Aktieombytning
Statutory Text (2 Articles)
Aktieombytning
- Aktieombytning, verserende skattesager
Reference : ABL § 13, LV 1994 S.G.3.5
Aktionærerne i et selskab S ønskede tilladelse til skattefri aktieombytning, således at samtlige aktier i S skulle indskydes i et nystiftet aktieselskab, og aktionærerne skulle vederlægges med aktier i det nystiftede selskab.
Formålet med aktieombytningen var at begrænse den erhvervsmæssige risiko på længere sigt.
S var moderselskab og sambeskattet med 2 datterselskaber. De 2 datterselskaber havde begge investeret i kommanditanparter med underskud i hhv. 1991 og 1992 på ca. 15.000 t.kr. og 25.000 t.kr. Disse underskud var fratrukket i sambeskatningsindkomsten for de respektive skatteår.
På tidspunktet for anmodningen om aktieombytning verserede der skattesager vedrørende disse 2 datterselskaber.
For 1991 var det ene datterselskab og dermed sambeskatningsindkomsten blevet forhøjet med det fratrukne underskud (15.000 t.kr.) på grund af manglende dokumentation. Selskabet påklagede denne ansættelse og den videre behandling afventede behandlingen af kommanditselskabets regnskaber.
Lignende undersøgelser var i gang vedrørende det andet datterselskab. Der var ikke udsendt agterskrivelse eller kendelser, idet sagen endnu var på undersøgelsesstadiet.
Den lokale skatteforvaltning indstillede, at der blev givet tilladelse til ombytning af aktierne på vilkår, at det nye aktieselskab skulle hæfte solidarisk for en eventuel selskabsskattegæld, der måtte opstå i anledning af de verserende sager i den tidligere sambeskatningskoncern.
Told- og Skatteregionen indstillede, at det ansøgte skulle imødekommes uden opstilling af vilkår om solidarisk hæftelse for selskabsskattegæld.
Ligningsrådet gav tilladelse til aktieombytningen. Det blev tillagt afgørende betydning, at det nye moderselskabs helejerskab af S blev bevaret i mindst 3 år efter aktieombytningen. I tilladelsen opstilledes ikke vilkår om solidarisk hæftelse for selskabsskattegæld.
Ved skattefri aktieombytning fandt Ligningsrådet ikke anledning til at opstille vilkår om, at det nye moderselskab skulle hæfte solidarisk for en eventuel selskabsskattegæld, der måtte opstå i anledning af verserende skattesager mod 2 sambeskattede datterselskaber af det selskab, hvori aktierne ønskedes ombyttet.