) måttet blødgøres ved iblødsætning i vand for at hæve fugtighedsindholdet til omkring fuldstændig mætning.

Nogen tid forud for den foreliggende opfindelse blev der imidlertid udviklet meget hurtige, automatiske højtryksstopningsapparater, i forbindelse med hvilke der opstod problemer med stopning af de med vand fuldstændigt mættede celluloselevnedsmiddelhylstre, idet det viste sig umuligt at opnå den nødvendige størrelseskontrol af levnedsmiddelproduktet, specielt i forbindelse med viderebehandling af produktet, hvorved der skulle foretages automatisk vægt- og skiveantalsemballering af produktet. En nøje regulering af hylsterfugtighedsindholdet viste sig at være en faktor af stor betydning for styring af produktensartetheden såvel som til opfyldelse af behovet for let, kontinuerlig og økonomisk stopning af hylstrene uden beskadigelse og brud på disse og for opnåelse af ensartede, reproducerbare resultater (jvf. fremlæggelsesskriftet side 4, linie 6-31). Løsningen på de herved opståede problemer viste sig at være celluloselevnedsmiddelhylstre, som blev forudbefugtet til et nærmere bestemt (reguleret) fugtighedsindhold, som lå væsentligt over de 5-10% fugtighed, der forekommer i de tørre celluloselevnedsmiddelhylstre efter deres færdigfremstilling, og væsentligt under den fuldstændige mætning af celluloselevnedsmiddelhylstrene ved iblødlægning af disse i et vandbad (jvf. fremlæggelsesskriftet side 4, linie 37- side 5, linie 18).

I de herved fremkomne forud befugtede celluloselevnedsmiddelhylstre var fugtighedsindholdet nu imidlertid så stort, at de ikke længere var beskyttet mod vækst af skimmelsvampe, gær eller bakterier i perioden fra deres fremstilling til deres brug hos levnedsmiddelfabrikanten, dvs. i forsendelses- og lagerperioden. Generelt er det kritiske fugtighedsindhold lavere for skimmelsvampe end for gær og bakterier, således at et fugtighedsindhold, der bevarer hylsteret mod skimmelsvampeødelæggelse også vil forhindre gær- eller bakterieødelæggelse. Såfremt fugtighedsindholdet i celluloselevnedsmiddelhylstrene holdes under ca. 17 vægtprocent fugtighed baseret på den samlede hylstervægt, vil skimmelsvampevækst almindeligvis ikke forekomme på forud befugtede celluloselevnedsmiddelhylstre. Sådanne hylstre må imidlertid da yderligere befugtes ved udblødning forud for stopning (jvf. fremlæggelsesskriftet side 5, linie 24-37).

De klar-til-stopning forudbefugtede store celluloselevnedsmiddelhylstre havde imidlertid et fugtighedsindhold, som lå over denne grænseværdi for sikker forhindring af skimmelsvampevækst og dermed ødelæggelse af celluloselevnedsmiddelhylstrene, og andre foranstaltninger til forhindring af skimmelsvampevækst og anden mikrobiel ødelæggelse var derfor nødvendig (jvf. fremlæggelskriftet side 6, linie 6-14).

Forud for den foreliggende opfindelse var der fremkommet to væsentlige forsøg på hindring af skimmelsvampevækst og anden mikrobiel vækst i eller på forudbefugtede store celluloselevnedsmiddelhylstre med høj fugtighedsindhold, hvilke forsøg er beskrevet i beskrivelsen til US patentansøgning nr. 157.008, indleveret den 6. juni 1990, og hvori der angives en antimykotisk behandling af celluloselevnedsmiddelhylstre med reguleret høj fugtighed med vandige opløsninger af forskellige midler, herunder glycerin, propylenglycol og propionater og sorbater af kalium, natrium og calcium, henholdsvis i beskrivelsen til US patentansøgning nr. 130.190, indleveret den 13. marts 1980, og hvori der angives en anvendelse af chloridsalte som antimykotisk middel til behandling af celluloselevnedsmiddelhylstre med reguleret høj fugtighed (jvf. fremlæggelsesskriftet side 6, linie 38 - side 7, linie 5).

Virkningen af de således kendte midler til hæmning af skimmelsvampevækst på forudbefugtede celluloselevnedsmiddelhylstre er baseret på substansernes direkte giftige virkning på skimmelsvampeorganismerne ud over den, der hidrører fra deres indvirkning på vandaktiviteten. Chloridsalte har imidlertid den ulempe, at de har tendens til kemisk at korrodere det behandlingsudstyr, som de kommer i kontakt med, medens propylenglycol (og formentlig også de øvrige angivne antimykotiske midler) af visse landes lovgivning ikke er godkendt (eller er underkastet stærke begrænsninger) med hensyn til anvendelse i forbindelse med levnedsmidler (jvf. fremlæggelsesskriftet side 7, linie 5-14).

Den løsning, som den foreliggende opfindelse angiver på problemet med skimmelsvampevækst i eller på forud befugtede celluloselevnedsmiddelhylstre med stor størrelse og med et fugtighedsindhold på mellem 17 og 30 vægtprocent baseret på den samlede vægt af hylsteret, er, at glycerinindholdet i hylsteret er mindst 40 vægtprocent baseret på den samlede vægt af tør cellulose i hylsteret under samtidig forudsætning af, at glycerinindholdet er tilstrækkeligt til at holde vandaktiviteten i hylsteret på ikke over 0,80.

Denne foranstaltning til hæmning af skimmelsvampevæksten i forudbefugtede store slangeformede celluloselevnedsmiddelhylstre med højt fugtighedsindhold har ikke hidtil være foreslået nogetsteds i litteraturen og kan heller ikke anses for nærliggende i forhold til de hidtil kendte foranstaltninger til løsning af problemet. Ganske vist er forskellige behandlinger, herunder kombinationer af sukkerstoffer og polyvalente alkoholer, blevet undersøgt og blevet foreslået som inhibitorer til hindring af vækst af mikroorganismer, herunder skimmelsvampe, i og på levnedsmiddelprodukter som følge af forekomsten af næringsstoffer heri. En antimykotisk behandling af celluloselevnedsmiddelhylstre med sådanne sukkerstoffer og/eller polyvalente alkoholer byder imidlertid på komplekse problemer på grund af de behandlingsmetoder, der anvendes ved fremstilling og stopning af hylstrene. Nogle forslag til overvindelse af disse problemer og opnåelse af antimykotisk effekt på levnedsmiddelhylstre, der benyttes til pølseprodukter, eller i nogle tilfælde til hindring af skimmelsvampevækst på pølseproduktoverfladen efter stopning af hylstrene er dog blevet foreslået. F.eks. påføres cellulosehylstre ifølge beskrivelsen til US patent nr. 3.617.312 et antimykotisk middel som en komponent i en hærdnelig vanduopløselig belægning til hindring af skimmelsvampevækst på pølseproduktoverfladen efter stopning af pølsehylsteret, og ifølge beskrivelsen til US patent nr. 3.935.320 nedsætter hærdnede, vanduopløselige, kationiske, termohærdnende harpiksbelægninger, der er påført overfladerne af hylstrene, hylsterødelæggelse forårsaget af mikroorganismers enzymatiske virkning (jvf. fremlæggelsesskriftet side 6, linie 16-38).

Hvad angår anvendelsen af glycerin i forbindelse med celluloselevnedsmiddelhylstre har denne i alt væsentligt hidtil været begrænset til anvendelse som befugtnings-, blødgørings- og plastificeringsmiddel til tilvejebringelse af modstandsdygtighed mod udtørring eller revnedannelse i hylstrene under deres opbevaring og håndtering forud for stopning. Til dette formål er glycerin hidtil blevet anvendt i et omfang på 25-35% glycerin baseret på vægten af tør cellulose i hylstrene (jvf. fremlæggelsesskriftet side 2, sidste linie - side 3, linie 14).

Da disse hidtil almindeligt benyttede, forholdsvis store omfang glycerinindhold i store celluloselevnedsmiddelhylstre imidlertid har været ganske virkningsløse i forbindelse med bekæmpelsen af skimmelsvampevækst i eller på forudbefugtede celluloselevnedsmiddelhylstre med højt fugtighedsindhold, har der ikke hidtil foreligget nogen forventning om, at glycerin skulle kunne være i stand til at løse det fremkomne skimmelsvampevækstproblem på de forudbefugtede celluloselevnedsmiddelhylstre, og selv om man måske ud fra nogle teoretiske betragtninger kunne komme til det resultat, at det teoretisk set skulle kunne lade sig gøre, såfremt man blot øgede glycerinindholdet i cellulosemiddelhylstrene i tilstrækkelig grad, ville man jo automatisk også støde på de modsat rettede overvejelser med hensyn til, om det i det hele taget ville være muligt at inkorporere større mængder glycerin i celluloselevnedsmiddelhylstrene, og såfremt dette ellers skulle vise sig at være muligt, da om ikke sådanne meget høje indhold af glycerin ville bevirke en uhensigtsmæssig eller ødelæggende blødgøring eller plastificering af celluloselevnedsmiddelhylstrene, således at disse ville være fuldstændigt uegnede til en efterfølgende stopning med levnedsmiddelemulsion under anvendelse af de moderne, meget hurtige højhastigheds-højtryksstopningsmaskiner.

Det må derfor konstateres, at det ikke blot var ukendt, men at der absolut ikke forlå nogen tilskyndelse forud for den foreliggende opfindelses tilblivelse til at undersøge anvendelsen af glycerin til hæmning af skimmelsvampevækst i forudbefugtede store celluloselevnedsmiddelhylstre med højt fugtighedsindhold.

DE OS 3.109.336 (US patentansøgning nr. 130.190

af 13.03. 1980)

DE offentliggørelsesskriftet angår store slangeformede celluloselevnedsmiddelhylstre, som er kontrolleret befugtet på en sådan måde, at de uden tilsætning af yderligere fugtighed forud for stopning kan fyldes, og som er ejendommelige ved, at de har et indhold af et chloridsalt bestående af natriumchlorid, magnesiumchlorid, ammoniumchlorid, calciumchlorid eller kaliumchlorid i en sådan koncentration beregnet som vægtprocent på basis af cellulosen i hylstrene, at vandaktiviteten i hylstrene ikke er på over 0,81 (jvf. krav 1, side 1 i offentliggørelsesskriftet).

Ifølge krav 2 har de kontrolleret befugtede celluloselevnedsmiddelhylstre et fugtighedsindhold på ikke over 40 vægtprocent beregnet på grundlag af hylstrenes samlede vægt, men ifølge de praktiske eksempler i skriftet ligger fugtighedsindholdet på fra 31,7% til 42,7% (jvf. tabel 2 side 19) og på fra 24% til 34% (jvf. tabel 7 på side 33), mens det ifølge fremgangsmådekravet 13 er angivet til fra 20 til 25 vægtprocent. Chlorid-saltkoncentrationen angives at ligge på fra 2,0 til 22,6% for natriumchlorid og på fra 2,6 til 68,7% for kaliumchlorid (jvf. krav 10, side 3).

Formålet med inkorporering af ovennævnte chloridsalte i de forudbefugtede celluloselevnedsmiddelhylstre er at hæmme skimmelsvampevækst på eller i hylstrene under disses opbevaring inden stopning, jvf. eksempelvis offentliggørelsesskriftet, side 11, sidste afsnit, og side 14, sidste afsnit. Offentliggørelsesskriftet angiver altså netop den løsning på skimmelsvampevækstproblemet i de forudbefugtede celluloselevnedsmiddelhylstre, som allerede er omtalt i nærværende fremlæggelsesskrift side 7, linie 3-8 i forbindelse med henvisningen til US patentansøgning nr. 130.190 indleveret 13. marts 1980, og DE offentliggørelsesskriftet repræsenterer da heller ikke andet end en videreførelse af nævnte US patentansøgning. Herved er løsningen på skimmelsvampevækstproblemet ifølge DE offentliggørelsesskriftet imidlertid netop også behæftet med de ulemper, der er omtalt i nærværende fremlæggelsesskrift side 7, linie 10-11, og som består i, at de anvendte chloridsalte har tendens til kemisk at korrodere det behandlingsudstyr, i hvilke celluloselevnedsmiddelhylstrene anvendes.

Om DE offentliggørelsesskriftet anfører Indsiger, at det fra dette skrift er kendt, at forudbefugte slangeformede levnedsmiddelhylstre af cellulose, således at hylstrene kan stoppes med pølsemasse, uden at det er nødvendigt forinden at lægge hylstrene i blød (indsigelsesbegrundelse side 1, linie 5-2 f.n.), hvilket ikke skal bestrides. Indsiger fortsætter imidlertid med at bemærke, at disse hylstre typisk udviser et glycerinindhold på ca. 33% (tabel 2, side 19) og 39,3% (tabel 4, side 26).

Dette er imidlertid en yderst letfærdig påstand, når henses til, at samtlige øvrige ni glycerinindholdsprocenter i tabel 2 ligger på fra 25,1 til 30,8 vægtprocent, at samtlige syv glycerinhindholdsprocenter i tabel 7 ligger på 29,5 vægtprocent, og at samtlige ni glycerinhindholdsprocenter i tabel 9 ligger på fra 25,1 til 30,8 vægtprocent. I virkeligheden er det rene undtagelser, at der angives så høje værdier som 32,9 vægtprocent glycerin i eksempel J i tabel 2 på side 19 og 39,3 henholdsvis 37,9 vægtprocent glycerin i eksempel A henholdsvis B i tabel 4 på side 26 i offentliggørelsesskriftet. Formålet med disse ekstreme værdier for glycerinindholdet de pågældende steder er iøvrigt ikke nærmere angivet.

Indsiger bemærker endvidere (I side 2, linie 7-11), at der fra eksempel B i skriftets tabel 7 (side 33) imidlertid også kendes et cellulosehylster med en vandaktitivet på 0,84, som har opnået denne værdi alene gennem tilsætning af 29,5% glycerin, og at vandindholdet i dette tilfælde andrager 24,0%.

Dette er en noget besynderlig konklusion, som Indsiger her forsøger at drage, når henses til, at overskriften til tabellen klart lyder

»Konservierung von nicht einzuweichenden Hullen durch Zusatz von Natriumchloridlosung in die Bohrung der gerafften Hulle«,

og når henses til, at glycerinindholdet i samtlige de i tabel 7 angivne syv prøver alle ligger på nøjagtig 29,5%. Forholdet er da også det, at vandaktiviteten i eksempel B ikke er blevet sænket fra 0,89 i eksempel A ved inkorporering af en derfra forskellig glycerinmængde i celluloselevnedsmiddelhylstret, men ved simpelthen at nedsætte fugtighedsindholdet fra 34% i eksempel A til 24% i eksempel B. At der herved tilfældigvis ikke forekommer nogen skimmelsvampevækst må anses for at være et udslag af de uregelmæssigheder, der nu engang almindeligvis forekommer i forbindelse med forsøg med biologiske organismer, og som ikke kan danne grundlag for nogen form for årsag-virkningssammenhæng, som Indsiger gør det i sidste afsnit på side 2 i indsigelsesbegrundelsen. Det skal i øvrigt bemærkes, at eksempel B i tabel 7 i DE offentliggørelsesskriftet ikke angiver et glycerinindhold på mindst 40 vægtprocent baseret på den samlede vægt af tør cellulose i hylsteret, som er den betingelse, der er fastlagt i krav 1 ifølge den fremlagte ansøgning, DK 157.972.

Indsiger bemærker endvidere, at den i nærværende DK fremlæggelsesskrift beskrevne opfindelse kun adskiller sig fra det således kendte ved, at glycerinindholdet hæves til mindst 40% for at sænke vandaktiviteten til de samme værdier, som tilstræbes ifølge DE offentliggørelsesskriftet, og dermed opnå den samme virkning (I side 2, andet afsnit, linie 5-10). Indsiger glemmer imidlertid øjensynligt herved, at der i DE offentliggørelsesskriftet overhovedet ikke er nævnt noget om nogen mulighed for at hæve glycerinprocenten til mindst 40%, endsige at gøre dette for at sænke vandaktiviteten til de værdier, der er angivet i DE offentliggørelsesskriftet. Alle de steder i DE offentliggørelsesskriftet, hvor der omtales anvendelse af glycerin i de omhandlede celluloselevnedsmiddelhylstre, gøres dette med henblik på anvendelse som blødgøringsmiddel i celluloselevnedsmiddelhylstrene, jvf. DE offentliggørelsesskriftet, side 7, sidste afsnit - side 8, første afsnit og side 19, linie 6-10, hvor det hedder

»Die Glyzerinkonzentrationen in diesen Hullenproben fur den Versuch waren identisch mit den Glyzerinkonzentrationen, die als Weichmachungsmittel in ubliche Zellulosehullen mit Fasserstoffeinlage, die vor dem Stopfen in Wasser eingeweicht werden mussen, einbezogen werden.«

Denne angivelse angår de i den efterfølgende tabel 2 angivne glycerinkoncentrationer, i hvilken tabel såvel prøve A som de andre prøver har et glycerinindhold af samme størrelsesorden (ca. 30%), og hvoraf det fremgår, at prøve A udviser skimmelsvampevækst, medens de øvrige prøver ikke udviser skimmelsvampevækst i kraft af deres indhold af chloridsalte, medens denne skimmelsvampevæksthæmning netop ikke kan opnås alene ved indhold af glycerin i samme omfang som i de øvrige hylsterprøver.

Indsiger fortsætter imidlertid med at pointere, at nærværende DK fremlæggelsesskrift ikke udelukker indhold af chlorider, og henviser i den forbindelse til fremlæggelsesskriftet side 10, linie 4 og side 9, sidste afsnit, hvorefter Indsiger konkluderer, at det eneste, der adskiller den foreliggende (på-ståede) opfindelse fra den i DE offentliggørelsesskrift nr. 3.109.336 kendte teknik er en ubetydelig forøgelse af glycerinindholdet (I side 2, 2. afsnit, linie 10-18).

Indsiger overser imidlertid ganske og aldeles, at disse bemærkninger i fremlæggelsesskriftet ikke udgør en del af de foranstaltninger, der foreskrives som løsningen på skimmelsvampevækstproblemet i store slangeformede celluloselevnedsmiddelhylstre med højt fugtighedsindhold ifølge den foreliggende opfindelse. Disse foranstaltninger er jo nemlig som bekendt angivet i krav 1's kendetegnende del, og heri foreligger der vitterlig ingen angivelser af et indhold af chlorider til løsning af det omhandlede problem. At fremlæggelsesskriftet nævner som en mulighed, at man kan anvende den kendte tekniks foranstaltninger i kombination med den foreliggende opfindelses foranstaltninger, udgør naturligvis blot en tilkendegivelse af, at den løsning, der opnås med foranstaltningerne ifølge den foreliggende opfindelse på

skimmelsvampevækstproblemet, ikke skades af også at anvende de hidtil kendte foranstaltninger, hvad det angår. Derimod er der naturligvis hermed forbundet den ulempe, at såfremt man anvender chloridsaltene, vil man ikke undgå de korrosionsproblemer i hylsterbehandlingsudstyret, som den foreliggende opfindelses foranstaltninger netop undgår.

Indsiger afslutter sine observationer vedrørende DE offentliggørelsesskriftet med at konstatere, at det i offenliggørelsesskriftet på side 37 nederst er anført, at anvendelsen af polyoler, herunder glycerin, i hylstre til pølsefremstilling er forbudt i visse europæiske lande, og i andre tilfælde er den tilladte glycerinmængde så lav, at man ikke kan forvente nogen konserverende og beskyttende virkning, når der er tale om cellulosehylstre med fiberforstærkning og højt fugtighedsindhold. Herudfra konkluderer Indsiger, »at man ved en passende forhøjelse af glycerinindholdet vil kunne opnå en konserverende virkning, og at der derfor intet overraskende er i, at man ifølge fremlæggelsesskriftet forøger glycerinindholdet så meget, at man opnår en tilstrækkelig konserverende virkning« (I side 2, næstsidste afsnit).

Rent bortset fra, at Indsigers gengivelse af teksten nederst side 37 i DE offentliggørelsesskriftet er noget letfærdig, idet der her klart er tale om anvendelse af polyoler, specielt propylenglycol, som blødgøringsmiddel, må vi blankt erkende, at vi ikke har kendskab til nogen form for almindeligt anerkendt logisk følgeslutning, som muliggør den konklusion, som Indsiger mener sig i stand til at drage. En angivelse af, at den tilladte glycerinmængde i visse tilfælde er så lav, »dass man davon keine konservierende und schutzende Wirkung bei Zellulosehullen mit Faserstoffeinlage und hohem Feuchtigkeitsgehalt erwarten kann«, giver da ingen mulighed for den slutning, at en nødvendig og tilstrækkelig beskyttelsesvirkning mod skimmelsvampevækst vil blive opnået, ved blot at øge glycerinindholdet tilstrækkeligt meget.

Dertil kommer, at en sådan løsning, såfremt den skulle vise sig at være mulig, da ikke samtidig tilsikrer, at der ikke herved ville opstå problemer af anden art og i et sådant omfang, at den ville vise sig at være fuldstændig ubrugelig i praksis. Sådanne forhold og sådanne betragtninger udelader indsiger ganske fra sine overvejelser, når han »konkluderende« spørger, om det ikke ville være nærliggende for en fagmand, som vil fremstille svamperesistente levnedsmiddelhylstre, blot at hæve glycerinindholdet og afstå fra at tilsætte salte.

Det skal afslutningsvis derudover bemærkes, at Indsiger faktisk hermed tilkendegiver, at opfindelsen ifølge den fremlagte ansøgning må anses for at besidde den fornødne nyhed i forhold til den fra DE offentliggørelsesskrift nr. 3.109.336 kendte teknik, i modsætning til hvad han indledningsvis påstår på side 1A, sidste afsnit, linie 1-4 i indsigelsesbegrundelsen, idet det naturligvis vil være fuldstændig meningsløst at begynde at diskutere eventuel nærliggenhed, såfremt opfindelsens nyhed var direkte foregrebet af angivelserne i DE offentliggørelsesskriftet.

Z. Lebensmittel-Unters. und Forsch. 153, 42-52 (1973)

I denne artikel gives der en oversigt over sammenhængen mellem absolut vandindhold og vandaktivitet samt vandaktivitetens indflydelse på holdbarheden af levnedsmidler. Da artiklen således omhandler levnedsmidler og de for disse gældende forhold, lader de i artiklen forekommende angivelser sig ikke umiddelbart overføre på slangeformede celluloselevnedsmiddelhylstre med for højt fugtighedsindhold, da sådanne hylstre ikke er noget levnedsmiddel. Dette fremgår bl.a. deraf, at selv for samme levnedsmiddel kan den mikrobielle stabilitet være forskellig på trods af samme vandaktivitet i levnedsmidlet, jvf. eksempelvis side 46, hvor dette er specifikt fremhævet.

Af tabellen på side 47 fremgår det, hvorledes man ved ændring af molaliteten, dvs. antal gram stof pr. 1000 g vand, kan opnå forskellige vandaktiviteter med forskellige stoffer, herunder glycerin. Disse angivelser angår imidlertid udelukkende rene blandinger af vand og det pågældende stof, og der kan ikke herudfra drages nogen konklusioner med hensyn til vandaktiviteten i et levnedsmiddel, selv om det absolutte indhold af vand og det pågældende stof i levnedsmidlet er kendt. Dette fremgår direkte af teksten under tabellen, hvor følgende er anført

»Wasseraktivitaten, die Lebenmittel von mittlerer Feuchtigkeit aufweisen, weicht der berechnete Wert allerdings mehr oder weniger stark vom Idealverhalten ab, weil nicht das gesamte Wasser als Losungsmittel verfugbar ist und nicht Gesamtmenge an Feststoff werden kann. Weiterhin sind in solch komplizierten Mischungen, wie sie Lebensmittel darstellen, Intermediarreaktionen moglich: diese entziehen dem System weiteres Wasser und weitere Feststoffe. So ist das Raoultsche Gesetz im vorliegenden Fall nicht mehr als ein erster Anhalt, wie aus Tabel 2 hervorgeht.«

Det er således klart, at ikke engang i forbindelse med levnedsmidler, som artiklen specifikt angår, giver artiklen nogen anvisning om, hvorledes man med kendskab til indholdet af vand og et vandaktivitetssænkende stof er i stand til at forudse den fremkomne vandaktivitet i et levnedsmiddel. Dette må da så meget desto mere også være tilfældet, når der, som ifølge den foreliggende opfindelse, ikke engang er tale om noget levnedsmiddel.

På baggrund af ovenstående faktuelt konstaterbare angivelser i ovennævnte artikel forekommer det endog særdeles bemærkelsesværdigt, hvad Indsiger mener, han er i stand til at læse ud af denne artikel, ja man fristes til at antage, at han må være i besiddelse af et sæt briller, der gør ham i stand til at læse en for andre ganske og aldeles usynlig skrift. Således anfører Indsiger (I side 3, linie 8-11), at man af afbildningen på side 44 kan se, at væksten af skimmelsvampe stiger eksponentielt, når vandaktiviteten overstiger 0,8, og at man altså må holde vandaktiviteten under denne kritiske værdi for at undgå svampevækst. Indsiger har imidlertid øjensynligt kun hæftet sig ved selve det visuelle indtryk af kurveskarerne i afbildning 3 på side 44 og undladt at læse den hertil knyttede tekst, for i så fald ville han have kunnet konstatere, at ikke blot er den omhandlede afbildning betegnet med ordet »Stabilitatsdiagramm«, anført i »gåseøjne«, hvilket turde antyde, at den ved diagrammet viste stabilitet ikke skal forstås som en alt for veldefineret og fastlagt stabilitet, og i teksten umiddelbart over diagrammet er det anført, at

»Die Einflusse des Wassers auf die Haltbarkeit von Lebensmitteln sind ausserordentlich vielfaltig und komplex«,

og to linier herefter er det anført, at

»Im Gegensatz zu einer weit verbreiteten Ansicht sind trockene, wasserarme Lebensmittel keineswegs in jeder Beziehung haltbarer als solche mit mittlerem oder hohem Feuchtigkeitsgehalt«.

Efterfølgende er det på side 45, linie 11-9 f.n. specifikt, hvad angår mikrobiologisk stabilitet anført, at

»Es sei noch bemerkt, dass Mikroorganismen nicht immer um so besser wachsen, je hoher die Wasseraktivitat ist, sondern dass es ebenso wie ein pH und ein Temperaturoptimum auch ein Optimum fur die Wasseraktivitat gibt, das nicht immer 1 betragt«.

Indsigers ovenfor gengivne »konstatering« synes derfor at være baseret på et endog særdeles usikkert grundlag. Dette grundlags mangel på soliditet bekræftes yderligere af Indsigers efterfølgende »konstatering«, hvor Indsiger (I side 3, linie 11-17) angiver, at »ud over figuren på side 44 kan fagmanden hente oplysninger i tabel 1 på side 46, som angiver grænseværdier for vandaktiviteten for en række mikroorganismer, der forekommer i levnedsmidler. For Aspergillus-arter er der således anført en grænseværdi AW på 0,65-0,75, altså en værdi, der klart foregriber vandaktivitetsværdien i fremlæggelsesskriftets krav 1«.

En inspektion af tabel 1 på side 46 i artiklen afslører imidlertid, at grænseværdivandaktiviteten for nogle vigtige i levnedsmidler forekommende mikroorganismer er for

Skimmelsvampe i al almindelighed 0,85-0,75 Alternaria 1,0 Aspergillus niger 0,90-0,87 andre Aspergillus-Arter 0,75-0,65 Mucor 0,93 Penicillium 1,0-0,9 Rhizopus 1,0-0,93 Xeromyces 0,62-0,60 xerophile arter (ned) til 0,60

Det fremgår således, at der i virkeligheden foreligger en lang række vandaktivitetsgrænseværdier for forskellige skimmelsvampe, som angives at forekomme på nogle vigtige levnedsmidler, men der findes ingen angivelser af, hvilke, om overhovedet nogen, af disse arter, der også normalt vil forekomme eller er i stand til at vokse på celluloselevnedsmiddelhylstre. Hvis man eksempelvis vælger den indledningsvis angivne grænseværdi på 0,85-0,75, som gælder for skimmelsvampe i al almindelighed, vil man kunne konstatere, at den grænseværdi for vandaktiviteten, der er angivet i det foreliggende fremlæggelsesskrifts krav 1 på 0,80, øjensynligt ikke nødvendigvis skulle være i stand til at sikre celluloselevnedsmiddelhylstre med højt fugtighedsindhold mod skimmelsvampevækst, og dette forhold bliver endnu mere udtalt, såfremt man betragter angivelsen for andre Aspergillus-arter, for hvilken vandaktivitetetsgrænseværdien er angivet til 0,75-0,65, hvortil Indsiger specifikt henviser.

Indsiger mener, at ovennævnte vandaktivitetsgrænseværdi AW på 0,65-0,75 klart foregriber vandaktivitetsværdien i fremlæggelsesskriftets krav 1, men alle andre end Indsiger vil formentlig være i stand til at erkende, at den i krav 1 i fremlæggelsesskriftet angivne vandaktivitetsgrænseværdi på 0,80 ikke ligger i området på fra 0,65 til 0,75 og altså ikke er foregrebet af angivelsen i tabel 1 på side 46 i artiklen. Om man ved inkorporering af glycerin i celluloselevnedsmiddelhylstre med højt fugtighedsindhold i det hele taget kan opnå så lave vandaktivitetsniveauer som 0,65-0,75, siges der iøvrigt heller ikke noget om i artiklen.

Hvad angår Indsigers afsluttende bemærkning i afsnit 1 på side 3 i Indsigelsesbegrundelsen om, at man på grundlag af angivelserne i tabel 2 på side 47 i artiklen kan indstille vandaktiviteten til det ønskede niveau ved hjælp af glycerin, gælder det, som det fremgår af det indledningsvis anførte, at den indstilling kun lader sig udføre, så længe der er tale om den rene opløsning af vand og glycerin. Såfremt vandaktiviteten ønskes indstillet i et andet medium, f.eks. et levnedsmiddel eller in casu et celluloselevnedsmiddelhylster, giver tabel 2 ingen anvisninger, men den tilknyttede tekst umiddelbart under tabellen fastslår derimod, at vandaktiviteten i sådanne komplicerede blandinger ikke lader sig forudberegne på grundlag af de i tabel 2 angivne værdier.

Indsiger afslutter sine henvisninger til angivelser i ovenanførte artikel med det yderst interessante spørgsmål om, hvad der er mere nærliggende end at overføre denne lære til slangeformede levnedsmiddelhylstre, og besvarer selv spørgsmålet ved sin »konstatering« af, at fagmanden behøver blot alene under anvendelse af glycerin, at indstille glycerinkoncentrationen i afhængighed af hylsterets givne fugtighed på en sådan måde, at vandaktiviteten ikke kommer op på den kritiske værdi.

Som det er påvist ovenfor, findes der i den omhandlede artikel imidlertid ikke nogen entydig angivelse af, hvad der er den kritiske vandaktivitets grænseværdi for skimmelsvampevækst i eller på levnedsmidler, som er de substanser, artiklen sigter på, end mindre for skimmelsvampevækst i celluloselevnedsmiddelhylstre, som

overhovedet ikke er nævnt i artiklen. For formentlig alle end netop Indsiger, er det derfor oplagt, at man ikke ved læsning af den omhandlede artikel kan finde oplysninger, som er i overensstemmelse med, eller som vil føre til de i krav 1 ifølge det foreliggende fremlæggelsesskrift angivne foranstaltninger. Dertil kommer naturligvis, at der overhovedet ikke findes nogen tilskyndelse til specifikt at anvende glycerin som vandaktivitetssænkende middel i forbindelse med celluloselevnedsmiddelhylstre med højt fugtighedsindhold i artiklen, og at der heller ikke findes nogen som helst form for antydninger af, at glycerin kan optages i celluloselevnedsmiddelhylstrene i et sådant omfang, at der hermed opnås den nødvendige vandaktivitetssænkende virkning på fugtighedsindholdet i celluloselevnedsmiddelhylstrene til, at hylstrene vil være beskyttet mod skimmelsvampevækst, og selv om dette skulle vise sig at være tilfældet, findes der i artiklen overhovedet ingen angivelser endsige antydninger af, at der ikke ved sådanne nødvendige glycerinindhold i celluloselevnedsmiddelhylstrene vil opstå sådanne praktiske problemer med hensyn til anvendelsen, herunder f.eks. stopningen, af celluloselevnedsmiddelhylstrene, at disse vil være mere eller mindre fuldstændigt ubrugelige i praksis.

Den foreliggende opfindelse angår ikke og udgiver sig ikke for at angå en opdagelse af, at glycerin blandet med vand har en vandaktivitetssænkende virkning, som det også er tilfældet for utallige andre stoffers vedkommende. Den foreliggende opfindelse angår den opdagelse, at glycerin i et nærmere specificeret omfang er i stand til hæmme skimmelsvampevækst i forudbefugtede celluloselevnedsmiddelhylstre med højt fugtighedsindhold i lange perioder efter hylstrenes fremstilling, og at sådanne til hæmning af skimmelsvampevækst nødvendige omfang glycerin ind i hylstre faktisk lader sig inkorporere i hylstrene ved de i praksis benyttede fremstillingsmetoder til fremstilling af hylstrene til emballering af levnedsmiddelprodukter. Herom er der ingen angivelser eller antydninger i den af Indsiger påberåbte artikel.

Sterilisation-Desinfektion, Konservierung, Chemotherapie, Georg Thieme Verlag, Stuttgart, 1967, side 155

Af ovennævnte side i opslagsværket fremgår det blot, at glycerin via sin vandudtrækkende virkning i koncentreret opløsning virker konserverende, mens det i fortyndet opløsning tjener som kulstofkilde for talrige mikroorganismer, navnlig Streptomyceter.

I det af Indsiger fremdragne modhold findes der altså ingen angivelser af, at fagmanden herfra kender den væksthæmmende indvirkning på skimmelsvampe, som kendetegner glycerin, som Indsiger anfører det i næstsidste afsnit på side 3 i Indsigelsesbegrundelsen. Af denne grund findes der naturligvis heller ingen angivelser af, i hvilke koncentrationer glycerin skal anvendes for at have nogen væksthæmmende virkning på skimmelsvampe, endsige nogen angivelse af, at glycerin kan inkorporeres i celluloselevnedsmiddelhylstre i sådanne til hæmning af skimmelsvampevækst nødvendige koncentrationsomfang.

På trods af ovenstående faktuelt konstaterbare forhold finder Indsiger imidlertid, at de omhandlede angivelser giver fagmanden nyttige anvisninger om, hvordan man på grundlag af simple forsøg kan fastlægge den (ifølge krav 1 i fremlæggelsesskriftet) påberåbte glycerinkoncentration på mindst 40 vægtprocent som minimalværdi. Af gode grunde kan vi naturligvis ikke bestride, at Indsiger finder, at det skulle forholde sig således, men vi har overordentlig vanskelig ved at forestille os, at en fagmand i al almindelighed skulle være af samme opfattelse i betragtning af, at celluloselevnedsmiddelhylstre overhovedet ikke er nævnt blandt angivelserne. Dertil kommer, at vi har vanskeligt ved at se, hvad der skulle få en fagmand til at foretrække at begynde at undersøge glycerins væksthæmmende indvirkning på skimmelsvampevækst frem for nogen af de øvrige i håndbogen nævnte stoffer med væksthæmmende virkning på mikroorganismer. Alene på side 155 findes der jo ud over glycerin nævnt fem stoffer, som angives at have væksthæmmende virkning på forskellige mikroorganismer.

DE-OS 2.721.427/DK fremlæggelsesskrift nr. 152.682 (US patentansøgning nr. 686.248 af 13. maj 1976)

Ovennævnte skrifter tilhører alle samme patentansøgningsfamilie med US patentansøgningen som stamansøgning, og den herfra kendte teknik er allerede anerkendt og omtalt i nærværende fremlæggelsesskrift side 6, linie 38 - side 7, linie 5, jvf. vor omtale heraf på side 3, sidste linie - side 4, linie 4.

Indsiger bemærker herom (I side 4, første afsnit), at der heri angives en mindstemængde for propylenglycol på 15 vægtprocent til opnåelse af en antimykotisk virkning, medens det er nødvendigt at anvende »væsentligt større mængder« af andre poly-olantimykotika (f.eks. glycerin) for at opnå den tilsigtede virkning, og Indsiger henviser i den forbindelse specifikt til side 8, linie 28-35 i DK fremlæggelsesskriftet. Af denne henvisning fremgår følgende

»Det har imidlertid vist sig, at det er nødvendigt at anvende væsentligt større mængder af andre antimykotiske polyolmidler til opnåelse af de specielle niveauer for kunsttarmfugtighedsindholdet, som bibringer kunsttarme ifølge den foreliggende opfindelse den nødvendige smidighed og de nødvendige fyldningsegenskaber«.

Det er således klart, at der ud fra det af Indsiger her anførte ikke fremgår nogen anvisninger, som kan føre til den foreliggende opfindelses foranstaltninger. Ganske vist er det nævnt, at der findes andre antimykotiske polyolmidler end propylenglycol, men den egenskab ved disse midler, som der her er angivet noget om, er deres smidigheds- og fyldningsegnethedsfremmende egenskaber, og disse egenskaber ved de omhandlede polyoler ses ikke at kunne lægges til grund for nogen forventning om, at man ved anvendelse af glycerin som antimykotisk middel vil kunne opnå den fra DE offentliggørelsesskrift nr. 3.109.336 kendte lave vandaktivitet ved tilpas høje værdier af glycerinindholdet, som Indsiger anfører det på side 4, linie 10-14 i indsigelsesbegrundelsen.

Opfindelsen ifølge krav 1 i nærværende fremlæggelsesskrift kan derfor hverken anses for at være nærliggende, endsige nyhedsmæssigt foregrebet i forhold til den fra DK fremlæggelsesskrift nr. 152.682 kendte teknik.

Indsiger afslutter sine betragtninger i Indsigelsesbegrundelsen på side 4, 2. afsnit, med en konstatering af, at der for ham at se hverken er knyttet nyhed eller opfindelseshøjde til den i hovedkravet i nærværende fremlæggelsesskrift angivne opfindelse på baggrund af de af ham kommenterede litteraturreferencer.

At Indsiger er af denne opfattelse kan vi naturligvis ikke bestride, men på baggrund af ovenstående gennemgang af, hvad der faktisk fremgår af de af Indsiger fremdragne litteraturreferencer, og de konklusioner, som Indsiger mener at se sig i stand til at drage herudfra, mener vi, at det er godtgjort i alle henseender, at Indsigers konklusioner og hans derpå hvilende generelle opfattelse af situationen savner det objektive grundlag, der må anses for at være afgørende for, at Indsigers opfattelse kan tillægges den vægt, som han øjensynligt selv mener, den skulle være berettiget til.

Som det fremgår af vor gennemgang af de omhandlede litteraturreferencer, er det godtgjort, at den foreliggende opfindelse, som den er defineret i hovedkravet i nærværende fremlæggelsesskrift, nyhedsmæssigt ikke på nogen måde er foregrebet af angivelser i nogen af de omhandlede referencer, og da opfindelsen heller ikke består i nogen form for kombination af angivelser fra disse referencer, og der heller ikke foreligger nogen tilskyndelser i disse referencer til at foretage de eksperimenter, som danner basis for den foreliggende opfindelses tilblivelse, kan opfindelsen heller ikke anses for at være nærliggende på baggrund af de omhandlede referencers angivelser. Opfindelsen er industrielt udnyttelig, og den løser nogle specifikke problemer, som ikke forud for opfindelsens tilblivelse var løst på tilfredsstillende måde. Opfindelsen opfylder derfor samtlige de normalt stillede kriterier for, at en opfindelse anses for at være patenterbar, således som Direktoratet da også har anerkendt det tidligere med sin godkendelse af ansøgningen til fremlæggelse.

Vi skal derfor henstille, at indsigelsen afvises.'

Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 13. november 1992 at udstede patent, idet indsigelsen blev afvist med følgende begrundelse

»Vi har vedtaget at meddele patent. Den nærmere begrundelse følger nedenfor

Det De anfører, om DE-offentliggørelsesskrift 31 09 336 i indsigelsesbegrundelsen af 12 okt 1990, side 1, linie 9 fra neden til side 2, linie 11. er, bortset fra glycerinindholdsangivelserne for tabel 2, korrekt, men den konklusion, De drager side 2, linie 26-29, at »en ubetydelig forøgelse af glycerinindholdet er således det eneste, der adskiller opfindelsen fra DE-offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336« er ikke korrekt, som det uden videre fremgår af krav 1's kendetegnende del i DK-fremlæggelsesskrift nr. 157972.

Det, De videre anfører om tilladte glycerinmængder (ovennævnte DE-offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336, side 37 nederst), er efter vores vurdering uden betydning.

Det er ikke korrekt, som De videre anfører, at det, af Z. Lebensmittel-Untersuchung und Forschung 153, side 42-52 (1973), skulle fremgå (afbildningen side 44), at væksten af skimmelsvampe stiger eksponentielt, når vandaktiviteten overstiger 80%. Korrekt er, at skal kurven tolkes som en eksponentiel vækstkurve, er der målelige, med vandaktiviteten eksponentielt voksende skimmelsvampeværdier, når vandaktiviteten overstiger 60-65% og vi bemærker, at den i samme tidsskrift side 47 angivne tabel om sammenhængen mellem glycerinkoncentrationen og vandaktiviteten gælder rene opløsninger af vand og glycerin og ikke de i DK-fremlæggelsesskrift nr. 157972 omhandlede celluloselevnedsmiddelhylstre.

Det, De anfører fra »Sterilisation-Desinfektion, Konservierung, Chemotherapie« Georg Thieme Verlag, Stuttgart 1967, om glycerins konserverende virkning, er korrekt, men eftervores vurdering uden betydning.

Det, De anfører om DK-fremlæggelsesskrift nr. 152682 (og det dertil svarende DE-offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427), er korrekt bortset fra, at udtrykket »den tilsigtede virkning« (Deres ovennævnte skrivelse side 4, linie 7) i DK-fremlæggelsesskriftet nr. 152682 side 8, linie 28-35, går på nødvendig smidighed og fyldningsegenskaber og ikke, som De antyder, på antimykotisk virkning.

Da opfindelsen ifølge DK-fremlæggelsesskrift nr. 157972 således fortsat udviser den i Patentlovens § 2 forlangte væsentlige adskillelse fra det kendte, har vi vedtaget at meddele patent på grundlag af fremlæggelsesskrift nr. 157972 uden ændringer.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 13. januar 1993 indbragt for Patentankenævnet.

I ankebegrundelse af 7. april 1993 anfører klageren følgende

»Patentdirektoratet meddeler os i skrivelse af 13. november 1992, at man uanset vor behørigt nedlagte indsigelse har vedtaget at meddele patent på grundlag af fremlæggelsesskrift nr. DK-B-157972 uden ændringer, eftersom den omhandlede opfindelse efter Patentdirektoratets opfattelse fortsat udviser den i Patentlovens §2 forlangte væsentlige adskillelse fra det kendte.

Patentdirektoratet har med andre ord valgt i alt væsentligt at se bort fra vor indsigelse, hvilket man i korte træk begrunder som følgende

De argumenter, som vi har fremført mod meddelelse af patent på den i fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse, er efter Patentdirektoratets opfattelse enten korrekte (for så vidt angår vore kommentarer til Z. Lebensmittel-Untersuchung und Forschung 153, 42-52 (1973) og til dels til DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336) eller den betydning (for så vidt angår vore kommentarer til DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427, til »Sterilisation-Desinfektion, Konservierung, Chemotherapie«, Georg Thieme Verlag, Stuttgart (1967) og til dels til DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336), og vi har således ikke fremført noget, som efter Patentdirektoratets opfattelse kan drage opfindelsens patenterbarhed i tvivl. Ikke desto mindre er vi fremdeles af den opfattelse, at den påståede opfindelse hverken udviser tilstrækkelig nyhed eller opfindelseshøjde til at opfylde betingelserne i Patentlovens §2, og at ansøgningen derfor bør afvises i sin helhed. Dette skal vi forsøge at anskueliggøre for Patentankenævnet som følger

Det omstridte fremlæggelsesskrift nr. 157 972 angår slangeformede levnedsmiddelhylstre af cellulose, som udmærker sig ved følgende kendetegn

(a) et fugtighedsindhold på mellem 17 og 30 vægt-% baseret på den samlede vægt af hylsteret (anført i hovedkravets indledning som kendt teknik)

(b) et glycerinindhold på mindst 40 vægt-% baseret på den samlede vægt af tør cellulose i hylsteret og

(c) en vandaktivitet i hylsteret på højst 0,80.

Det har været et formål med den påståede opfindelse at tilvejebringe et levnedsmiddelhylster, som

- udviser et fugtighedsindhold, der er tilstrækkeligt til, at man kan stoppe hylsteret med det påtænkte levnedsmiddel uden forudgående opblødning, og som samtidig

- er stabilt over for skimmelsvampe og vækst af andre mikroorganismer.

Denne opgave løses angiveligt ved, at hylsteret ifølge opfindelsen udviser de ovennævnte kendetegn (b) og (c).

Hertil skal vi bemærke følgende

Vandaktiviteten i et hylster af cellulosehydrat er en funktion af hylsterets fugtighedsindhold og glycerinindhold. Der er altså ikke tale om en uafhængig parameter, der kan vælges frit. Desuden er vandaktiviteten fastlagt for et hylster med et bestemt fugtighedsindhold og et bestemt glycerinindhold, og den er ydermere af en størrelse, der nødvendigvis er et resultet af de givne fugtigheds- og glycerinindhold. Der er med andre ord tale om en inhærent parameter, der under ingen omstændigheder kan udgøre et selvstændigt opfinderisk træk. Denne kendsgerning (at vandaktiviteten er en inhærent parameter) fremstår i øvrigt allerede som følge af den kendsgerning, at vandaktivitetsværdierne AW af hylstrene ifølge fremlæggelsesskriftet ikke indstilles ved foranstaltninger, der fremgår af nogen teknisk lære, men derimod beregnes, jvf. fremlæggelsesskriftet side 11, linie 36-38. Denne konsekvente tvungne sammenhæng mellem AW og glycerinindholdet fremgår også af Z. Lebensmitteluntersuchung und Forschung 153, (1973), side 47. Dette betyder, at fremlæggelsesskriftets indhold alene adskiller sig fra indholdet af DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336 (og for den sags skyld fra indholdet af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427) ved størrelsen af glycerinindholdet.

I øvrigt fremgår genstanden for opfindelsen ifølge den fremlagte ansøgning på ganske nærliggende måde af DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336 i kombination med DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427. Nærmere bestemt er det fra det førstnævnte af disse skrifter kendt, at man kan bibringe levnedsmiddelhylstre et vandindhold på mellem ca. 20 og ca. 40 vægt-% med henblik på at kunne bearbejde disse uden forudgående opblødning (se skriftets side 15, 1. afsnit). Desuden fremgår det af DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336, at hylstrene indeholder glycerin, idet der i tabel 4 på side 26 er omtalt to hylstre, der indeholder henholdsvis 39,3 vægt-% (prøve A) og 37,9 vægt-% (prøve B) glycerin. Med udgangspunkt i disse eksempler må det siges at være nærliggende for en fagmand at hæve glycerinindholdet til over 40 vægt-%, også fordi overgrænsen for glycerinindholdet er uskarp (jvf. angivelsen »etwa 40% des Gesamtgewichtes der Hulle..« på skriftets side 15). En sådan foranstaltning fører ikke til nogen overraskende eller uventet virkning.

Med udgangspunkt i hylstervariant B i DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336 er det især nærliggende at erstatte de 7,2 vægt-% propylenglycol med glycerin, hvorved man nødvendigvis opnår et hylster med et glycerinindhold på 37,9 + 7,2 = 45,1 vægt-% glycerin og et vandindhold på 24 vægt-%, med andre ord et hylster, som modsvarer samtlige kendetegn (a)-(c) for de i fremlæggelsesskriftet omhandlede hylstre.

Disse foranstaltninger er ganske særlig nærliggende i forbindelse med den lære, der kan udledes af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427, som nemlig beskriver den ækvivalente virkning af propylenglycol og glycerin: se skriftets side 15, sidste afsnit, til side 16, første afsnit, som også redegør for disse og andre polyolers antimykotiske virkning. En fagmand må ved læsning af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427 uvægerligt få det indtryk, at de i skriftet omhandlede levnedsmiddelhylstre er godt beskyttet mod angreb af skimmelsvampe.

Den i nærværende fremlæggelsesskrift beskrevne opfindelse synes i øvrigt i alt væsentligt at være foregrebet af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427, idet dette skrift beskriver store cellulosehylstre med et vandindhold på mindst 13 vægt-%, fortrinsvis mindst 17,5 vægt-%, beregnet på hylsterets samlede vægt. Det anføres samtidig, at vandindhold på over 35 vægt-% har en uheldig indvirkning på hylstrene og derfor bør undgås: se side 15, midterste afsnit.

Videre bemærker vi, at det fra DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336 er kendt at anvende polyoler som antimykotika, idet glycerin explicit er fremhævet som et eksempel herpå. For propylenglycol anbefales en mængde på mindst 15 vægt-%, beregnet på den tørre cellulose. Med udgangspunkt i dette eksempel drager DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427 den konklusion, at

»det er nødvendigt at anvende væsentligt større mængder af andre polyol-antimykotika for givne fugtighedsindhold i hylstrene, for at disse kan opnå den nødvendige fleksibilitet og de nødvendige egenskaber med hensyn til stopning«. (side 16, næstsidste afsnit).

Denne åbenbaring opfordrer direkte fagmanden til at anvende »andre polyol-antimykotika«, hvoriblandt også glycerin er nævnt, i »væsentligt større mængder«, og det er således i høj grad nærliggende, når man følger denne anvisning, også at anvende højere mængder glycerin for at gøre levnedsmiddelhylstre antimykotiske. Tydeligvis handler en fagmand inden for rammerne af DE-offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427, når han anvender høje glycerinindhold, og vi har derfor særdeles vanskeligt ved at se, at der skulle ligge nogen opfinderisk indsats i at gøre dette.

Vi må således konkludere, at den påståede opfindelse, der er beskrevet i nærværende fremlæggelsesskrift nr. 157 972, i alle enkeltheder er foregrebet, såvel af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427 alene som af dette skrift i kombination med DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336, og vi skal derfor henstille til Patentankenævnet, at den fremlagte patentansøgning bliver afslået i sin helhed.'

Ansøgeren har i sit svarskrift af 17. december 1993 bl.a. udtalt som følger

»Indsiger beklager sig indledningsvis stærk over, at Patentdirektoratet har afvist den af ham nedlagte indsigelse i sin helhed » på trods af, at han i ansøgningens fremlæggelsesperiode har nedlagt begrundet (?) indsigelse mod meddelelse af patent« og virker i det hele taget noget fortørnet over, at Patentdirektoratet har afvist indsigelsen og vedtaget at meddele patent på grundlag af fremlæggelsesskriftet DK-B 157.972 den ændringer, idet Patentdirektoratet er kommet til det resultet, at de af Indsiger tidligere i indsigelsesbegrundelsen af 12. oktober 1990 fremførte argumenter enten er korrekte (for så vidt angår Indsigers kommentarer baseret på henvisninger til Z. Lebensmittel-Untersuchung und Forschung 153, 42-52 (1973) og DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336) eller den betydning (for så vidt angår Indsigers kommentarer baseret på henvisninger til DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427, »Sterilisation-Desinfektion, Konservierung, Chemotherapie«, Georg Thieme Verlag, Stuttgart (1967) og DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336), samt at Indsiger således ikke tidligere har fremført noget, som kan drage opfindelsens patenterbarhed i tvivl.

På trods af Patentdirektoratets ovenfor og af Indsiger i klagebegrundelsen gengivne, entydigt klare konstateringer og tilkendegivelser er den klagende Indsiger alligevel fremdeles af den opfattelse, at den af ham anfægtede opfindelse hverken udviser tilstrækkelig nyhed eller opfindelseshøjde til at opfylde betingelserne i Patentlovens § 2, og at ansøgningen derfor bør afvises i sin helhed, hvilket den klagende Klager derefter vil forsøge at anskueliggøre for Patentankenævnet på de i klageskriftet resterende sider.

Her fremkommer Klageren indledningsvis med et ikke fuldt ud fyldestgørende korrekt sammendrag af indholdet i fremlæggelsesskriftets krav 1, jvf. deladelse af, at der ifølge krav 1 er tale om celluloselevnedsmiddelhylstre af stor størrelse, som er reguleret forudbefugtet i et sådant omfang, at de kan stoppes uden tilførsel af yderligere fugt forud for stopningen, og af, at glycerinindholdet (i hylsteret) er tilstrækkeligt til at holde vandaktiviteten i hylsteret på ikke over 0,80, samt en også kun delvis korrekt gengivelse af formålet og hvad der iøvrigt opnås med opfindelsen i forhold til den nærmest liggende kendte teknik, jvf. deladelsen af omtalen af ulemperne ved den nærmest liggende kendte teknik, som den fremgår af fremlæggelsesskriftet side 7, linie 10-13 og 29-35, hvor det er anført, at i de hidtil foreliggende kendte slangeformede celluloselevnedsmiddelhylstre af stor størrelse, som er reguleret forudbefugtet i et sådant omfang, at de kan stoppes uden tilførsel af yderligere fugt forud for stopningen, er skimmelsvampevækst på hylstrene under disse lager- og forsendelsesperiode forsøgt bekæmpet ved anvendelse af chloridsalte eller propylenglycol, men at anvendelsen af chloridsalte er forbundet med den ulempe, at saltene har tendens til kemisk at korrodere det behandlingsudstyr, i hvilket de anvendes, medens anvendelsen af propylenglycol ifølge visse landes lovgivning ikke er godkendt til anvendelse i forbindelse med levnedsmidler.

Det sammendrag af den af Klageren anfægtede opfindelse ifølge fremlæggelsesskriftets krav 1 og formålet med denne, som den er gengivet i klagebegrundelsen nederst side 2 og øverst side 3, bør derfor naturligvis kompletteres med ovenstående angivelser i fremlæggelsesskriftet, for at Klagerens gengivelser kan anses for at være rimelig korrekt og fyldestgørende i den givne sammenhæng. Klageren har imidlertid afstået fra at fremkomme en sådan korrekt gengivelse af definitionen af opfindelsen og formålet med denne formentlig for at undgå, at den af ham efterfølgende fremførte argumentation skulle fremtræde i et endnu mindre troværdigt og overbevisende lys, end det allerede nu er tilfældet.

Vandaktiviteten i hylsteret

Klageren fortsætter således midt på side 3 i klagebegrundelsen med at fremhæve, at vandaktiviteten i et hylster af cellulosehydrat er en funktion af hylsterets fugtighedsindhold og glycerinindhold, hvorfor vandaktiviteten ikke er nogen uafhængig parameter, der kan vælges frit, men er en inhærent parameter, som er fastlagt for et hylster med et bestemt fugtighedsindhold og et bestemt glycerinindhold, og Klageren henviser i den forbindelse til Z. Lensmitteluntersuchung und Forschung 153, (1973), side 47, hvad angår sammenhængen mellem vandaktiviteten AW og glycerinindholdet.

Det skal naturligvis ikke bestrides, at der er en sammenhæng mellem vandaktiviteten i et hylster af cellulose og hylsterets fugtigheds- og glycerinindhold, men dette er ikke ensbetydende med, at vandaktiviteten ikke skulle kunne benyttes til at karakterisere celluloselevnedsmiddelhylsteret ifølge opfindelsen. Forholdet er jo nemlig det, at såvel fugtighedsindholdet som glycerinindholdet i hylsteret kan variere inden for de rammer, der er angivet i krav 1, nemlig for fugtighedsindholdets vedkommende fra 17 til 30 vægtprocent baseret på den samlede vægt af hylsteret, og for glycerinindholdets vedkommende fra 40 vægtprocent baseret på den samlede vægt af tør cellulose i hylsteret og op til den vægtprocent, der vil bevirke, at vandaktiviteten i et hylster med et givet men inden for de ovenfor angivne grænser liggende fugtighedsindhold ikke overstiger 0,80. Det er den samtidige overholdelse af disse to betingelser, der bevirker, at celluloselevnedsmiddelhylstrene ifølge opfindelsen med et variabelt højt fugtighedsindhold på fra 17 til 30 vægtprocent baseret på den samlede vægt af hylsteret kan holde sig mug- og skimmelsvampevækstfrie gennem lange perioder ved almindelig eller endog forhøjet temperatur, og hverken betingelserne eller det hermed opnåelige fremgår af Z. Lebensmittel-Untersuchung und Forschung 153, (1973), side 47.

Som allerede af Patentdirektoratet bemærket i afvisningen af indsigelsen den 13. november 1992 til Indsiger angår denne henvisning nemlig udelukkende sammenhængen mellem glycerinkoncentrationen og vandaktiviteten i rene opløsninger af vand og glycerin og ikke de i nærværende fremlæggelsesskrift omhandlede celluloselevnedsmiddelhylstre, jvf. afvisningen side 1, sidste afsnit, sidste seks linier. Referencen udsiger således intet om muligheden for at sænke vandaktiviteten i højt befugtede celluloselevnedsmiddelhylstre ved at hæve glycerinindholdet i disse og kan derfor ikke på nogen måde anses for at fratage nærværende opfindelsen sin karakter af selvstændig opfindelse, således som Klageren forsøger at fremstille det sidst i næstsidste afsnit på side 3 i klagebegrundelsen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det også ud fra en almen betragtning ingenlunde kunne anses for givet, at det ville være muligt at nedsætte vandaktiviteten i højt befugtede celluloselevnedsmiddelhylstre med et fugtighedsindhold på fra 17 til 30 vægtprocent baseret på den samlede vægt af hylsteret til under 0,80 ved at hæve glycerinindholdet i hylsteret til mindst 40 vægtprocent baseret på den samlede vægt af tør cellulose i hylsteret, og vi henviser i den forbindelse til de af Ansøger ifølge eksempel 3, side 14-15 i nærværende fremlæggelsesskrift udførte forsøg, ifølge hvilke det viste sig vanskeligt at opnå en ensartet fordeling af den glycerinopløsning, der skulle sænke vandaktiviteten tilstrækkeligt i celluloselevnedsmiddelhylstrene. Som det fremgår af eksemplet, opstod der lommer af glycerinopløsningen i hylstrene, hvilket er et potentielt alvorligt problem, eftersom en ujævn påføring af glycerin på hylsteret kan bevirke, at der er dele af hylsteret, som indeholder tilstrækkelige mængder af glycerin, og derfor dele, der er utilstrækkeligt beskyttede mod skimmelsvampevækst. Den uensartede fordeling blev ifølge eksemplet imidlertid undgået ved at lade hylstrene nå en ligevægt over en fire ugers periode, hvorved de dannede glycerinlommer forsvandt, og der fremkom ingen skimmelsvampevækst under denne ækvilibreringsperiode.

Det er derfor simpelthen ikke korrekt, når man som Klageren antyder det, alene ud fra angivelser vedrørende vandaktiviteten af rene opløsninger af vand og glycerin kunne forvente, at det ville være muligt at nedsætte vandaktiviteten i celluloselevnedsmiddelhylstre med et højt fugtighedsindhold ved blot at hæve glycerinindholdet i hylstrene tilstrækkeligt, idet der overhovedet ikke foreligger grundlag for at antage eller formode, at celluloselevnedsmiddelhylstrene ville være i stand til at absorbere den hertil nødvendige store mængde glycerin.

DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336

Som vi tidligere har anført det på side 6-7 i vort svarskrift af 19. juni 1991 i forbindelse med behandlingen af indsigelsen i Patentdirektoratet, angår DE offentliggørelsesskriftet store slangeformede celluloselevnedsmiddelhylstre, som er kontrolleret befugtede på en sådan måde, at de uden tilsætning af yderligere fugtighed forud for stopning kan fyldes, og som er ejendommelige ved, at de har et indhold af et chloridsalt bestående af natriumchlorid, magnesiumchlorid, ammoniumchlorid, calciumchlorid eller kaliumchlorid i en sådan koncentration, der beregnes som vægtprocent på basis af cellulosen i hylstrene, at vandaktiviteten i hylstrene ikke er på over 0,81, jvf. krav 1, side 1 i offentliggørelsesskriftet.

Formålet med inkorporeringen af ovenstående chlorid-salte i forudbefugtede celluloselevnedsmiddelhylstre er at hæmme skimmelsvampevækst på eller i hylstrene under disses opbevaring inden stopning, jvf. eksempelvis offentliggørelsesskriftets side 11, sidste afsnit, side 14, sidste afsnit og side 15, første afsnit, sidste punktum. Offentliggørelsesskriftet angiver altså den løsning på skimmelsvampevækstproblemer i de forudbefugtede celluloselevnedsmiddelhylstre, som allerede er omtalt i nærværende fremlæggelsesskrifts side 7, linie 3-8 i forbindelse med henvisningen til US patentansøgning nr. 130.190 indleveret 13. marts 1980, og DE offentliggørelsesskriftet repræsenterer da heller ikke andet end en videreførelse af nævnte US patentansøgning. Herved er løsningen på skimmelsvampevækstproblemet ifølge DE offentliggørelsesskriftet imidlertid også behæftet med de ulemper, der er omtalt i nærværende fremlæggelsesskrifts side 7, linie 10-11, og som består i, at de anvendte chloridsalte har tendens til kemisk at korrodere et behandlingsudstyr, i hvilke celluloselevnedsmiddelhylstrene anvendes.

Den generelle lære, der kan unddrages af offentliggørelsesskriftets eksempler er

a) at der i hylstrene opretholdes et konstant indhold af glycerin uanset indholdet af vand, jvf. tabel 7, side 33,

b) et lavt indhold af glycerin uanset af indholdet af vand, jvf. tabel 2, side 19 og tabel 9, side 36, og

c) at indholdet af salt øges, når vandindholdet i hylstrene øges, jvf. tabel 3, side 24.

Den indsigende Klager insinuerer imidlertid, at genstanden for opfindelsen ifølge den fremlagte ansøgning fremgår på ganske nærliggende måde af DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336 i kombination med DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427, idet han anfører, at det fra førstnævnte af disse skrifter er kendt, at man kan bibringe levnedsmiddelhylstre et vandindhold på mellem ca. 20 og 40 vægtprocent med henblik på at kunne bearbejde disse uden forudgående opblødning, og at hylstrene indeholder glycerin, idet der i tabel 4 på side 26 i offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336 er omtalt to hylstre, der indeholder henholdsvis 39,3 vægtprocent (prøve A) og 37,9 vægtprocent (prøve B) glycerin. På denne baggrund hævder Klageren, at det må være nærliggende for en fagmand at hæve glycerinindholdet til over 40 vægtprocent, eftersom overgrænsen for glycerinindholdet er uskarp, idet der på side 15 i skriftet findes en angivelse lydende » etwa 40% des Gesamtgewichts der Hulle...«, og at en sådan foranstaltning ikke fører til nogen overraskende eller uventet virkning.

Til Klagerens ovenfor angivne påstande skal vi bemærke, at det er korrekt, at det af skriftets side 15, første afsnit fremgår, at levnedsmiddelhylstrene ifølge skriftet kan have et vandindhold på fra ca. 20 til ca. 40 vægtprocent, og at der i tabel 4 på side 26 er angivet to hylstre med et indhold på 39,3 vægtprocent henholdsvis 37,9 vægtprocent glycerin beregnet på grundlag af cellulose, men disse to hylsterprøver er atypiske for hylsterprøverne i eksemplerne i skriftet, hvad angår glycerinindholdet, idet glycerinindholdet i de øvrige eksemplificerede hylsterprøver ligger på fra 25,1 til 30,8 vægtprocent beregnet på grundlag af cellulose, jvf. tabel 7 på side 33 og tabel 9, side 36 i offentliggørelsesskriftet.

Om formålet med det atypisk forholdsvis høje indhold af glycerin i hylsterprøverne A og B i tabel 4 er der iøvrigt intet specifikt anført i den tilhørende tekst i eksempel 4. Af teksten her fremgår det blot, at formålet med udførelsen af det heri omhandlede eksperiment er at undersøge, om den praktiske nytte af at anvende et cellulosehylster indeholdende 5% natriumchlorid og 25% fugtighed er sammenlignelig med et tilsvarende hylster indeholdende propylenglycol som antimycotisk middel, hvilket viste sig at være tilfældet, jvf. side 25, andet afsnit og side 27, andet afsnit i offentliggørelsesskriftet.

Da der således intet specifikt er anført om formålet med indholdet af glycerin i hylsterprøverne A og B i tabel 4, må det antages, at formålet er det samme som det, der generelt og specifikt er angivet andetsteds i offentliggørelsesskriftet, nemlig som blødgøringsmiddel (og eventuelt som befugtnings- og fugttilbageholdelsesmiddel), jvf. side 7, sidste afsnit, side 8, første afsnit, linie 5-7 og side 19, linie 6-10. Tilkendegivelse af andre formål med glycerinindholdet i hylsterprøverne A og B i tabel 4 må derfor tages som udtryk for rent gætværk.

Den indsigende Klagers tilkendegivelse af, »at det med udgangspunkt i ovennævnte eksempel må siges at være nærliggende for en fagmand at hæve glycerinindholdet til over 40 vægtprocent, også fordi overgrænsen for glycerinindholdet er uskarp, jvf. angivelsen »etwa 40% des Gesamtgewichts der Hulle...« (på skriftets side 15), og at en sådan foranstaltning ikke fører til nogen overraskende eller uventet virkning', må tilsvarende også anses for at være udtryk for rent gætværk, for så vidt angår angivelserne af at hæve glycerinindholdet til over 40 vægtprocent og af, at der herved ikke opnås nogen overraskende eller uventet virkning, og for så vidt angår angivelsen af, »at overgrænsen for glycerinindholdet er

uskarp« under henvisning til angivelsen » etwa 40% des Gesamtgewichts der Hulle...« på skriftets side 15 er det udtryk for en insipid sammenblanding af angivelser, som sagligt set absolut intet har med glycerinindholdet i hylsterprøverne at gøre, idet angivelsen på side 15 i skriftet kun forekommer i forbindelse med fugtighedsindholdet i hylstrene, som beregnes på grundlag af hylstrenes samlede vægt, jvf. side 15, linie 7-8, medens glycerinindholdet i hylsterprøverne A og B i tabel 4 (og for dens sags skyld andetsteds i skriftet) beregnes på grundlag af hylstrenes celluloseindhold, jvf. tabel 4, spalte 1, linie 4-3 f.n.

Hvad angår Klagerens insinuation om, at hylstervariant B i DE offentliggørelsesskriftet (formentlig hylsterprøve B i tabel 4 på side 26) er et hylster, som modsvarer samtlige kendetegn (a) - (c) for de i fremlæggelsesskriftet omhandlede hylstre, eftersom det må anses for særligt nærliggende at erstatte de i hylsterprøve B inkorporede 7,2 vægtprocent propylenglycol med glycerin, hvorved man opnår et hylster med glycerinindhold på 37,9 + 7,2 = 45, 1 vægtprocent glycerin og et vandindhold på 24 vægtprocent, taler denne tilkendegivelses lødighed jo tilsvarende for sig selv, på baggrund af ovenstående af os fremførte redelige redegørelse. De 7,2 vægtprocent propylenglycol inkorporeres i hylsterprøve B som antimycotisk middel til sammenligning med 5% natriumchlorid som antimycotisk middel ifølge angivelserne på side 25, andet afsnit i offentliggørelsesskriftet, medens glycerinen ifølge angivelserne i skriftet (jvf. ovenfor) må antages at være inkorporeret i hylstrene som blødgøringsmiddel, og det forekommer os umuligt at indse, at det skulle være nærliggende at erstatte 7,2 vægtprocent antimycotisk middel med 7,2 vægtprocent blødgøringsmiddel med henblik på at opnå en sammenlignende afprøvning i forhold til inkorporering af 5% natriumchlorid som antimycotisk middel, og vi tror, at bortset fra Klageren vil alle andre ved deres fornufts fulde brug også have overordentlig vanskeligt ved at se det nærliggende i en sådan foranstaltning.

DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427

Ifølge krav 1 angår dette offentliggørelsesskrift slangeformige levnedsmiddelhylstre af cellulose og med stor diameter, hvilke hylstre er egnede til stopning uden forudgående udblødning og er ejendommelige ved, at de har et tilstrækkeligt indhold af fugtighed og glycerin som blødgøringsmiddel for uden videre at kunne stoppes med en kødemulsion, og som endvidere indeholder propylenglycol i en mængde på mindst ca. 15 vægtprocent beregnet på grundlag af tør cellulose i hylstret og ca. 20 vægtprocent beregnet på grundlag af flydende bestanddele i hylsteret.

DE offentliggørelsesskriftet tilhører samme patentansøgningsfamilie som DK fremlæggelsesskrift nr. 152.682, der tidligere under indsigelsesbehandlingen i Patentdirektoratet er blevet fremdraget og modholdt ansøgningen af Indsiger, og US patentansøgning nr. 686.248 af 13. maj 1976, som allerede er omtalt i nærværende fremlæggelsesskrift side 6, linie 38 - side 7, linie 5, hvor det er anført, at der heri er beskrevet en antimycotisk behandling af hylstre med reguleret fugtighed med vandige opløsninger af forskellige midler, herunder glycerin, propylenglycol og propionater og sorbater af kalium, natrium og calcium. I ingen af ovennævnte skrifter findes der dog eksempler på celluloselevnedsmiddelhylstre, hvori glycerin anvendes som antimycotisk middel men kun som blødgøringsmiddel og da kun med glycerinindhold på

22 ----------100% = 30,3% 72,5

beregnet på grundlag af celluloseindholdet i hylstrene, jvf. eksempel 3, side 22 i offentliggørelsesskriftet.

Den insinuerende Klager anfører imidlertid i sidste afsnit på side 4 i klagebegrundelsen, »at DE offentliggørelsesskriftet beskriver den ækvivalente virkning af propylenglycol og glycerin«, og henviser i den forbindelse til skriftets side 15, sidste afsnit til side 16, første afsnit, som efter Klagerens opfattelse skulle redegøre for disse og andre polyolers antimycotiske virkning på den sådan måde, at »en fagmand ved læsning af DE offentliggørelsesskriftet uvægerligt må få det indtryk, at de i skriftet omhandlede levnedsmiddelhylstre er godt beskyttet mod angreb af skimmelsvampe«.

I sidste afsnit på side 15 i offentliggørelsesskriftet står der imidlertid som følger

»Im Hinblick auf den hohen Feuchtigkeitsgehalt, der notwendig ist, um die gewunschte Flexibilitat und andre Stopfeigenschaften zu liefern, ist die antimykotische Behandling der Hullen wesentlich, um ein Wachstum von Schimmel, Pilzen oder anderen Mikroorganismen wahrend der Aufbewahrens und des Transportes zu vermeiden. Geeignete Antimykotika, von denen gefunden wurde, dass sie wenigstens einen gewissen Schutz liefern, sind mehrwertige Alkohole, die normalerweise bei Umgebungstemperaturen flussig sind, sowie Losungen von normalerweise festen Polyolen.«

Herefter følger en opremsning af eksempler på sådanne polyoler, som har vist sig at tilvejebringe » i det mindste en sådan vis beskyttelse mod vækst af skimmelsvampe og andre mikroorganismer. Dette udsagn synes således ikke at kunne tages til indtægt for, at der skulle foreligge nogen ækvivalent virkning af propylenglycol og glycerin med hensyn til antimycotisk virkning. Af det i eksempel 4, side 25-26 beskrevne laboratorie-screeningsforsøg fremgår det derimod, at kun propylenglycol forhindrer skimmelsvampevækst i en koncentration på 15% og mere, hvorimod ingen andre af de omhandlede polyoler forhindrer skimmelsvampevækst i mindre end en 30% koncentration. Der er endvidere hverken i dette eksempel eller andetsteds i offentliggørelsesskriftet anført noget om, at en koncentration på 30% og derover af disse andre polyoler vil være i stand til at forhindre skimmelsvampevækst, hvis de anvendes inkorporeret i celluloselevnedsmiddelhylstre, og der er slet ikke anført noget om, at en inkorporering af disse polyoler i et sådant omfang i det hele taget lader sig praktisere.

Den indsigende Klager har imidlertid bemærket, at det i offentliggørelsesskriftet (formentlig det midterste afsnit på side 16) anbefalet, at anvende propylenglycol i en mængde på mindst 15 vægtprocent, beregnet på grundlag af den tørre cellulose, og at offentliggørelsesskriftet med dette som udgangspunkt drager den konklusion, at

»det er nødvendigt at anvende væsentligt større mængder af andre polyolantimycotika for givne fugtighedsindhold i hylstrene, for at disse kan opnå den nødvendige fleksibilitet og de nødvendige egenskaber med hensyn til stopning.«

Dette mener Klageren må opfattes som »åbenbaring (?)», der direkte opfordrer fagmanden til at anvende »andre polyol-antimycotika«, hvoriblandt også glycerin er nævnt, i »væsentligt større mængder«, og at det således i høj grad er nærliggende, når man følger denne anvisning, også at anvende højere mængder glycerin for at gøre levnedsmiddelhylstrene antimycotiske. Igen må vi erkende at være bragt i en situation, hvor vi simpelthen ikke fatter den logiske sammenhæng mellem Klagerens henvisninger til angivelser i offentliggørelsesskriftet og den eller de konklusioner, han mener at kunne drage herudfra. Patentdirektoratet har imidlertid øjensynligt også under behandlingen af Klagerens tidligere indsigelse i Patentdirektoratet været i samme situation, idet ovenstående citat fra det midterste afsnit på side 16 i DE offentliggørelsesskriftet svarer til Klagerens tidligere henvisning til side 8, linie 28-35 i DK fremlæggelsesskrift nr. 152.682, hvorudfra Patentdirektoratet ikke kunne se nogen tilskyndelse til at opnå en forøget antimycotisk virkning ved at anvende større mængder af polyoler, om hvilke man ved, at de i større mængder kan tilvejebringe nødvendig fleksibilitet og andre for stopning af hylstrene nødvendige egenskaber, jvf. Patentdirektoratets skrivelse af 13. november 1992 til Indsiger, side 2, andet afsnit.

Vi er derfor af den opfattelse, at også andre med en normal teknisk indsigt og deres sunde fornuft i behold vil have vanskeligt ved at få øje på nogen logisk sammenhæng i Klagerens ovenfor gengivne argumentation på side 5, afsnit 2-4 i klagebegrundelsen.

Klageren har herudover i første afsnit på side 5 i klagebegrundelsen en bemærkning om, at den i nærværende fremlæggelsesskrift beskrevne opfindelse iøvrigt i alt væsentligt synes at være foregrebet af DE offentliggørelsesskriftet (nr. 27 21 427), idet dette skrift beskriver store cellulosehylstre med et vandindhold på mindst 13 vægtprocent, fortrinsvis mindst 17,5 vægtprocent, beregnet på hylsterets samlede vægt, idet det samtidig anføres, at vandindhold på over 35 vægtprocent har en uheldig virkning på hylstrene og derfor bør undgås ifølge side 15, midterste afsnit.

Rent bortset fra, at der i det midterste afsnit på side 15 i offentliggørelsesskriftet står

»Obwohl die untere Grenze des Flussigkeitsgehaltes wichtig ist, gibt es keine kritische obere Grenze und der im uberschuss vorhandene Feuchtigkeitsgehalt bestimmt sich im allgemeinen nach okonomischen Betrachtungsweisen. Jedoch konnen Feuchtigkeitsgehalte grosser als etwa 35% die gewunschten Eigenschaften der Hullen fur bestimmte Anwendungszwecke nachteilig beeinflussen und sollten daher vermieden werden.«

Det af Klageren anførte er således ikke det samme, som det der faktisk står i offentliggørelsesskriftet, og de deri angivne grænser for fugtighedsindholdet i de deri omhandlede cellulosehylstre er ikke just sammenfaldne med grænserne for fugtighedsindholdet i celluloselevnedsmiddelhylstrene ifølge det foreliggende fremlæggelsesskrift. Dertil kommer, at de for sidstnævnte angivne fugtighedsgrænseværdier ikke er anført som værende en del af det opfinderisk nye ved hylstrene ifølge opfindelsen, eftersom de jo er angivet i krav 1's indledning og ikke i dets kendetegnende del.

Vi kan derfor ikke se, at det af Klageren i første afsnit på side 5 i indsigelsesbegrundelsen anførte på nogen måde skulle kunne anses for at foregribe det opfinderiske ved celluloselevnedsmiddelhylstrene ifølge det foreliggende fremlæggelsesskrift, i modsætning til hvad Klageren tilkendegiver som sin mening.

Klageren afslutter sin gennemgang af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427 med at konstatere, at »en fagmand handler tydeligvis inden for rammerne af DE offentliggørelsesskrift 27 21 427, når han anvender høje glycerinindhold, og Klageren har derfor særdeles vanskeligt ved at se, at der skulle liggen nogen opfinderisk indsats i at gøre dette.

På denne baggrund afslutter den insinuerende og indsigende Klager sin ret fantasifulde gennemgang af, hvad der ifølge hans opfattelse måtte fremgå af de ovenfor omtalte DE offentliggørelsesskrifter nr. 31 09 336 og nr. 27 21 427, med at konkludere, at den påståede (?) opfindelse, der er beskrevet i nærværende fremlæggelsesskrift nr. 157 975, i alle enkeltheder (sic!) er foregrebet, såvel af DE offentliggørelsesskrift nr. 27 21 427 alene (sic!) som af dette skrift i kombination med (sic!) DE offentliggørelsesskrift nr. 31 09 336, og henstiller derfor til Patentankenævnet, at den fremlagte patentansøgning bliver afslået i sin helhed.

Ihukommende Patentdirektoratets indledningsvis gengivne afvisning af Klagerens anbringender og konklusioner i hans tidligere indsigelsesbegrundelse ved behandlingen af indsigelsen i Patentdirektoratet som værende enten korrekte eller den betydning for vurderingen af patenterbarheden af opfindelsen ifølge det foreliggende fremlæggelsesskrift er vi imidlertid af den opfattelse, at Klagerens henstilling ikke bør tages til følge, eftersom de anbringender og konklusioner, som Klageren nu er fremkommet med i den foreliggende klagebegrundelse, vist mildt sagt kun kan karakteriseres tilsvarende med ovenstående af Patentdirektoratet velvalgte ord.

Vi skal derfor henstille, at klagen afvises i sin helhed, idet Klageren ikke er fremkommet med noget i sin klagebegrundelse, der skulle kunne bevirke et andet resultat end det, som Patentdirektoratet kom til ved afgørelsen af den tidligere af Klageren nedlagte indsigelse mod patentansøgningen, og idet vi iøvrigt mener, at patenterbarheden af opfindelsen ifølge den fremlagte ansøgning er blevet klart og tydeligt forklaret og begrundet i såvel fremlæggelsesskriftet, vor svarskrift af 19. juni 1991 på Klagerens indsigelsesbegrundelse af 12. oktober 1990 og ovenfor i nærværende svarskrift.«

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 9. november 1995.

For klageren mødte civilingeniør Ejvind Christiansen.

For ansøgeren mødte civilingeniør Rudolf Nikolajsen.

Parterne procederede sagen, idet der i det væsentlige blev henvist til de til Patentdirektoratet og Ankenævnet afgivne skriftlige indlæg, som nærmere blev uddybet.

Klageren ville ikke længere bestride nyheden af den ansøgte opfindelse men gjorde gældende, at opfindelsen ikke adskilte sig væsentligt fra, hvad der allerede var kendt.

Ansøgeren henholdt sig til den af Patentdirektoratet anførte begrundelse for at afvise indsigelsen og udstede patent.

Ankenævnet skal udtale

I henhold til de af Patentdirektoratet anførte grunde og idet det over for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes: Den påklagede afgørelse stadfæstes. Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen Lars Herborg Arne Holm Ansgar Sørensen

Ingen

Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse efter indsigelse, hvorefter opfindendelsen fandtes at udvise den i lovens § 2 forlangte væsentlige adskillelse fra det kendte.