Aftaler om overdragelse af byfornyelses opgaver ikke anmeldelsespligtig (* 1)

Aftaler om overdragelse af byfornyelses opgaver ikke anmeldelsespligtig (* 1)

År 1995, den 8. juni afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 94-39.052 Københavns Kommune ctr. Konkurrencerådet sålydende

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 17. juni 1994 har advokat Bjarne Becher Jensen på vegne Københavns Kommune klaget over en af Konkurrencerådet den 20. maj 1994 meddelt afgørelse, hvorved rådet bl.a. bestemte, at kommunens fremtidige aftaler med byfornyelsesselskaber eller andre rådgivere om overdragelse af byfornyelsesopgaver anses for undtaget fra anmeldelsespligt i henhold til konkurrencelovens § 5, såfremt tildelingen af opgaverne sker ved licitation eller under licitationslignende forhold.

Klageren har påstået, at Konkurrencerådets afgørelse annulleres for så vidt angår afgørelsens bestemmelse om den fremtidige fremgangsmåde ved overdragelse af byfornyelsesopgaver.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2. Konkurrencerådets skrivelse af 20. maj 1994 er sålydende

»Ved telefonisk samtale den 5. maj 1994 har . . . Københavns Kommune oplyst, at kommunen kan tilslutte sig den redegørelse, som de to byfornyelsesselskaber, Byfornyelsesselskabet København og SBS Byfornyelse, har fremsat . . . til belysning af aftalerne mellem de to byfornyelsesselskaber indbyrdes og mellem de to byfornyelsesselskaber og Københavns Kommune om overdragelse af byfornyelsesopgaverne på Vesterbro.

Byfornyelsesselskabernes redegørelse suppleret med telefonisk indhentede oplysninger fra bl.a. Københavns Kommune har været forelagt Konkurrencerådets Forretningsudvalg, der på mødet den 11. maj 1994 besluttede, at aftalen mellem Københavns Kommune og de to byfornyelsesselskaber om overdragelse af byfornyelsesopgaver på Vesterbro til de to byfornyelsesselskaber er omfattet af konkurrenceloven, men uanset at aftalen efter sit indhold kunne anses for anmeldelsespligtig efter konkurrencelovens § 5, medfører de særlige omstændigheder, der forelå ved aftalens indgåelse, at aftalen ikke er omfattet af anmeldelsespligten i konkurrencelovens § 5.

Forretningsudvalget lagde herved vægt på, at kommunen har udliciteret arbejdet til de selskaber, der var de eneste virksomheder, der i realiteten kunne udføre arbejdet på det pågældende tidspunkt, hvilket skal ses i sammenhæng med de da eksisterende bestemmelser om godkendelse af byfornyelsesselskaber. Endvidere er der blevet lagt vægt på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Forretningsudvalget besluttede endvidere, at det samtidig skal meddeles Københavns Kommune, at fremtidige aftaler om overdragelse af byfornyelsesopgaver heller ikke anses for anmeldelsespligtige, såfremt disse opgaver bliver tildelt byfornyelsesselskaberne eller andre rådgivere i overensstemmelse med de tidligere af Konkurrencerådet vedtagne og over for kommunerne tilkendegivne principper, hvorefter tildelingen sker gennem en afholdt licitation eller under licitationslignende forhold ud fra saglige, objektive, rimelige og konsekvent gennemførte kriterier, herunder at det sker i overensstemmelse med principperne i EU-direktiv 92/50 af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler. . . . .«

3. Under den mundtlige forhandling har klageren gennemgået de byfornyelsesopgaver, der fremgår af byfornyelsesloven, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 820 af 15. september 1994 om byfornyelse og boligforbedring.

Byfornyelse er en kommunal opgave. I lovens § 7 er det nærmere beskrevet, hvilke typer beslutninger kommunen kan træffe for iværksættelse af byfornyelse. Der kan være tale om forbedring af utidssvarende beboelse, ombygning af privat erhverv til beboelse, forbedring af bygninger, etablering af beboelse ved inddragelse af uudnyttede arealer i bygninger, nedrivning m.v. Når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning herom, skal denne bekendtgøres efter nærmere regler fastsat af boligministeren. I lovens kapitel 7 er angivet reglerne for offentlig støtte til finansiering af byfornyelse. Der gælder en høj grad af kontrol og regelbundethed. Således er det i medfør af § 60, stk. 1, et vilkår for udbetaling af støtte, at arbejdet først påbegyndes, når kommunalbestyrelsen har meddelt tilladelse hertil. Staten refunderer en del af udgifterne til byfornyelse, jf. § 66. Endelig er der i henhold til loven udstedt en række bekendtgørelser og cirkulærer.

Lovens § 50 er sålydende

»Kommunalbestyrelsen kan overlade til et godkendt byfornyelsesselskab eller en af kommunen antaget rådgiver at varetage nærmere bestemte administrative opgaver, der påhviler kommunalbestyrelsen i forbindelse med byfornyelses- og boligforbedringsarbejder efter denne lov.«

I tilknytning hertil er det i § 57, stk. 1, bl.a. bestemt, at kommunen kan dække sådanne rådgiveres informations- og administrationsudgifter som byfornyelsesudgifter.

4. Klagerens argumentation

Klageren har anført, at opgaverne i henhold til byfornyelseslovens § 50 ikke er omfattet af Konkurrencelovens § 2, nr. 2, og at aftaler herom derfor ikke er anmeldelsespligtige i henhold til denne lovs § 5. Der er heller ikke tale om »aftaler eller vedtagelser«, således som det kræves i henhold til § 5. Endelig er rådets afgørelse så vag og upræcis, at den af denne grund bør ophæves.

4.1 Kommunalbestyrelsen kan i henhold til § 50 overføre administrative opgaver til rådgivere. Da den kommunale virksomhed på byfornyelsesområdet er pligtmæssig og i øvrigt nøje reguleret i loven, er der tale om offentlig virksomhed, som er et led i klagerens myndighedsudøvelse, og som derfor ikke er omfattet af den i konkurrencelovens § 2 nævnte offentlige »erhvervsvirksomhed«. Opgaverne med f.eks genhusning indeholder således information af og forhandling med beboerne: stillingtagen til om beboerne er genhusningsberettigede: om beboerne kan afvise afgivne tilbud på lejligheder: spørgsmål om flytteregninger, opmagasineringer og udgifterne herved samt en lang række øvrige afgørelser. Disse opgaver kan ikke karakteriseres som typiske tjenesteydelser. Den informationsvirksomhed, der i øvrigt indgår i byfornyelsesopgaverne, er ikke blot information i snæver forstand, men også en omfattende dialog med beboere, ejere og erhvervsdrivende i hele forløbet under forberedelsen, udfærdigelsen og - til dels - gennemførelsen af byfornyelsesbeslutningerne.

Hvorvidt tildelinger af opgaver i henhold til byfornyelsesloven er inden for eller uden for konkurrencelovens område, kan ikke afgøres blot ved en stillingtagen til, om der er tale om tjenesteydelser eller ej. Byfornyelsesopgaver er derfor ikke typiske tjenesteydelser, således som Konkurrencerådet har hævdet.

Lovens forarbejder støtter, at der ikke er tale om »Erhvervsvirksomhed udøvet af stats- eller kommunalforvaltningen«, jf. konkurrencelovens § 2, nr. 2. Det er således i bemærkningerne til § 2 i lovforslaget anført, at det centrale begreb for lovens områdeafgrænsning er »erhvervsvirksomhed«, og at offentlig virksomhed, som er et led i myndighedsudøvelse, gratisydelser, indkomstoverførsler og lignende, ikke er omfattet af loven. Som eksempler herpå anføres hospitalsdrift, skoler, ældreforsorg m.v., medens det modsætningsvis angives, at ydelser så som transport, tele, postservice, renovation m.v. principielt er omfattet af loven.

Både efter lovens ord - »erhvervsvirksomhed« - og efter de i forarbejderne nævnte eksempler er det således klart, at klagerens virksomhed i henhold til byfornyelsesloven falder uden for bestemmelsens område, og dette må naturligvis også gælde, selvom klagerens opgaver uddelegeres som nævnt i byfornyelseslovens § 50.

I byfornyelsesloven er der endvidere foretaget en langt bredere regulering end i konkurrenceloven. At arbejderne for byfornyelsesselskaberne eller de andre rådgivere, de måtte overdrages til, vil være erhvervsvirksomhed for disse rådgivere, er uden betydning. De beslutninger, som Konkurrencerådets afgørelse retter sig imod, er klagerens ensidige beslutninger om, hvem man vil søge assistance hos, og Konkurrencerådets afgørelse er da også rettet til kommunen alene.

De omhandlede byfornyelsesopgaver er ikke virksomhed mod betaling, idet de fuldt ud finansieres af det offentlige. Det er lovbundne opgaver, som er indgående afgrænset og reguleret i byfornyelsesloven med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer, hvilket må betyde, at der ikke foreligger erhvervsvirksomhed i konkurrencelovens forstand.

Når Konkurrencerådet har henvist til, at tilsvarende opgaver med et honorar på 1,6 mio. kr. skal udbydes i licitation efter EU-direktiv 92/50 af 18. juni 1992, er dette irrelevant. Klageren skal naturligvis overholde det pågældende EU-direktiv: men dette må være uden betydning for, om forholdet er omfattet af anmeldelsespligten efter konkurrenceloven eller ej.

De konkurrencemæssige aspekter er endvidere allerede tilgodeset ved, at der for håndværksmæssige ydelser skal ske licitation i henhold til reglerne om udbud af offentlige bygge- og anlægsarbejder.

I det hele taget vil en generel ordning, som den Konkurrencerådet lægger op til, være for dyr og kompliceret. Den vil også omfatte de helt små opgaver, hvilket er uacceptabelt.

