Skrivelse om, hvorvidt et byrådsmedlem, der har vedtaget et bødeforelæg for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 2, er valgbar.
Statutory Text (3 Articles)
Skrivelse om, hvorvidt et byrådsmedlem, der har vedtaget et bødeforelæg for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 2, er valgbar.
(Fra Valgbarhedsnævnet til et byråd, j.nr. 512/1995)
I brev af 27. oktober 1995 har X-Kommune i henhold til § 101, stk. 4, i den kommunale valglov indberettet til Valgbarhedsnævnet, at byrådsmedlem NN den 27. oktober 1995 har vedtaget et bødeforelæg på kr. 30.000,- for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 2.
Det fremgår af sagen, at den pågældende har indgivet urigtige selvangivelser for indkomstårene 1990-1993 inkl., idet den pågældende har selvangivet sin indkomst for lavt med i alt 70.466,-. Den pågældende havde således undladt at selvangive overskud ved udleje af sit parcelhus i Y-Kommune.
De herved unddragne skatter udgør i alt kr. 48.349,-. Det begåede forhold er betragtet som groft uagtsomt.
I denne anledning skal man meddele, at Valgbarhedsnævnet har fundet, at den begåede handling - uanset de krav, der må stilles til personer, der beklæder hverv som medlem af kommunale råd - ikke i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale råd, jf. den kommunale valglovs § 4.
Den pågældende må derfor anses for valgbar.
Ingen
Et byrådsmedlem havde indgivet urigtige selvangivelser for indkomstårene 1990-1993 inkl., idet den pågældende havde selvangivet sin indkomst for lavt med i alt kr. 70.466,-. De unddragne skatter udgjorde i alt kr. 48.349,-. Det begåede forhold var betragtet som groft uagtsomt. Den pågældende ansås for valgbar.