Legislator Case Law & Legislation
W19961005725 DK

Varemærkerne NORDCHOKLAD SIEGMENN og SEJMÆND ikke forvekslelige.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1996 10057 Valid

Varemærkerne NORDCHOKLAD SIEGMENN og SEJMÆND ikke forvekslelige.

År 1996, 29. februar afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. V 39/93: Klage fra Nidar Bergene A/S, Norge, v/Chas. Hude A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 17. august 1993 vedrørende gyldigheden af varemærkeregi- strering nr. VR 0951 1993 for AB Nordchoklad, v/Internationalt Patent-Bureau, Taastrup.

Den 27. oktober 1992 indleverede AB Nordchoklad, Sverige, v/Internationalt Patent-Bureau en ansøgning om registrering af varemærket NORDCHOKLAD SEIGMENN (ordmærke) for alle varer i klasse 30.

Varemærket blev registreret den 29. januar 1993.

Den 3. marts 1993 blev registreringen offentliggjort i Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 26. april 1993 nedlagde klageren i medfør af varemærkelovens § 23 indsigelse mod registreringens gyldighed.

Som begrundelse for indsigelsen anførtes

»Indsigelsen støttes på varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2, idet det gøres gældende, at registrering nr. 00.951/1993 NORDCHOKLAD SEIGMENN er forvekslelig med dansk varemærkeregistrering nr. 1899/1984 - SEJMÆND.

Registrering nr. 00.951/1993 - NORDCHOKLAD SEIGMENN omfatter klasse 30: Alle varer, og den påberåbte registrering nr. 1899/1984 - SEJMÆND omfatter ligeledes alle varer i klasse 30.

Der er således vareidentitet mellem de to mærker og det spørgsmål, der herefter skal besvares, er, om mærkerne er forvekslelige.

Den fremlagte registrering NORDCHOKLAD SEIGMENN består af to ord, hvoraf første led udgør firmanavnet på indehaverne, medens mine klienters registrering nr. 1899/1984, består af ordet SEJMÆND. Det skal anføres, at ordet SEJMÆND, der genfindes i begge mærker, for såvidt angår udtalen er fuldkommen identiske, og der er blot tale om en omskrivning af ordet til en anden staveform. Forbrugerne vil dog opleve de to ord SEIGMENN og SEJMÆND, når der er tale om udtalen, som helt identiske og vil ikke have mulighed for at skelne de to mærker fra hinanden, når bortses fra ordet NORDCHOKLAD. Imidlertid kan man næppe forestille sig, at den mundtlige forespørgsel andet end vil begrænse sig til sidste led i det nu fremlagte varemærke, idet forbrugerne har kendskab til, at NORDCHOKLAD er en virksomhed, og derfor vil opfatte varemærket som »SEIGMENN« fra NORDCHOKLAD. Der er således ved den udtalemæssige efterspørgsel af varer under de to varemærker en åbenlys risiko for forveksling af mærkerne.

Ved en visuel sammenligning af de to mærker er der også så stor overensstemmelse mellem mærkerne, at en forvekslingsrisiko er nærliggende, og jeg henviser igen her til, at mine klienters varemærke i en anden staveform er fuldt ud optaget i varemærket NORDCHOKLAD SEIGMENN.

Jeg skal samtidig gøre gældende, at der er risiko for at forbrugerne vil tro, at der er en sammenhæng mellem de to selskaber, og jeg henviser i denne forbindelse til varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2, hvor det bl.a. siges, at et varemærke er udelukket fra registrering, hvis der er risiko for forveksling, herunder at det antages at der er en forbindelse mellem det ældre varemærke, fordi det yngre mærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke. Da der udtalemæssigt er identitet for såvidt angår ordet SEIGMENN/SEJMÆND i de to mærker, og da der visuelt er åbenbart så store lighedspunkter mellem sidste led i det nu registrerede varemærke NORDCHOKLAD SEIGMENN og mine klienters varemærkeregistrering for ordet SEJMÆND, er det nærliggende, at forbrugerne vil blive bibragt den opfattelse at der er tale om en variant af mine klienters varemærke og dermed tro, at der er en sammenhæng mellem de to selskaber. Der er som bekendt ingen som helst sammenhæng mellem de to selskaber, idet der er tale om konkurrerende selskaber, og en brug og registrering af varemærket NORDCHOKLAD SEIGMENN vil derfor være til stor skade for mine klienter, allerede fordi forbrugerne, som ovenfor nævnt, kan blive bibragt den opfattelse, at der er en forbindelse mellem selskaberne. Det skal anføres, at efter Direktoratets normale praksis er det således, at såfremt et varemærke er fuldt ud optaget i et andet varemærke, bliver disse to varemærker betragtet som forvekslelige og i nærværende sag gøres det gældende, at dette er tilfældet, selvom ordene SEIGMENN/SEJMÆND er stavet forskelligt, i og med at udtalen er identisk og der blot er udtryk for en variation i stavemåden.

Under disse omstændigheder skal jeg anmode Direktoratet om at nægte endelig registrering af varemærket NORDCHOLKLAD SEIGMENN.'

I skrivelse af 28. juni 1993 bestred mærkeindehaveren, at der er fare for forveksling -

»....herunder at det kan antages at der er en forbindelse - mellem det ansøgte mærke NORDCHOKLAD SEIGMENN og indsigernes mærke SEJMÆND hvorved bemærkes følgende.

Ordet SEIGMENN er ikke nogen fantasibetegnelse, men et almindeligt norsk ord med betydningen »seje mænd«, jævnfør vedlagte kopi af side 389 i Tanurus Store Rettskrivningsordbok -bokmål 1974, hvor ordet SEIGMANN omtales. SEIGMENN er selvfølgelig den korrekte pluralisform af SEIGMANN.

Betegnelsen SEIGMENN alene ville på baggrund af ordets betydning formentlig ikke kunne registreres her i landet uden indarbejdelse, skønt vi vil påstå, at danskere ikke vil opfatte ordet SEIGMENN som et norsk ord, men snarere som et tysk eller eventuelt engelsk fantasiord. Som en sidebemærkning skal tilføjes, at ansøgerne allerede gennem et stykke tid har brugt varemærket NORDCHOKLAD SEIGMENN og derved må anses at have indarbejdet ordet SEIGMENN således, at det nu har en varemærkemæssig karakter for ansøgernes varer.

Der skal tilføjes, at indsigerne i sit hjemland Norge ikke er indehaver af nogen registrering af SEIGMENN alene, men af LABAN SEIGMENN, jævnfør vedlagte udskrift af en undersøgelse af mærker indeholdende ordet SEIGMENN i klasse i 30 i det norske varemærkeregister, udført ved hjælp af IMSMARQs database.

Varemærket SEJMÆND må i øvrigt være et så svagt mærke, at det i hvert tilfælde er på grænsen til det deskriptive.

Af de tre afgørende momenter for mærkelighed - det visuelle, det auditive og det begrebsmæssige - har det visuelle klar overvægt, jfr. VAREMÆRKER REGISTRERINGSPRAKSIS, side 54.

Hvad angår ordene SEJMÆND og SEIGMENN kan det konstateres, at de visuelle forskelle er markante. Af bogstaverne i de to - ikke lige lange - ord kan højst 4 siges at »gå igen«, og der er ingen identitet mellem nogen af stavelserne i de to ord.

Hvad angår udtalen vil vi bestemt tilbagevise indsigernes påstand om, at »begge mærker for så vidt angår udtalen er fuldkommen identiske«. En dansker vil således udtale bogstavet »G« i SEIGMENN, om end på en mere eller mindre fremtrædende måde.

Vor opfattelse er at de visuelle forskelle mellem SEJMÆND og SEIGMENN er så store, at disse - i kombination med at der også er udtalemæssige forskelle - gør at det begrebsmæssige indhold ikke kan være afgørende.

Konklusionen baseret på ovenfor stående må, så vidt vi kan se, derfor blive, at ordene SEIGMENN og SEJMÆND isoleret set ikke er forvekslelige.

Det ansøgte mærke er imidlertid ikke en gang SEIGMENN alene, men ordet SEIGMENN i kombination med ansøgernes velkendte firmadominant og »housemark« NORDCHOKLAD. Mærker, der består af flere ord, anses i henhold til praksis kun for forvekslelige med mærker, der består af et af ordene, hvis det forvekslelige ord er identisk i de to mærker, jfr. VAREMÆRKER REGISTRERINGSPRAKSIS side 58, spalte 1.

I den forbindelse skal vi henvise til afgørelsen MACKINTOSH'S ROLO 53 ROLLO, hvorved bemærkes, at ordene ROLO og ROLLO selvfølgelig mærkeretligt ligger væsentlig tættere på hinanden, end SEIGMENN og SEJMÆND. Endvidere gør vi opmærksom på indsigelsesafgørelsen TUBORG KNIGHT 53 KNÆGT og CARLSBERG KNIGHT 53 KNÆGT.

Af ovenfor stående følger at etordsmærket SEJMÆND ikke under nogen omstændigheder er at anse som forveksleligt med toordsmærket NORDCHOKLAD SEIGMENN.

På baggrund heraf tillader vi os at henstille, at indsigelsen afslås, således at registreringen af NORDCHOKLAD SEIGMENN står ved magt.'

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 17. august 1993 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse

»....Såvel det registrerede mærke som indsigernes mærke vedrører hele klasse 30, og der er således varesammenfald. Det afgørende for om der foreligger forvekslelighed er derfor, om der er mærkelighed.

Der er efter vor opfattelse ikke mærkelighed mellem mærkerne NORDCHOKLAD SEIGMENN og SEJMÆND.

Ordet Seigmenn er ikke almindeligt kendt i Danmark, og vil på grund af stavemåden kunne opfattes som et ganske fremmedartet ord, der end ikke leder tanken hen på ordet Sejmænd. Da der endvidere er tale om mærket NORDCHOKLAD SEIGMENN, findes der ikke at være risiko for forveksling med indsigernes mærke SEJMÆND, da der ikke er identitet eller næsten identitet med blot et af ordene i det registrerede mærke. Mærkerne fremviser derfor ikke i deres helhed mærkelighed.

Mærkerne er herefter ikke forvekslelige og indsigelsen kan derfor ikke tages til følge.«

Denne afgørelse har klageren, AB NORDCHOKLAD, Norge v/Chas. Hude, ved skrivelse af 11. oktober 1993 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at den af Direktoratet trufne afgørelse ændres, således at det statueres, at varemærket NORDCHOKLAD SEIGMENN er forveksleligt med varemærket SEJMÆND.

I klagebegrundelsen skriver klageren bl.a.

»....Der er, som udtrykt af Direktoratet, ikke tvivl om, at er vareartslighed mellem de to varemærker, idet begge mærker omfatter alle varer i klasse 30.

Det spørgsmål, der således skal bedømmes, er, hvorvidt varemærket NORDCHOKLAD SEIGMENN og varemærket SEJMÆND kan anses for forvekslelige, jvf. reglerne i Varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2.

Der er tale om et varemærke bestående af et ord overfor et varemærke bestående af to ord, hvoraf to-ordsmærket udover et egentligt varemærke indeholder firmanavnet NORDCHOKLAD.

Det er min påstand, at varemærket SEIGMENN udgør en væsentlig bestanddel af varemærket NORDCHOKLAD SEIGMENN og at forbrugerne derfor vil tro, at der er en forbindelse mellem de to varemærker, og endvidere, at ordene SEIGMENN og SEJMÆND kommer så tæt på hinanden, at mærkerne uvægerligt vil blive forvekslet.

Mine klienters varemærke SEJMÆND er en direkte oversættelse af det norske ord SEIGMENN, og indehaverne af varemærket NORDCHOKLAD SEIGMENN, Nordchoklad AB, har i og for sig selv dokumenteret dette forhold gennem indlevering af dokumentation fra Tanurus Store Rettskrivningsordbok - bokmål af 1974. Indledningsvis skal jeg nævne, at man har en klar praksis ved bedømmelse af forvekslingsrisiko mellem to varemærker, gående ud på, at to varemærker anses for forvekslelige, hvis det ene varemærke er fuldt ud optaget i det andet eller såfremt, når vi taler om to-ordsmærker, at den ene del af mærket er identisk med det andet mærke.

Ordene SEIGMENN og SEJMÆND, skrevet på norsk hhv. dansk, er naturligvis ikke i sin visuelle form identiske, men betydningsmæssigt og udtalemæssigt er der tale om identitet.

Det skal i denne forbindelse anføres, at det er en klar hovedregel, at man ved bedømmelse af forvekslelighed mellem varemærker også skal lægge vægt på oversættelser til fremmede sprog, herunder især de skandinaviske. Dette er forholdet i nærværende sag, idet der er tale om identiske ord, blot på dansk resp. norsk.

Endvidere er det således, at man lægger vægt på betydningsindholdet af to mærker, et princip der har været gældende siden den forrige varemærkelov, og jeg tillader mig i denne forbindelse at henvise til Betænkning til denne varemærkelov, pagina 108, spalte 1, hvor det siges »Ved bedømmelsen af ordmærker tages efter gældende praksis stort set kun hensyn til lighed for øjet eller øret. Dog vil ord kunne anses som forvekslelige også af den grund, at de har samme betydning, skønt på forskellige sprog, f.eks. »Konge« og »King«. I praksis er normalt tillige krævet, at nogen syns- eller lydlighed har været tilstede. Derimod vil kendetegn normalt ikke blive anset som forvekslelige alene på grund af begrebsmæssig overensstemmelse'.

Jeg vedlægger som Bilag 4 kopi af pagina 108.

For mig at se, er de kriterier, der opstilles i det citerede afsnit også opfyldt i nærværende sag, hvilket i høj grad støtter formodningen om, at der er en reel forvekslingsrisiko.

Under hensyn til at varemærket SEJMÆND og mærkebestanddelen SEIGMENN kommer så tæt hinanden, både udtalemæssigt og synsmæssigt, findes det ikke rimeligt, at det forhold at man tilføjer sit firmanavn, skulle bevirke at mærkerne ikke anses for forvekslelige, og at man herefter frit kan markedsføre et produkt, under varemærker der stort set er identiske, når bortses fra forskellen i firmanavnene.

For mig at se, er der noget meget paradoksalt i nærværende sag, idet vi her står overfor et norsk selskab, der for at tydeliggøre Deres varemærke har valgt at oversætte dette til dansk, og jeg henviser til, at mine klienter har varemærket LABAN SEIGMENN registreret i Norge, og at man markedsfører et produkt på det norske marked under dette mærke. Det vil være uhensigtmæssigt at bruge den norske version på det danske marked, og mine klienter har derfor ved anmeldelse og registrering af mærket i Danmark valgt at oversætte dette til dansk. Nu står vi overfor et svensk selskab, der mærkeligt nok bruger mine klienters norske varemærke SEIGMENN i den norske form på det danske marked og der er ikke tvivl om, at det svenske selskab fuldt ud er klar over, at produktet LABAN SEIGMENN findes på det norske marked jvf. skrivelse fra firmaets danske varemærkeagent af 28. juni 1993, pagina 2, andet afsnit. Det virker paradoksalt, at et svensk selskab benytter et norsk ord ved markedsføring i Danmark, og jeg kan ikke se anden reel begrundelse herfor, end at man ønsker at udnytte den bekendthedsgrad som mine klienters varemærke SEIGMENN har på det norske marked til at bringe sig i en position, hvor man vil fortrænge eller umuliggøre en markedsføring af mine klienters produkter på det danske marked.

I realiteten betyder det, at såfremt varemærket NORDCHOKLAD SEIGMENN bliver registreret på det danske marked, vil det helt og aldeles fortrænge de rettigheder, der tilkommer min klienter til varemærket SEJMÆND også i den norske oversættelse, og dermed vil det fratage mine klienter retten til at markedsføre produkter på det danske marked under varemærket SEIGMENN, skrevet i den norske form, idet man har det helt klare princip indenfor dansk varemærkeret, således jeg har gjort rede for ovenfor, at to varemærker anses for forvekslelige under forudsætning af at det ene er fuldt ud indeholdt i det andet eller når der er tale om to-ordsmærker, at der identitet mellem det ene mærke og et af ordene i det andet mærke.

Det forekommer ikke korrekt, at man på denne måde fortrænger en ældre rettighed til et registreret varemærke ved blot at oversætte det til et andet skandinavisk sprog, der er let genkendeligt for en dansk forbruger, og så tilføje sit firmanavn.

Jeg skal således anmode Patentankenævnet om at nægte registrering af VR 951/1993 NORDCHOKLAD SEIGMENN under henvisning til mine klienters ældre rettigheder til varemærket SEJMÆND jvf. registrering nr. 1899/1984, idet mærkerne må anses for forvekslelige og idet en registrering af varemærket NORDCHOKLAD SEIGMENN samtidig vil fortrænge de rettigheder mine klienter har til ordet SEJMÆND også i den norske oversættelse.'

Mærkeindehaveren meddelte i skrivelse af 20. maj 1994, at man ønskede en afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 14. november 1995.

Ingen af parterne gav møde.

Ankenævnet skal udtale

2 af nævnets medlemmer (Grønning-Nielsen og Hans Chr. Thomsen) voterer med de af Direktoratet anførte grunde for at stadfæste den påklagede afgørelse.

1 medlem af nævnet (Finn Mikkelsen) voterer for at afslå ansøgningen under henvisning til, at den dominerende del af ansøgerens mærke lydmæssigt svarer til indsigerens mærke. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Herefter bestemmes: Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen Finn Mikkelsen

Endelig adm. afgørelse 1996 10057 Valid

Patentankenævnet stadfæstede med 2 stemmer mod 1 Patentdirektoratets afgørelse. Direktoratet havde afvist indsigelsen, da man ikke fandt, at NORDCHOKLAD SEIGMENN og indsigerens varemærke SEJMÆND ikke var forvekslelige.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →