Legislator Case Law & Legislation
W19955090025 DK

Revisorskik

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1995 50900 Valid

Revisorskik

Udskrift af Revisornævnets kendelsesprotokol.

Den 18. december 1995 afsagde Revisornævnet i sagen jr. nr. 95-33.662: Vognmand Gulzar Ahmad mod statsautoriseret revisor Erik Teis Hansen, sålydende

KENDELSE

Ved kendelse afsagt den 12. januar 1995 af Disciplinærnævnet for Statsautoriserede revisorer (sag. nr. S-7/1994) blev statsautoriseret revisor Erik Teis Hansen på baggrund af en klage fra vognmand Gulzar Ahmad pålagt en bøde for ikke at have handlet i overensstemmelse med god revisorskik ved i sin påtegning af klagerens regnskaber for årene 1988 og 1989 at have oplyst, at årets kørebøger var eftertalt, selv om han ikke havde foretaget handlinger, der kunne konstatere, om alle kørebøger var forelagt ham.

Kendelsen er af indklagede ved skrivelse af 10. april 1995 indbragt for Revisornævnet i medfør af lov om statsautoriserede revisorer § 18 b. Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har ikke besvaret Revisornævnets opfordring af 24. oktober 1995 til at fremkomme med udtalelser til indbringelsesskrivelsen, herunder om han vil nedlægge selvstændig påstand.

Indklagede har meddelt, at han ikke ønsker at give møde i sagen. Klageren har som nævnt ikke besvaret nævnets opfordring, hvor han samtidig anmodedes om at oplyse, om han ville møde i sagen.

I en skrivelse af 18. oktober 1995 til Revisornævnet fastholder indklagede sin påstand om, at der ikke foreligger en anmærkningsfri revisionspåtegning og gør gældende, at Disciplinærnævnets opfattelse af, at eftertællingen af årets kørebøger er udtryk for en fuldstændig kontrol af kørebøgerne, ikke er faglig korrekt. Dels modsiges opfattelsen af bemærkningen om, at der ikke er foretaget revision, dels er ordet »eftertælling« et specifikt revisionsfagligt begreb, der udsiger, at den foreliggende form for dokumentation for regnskabsposten er korrekt sammentalt. - Havde der foreligget en kontrol af fuldstændigheden og boniteten af kørebøgerne, skulle påtegningen have været udformet anderledes fx som »Jeg har kontrolleret kørselsindtægten« eller »Jeg har afstemt kørselsindtægten«.

Indklagede henviser endvidere til punkterne 1.2, 4.2 og 4.4 i Revisonsvejledning nr. 2 af april 1979 og til pkt. 1.6 i Revisonsvejledning nr. 2 af april 1995.

Sagen er behandlet på et møde i Revisornævnet den 7. december 1995 med deltagelse af formanden og 4 medlemmer, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 19, stk. 3, 1. pkt.

Revisornævnets bemærkninger

Med hensyn til den del af den for Disciplinærnævnet rejste sag, der angår ordlyden af indklagedes påtegning på klagerens årsregnskaber, tiltræder Revisornævnet, at påtegningen har været egnet til at give regnskabet en højere grad af troværdighed, end det af indklagede oplyste arbejde danner baggrund for, og at indklagede derved ikke har handlet i overensstemmelse med god revisorskik.

Efter karakteren af forholdet og under hensyn til, at skattevæsnet ikke har ladet sig vildlede af påtegningen, finder Revisornævnet, at sagen kan afgøres med en advarsel som nedenfor bestemt.

----------------------------------

Revisornævnet finder ikke fuldt tilstrækkelig anledning til offentliggørelse af denne kendelse. Offentliggøres Disciplinærnævnets afgørelse, bestemmer Revisornævnet, at den del af denne kendelse, der angår formildelsen af den fastsatte sanktion, offentliggøres.

Der findes ikke anledning til tilbagebetaling af gebyret.

Thi bestemmes

Den af Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer den 12. januar 1995 trufne afgørelse ændres, således at statsautoriseret revisor Erik Teis Hansen tildeles en advarsel.

Henning Kjær

Udskriftens rigtighed bekræftes

Revisornævnet, den 18. december 1995

Winkler Kromann,

sekr.

Endelig adm. afgørelse 1995 50900 Valid

Ingen

Endelig adm. afgørelse 1995 50900 Valid

Revisorskik Disciplinærnævnets afgørelse mildnet Revisor tildelt en advarsel

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →