Manglende omhu

Manglende omhu

Udskrift af Revisornævnets kendelsesprotokol.

År 1995, den 12. december 1995 blev der i sagen 95-48.006 - Foreningen af Statsautoriserede Revisorerer mod statsautoriseret revisor I.A. Osmani afsagt sålydende

K E N D E L S E

Ved kendelse afsagt den 16. marts 1995 er indklagede af Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer tildelt en advarsel for ikke at have verificeret, hvorvidt lokalforeningerne i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) opfyldte de fastsatte betingelser i »Retningslinier for ydelse af tilskud til ikke-idrætslige, idebestemte ungdomsorganisationer« (Tipsretningslinierne) og i Undervisningsministeriets Revisionsinstruks af 10. april 1981 for statsautoriserede revisorer, der reviderer regnskaber for organisationer, der gennem Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) søger støtte i henhold til lov om tipning, for at kunne medregnes i antallet af lokalforeninger i ansøgningsskemaet om driftstilskud.

Indklagede har ved advokat, Erik Overgaard ved skrivelse af 2. juni 1995 indbragt kendelsen for Revisornævnet i medfør af LSR § 18 b og nedlagt påstand om frifindelse. Under sagens behandling er advokat Overgaard udtrådt af sagen, og advokat Hans Vad Hansen er indtrådt i stedet.

I skrivelse af 23. august 1995 har advokat Hans Vad Hansen begrundet indbringelsen for Revisornævnet og blandt andet anført: »...................................................................

1. Genstanden for kritik

Genstanden for den rejste kritik er alene indklagedes erklæring om antallet af lokalforeninger indenfor DSU afgivet på ansøgningsskemaet til DUF om tilskud for året 1991. På det pågældende ansøgningsskema afgav indklagede erklæring om oplysninger stammende fra regnskabsåret 1. januar - 31. december 1990.

På det samme ansøgningsskema har indklagede afgivet erklæring om antal medlemmer af DSU. Erklæringen om disse 2 forhold er af indklagede afgivet på baggrund af samme type revisionshandlinger, uden at dette har resulteret i kritik for så vidt angår erklæringsafgivelsen om medlemstal.

I realiteten er sagens kerne derfor, hvorledes de regler, der har afstukket indklagedes bistand, skal fortolkes, idet den af Disciplinærnævnet afsagte kendelse må forstås således, at indklagede kritiseres for at have fortolket reglerne om, hvorledes antallet af lokalforeninger kunne verificeres forkert.

2. Grundlaget for indklagedes revision/erklæringsafgivelse ....................................................................

Da medlemstal også (bl.a.) har været afgørende for, om en lokalforening opfyldte de krav, reglerne stillede til, at der var tale om en tilskudsberettiget lokalforening, og da bestemmelsen om at der ikke skulle rettes henvendelse direkte til medlemmer fandtes i forlængelse af bestemmelsen om lokalforeninger, har indklagede fortolket reglerne således, at der ikke hverken ved opgørelse af antal lokalforeninger eller ved opgørelse af antal medlemmer har skullet rettes henvendelse til de enkelte medlemmer, endsige at indklagede var berettiget til stikprøvevis at rette henvendelse til medlemmerne.

At myndighederne har forstået reglerne på samme måde understreges af, at Kulturministeriet den 23. april 1991 udstedte en ny revisionsinstruks, hvori det i § 3, stk. 2 bestemtes, at revisor ved direkte henvendelse til organisationernes medlemmer nu kunne kontrollere rigtigheden af såvel medlemstal som antal lokalforeninger. Dette må modsætningsvis forstås således, at en sådan mulighed ikke tidligere eksisterede.

Tilsvarende udsendte DUF i maj 1991 nye Tipsretningslinier, hvori det udtrykkeligt i pkt. 1.13 blev anført, at revisionen efterfølgende skulle være berettiget til ved direkte henvendelse til organisationens medlemmer at kontrollere rigtigheden af såvel medlemstal som antal lokalforeninger.

På tidspunktet hvor den nye revisionsinstruks og de nye retningslinier fremkom, var imidlertid DSU's regnskab for 1990 - der lå til grund for den relevante ansøgning til DUF - forlængst færdiggjort og revideret af indklagede. Regnskabet blev således underskrevet af inklagede den 1. marts 1991.

I øvrigt må man forstå de nye regler således, at disse udelukkende gælder for efterfølgende regnskabsår, idet der ikke i revisionsinstruksen er anført noget om, hvornår denne skal være gældende fra, mens det for så vidt angår retningslinierne fremgår, at disse er gældende fra (og ikke med) ansøgningsfristen 1. juni 1991.

3. Gennemførte revisionsarbejder

Indklagede har som anført med rette fortolket de gældende regler således, at indklagede ikke hverken i forbindelse med revision af regnskabet for DSU eller i forbindelse med attestation på ansøgningsskemaer til DUF forventedes at verificere medlemstal og antal lokalforeninger ved stikprøvevis henvendelse til DSU's medlemmer.

På denne baggrund har indklagede gennemført revisionen af medlemstal og antal lokalforeninger ved indhentelse af underskrevne indberetningslister fra de forskellige amtsformænd, hvorpå var angivet såvel medlemstal som antal lokalforeninger. Disse har indklagede herefter stikprøvevis sammenholdt med udstedte fakturaer for så vidt angår kontingenter fra de enkelte afdelinger. Endvidere har indklagede indhentet totallister over antal lokalforeninger og medlemmer fra forbundssekretæren tillige med forbundets kritiske revisors attestation heraf, og indklagede har sammenholdt disse med indberetningerne fra amtsformændene. Ydermere har indklagede sammenholdt disse indberetninger med DSU's bogføring. .......................................

Som det fremgår, har indklagede foretaget, hvad der har været praktisk muligt for at verificere tallene for lokalforeninger og antal medlemmer uden at rette henvendelse direkte til medlemmerne. Indklagede har således foretaget sådanne selvstændige revisionshandlinger, man med rimelighed kunne forvente og forlange. På denne baggrund har indklagede med rette på ansøgningsskemaer til DUF kunnet erklære, at antal lokalforeninger og medlemmer var korrekt opgjorte efter Tipsretningsliniernes pkt. 1.6 og 1.7.

4. Orienteringer til DUF om udførte revisionshandlinger

Som led i den årlige gennemgang af ansøgningsskemaerne spurgte DUF igennem mange år indklagede, hvorledes indklagede gennemførte revisionen, herunder hvordan indklagede »praktisk kontrollerede, at antallet af medlemmer og antallet af lokalforeninger opfylder retningsliniernes pkt. 1.6 og 1.7«, og indklagede svarede hver gang, at for så vidt angik antal medlemmer og lokalforeninger gennemførtes revisionen ved stikprøvevis sammenholdelse af indberetninger fra amtsorganisationerne til en af DSU's kritiske revisor revideret opgørelse. Dette var således også indholdet af indklagedes skriftlige svar af den 10. august 1990 på forespørgsel herom fra DUF af henholdsvis den 18. og 19. juli 1990. Indklagedes løbende svar gav aldrig anledning til reaktioner fra DUF.

Det må således under sagen lægges til grund som et uomtvisteligt faktum, at DUF til stadighed har været bekendt med den måde, hvorpå revisionen har været gennemført, herunder at indklagede ikke har rettet henvendelse direkte til medlemmerne, hverken i relation til opgørelse af medlemstal eller i relation til opgørelse af antal lokalforeninger, men at revisionen derimod baserede sig på en kontrol af totallister fra forbundssekretæren, den kritiske revisions attestation heraf, indberetninger fra amtsformændene og DSU's bogføring. Dette har bestyrket indklagedes opfattelse af, at hans fortolkning af de gældende regler og krav til revision var korrekt, og DUF har haft al mulig anledning til at gøre indklagede opmærksom på, at omfanget af den af indklagede gennemførte revision for så vidt angår revision af opgørelse af antal lokalforeninger beroede på en fejlfortolkning af reglerne.

Under de foreliggende omstændigheder savnede det mening for indklagede på ansøgningsskemaerne til DUF attestereret af indklagede nærmere at redegøre for, hvilken revision der lå til grund for attestationen, og et krav herom kan ikke med rimelighed stilles.'

Klageren har i skrivelse af 20. september 1995 meddelt, at man ikke ønsker at fremkomme med bemærkninger til skrivelsen af 23. august 1995, og at man alene henholder sig til responsumudvalgets afgivne responsum.

Sagen er behandlet på et møde i Revisornævnet den 9. november 1995 under deltagelse af formanden og 4 medlemmer, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 19, stk. 3, 1. pkt.

Indklagede gav møde sammen med sin advokat.

Indklagede forklarede, at han havde behandlet ansøgningen i overensstemmelse med 8. udgaven af Tipsretningslinierne, som han havde ikke været i tvivl om fandt anvendelse. Grundlaget for ansøgningens tal var regnskabet for 1990, der tillige med revisionsprotokollatet skulle vedlægges ansøgningen, og de foretagne revisionshandlinger fremgår af revisionsprotokollatet.

Indklagede forklarede videre, at revisionshandlingerne var sket således, at amternes indberetningslister var blevet sammenholdt med de af centralforeningen udstedte fakturaer til amtsforeningerne og med, hvem der var debiteret for kontingent i centralforeningen. Da Tipsretningslinierne er udarbejdet for ledelsen og ikke for revisor, sluttede hans revision ved amterne. Grunden til, at det var gået galt, var, at man skulle henvende sig direkte medlemmerne for at konstatere fejl.

Indklagedes advokat procederede i overensstemmelse med sit skriftlige indlæg i sagen.

Revisornævnets bemærkninger

Ved sagens bedømmelse må lægges til grund, at indklagede ved afgivelsen af revisorerklæringen den 29. maj 1991 til brug for ansøgningen om tilskud af tipsmidler skulle have anvendt 9. udgave af Tipsretningslinierne, der var gældende for den ansøgningsfrist, der udløb den 1. juni 1991 samt den af Kulturministeriet den 23. april 1991 udstedte revisionsinstruks, hvilket indklagede burde have vidst.

Uanset dette finder Revisornævnet dog ikke grundlag for at ændre Disciplinærnævnets kendelse, hvorfor

bestemmes

Den indbragte kendelse stadfæstes.

Henning Kjær

Udskriftens rigtighed bekræftes

Revisornævnet, den 12. december 1995

Winkler Kromann,

sekr.

Ingen

Manglende omhu Disciplinærnævnets afgørelse stadfæstet Revisor tildelt en advarsel