Legislator Case Law & Legislation
W19955088225 DK

Varemærket PERMAHYD ikke forveksleligt med det tidligere registrerede varemærke PERMALYN

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1995 50882 Valid

Varemærket PERMAHYD ikke forveksleligt med det tidligere registrerede varemærke PERMALYN

År 1995, den 23. februar afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. V 41/93: Klage fra Spies Hecker GbmH, Tyskland, v/patentbureau Budde, Schou & Co. A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 16. august 1993 af varemærkeansøgning nr. 2967 1991. Den 24. april 1991 indleverede klageren en ansøgning om registrering af varemærket PERMAHYD (ordmærke) for klasse 2: Lak, grundingsmidler, fyldstoffer, spartelmasser og hærdemidler (ikke indeholdt i andre klasser). I skrivelse af 8. januar 1992 udtalte patentdirektoratet, at det ansøgte varemærke var fundet forveksleligt med følgende registrerede varemærke: VR 2996 1974 PERMALYN. I denne anledning skrev klageren den 8. maj 1992 følgende til direktoratet: »....Direktoratet har i sin nævnte skrivelse modholdt følgende registrering: VR 2996/74 PERMALYN Efter ansøgernes formening bør nævnte registrering ikke danne nogen hindring for registrering af det ansøgte mærke, og ansøgerne anmoder derfor høfligst direktoratet om at tage sagen op til fornyet overvejelse med henblik på registrering af det ansøgte mærke, uanset reg. nr. 2996/74 PERMALYN. Man bemærker i denne forbindelse følgende: Mærkerne PERMAHYD/PERMALYN har tilfælles PERMA. Ansøgerne er indehavere af en række registreringer indeholdende PERMA, nemlig følgende: VR 1404/76 PERMACOLOR (PERMA..L..) VR 3177/77 PERMACRON (PERMA..N) VR 4385/91 PERMAFLEX (PERMA..L..) VR 3246/77 PERMALOID (PERMA..L..) VR 3533/87 PERMANAX (PERMA..N..) VR 486/78 PERMATEX For så vidt angår endestavelsen HYD/LYN, er forholdet det, at nævnte to endestavelser efter ansøgernes formening adskiller sig tilstrækkeligt fra hinanden, således at helhedsindtrykket af de to mærker bliver forskelligt. Mærket PERMALYN har, som ovenfor vist, ikke alene PERMA tilfælles med ansøgernes registrerede mærker, men også i sidste stavelse fælles bogstaver. Indehaverne af den modholdte registrering har, som det fremgår af det ovennævnte, ikke nogen eneret til PERMA som mærkebestanddel. Ordet LYN indgår som endestavelse i PERMALYN. Ordet »lyn« har en sproglig betydning. Som mærkebestanddel i PERMALYN må man gå ud fra, at der er tale om et farve- og lakprodukt, der tørrer hurtigt »som et lyn«. Ansøgerne henstiller herefter, at registrering finder sted uanset reg. nr. 2996/74 PERMALYN.' Den 5. januar 1993 fastholdt direktoratet, at mærkerne var forvekslelige. Direktoratet anførte, at der ved denne afgørelse var lagt vægt på, at de to første stavelser af i alt tre er fuldstændig identiske, hvortil kommer, at begge mærker har bogstavet Y fælles i sidste stavelse. Klageren fastholdt ved skrivelse af 14. april 1993, at mærkerne ikke kan anses som forvekslelige og bemærkede bl.a.: »....

1. Det er ubestrideligt og ubestridt, at indehaverne af den af Direktoratet modholdte registrering af mærket PERMALYN ikke har nogen eneret til at benytte PERMA- som forstavelse i varemærker.

2. Anmelderne har i forvejen registreret en række mærker med PERMA- som begyndelsesbogstaver.

3. Der findes også andre PERMA-registreringer i registeret.

4. Vi henviser til korrespondancen vedrørende VR 4228 1991 PERMALUX. Indehaverne af VR 2996 1974 PERMALYN nedlagde indsigelse. Indsigelsen blev ikke taget til følge. I indsigelsesskrivelsen af 19. november 1990 anførte indehaverne af VR 2996 1974 PERMALYN bl.a. følgende

»Indsigerne er indehavere af 4 PERMA-registreringer,nemlig Reg. Nr. 895 1956 PERMAKRAFT Reg. Nr. 1321 1962 PERMAPAST Reg. Nr. 988 1956 PERMATON Reg. Nr. 2996 1974 PERMALYN ... Der foreligger således varekollision. Efter indsigernes mening foreligger der forvekslelighed mellem det offentliggjorte mærke og de ovenfor nævnte fire PERMA-registreringer. Man anfører i denne forbindelse følgende. ...

Betydningsmæssigt er der ligeledes en vis overensstemmelse mellem de to mærker. Den identiske forstavelse PERMA giver associationer af noget permanent, eller i hvert fald længe varende. Slutstavelsen LUX i det ansøgte mærke er det latinske ord for »lys«, og af de varer, for hvilke der specielt søges registrering, er da også »luminiscerende stoffer og materialer, nemlig farver, påstrygningsmasse eller -belægning (maling) af en fortsat lysende type«. Slutstavelsen LYN i vore klienters mærke PERMALYN har dels associationer i retning af noget hurtigt, men også i retning af noget lynende klart, skarpt lysende.' I Direktoratets afgørelse af 8. april 1991 anfører Direktoratet bl.a. følgende som begrundelse for tilbagevisning af indsigelsen

»De mener især, at PERMALUX kommer tæt på mærket PERMALYN. De anfører til støtte herfor, at forstavelserne »Perma« er identiske og efterstavelserne -LUX og -LYN begge giver associationer i retning af noget lynende klart og skarpt lysende, idet lux er det latinske ord for »lys«.

Der findes talrige registreringer i klasserne 1, 2, 17 og 24 med forstavelsen Perma-. Tilstedeværelsen af en sådan svag forstavelse er ikke i sig selv tilstrækkelig til, at mærkerne anses for forvekslelige. Afgørende er herefter om efterstavelserne viser en sådan lighed, at mærkerne i deres helhed anses som forvekslelige. Registrering VR 895 1956 har efterstavelsen -KRAFT, VR 1321 1962 -PAST, VR 988 1956 -TON. Ingen af disse efterstavelser har nogen lighed med lux, og mærkerne er derfor ikke i deres helhed forvekslelige med det ansøgte mærke.

For så vidt angår registreringen VR 2996 1974 PERMALYN begynder tredie stavelse i begge mærker med bog-stavet »L«, men -LYN og -LUX afviger så meget fra hinanden både visuelt, auditivt og ikke mindst betydningsmæssigt, at mærkerne PERMALUX og PERMALYN ikke kan anses for forvekslelige. Indsigelsen kan herefter ikke tages til følge.'

Man vil altså bemærke, at såvel de pågældende indsigere samt Direktoratet lægger vægt på »ikke mindst« det betydningsmæssige. Forsåvidt angår mærkerne i den foreliggende sag, nemlig PERMALYN/PERMAHYD, bemærkes følgende: A. PERMALYN Vi skal her ganske støtte os på det af de pågældende vare-mærkeindehavere selv anførte, dog med den tilføjelse, at endelsen -LYN også er navnet på den elektriske himmeludladning LYN, ligesom det pågældende ord benyttes for noget, der sker hurtigt (»hurtigt som et lyn«), jf. udtrykket »lynkrig/Blitzkrieg« fra sidste verdenskrig. I alle de nævnte betyninger/associationerne er det meget træffende at benytte LYN som endelse i et mærke for varer i klasse 2. B. PERMAHYD Endelsen -HYD giver associationer i retning af HYDRO, altså noget ganske andet end LYN i PERMALYN. Endelserne LYN/HYD adskiller sig i øvrigt fra hinanden med såvel forbogstav som sidste bogstav. Med hensyn til udseende og lyd er der klar forskel på L/H OG N/D. Vi forstår Direktoratets standpunkt derhen, at en opretholdelse af modholdelsen af PERMALYN over for PERMAHYD ville indebære, at de pågældende varemærkeindehavere skulle få en eneret til kombinationen af PERMA- med en endestavelse indeholdende bogstavet Y. Noget sådant forekommer ikke rimeligt eller acceptabelt. I øvrigt forekommer det os, at der er større »lighed« mellem PERMALUX/PERMALYN end mellem PERMALYN/PERMAHYD, jf. at LYN/LUX har begyndelsesbogstavet L til fælles, medens bogstaverne Y/U ligger tæt på hinanden billedmæssigt og lydmæssigt. Under henvisning til de anførte omstændigheder er det anmeldernes håb, at Direktoratet vil frafalde modholdelsen af PERMALYN over for PERMAHYD.' Den 16. august 1993 afslog direktoratet ansøgningen under henvisning til, at det ansøgte »....mærke PERMAHYD er forveksleligt med VR 2996 1974 PERMALYN. Afgørelsen er truffet i henhold til varemærkelovens § 15, stk. 1. Som begrundelse for afslaget henvises der i det hele til vores brev af 05 jan. 1993. Når direktoratet i sagen VR 4228 1991 ikke har anset mærkerne PERMALYN og PERMALUX for forvekslelige, men i denne sag anser PERMALYN og PERMAHYD for forvekslelige skyldes det, at der ikke mindst betydningsmæssigt er en forskel på slutstavelserne LUX og LYN. En sådan betydningsmæssig forskel gør sig ikke gældende i nærværende sag.« Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 13. oktober 1993 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at Patentdirektoratet pålægges at viderebehandle ansøgningen og herunder se bort fra registreringen VR 2996/74 PERMALYN. I ankebegrundelsen har klageren anført følgende: »....Klagerne er af den opfattelse, at den nævnte registrering ikke bør danne nogen hindring for registreringen af mærket PERMAHYD under VA 2967/91. Vi skal ganske henvise til det af os over for Patentdirektoratet anførte. Specielt finder vi det uantageligt, at Patentdirektoratet statuerer forvekslelighed mellem PERMALYN/PERMAHYD, medens Patentdirektoratet er af den opfattelse, at der ikke foreligger forvekslelighed mellem PERMALYN/PERMALUX (bilag 16, 17, 18 og 19)....« Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 6. december 1994. For klageren mødte cand. jur. Inge Lise Persson, som havde lejlighed til at udtale sig. Ankenævnet skal udtale: Idet præfixet PERMA mangler særpræg, og idet de to mærker efter en helhedsvurdering såvel visuelt som auditivt frembyder sådanne forskelligheder, at de ikke kan anses for forvekslelige bestemmes: Det af Direktoratet modholdte varemærke findes ikke til hinder for registrering af det ansøgte.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Finn Mikkelsen.

Endelig adm. afgørelse 1995 50882 Valid

Patentankenævnet omstødte Patentdirektoratets afgørelse, da man ikke fandt varemærkerne PERMAHYD og PERMALYN forvekslelige.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →