Varemærket KUM forveksleligt med varemærke KUMI.
Statutory Text (3 Articles)
Varemærket KUM forveksleligt med varemærke KUMI.
År 1996, den 24. april afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Gulmann)
følgende
KENDELSE i sagen j.nr. V 55/93: Klage fra A. Klebes GmbH & Co. KG, Kunststoff- und Metallwarenfabrik Tyskland v/Patentbureau Budde, Schou & Co. A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 13. oktober 1993 af vare- mærkeansøgning VA 2815 1989.
Den 19. april 1989 indleverede klageren en ansøgning om registrering af varemærket KUM (ordmærke) for nærmere bestemte varer i klasserne 9 og 16.
I skrivelse af 17. april 1990 udtalte Patentdirektoratet, at det ansøgte varemærke var fundet forveksleligt med følgende registrerede varemærker
1. VR 0826 1969 KOM-90
2. VR 2776 1987 KUMI.
Klageren begrænsede i skrivelse af 19. august 1991 ansøgningen ved at lade klasse 9 udgå.
Klageren skrev endvidere
»Da ansøgningen herefter ikke omfatter varearter i klase 9, forventes det, at modholdet for VR 826/69 KOM-90 vil bortfalde.
Med hensyn til modholdet for VR 2776/87 KUMI kan vi meddele, at ansøgerne er i direkte forbindelse med de spanske indehavere om en bredere europæisk aftale om sameksistens af varemærkerne KUMI/KUM, herunder også om afgivelse af en samtykkeerklæring til brug i Danmark. Vi vedlægger i den forbindelse kopier af breve udvekslet mellem parternes span-ske varemærkeagenter. i anledning af de fortsatte samtykkeforhandlinger anmoder ansøgerne høfligst om, at der endnu en gang bevilges en fristforlængelse i denne sag, nu til den 17. december 1991.«
Direktoratet meddelte i skrivelse af 7. oktober 1991, at man efter den foretagne begrænsning af ansøgningen havde set bort fra det under VR 0826 1969 registrerede varemærke. Den ønskede frist blev endvidere bevilget.
Efter flere gange at have fået meddelt fristforlængelse skrev klageren den 7. juni 1993 følgende til direktoratet
»Vi kan oplyse, at der forventes en afgørelse i løbet af oktober måned 1993 af det udslettelsessøgsmål i Grækenland, som forhandlingerne mellem anmelderne og det spanske selskab Talitha S.L., der er indehaver af den modholdte registrering nr. 2776/87 KUMI, beror på.
På denne baggrund skal vi høfligst anmode om, at nærværende ansøgning nr. 2815/89 KUM stilles i bero på udfaldet af ovennævnte sag.«
Direktoratet meddelte den 9 juni 1993 klageren den anmodede frist med en bemærkning om, at en senere fristanmodning med samme eller lignende begrundelse ikke ville blive imødekommet, og at ansøgningen ville blive afslået.
Herefter skrev klageren den 7. oktober 1993 som følger
»I fortsættelse af tidligere korrespondance vedrørende ovennævnte ansøgning skal vi herved komme tilbage til sagen.
Forholdet er det, at vore klienters tyske advokat nu har meddelt os, at der den 6. oktober 1993 vil falde en afgørelse i sagen i Grækenland vedrørende det verserende udslettelsessøgsmål.
Forhandlingerne mellem ansøgerne og det spanske selskab Talitha S.L., der er indehaver af den modholdte registrering nr. 2776/87 KUMI, vil blive genoptaget, så snart ovennævnte græske sag er afgjort, og vi forventer herefter, at nærværende sag vil kunne afsluttes inden for den nærmeste fremtid.
På vegne ansøgerne skal vi derfor høfligst anmode om en yderligere fristforlængelse på 4 måneder til den
7. februar 1994,
og i lyset af ovenstående håber vi, at Direktoratet vil være sindet at tilstå os den ønskede frist.«
Den 13. oktober 1993 afslog direktoratet ansøgningen under henvisning til varemærkelovens § 15, stk. 1.
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 13. december 1993 indbragt for Patentankenævnet med følgende påstand
»Patentdirektoratet pålægges at omgøre afgørelsen truffet den 13. oktober 1989 således, at der bevilges ansøgerne en berostillelse af nærværende ansøgning, indtil der foreligger en endelig afgørelse, i det annullationssøgsmål, der verserer i Grækenland vedrørende græsk varemærkeregistrering af mærket KUMI tilhørende det spanske selskab Talita S.L., Valencia, der også er indehaver af dansk varemærkeregistrering nr. 2776/87 KUMI og baseret på nærværende ansøgers græske rettigheder til varemærket KUM.«
Klageren skrev endvidere bl.a.
»Ansøgerne finder det ikke rimeligt, at det danske patentdirektorat ikke ser sig i stand til at yde en berostillelse eller løbende fristforlængelser i en dansk varemærkesag, hvor der mellem de to involverede parter verserer en udenlandsk retssag mellem de samme to parter og omhandlende de samme to varemærker, som er involveret her i landet.
Det forekommer så meget mere urimeligt på grund af det faktum, at den udenlandske sag verserer for en myndighed i et land, der, ligesom Danmark, er medlem af den Europæiske Union.
Det fremgår klart af den foreliggende retspraksis for varemærker afgjort efter Artiklerne 30 og 36 i den oprindelige traktat mellem EU-landene, at afgørelser og aftaler truffet for varemærker inden for et EU-lands territorium vil blive og bliver afgørende for, hvorledes de samme to parter kan blive og skal stilles vedrørende samme varemærkeproblem inden for et andet EU-lands territorium.
Harmoniseringsdirektivet for lovgivningen om varemærker inden for EU-landene havde da også det formål bl.a. at sikre ensartet behandling og ensartede afgørelser på varemærkeområdet i de enkelte EU-lande.
På baggrund af den foreliggende retssituation for varemærker inden for EU-landene finder ansøgerne det ganske uforståeligt, at det danske patentdirektoratet kan meddele et afslag i en dansk ansøgning udelukkende baseret på Varemærkelovens § 15, stk. 1.
Det er med baggrund i det forannævnte, at ansøgerne har fundet det nødvendigt at indbringe sagen for Patentankenævnet til omgørelse af direktoratets afgørelse af 13. oktober 1993.«
I anledning af klagen har direktoratet ved skrivelse af 7. juli 1994 afgivet følgende udtalelse
»I skrivelse af 17 apr 1990 meddelte direktoratet ansøger, at mærket kun kunne registreres, såfremt begrænsning blev foretaget eller samtykke fremskaffet fra hver af indehaverne af 2 registreringer, VR 826 1969, KOM-90, og VR 2776 1987, KUMI.
Efter begrænsning foretaget ved ansøgers skrivelse af 19 aug 1991, er der set bort fra VR 826 1969.
I samme skrivelse meddelte ansøger, at der foregik samtykkeforhandlinger i forbindelse med, at en bredere europæisk aftale om sameksistensen af varemærkerne KUMI og KUM blev søgt opnået. På denne baggrund blev der søgt om fristforlængelse til berigtigelse af sagen til 17 dec 1991.
Under henvisning til fortsatte forhandlinger om en ordning har ansøgeren opnået at få fristforlængelse til 07 feb 1993.
I fristansøgning af 07 feb 1993 henviser ansøgeren for første gang til, at de har indgivet annullationsbegæring vedrørende mærket KUMI i Grækenland, og at forhandlingerne vedrørende Danmark beror på resultatet af denne begæring. Der blev herefter bevilget fristforlængelse til den 07 jun 1993 og efter en ny fristansøgning bevilget fristforlængelse til 07 okt 1993 med tilkendegivelse fra direktoratets side af, at senere fristanmodning med samme eller lignende begrundelse ikke ville blive imødekommet.
Da der i fristansøgningen af 07 okt 1993 forsat blev henvist til den forventede afgørelse i Grækenland, og at forhandlingerne mellem ansøgerne og indehaverne af den modholdte registrering ville blive genoptaget efter afgørelsen af den græske sag, fandt direktoratet, at der ikke påny - efter at der var forløbet 3 1/2 år siden den første skrivelse fra direktoratet om berigtigelse - kunne gives yderligere frist, hvorfor ansøgningen blev afslået.
Selv om en fristforlængelse til berigtigelse af en ansøgning er velbegrundet, f.eks. ved at det gennem indsendelsen af kopier af brevveksling dokumenteres, at der er udsigt til en løsning, må der være grænser for, hvor lang tid det kan tillades, at en ansøgning stilles bero på berigtigelse.
Ansøgninger, som verserer i flere år, er til gene for det daglige arbejde i direktoratet, og forsinker derved arbejdet med de øvrige ansøgninger, hvortil kommer, at de ofte medfører, at behandlingen af senere ansøgninger af forvekslelige mærker, må stilles i bero i urimelig lang tid.
Direktoratet udviser ofte langmodighed, når en løsning synes nært forestående, men i den foreliggende sag forelå der ikke dokumentation for, at sagen i Grækenland som oplyst ville blive afsluttet den 06 okt 1993, og der er iøvrigt heller ikke siden, så vidt det er direktoratet bekendt, til Ankenævnet indkommet oplysninger om, at sagen er afsluttet. Dertil kom, at der efter sagens afslutning påny skulle forhandles mellem parterne om en ordning. Der kunne således hengå yderligere en lang tidsperiode, før der kunne foreligge en løsning på situationen her i landet.
Vedrørende klagerens henvisning til EF-retten er det direktoratets opfattelse, at der ikke foreligger afgørelser, som er til hinder for, at der træffes afgørelse af en national ansøgning om registrering af et varemærke, der kolliderer med et ældre nationalt registreret varemærke, selv om en sag vedrørende de samme mærker verserer i et andet EU-land som følge af national registrering af et af mærkerne i dette EU-land. Situationen i de enkelte lande må afhænge af en række forhold, som kan være helt forskellig fra land til land, f.eks. hvornår ansøgning er indgivet og prioritet opnået.
Direktoratet henstiller herefter til Ankenævnet at stadfæste direktoratets afgørelse.«
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den
23. januar 1996.
For klageren mødte cand.jur. Birthe Zachariassen, der henholdt sig til og uddybede de til Patentdirektoratet og Ankenævnet afgivne skriftlige indlæg. Der afleveredes en oversigt over klagerens rettigheder til varemærket KUM inden for landene i EU for samme vareområde som omfattet af nærværende ansøgning.
Ankenævnet skal udtale
I henhold til de af Direktoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat bestemmes: Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen S. Gulmann
Ingen
Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter KUM var fundet forvekseligt med det registrerede varemærke VR 2776 1987 KUMI. Ankenævnet henviste til direktoratets begrundelse.