Legislator Case Law & Legislation
W19960305625 DK

Bopæl - udenlandsk uddannelse - dimmittendoptagelse

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1996 3056 Valid

Bopæl - udenlandsk uddannelse - dimmittendoptagelse

Medlemmet søgte om optagelse i kassen som dimittend den 18. juli 1995. Det fremgik af skemaet til ansøgning om optagelse dateret den 25. juli 1995, at medlemmet søgte om optagelse på baggrund af en bacheloruddannelse fra Middlesex University, England, påbegyndt den 1. september 1992 og afsluttet den 3. juli 1995.

Af personregisterudskrift fremgik det, at medlemmet var udrejst af landet i perioden 1. august 1991 - 1. august 1995. Før denne periode var medlemmet registreret på en anden adresse og pr. 1. august 1995 var hun registreret på den nuværende adresse.

Ved brev fra SU styrelsen dateret den 19. juni 1992 fremgik det, at medlemmet fik uddannelsesstøtte til uddannelsen på Middlesex University.

Ved brev fra Middlesex University fremgik det, at medlemmet bestod sin sidste eksamen den 7. juli 1995.

Kassen forelagde sagen for direktoratet, idet kassen anbefalede, at medlemmet blev optaget som medlem af kassen.

Kassen lagde vægt på,

- at medlemmet havde haft bopæl i Danmark umiddelbart forud for påbegyndelse af uddannelsen i England,

- at 14 dages fristen var overholdt, idet anmodning om optagelse var modtaget i kassen den 18. juli 1995, og bekræftelse på afslutning fra Middlesex University var underskrevet den 23. august 1995 (det fremgik heraf, at uddannelsen var afsluttet den 7. juli 1995),

- at uddannelsen af en anden offentlig myndighed var anerkendt som støtteberettiget,

- og at eksamensbevis udstedtes af en anerkendt uddannelsesinstitution.

Direktoratet traf afgørelse og fandt, at medlemmet ikke kunne optages i kassen på baggrund af uddannelsen fra Middlesex University.

Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, samt til § 1, stk. 2, og § 4, stk. 1, stk. 2 og stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1157 af 23. december 1993 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere.

Ved afgørelsen lagde direktoratet vægt på, at medlemmet ikke havde bopæl i Danmark umiddelbart før uddannelsens påbegyndelse, idet medlemmet var registreret som udrejst af Danmark fra den 1. august 1991. Endvidere lagde direktoratet vægt på, at medlemmet ikke havde bopæl i Danmark senest 2 uger efter uddannelsens afslutning, idet medlemmet var registreret som indrejst i Danmark den 1. august 1995.

Medlemmet anførte at være indrejst i Danmark den 12. juli 1995. I perioden 12. juli - 1. august 1995 boede medlemmet hos sine forældre, idet medlemmet passede sin syge mor.

For så vidt angik bopæl i Danmark på optagelsestidspunktet, anførte medlemmet, at medlemmet rejste til London i august 1991 primært for at forbedre sine sprogkundskaber. Dette skete ved, at medlemmet deltog i et kursus, Foundation Course in Art, frem til juni 1992. Medlemmet havde på intet tidspunkt til hensigt at etablere fast bopæl i England.

Medlemmet anførte endvidere, at medlemmet efter at være kommet hjem til Danmark i juni 1992 opholdt sig her i landet i 3 måneder, hvor medlemmet dog ikke var tilmeldt folkeregistret. Dette skyldtes dels, at medlemmet havde bopæl hos sine forældre, og dels at medlemmet på daværende tidspunkt havde en begrundet formodning om at blive optaget på Middlesex University. Under uddannelsesforløbet havde medlemmet hver sommer haft bopæl hos sine forældre i Danmark i ca. 3 måneder.

Medlemmet anførte videre, at medlemmet påbegyndte sin bacheloruddannelse den 1. september 1992 i London, da der ikke fandtes en tilsvarende uddannelse i Danmark. Uddannelsen var SU berettiget og kompetancegivende til det danske arbejdsmarked.

Endelig anførte medlemmet, at medlemmet på intet tidspunkt havde haft til hensigt at bosætte sig permanent i England. Medlemmet opholdt sig i England for at forbedre sine sprogkundskaber og efterfølgende for at gennemføre en uddannelse, der ikke fandtes i Danmark.

Direktoratet fandt fortsat, at medlemmet ikke havde haft bopæl i Danmark umiddelbart før påbegyndelsen af uddannelsen i England. Direktoratet fandt således, at kurset »Foundation Course in Art« ikke var et sprogkursus.

Medlemmet anførte, at »Foundation Course« var en nødvendig forudsætning og et krav for at blive optaget på Middlesex University, og at kurset derfor burde sidestilles med deltagelse i sprogkurser.

Medlemmet vedlagde en bopælsattest fra folkeregistret som dokumentation for, at medlemmet kun var udrejst i perioden 1. august 1991 - 12. juli 1995.

Medlemmet vedlagde endvidere en erklæring fra London Guildhall University. Det fremgik heraf, at medlemmet i perioden 16. september 1991 - 30 juni 1992 var indskrevet på universitet, og at medlemmet den 30. juni 1992 fik »the Certificate in Art and Design Foundation Studies«.

Endelig vedlagde medlemmet en erklæring fra Middlesex University, hvoraf det fremgik, at medlemmet i perioden 1992 - 1995 var studerende på BA (Hons) Fine Art course på universitet. Det fremgik endvidere, at et »Art & Design Foundation course« sædvanligvis (»usually«) var et krav for optagelse på den pågældende uddannelse.

Forelagt ovenstående oplysninger fandt direktoratet ikke grundlag for at ændre sin afgørelsen.

Direktoratet henviste til, at hovedreglen i optagelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 3, var udvidet til også at omfatte ansøgere, der i tilknytning til påbegyndelsen af uddannelsen havde taget sprogkurser, som var en nødvendig forudsætning for at kunne deltage i undervisningen, jf. vejledningen til § 4, stk. 3.

Direktoratet fandt, at udvidelsen derfor alene omfattede ansøgere, som ved udrejsen fra Danmark var sikre på at blive optaget på en bestemt uddannelse og til den uddannelse stilledes overfor et krav om at tage et bestemt sprogkursus. Dette var ikke tilfældet i den konkrete sag.

I den forbindelse lagde direktoratet vægt på, at medlemmet forklarede, at medlemmet var rejst til London i august 1991 primært for at forbedre sin sprogkundskaber, og at medlemmet i juni 1992 alene havde en begrundet formodning om at være optaget på Middlesex University.

Direktoratet lagde endvidere vægt på, at Middlesex University oplyste, at det normalt (usually) var en betingelse for optagelse på BA (Hons) Fine Art, at et Art & Design Foundation course var gennemført.

Direktoratet fandt derfor, at den særlige undtagelse til kravet om bopæl i Danmark umiddelbart inden uddannelsens påbegyndelse, som gjaldt for sprogkurser, ikke kunne finde anvendelse i denne sag.

Medlemmet oplyste, at medlemmet tidligere havde forsøgt at blive optaget på et andet engelsk universitet uden held, og at medlemmet her havde fået oplyst, at et Foundation Course var en nødvendighed, da medlemmet ikke havde andre kvalifikationer.

Medlemmet oplyste endvidere, at medlemmet - mens medlemmet tog Foundation Course - boede på et lejet værelse, som medlemmet sagde op ved kursets afslutning i juni 1992. Medlemmet rejste herefter hjem til Danmark, hvor medlemmet boede hos sine forældre frem til den 1. september 1992. Hun søgte optagelse på Middlesex University i foråret 1992 og fik besked om optagelsen i juni 1992.

Medlemmet oplyste endelig, at medlemmet aldrig havde planer om at bosætte sig i England, men at medlemmet tog til England for at tage en uddannelse, der ikke fandtes i Danmark.

Ankenævnet finder, at medlemmet er berettiget til optagelse i kassen på baggrund af uddannelsen fra Middlesex University.

Ankenævnet henviser til arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. nr. 3, litra b, samt til § 4, stk. 4, i dagældende bekendtgørelse nr. 1157 af 23. december 1993 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere.

Ankenævnet lægger vægt på medlemmets oplysninger om, at medlemmet sagde sit værelse i England op ved afslutningen af kurset i 1992, og at medlemmet derefter opholdt sig i Danmark i ca. 3 måneder i perioden juni - 1. september 1992. Ankenævnet finder på den baggrund, at medlemmet må anses for at have haft bopæl i Danmark umiddelbart før påbegyndelsen af uddannelsen ved Middlesex University den 1. september 1992.

Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1996 3056 Valid

Medlemmet søgte om optagelse i kassen på baggrund af en 3-årig bacheloruddannelse fra et engelsk universitet i perioden 1.

september 1992 - juli 1995. Medlemmet havde forinden taget et 1-årigt kursus i England i perioden 1. august 1991 - juni 1992 som forberedelse til uddannelsen. Medlemmet opholdt sig i Danmark i perioden juni - 1. september 1992 på sine forældres adresse, men var ikke tilmeldt folkeregistret i Danmark i perioden 1. august 1991 - juli 1995.

Direktoratet fandt, at medlemmet ikke kunne optages som dimittend, da hun ikke havde haft bopæl i Danmark umiddelbart før påbegyndelsen af uddannelsen. Forberedelseskurset var ikke et sprogkursus og desuden ikke en ubetinget nødvendighed for optagelse på den egentlige uddannelse.

Ankenævnet fandt, at medlemmet var berettiget til optagelse i kassen på baggrund af bacheloruddannelsen, idet medlemmet måtte anses for at have haft bopæl i Danmark i perioden juni - 1. september 1992.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet havde sagt sit værelse i England op, inden hun rejste til Danmark i juni 1992.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →