Varemærket RANITISTAD ikke registrerbart på grund af den generiske stofbetegnelse RANITIDINE.

Varemærket RANITISTAD ikke registrerbart på grund af den generiske stofbetegnelse RANITIDINE.

År 1996, den 25. juli afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Gulmann)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. V 34/94: Klage fra Glaxo Wellcome plc England v/Internationalt Patent-Bureau over Patentdirektoratets afgørelse vedrørende registrering af varemærket RANITISTAD, VR 3970 1993, for STADA - ARZNEIMITTEL Aktiengesellschaft, Tyskland v/Patentbureauet Chas. Hude

Den 4. februar 1993 indleverede STADA - ARZNEIMITTEL, Tyskland, v/Chas. Hude, en ansøgning om registrering af varemærket RANITISTAD for klasse 5: Farmaceutiske præparater og præparater til sundhedspleje.

Varemærket blev registreret den 28. maj 1993.

Den 30. juni 1993 blev registreringen offentliggjort i Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 25. august 1993 nedlagde klageren, Internationalt Patent-Bureau, indsigelse mod registreringens gyldighed. Som begrundelse for indsigelsen anførtes

»I Dansk Varemærketidende nr. 26 fra den 30. juni 1993 er side 926 bekendtgjort en varemærkeregistrering nr. VR 03.970 1993 bestående af betegnelsen RANITISTAD tilhørende STADA - ARZNEIMITTEL Aktiengesellschaft, Tyskland, og omfattende »farmaceutiske præparater og præparater til sundhedspleje« i klasse 5.

I anledning heraf skal vi herved henlede direktoratets opmærksomhed på, at betegnelsen RANITIDINE er et af WHO Recommended International Non-Proprietary Name.

En sammenligning mellem betegnelserne RANITIDINE RANITISTAD

udviser, at de begge består af ialt 10 bogstaver, hvilke de 6 første, nemlig RANITI, er helt identiske.

Efter vor opfattelse kommer det registrerede mærke RANITISTAD derved så tæt på den almindelige betegnelse RANITIDINE (på dansk RANITIDIN, på latin RANITIDINUM), at registreringen bør ophæves. Vi henviser herved til, at direktoratet normalt nægter registrering af et mærke, når dette har de 5-6 første bogstaver tilfælles med et tidligere registreret mærke, hvilket også må gælde, når den tidligere betegnelse er en almindelig benævnelse. I nærværende tilfælde lyder varefortegnelsen på det registrerede mærke på »farmaceutiske præparater og præparater til sundhedspleje«, hvilket må opfattes som vildledende, hvis det er den tyske mærkeindehavers mening at opnå en registrering for et præparat, hvis virksomme bestanddel er RANITIDINE.'

I anledning af indsigelsen udtalte mærkeindehaver i skrivelse af 13. oktober 1993 følgende

»Efter ansøgers og min opfattelse bør stofbetegnelsen RANITIDINE ikke være til hinder for registrering af mærket RANITISTAD. De mærker, der nægtes registrering på grund af stofbetegnelser, indeholder en uvæsentlig ændring i selve stofbetegnelsen, eksempelvis ved fjernelse af en eller to ekstra stavelser: Mærket AMPILIN nægtet registrering på grund af AMPI CILLIN stoffet. Mærket OXYCYCLIN nægtet registrering på grund af OXY TETRACYCLIN stoffet.

I disse tilfælde var ændringen ikke tilstrækkelig. Det var den til gengæld i følgende sager: Mærket AM YCILLIN registreret uanset AM PICILLIN stoffet. Mærket PROTO CHOL registreret uanset PROTO KYLOL stoffet.

I nærværende sag er en del af stofbetegnelsen skiftet ud med ordet STAD, det vil sige en ændring, der svarer til de to sidstnævnte eksempler, og som er medvirkende til at give mærket det fornødne særpræg i medfør af Varemærkelovens § 13.

Indsigers påstand om at Direktoratets praksis vedrørende forvekslingsrisiko mellem to varemærker også må gælde mellem et varemærke og en stofbetegnelse afvises, idet påstanden savner lovhjemmel.

På grundlag af det ovenfor anførte henstilles det, at indsigelsen ikke tages til følge.«

Hertil anførte klageren i skrivelse af 16. december 1993 bl.a. som følger

»Vor kollega anfører, at de mærker, der nægtes registrering på grund af stofbetegnelser, indeholder en uvæsentlig ændring af selve stofbetegnelsen, f.eks. ved fjernelse af en eller to stavelser. Det er rigtigt, at sådanne eksempler findes, således som vor kollega også har godtgjort det. Det betyder jo imidlertid ikke, at de to betegnelser, der skal bedømmes, ikke kan ligne hinanden på andre måder.

I nærværende tilfælde fremkommer ligheden derved, at varenavnet har de 6 første bogstaver fælles med stofnavnet, og at bogstavet D forekommer i slutstavelsen til begge betegnelser. Nærværende tilfælde kan derfor ikke sammenlignes med tilfældet AMYCILLIN -AMPICILLIN, der er anført i svaret side 1, nederst. Det tilfælde, som vor kollega anfører side 2, øverst, bevæger sig snarere i samme retning, men her er den første del PROTO lidet særpræget, hvilket ikke kan hævdes at være tilfældet med RANITI.

Vi må derfor fastholde den opfattelse, vi har givet udtryk for, at RANITISTAD, hvor bogstavet D i endelsen udtales skarpt (ikke blødt som i ordet STAD på dansk), ligger for tæt på den generiske betegnelse RANITIDIN (som stoffet hedder på dansk).

Vi imødeser herefter direktoratets afgørelse.«

Mærkeindehaver skrev den 14. februar 1994 følgende til Patentdirektoratet

»VR 3970/1993 RANITISTAD fastholdes. Indsigers påstand om, at det ansøgte mærke er forveksleligt med stofbetegnelsen ranitidin savner som tidligere nævnt lovhjemmel. Varemærker, der derimod ligger for tæt på stofbetegnelser, kan imidlertid nægtes registrering, idet de således ikke opfylder særprægskravet i varemærkelovens §13. Patentdirektoratets praksis på dette område viser, at registrering nægtes, når der kun er tale om en uvæsentlig ændring, eller når der indskydes eller fjernes stavelser fra selve stofbetegnelsen. Hvis der er tale om en egentlig udskiftning af en stavelse i en stofbetegnelse, nægtes registrering ikke. Udskiftning af et enkelt bogstav synes derimod ikke at være tilstrækkeligt.

Efter min opfattelse foretages Patentdirektoratets lighedsbedømmelse i forhold til stofbetegnelser således alene på grundlag af varemærkelovens §13. Bestemmelserne, hvorefter forvekslingsrisikoen bedømmes, og de af indsiger anførte andre måder, hvorpå to betegnelser kan ligne hinanden, synes ikke at være bragt i anvendelse i sager, hvor et varemærke bedømmes i forhold til en stofbetegnelse.

Det her omhandlede mærke RANITISTAD må høre til den gruppe mærker, der ikke nægtes registrering, idet der er tale om dskiftning af en stavelse, og ikke indskud eller fjernelse heraf.

Det bemærkes, at Patentdirektoratet under prøvning af RANITISTAD ikke har henvist til stofbetegnelsen ranitidin .

Til det af indsiger i sidste afsnit anførte vedrørende udtalen af bogstavet D bemærkes, at dette bogstav efter dansk sprogbrug udtales som et blødt (53). Der ses ikke at være belæg for at D udtales skarpt, når det står efter en vokal, tværtimod, jfr. ord som »bad«, »bed«, »bid«, »bod«, »byd«, »båd«, »dyd«, »død«, »dåd«, »fad«, »fed«, etc., eller som ordet/bestanddelen »stad«. Ellers udtales D'et på førstepladsen i et ord (»dansk«, »derfor«, »direktorat«, »duplo«) eller som første bogstav i en stavelse (»be-dømmelse«, »æn-dring«, »bestand-del«) ustemt.

På grundlag af det ovenfor anførte henstiller jeg, at indsigelsen afslås, og at mærket RANITISTAD accepteres til endelig registrering.'

Indsiger udtalte i sit indlæg af 15. marts 1994 bl.a.

»I anledning af det nævnte seneste indlæg må vi fastholde, at endelsen STAD i RANITISTAD må udtales med et skarpt D, da der er tale om et tysk mærke. Vi er iøvrigt blevet opmærksom på, at ordet STAD kan betyde stille, rolig, hvorfor der eventuelt kan ligge en særlig betydning i betegnelsen.«

Mærkeindehaver oplyste i skrivelse af 15. april 1994, at man ikke ønskede at fremkomme med yderligere indlæg.

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 3. juni 1994 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse

»Ifølge varemærkelovens § 13, stk. 2 er et varemærke udelukket fra registrering, såfremt det er egnet til at vildlede f.eks. med hensyn til varens eller tjenesteydelsens art eller beskaffenhed.

Spørgsmålet i nærværende sag er, om varemærket RANITISTAD kan tjene til at angive stofbetegnelsen RANITIDINE. Direktoratet mener ikke, at dette er tilfældet.

Det er direktoratets praksis i henhold til varemærkelovens § 13 at anse varemærker, der med uvæsentlige ændringer kan angive et navn optaget på listen over International Nonproprietary Names for Pharmaceutical Substance for udelukket fra registrering. Direktoratet har i visse tilfælde fundet, at et varemærke med en uvæsentlig ændring angiver en stofbetegnelse, når varemærket afgiver fra stofbetegnelsen på grund af en eller to indskudte stavelser. Derimod har direktoratet i nogle tilfælde ikke anset varemærker for at angive en stofbetegnelse, hvis en eller flere af stavelserne er ændret helt i forhold til stofbetegnelsen.

Patentankenævnet har fastslået, at varemærket ATENDOL på grund af stofbetegnelsen ATENOLOL var uegnet til registrering i medfør af varemærkelovens § 14, nr. 2 under henvisning til, at et varemærke omfatter alle almindelige skriftformer, herunder også minuskler, og til at der på lægemiddelområdet er særlige risici ved forveksling.

I nærværende sag har varemærket RANITISTAD og stofbetegnelsen RANITIDINE begge ti bogstaver, hvoraf de fem første er identiske. Ordene består af fire henholdsvis frem stavelser, hvoraf de tre første er identiske. Imidlertid er efterstavelserne »STAD« henholdsvis »DINE« meget forskellige. Direktoratet finder derfor ikke, at varemærket RANITISTAD med uvæsentlige ændringer kan angive stofbetegnelsen RANITIDINE. Varemærket kan således ikke i medfør af varemærkelovens § 13 tjene til at angive varens art. Det findes endvidere ikke egnet til at vildlede i medfør af varemærkelovens § 14, nr. 2.'

Denne afgørelse har Glaxo Wellcome plc, v/Internationalt Patent-Bureau, ved skrivelse af 28. juli 1994 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at varemærkeregistreringen RANITISTAD erklæres for ugyldig som liggende for nær ved den generiske betegnelse RANITIDINE og som vildledende for et præparat, hvis virksomme bestanddel er stoffet RANITIDINE.

Klageren har den 17. november 1994 indleveret en ankebegrundelse, hvor der anføres følgende

»Spørgsmålet om, hvorvidt et varemærke for et lægemiddel kan registreres uanset et eksisterende stofnavn for et lægemiddel, kan til en vis grad anses som et spørgsmål, om der foreligger det fornødne særpræg. Ligger mærket tæt på den almindelige benævnelse, har mærket ikke det fornødne særpræg til at kunne registreres, idet det da er egnet til at kunne angive varens art.

Forholdet mellem varemærker og almindelige benævnelser indenfor lægemiddelområdet kompliceres imidlertid af, at der er et stort behov ikke blot for nye varemærker men også for nye almene betegnelser.

I »Betænkning vedrørende En Ny Dansk Lov om Varemærker« er der side 89-91 under punkt 3 gjort rede for det arbejde, der udføres med vedtagelse eller anbefaling af en almindelig nomenklatur på lægemiddelområdet, et arbejde som anses for ønskeligt også fra et varemærkeretligt synspunkt. Det anføres således, at det på den ene side er vigtigt at påse, at almindelige benævnelser for nye lægemidler hurtigst muligt bliver internationalt anerkendt, således at faren for, at en sådan betegnelse skal blive registreret for en enkelt virksomhed formindskes. På den anden side må det også påses, at ord, der er registreret som varemærke eller et ord, der er meget nærliggende, ikke vedtages som almen benævnelse på et nyt lægemiddel, idet dette ville indebære en varemærkekrænkelse, da mærkeindehaveren derved risikerer at miste sin eneret.

Når WHO har fundet frem til et navn, der er egnet til at være en almindelig benævnelse for et lægemiddel, bliver dette bekendtgjort, og direktoratet får lejlighed til at undersøge det, førend det bliver vedtaget.

I Betænkningen siges det herefter side 90, venstre spalte, 2. afsnit

»Ord, som således er vedtaget eller anbefalet som almindelige benævnelser, anses efter gældende dansk praksis for uregistrerbare som varemærker, selv om det ikke kan påvises, at de faktisk er taget i brug som almindelige benævnelser. Det samme gælder ord, som kun i ringe grad adskiller sig fra sådanne almindelige benævnelser.«

Ifølge det her citerede var ord, som kun »i ringe grad« adskilte sig fra almindelige benævnelser, udelukket fra registrering som varemærker. Dette var således tilstanden førend varemærkeloven af 1959 trådte i kraft. Som lovgrundlag herfor forelå bestemmelsen i 1936-lovens §4, nr. 1, hvorefter mærker ikke måtte registreres, bl.a. når de udelukkende bestod af ord, der var egnet til at angive varens art. Det vil ses, at direktoratet uanset ordet »udelukkende« udvidede registreringsforbudet til også at omfatte mærker, som kun »i ringe grad« adskilte sig fra vareangivelsen.

I 1959-loven blev kravet til særpræg skærpet, idet registrering ifølge § 13 skulle nægtes ikke blot af ord, der »udelukkende« angiver varens art m.v., men også af mærker, der »med uvæsentlige ændringer eller tilføjelser« angiver varens art m.v. At der var tale om en skærpelse er anført i bogen »Varemærker-Registreringspraksis« af Rigmor Carlsen side 28, højre spalte, 3. afsnit.

I den nugældende lov af 6. juni 1991 siges det i § 13, stk. 2, nr. 1, at varemærker, der »udelukkende« består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varens art m.v., er udelukket fra registrering. Lovteksten er således ændret fra 1959-loven, idet henvisningen til mærker, der »med uvæsentlige ændringer eller tilføjelser« angiver varens art m.v., er udgået, men det siges i motiverne til bestemmelsen, at der ikke hermed er tilsigtet nogen praksisændring.

Efter at direktoratet i dets afgørelse side 2, midt, har citeret bestemmelsen i varemærkelovens § 13, stk. 2 om mærker, der kan tjene til at angive en vares art m.v. og lovens § 14, nr. 2, der angår mærker, der er egnet til at vildlede bl.a. om varens art m.v., udtaler direktoratet, at spørgsmålet i nærværende sag er, om varemærket RANITISTAD kan tjene til at angive stofbetegnelsen RANITIDINE.

Direktoratet mener, at dette ikke er tilfældet og giver derpå, på side 3 i 1. afsnit, oplysning om den praksis, som det følger på dette område.

Som en almindelig regel udtales det, at det i henhold til varemærkelovens §13 anses for udelukket at registrere varemærker, der med uvæsentlige ændringer kan angive et navn optaget på listen over International Nonproprietary Names for Pharmaceutical Substances.

En uvæsentlig ændring er anset at foreligge, når varemærket afviger fra stofbetegnelsen på grund af en eller to indskudte stavelser. Herved må direktoratet f.eks. have tænkt på de tidligere tilfælde, hvor mærket AMPILIN er nægtet af hensyn til stofbetegnelsen »ampicillin« og OXYCYCLIN på grund af »oxytetracyclin«.

Derimod har direktoratet i nogle tilfælde ikke anset varemærker for at angive en stofbetegnelse, hvis en eller flere af stavelserne er ændret helt i forhold til stofbetegnelsen. Herved må direktoratet have tænkt på de tidligere tilfælde, hvor mærket AMYCILLIN blev registreret uanset stofbetegnelsen »ampicillin« og mærket PROTOCHOL uanset stofbetegnelsen »protokylol«.

I tilslutning til henvisningen til direktoratets praksis udtaler direktoratet side 3, 2. afsnit, at Patentankenævnet har fastslået, at mærket ATENDOL på grund af stofbetegnelsen ATENOLOL var uegnet til registrering i medfør af varemærkelovens §14, stk. 1, nr. 2, da et varemærke omfatter alle almindelige skriftformer, herunder minuskler, og da der på lægemiddelområdet er særlige risici ved forveksling.

Ved den sammenligning, der herefter foretages mellem mærket RANITISTAD og stofbetegnelsen RANITIDINE, kommer direktoratet til den konklusion, at efterstavelserne STAD og DINE er meget forskellige, hvorfor det, trods den identitet der foreligger i betegnelsernes første stavelser, ikke findes, at mærket RANITISTAD med uvæsentlige ændringer kan angive stofbetegnelsen RANITIDINE.

Forinden vi kommenterer direktoratets afgørelse, skal vi anføre følgende.

Det stof, der af WHO har fået navnet RANITIDINE, og som på dansk hedder RANITIDIN, er et meget værdifuldt og kendt stof. Det er et syresekretionshæmmende middel til behandling af mavesår. Stoffet er nær beslægtet med cimetidin med principielt samme virkning, men er kraftigere og kan derfor doseres i mindre mængder. Stoffet har tildels overflødiggjort kirurgisk behandling.

Det engelske medicinalfirma Glaxo eller med dette forbundne selskaber har i en lang række lande opnået patenter på fremstilling af stoffet. Heri landet er Allen & Hanburys Ltd., der tilhører Glaxo, indehaver af dansk patent nr. 148258 med løbetid fra 1977 til den 26. juli 1997, der angår en analogifremgangsmåde til fremstilling af RANITIDIN. Stoffet sælges af Glaxo her i landet under varemærket ZANTAC. Vi kan iøvrigt om Glaxo's patent her i landet henvise til Højesterets dom af 27. august 1993 i U.F.R. 1993-849 flg.

Glaxo blev i sin tid opmærksom på bekendtgørelsen af registreringen af mærket RANITISTAD, men ønskede ikke på dette tidspunkt i eget navn at nedlægge indsigelse mod registreringen. Vi påtog os derfor at nedlægge indsigelse i vort eget navn.

Vi kan til Patentankenævnets orientering oplyse, at Glaxo har en meget stor kommerciel interesse i stoffet RANITIDIN. Vi henviser herved til, at Glaxo's præparat ZANTAC er det størst solgte farmaceutiske produkt i verden. Ifølge Glaxo's seneste årsberetning, der vedlægges, er Glaxo's andel af verdensmarkedet inden for mavesårsmidler 35%, jfr. årsberetningen side 10, nederst. Glaxo's omsætning på dette område andrager, jfr. oversigten side 11, 2,442 milliarder pund sterling, hvilket i danske penge er over 24 milliarder kroner.

Når Glaxo's patenter udløber i de enkelte lande, vil der utvivlsomt komme en del RANITIDIN præparater på markedet fra forskellige virksomheder. Det synes ikke rimeligt, at disse præparater kommer til salg under varemærker, der, som RANITISTAD eller lignende betegnelser, ligger altfor nær ved den almene betegnelse og derved forsøger at drage fordel af bekendtheden af denne betegnelse, der er stor, også blandt forbrugerne. Dette kan føre til fejltagelser, og vil - som vi senere vil gøre rede for - være i strid med WHO's bestræbelser for at skabe den fornødne afstand mellem almene betegnelser og varemærker.

Vore kommentarer til direktoratets afgørelse er herefter følgende.

Efter vor opfattelse har mærket RANITISTAD ikke fornødent særpræg i forhold til stofnavnet RANITIDIN til at kunne registreres for farmaceutiske præparater, ligesom mærket for præparater til sundhedspleje må anses for vildledende, hvorfor den foretagne registrering må ophæves.

Stofnavnet er her i Danmark RANITIDIN. Det er den betegnelse, der bruges, jfr. ovennævnte dom, og det er derfor den, som mærket RANITISTAD skal sammenlignes med.

En sammenligning mellem de to betegnelser RANITIDIN RANITISTAD

udviser, at det danske stofnavn har 9 bogstaver, medens varemærket har 10. De 6 første bogstaver RANITI er identiske. Begge ord har 4 stavelser, hvoraf de 3 første er identiske. Den sidste stavelse DIN og STAD er ikke umiddelbart forvekslelige, men de udviser den lighed, at de begge indeholder et D.

Visuelt udviser betegnelserne derfor en overordentlig stor lighed, og det samme er tilfældet fonetisk. Med hensyn til udtalen forholder det sig iøvrigt således, at endelsen STAD i varemærket RANITISTAD udtales med et skarpt D. Dette skyldes, at mærket er et tysk mærke, hvorfor det må være nærliggende at udtale STAD på tysk og ikke på dansk med et blødt D. En udtale med skarpt D udviser på dette punkt en større lighed med udtalen af bogstavet D i endelsen DIN end et blødt D. Fonetisk er udtalerytmen i de to betegnelser ens.

Da de to forskellige endelser DIN og STAD ikke har nogen betydning eller bringer tanken hen på noget bestemt, kan begge betegnelser siges at være neutrale, hvilket bevirker, at betegnelserne så at sige flyder ud i hinanden.

Vi må derfor i det hele være af den opfattelse, at ordet RANITISTAD ikke adskiller sig så markant fra stofnavnet RANITIDIN, at det har det fornødne særpræg i forhold til stofnavnet. Såvidt vi kan se, må det herved spille en rolle, at der i varemærkeregisteret, førend RANITISTAD blev registreret, ikke fandtes et eneste mærke med de indledende stavelser RANITI. En registrering af betegnelsen RANITISTAD som varemærke vil således, når der ved siden af denne betegnelse kun findes den generiske betegnelse RANITIDIN, uden videre blive opfattet som en direkte henvisning til stoffet RANITIDIN eller i hvert fald føre til den antagelse, at der består en eller anden forbindelse mellem RANITIDIN og RANITISTAD, f.eks. den, at RANITISTAD er et særlig derivat.

Hvis RANITIDIN havde været et registreret varemærke, så ville mærket RANITISTAD utvivlsomt være blevet afslået, fordi de to betegnelser er typisk forvekslelige. Som et helt parallelt eksempel kan vi henvise til Patentankenævnets sag V 69/91, der stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter SOMATOBISS var forvekslelig med SOMATONORM. Her var der, ligesom i nærværende sag, tale om 2 betegnelser med 4 stavelser på 9-10 bogstaver, hvor de 3 første stavelser var identiske, medens endelserne BISS og NORM ikke udviste nogen lighed. Forvekslelighed blev antaget endog uanset, at indledningen SOMATO har en særlig betydning, idet SOMATONORM sammen med et andet SOMATO-mærke var de eneste mærker af den art i registeret. I nærværende sag findes der ikke andre RANITI-mærker, og RANITI har ingen særlig betydning.

Der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at RANITIDIN og RANITISTAD er forvekslelige.

I indledningen til nærværende skrivelse, hvor vi omtalte de særlige forhold, der foreligger, når der skal vedtages nye stofbetegnelser, nævnte vi, at det i Betænkningen er anført, at det må påses, at ord, der er registreret som varemærke eller et ord, der er meget nærliggende, ikke vedtages som almen benævnelse på et nyt lægemiddel, idet dette vil indebære en varemærkekrænkelse, da mærkeindehaveren derved risikerer at miste sin eneret.

I denne sag foreligger den modsatte situation, idet den vedtagne almene betegnelse RANITIDIN nu trues af et senere tilkommet varemærke. I denne situation synes der at være ligeså stor grund til at beskytte den almene betegnelse mod efterligning og »udvanding«. Det, der foreligger i nærværende sag, er simpelthen, at ansøgeren af varemærket fra den vedtagne almene betegnelse RANITIDIN tager de 3 første stavelser, bortkaster endelsen DIN og i stedet indsætter endelsen STAD, der er den væsentligste del af firmanavnet STADA-ARZNEIMITTEL. På denne måde vil ansøgeren, hvis registreringen bliver endelig, reelt have ødelagt WHO's fremtidige muligheder for at bygge videre på navnet RANITIDIN.

Det her anførte er ikke noget, som vi selv har fundet på til brug for lejligheden, men er en gengivelse af de bekymringer, der til stadighed fremkommer fra WHO på dette område. Vi henviser herved til vedlagte kopi af en resolution om Nonproprietary names for Pharmaceutical Substances, der den 12. maj 1993 blev vedtaget på verdenssundhedsorganisationens generalforsamling.

Som Patentankenævnet vil se, henstilles det under punkt (3) på side 2 til medlemsstaterne, herunder Danmark, at udvikle politiske retningslinier vedrørende brugen og beskyttelsen af internationale almene navne og at søge at hindre brugen af navne afledt (eller stammende) fra INN's (almene betegnelser) og især navne, der indeholder veletablerede INN (ord)-stammer som varemærke.

Det er således en resolution, der angår nøjagtig det tilfælde, der foreligger i denne sag.

Vi må derfor gentage, at den forvekslelighed, der vitterligt foreligger mellem RANITIDIN og RANITISTAD, indebærer, at RANITISTAD ikke har det fornødne særpræg i forhold til RANITIDIN, hvorfor RANITISTAD må afslås.

Det kan ikke være noget argument herimod, at det foreliggende tilfælde ikke lige svarer til de gængse tilfælde med indsættelse eller udeladelse af en stavelse, hvor direktoratet tidligere har fundet, at der forelå for stor lighed. Ligeledes kan det heller ikke være noget argument herimod, at direktoratet tidligere har registreret AMYCILLIN trods »ampicillin« og PROTOCHOL uanset »protokylol«. I førstnævnte tilfælde var der ingen identitet mellem de 3 første stavelser, således som det er tilfældet i nærværende sag. I sidstnævnte tilfælde er PROTO ikke nogen usædvanlig indledning, således som det er tilfældet med RANITI.

Ren bortset herfra viser Patentankenævnets afgørelse i sagen ATENDOL-ATENOLOL, ankenævnets j.nr. V 26/92, hvor der henvises til de særlige risici ved forveksling, der findes på lægemiddelområdet, at der ved afgørelsen af disse sager kan lægges andre synspunkter til grund end de gængse. I kendelsen refereres det iøvrigt, at der fra klagerens side henvises til en engelsk afgørelse, hvorefter varemærket SULPITIL blev afslået på grund af stofbetegnelsen SULPIRIDE, en afgørelse, der er parallel med den, som vi går ind for i nærværende sag.

Vi anmoder derfor Patentankenævnet om at ophæve varemærkeregisteringen VR 03.970 1993.'

Mærkeindehaver har i skrivelse af 24. februar 1995 udtalt følgende

»Jeg henviser til det af klager indleverede indlæg dateret 17. november 1994 og skal på mine klienters vegne begrænse varefortegnelsen for reg. nr. 3970/1993 RANITISTAD til

Klasse 5: Ranitidinholdige lægemidler.

Jeg kan i den forbindelse oplyse, at jeg har kendskab til, at ankenævnssagen j.nr. V 26/92 vedrørende varemærkeansøgning nr. 5291/1989 ATENDOL overfor stofbetegnelsen ATENOLOL blev løst, ved at ansøgningen for ATENDOL senere hen er blevet begrænset til »receptpligtige farmaceutiske præparater indeholdende stoffet atenolol«.

Endvidere skal jeg gøre opmærksom på, at slutstavelsen i mine klienters mærke RANITISTAD henviser til deres selskabsnavn Stada.

Jeg skal på dette grundlag henstille, at sagen hjemvises til Patentdirektoratet til videre behandling.'

Klageren har i skrivelse af 15. juni 1995 fremsat følgende kommentarer til mærkeindehavers ovennævnte skrivelse

»Vi henviser til Ankenævnets skrivelse af 22. marts 1995 vedlagt kopi af skrivelse af 24. februar 1995 fra Patentbureau Chas. Hude.

I nævnte skrivelse begrænser vor kollega varefortegnelsen for registreringen VR 03.970 1993 RANITISTAD til

Klasse 5: Ranitidinholdige lægemidler

og vor kollega henstiller, at sagen på dette grundlag hjemvises til Patentdirektoratet til videre behandling.

I Ankenævnets skrivelse til os anfører nævnet, at skriftvekslingen i sagen herefter anses for afsluttet.

Vi skal i den anledning bemærke, at vi bestemt ikke kan tiltræde, at sagen hjemvises til Patentdirektoratet til videre behandling. En begrænsning som den foretagne kan alene bevirke, at mærket RANITISTAD ikke længere indebærer den mulighed, at varefortegnelsen kan være vildledende. Ændringen har derimod ingen indvirkning på spørgsmålet om, hvorvidt betegnelserne RANITIDIN og RANITISTAD ligger for tæt på hinanden. Hvis det var tilfældet så var der jo ikke nogen grænse for, hvor tæt en varemærkeindehaver kunne nærme sig en generisk betegnelse. I så fald kunne mærkeindehaveren altid klare frisag ved at affatte varefortegnelsen således at den - således som det nu ønskes - blev begrænset til lægemidler indeholdende det generiske stof.

Vi må derfor fastholde vor påstand om, at RANITIDIN og RANITISTAD ligger for tæt på hinanden, hvorfor den foretagne registrering af mærket RANITISTAD må ophæves. Vi formår ikke at se af hvilken grund den foretagne begrænsning af varefortegnelsen skulle nødvendiggøre endsige berettige til »at sagen hjemvises til Patentdirektoratet til videre behandling«.

Når vor kollega i sin skrivelse til Ankenævnet henviser til sagen j. nr. V26/92 vedrørende betegnelsen ATENDOL og ATENOLOL, er denne henvisning ikke relevant. I nævnte sag er parterne enige om, at den foretagne begrænsning af varefortegnelsen løser kollisionen, medens vi som ovenfor nævnt i nærværende sag på indsigernes vegne gør gældende, at den foretagne begrænsning af varefortegnelsen bestemt ikke har nogen som helst indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt betegnelserne RANITIDIN og RANITISTAD ligger for tæt på hinanden. Sagen ATENDOL og ATENOLOL ligger for tæt på hinanden. Sagen ATENDOL og ATENOLOL verserer iøvrigt for Sø- og Handelsretten, hvorfor der ikke kan siges noget om udfaldet af sagen.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 23. april 1996.

For klageren mødte advokat Finn Nielsen.

For mærkeindehaver (ansøger) mødte advokat Peter Larsen.

Klageren har henvist til de skriftlige indlæg og navnlig anført, at der i nærværende sag er tale om, at ansøgermærket er gået den generiske stofbetegnelse for nær, men at der i øvrigt også ville være forvekslelighed mellem de to ord som varemærker.

Mærkeindehaveren har anført, at vildledningsrisikoen er bortfaldet efter begrænsningen til RANITIDIN-produkter, og at mærket i øvrigt med udskiftningen af slutstavelsen har særpræg over for stofbetegnelsen.

Ankenævnet skal udtale

Det tiltrædes, at der efter begrænsningen af varefortegnelsen ikke længere foreligger lægemiddelmæssig forvekslingsrisiko. Stavelsen RANITI - findes imidlertid efter sin egenart og placering i mærket af dominerende karakter at ligge så tæt op ad den generiske stofbetegnelse, at varemærkeregistrering ikke bør ske. Herefter bestemmes: Varemærkeregistrering nr. 3970/93 ophæves.

Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen S. Gulmann

Indsigelsessag.

Patentankenævnet omstødte Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter den nedlagte indsigelse ikke blev taget til følge. Direktoratet fandt ikke, at RANITISTAD kunne tjene til at angive stofbetegnelsen RANITIDINE.

Ankenævnet udtalte imidlertid bl.a., at stavelsen RANITI efter sin egenart og placering i mærket af dominerende karakter at ligge så tæt op ad den generiske stofbetegnelse, at varemærkeregistrering ikke bør ske.