4.2 Klagerens beslutning om at overlade byfornyelsesopgaver til byfornyelsesselskaber eller andre rådgivere er ikke »aftaler eller vedtagelser« i konkurrencelovens forstand. En aftale forudsætter to parter. De krav, som Konkurrencerådet har stillet, retter sig mod klagerens ensidige beslutning om tildeling af byfornyelsesopgaver. Dette betyder, at rådets afgørelse i realiteten retter sig mod den kommunale beslutningsproces. Klagerens beslutning om tildeling af opgaver udmøntes senere i aftaler med de enkelte byfornyelsesselskaber eller andre rådgiver, som tildeles opgaverne. Det er imidlertid ikke disse aftaler, der eventuelt kunne være interessante i konkurrencemæssig sammenhæng, men derimod afgørelserne af, hvem der skal have opgaverne, altså hvorledes opgaverne skal fordeles mellem de mulige rådgivere. I så henseende er det imidlertid klageren, der alene træffer afgørelsen, der er en ensidig beslutning og ikke en »aftale« eller lignende.

Klagerens beslutning falder således heller ikke - uagtet beslutninger i Borgerrepræsentationen kan kaldes vedtagelser - ind under begrebet »vedtagelser« i konkurrencelovens forstand. Dette begreb forudsætter nemlig også en vis »flersidighed«.

»Vedtagelser« må derfor i konkurrenceloven - som tidligere i monopollovens § 6, stk. 1, - være møntet på beslutninger i organisationer og lignende, som gælder for disses medlemmer, altså en flerhed af virksomheder.

Konkurrencelovens § 5, stk. 1, er en videreførelse af monopollovens § 6, stk. 1, der også omhandlede »aftaler og vedtagelser«. Monopolloven havde imidlertid i § 6, stk. 2, yderligere en særlig bestemmelse om anmeldelse efter påkrav af enkeltvirksomheder (og sammenslutninger). Heraf kan modsætningsvis sluttes, at monopollovens § 6, stk. 1, ikke gjaldt enkeltvirksomheders beslutninger, og at sådanne altså faldt uden for begrebet »vedtagelser«.

I bemærkningerne til § 5 i forslaget til konkurrenceloven er angivet, at § 5, stk. 1, med visse ændringer er en videreførelse af monopollovens § 6, stk. 1 (og § 7, stk. 1). Det er samtidig angivet, at »Derimod videreføres monopollovens § 6, stk. 2, om anmeldelse af visse enkeltvirksomheder og sammenslutning ikke . . . ».

Af bemærkningerne til § 7, stk. 1, fremgår, at monopollovens § 6, stk. 2, er afløst af bestemmelsen i konkurrencelovens § 7, nr. 1. »Vedtagelser« i konkurrencelovens § 5 må derfor forstås på samme måde som det samme udtryk i monopollovens § 6, stk. 1, således at begrebet herefter ikke omfatter enkeltvirksomheders beslutninger. Den nye regel i konkurrencelovens § 7, stk. 1, om hjemmel for at pålægge en virksomhed for en periode af op til 2 år ad gangen løbende at indberette nærmere angivne arter af oplysninger om priser m.v. - som altså afløser monopollovens § 6, stk. 2 - giver ikke hjemmel for de af Konkurrencerådet over for klageren rejste krav vedrørende fremgangsmåden ved tildeling af byfornyelsesopgaver.

4.3 Konkurrencerådets afgørelse er endelig både uklar og upræcis. Den er ej heller behørigt begrundet, ligesom den ikke indeholder nogen klagevejledning.

Konkurrencelovens § 5 er strafsanktioneret. Med en sådan konsekvens må det kunne kræves, at afgørelsen er præcist formuleret.

Afgørelsen er i sig selv med de anvendte formuleringer uklar, men den manglende præcision og klarhed ligger også i henvisningen til »de tidligere af Konkurrencerådet vedtagne og over for kommunerne tilkendegivne principper . . . ».

Konkurrencerådet har ganske vist henvist til skrivelser fra 1990. Det må herefter være bemærkningerne om licitation eller licitationslignende forhold m.v., der sigtes til. Disse krav gælder imidlertid aftaler, der giver en virksomhed eneret på en erhvervsudøvelse, og som eksempler nævnes koncessionsaftaler vedrørende busdrift, renovation m.v.

Dette er forhold af en helt anden karakter end i nærværende sag, og det har ikke været muligt for klageren at udlede Konkurrencerådets krav, der er formuleret, så det dækker overdragelse af byfornyelsesopgaver generelt, d.v.s. ganske uanset størrelsen.

Rådet har endvidere henvist til, at principperne i EU-direktiv 92/50 af 18. juni 1992 skal være overholdt, hvilket eventuelt kan forstås som et krav om iagttagelse af disse principper uden for direktivets eget anvendelsesområde, altså som gældende for sager under den gældende tærskelværdi. Rådet har taget udgangspunkt i principperne i EU-direktivet, og rådet har anført kravet om saglige, objektive, rimelige og konsekvente kriterier som en regel, der skal anvendes, hvor direktivets retningslinier er for omfattende. Rådet har også anført, at de anvendte kriterier skal være bekendt for de virksomheder, der ønsker at få del i byfornyelsesopgaver. Herved indføres der i realiteten et krav om licitation også på et område, hvor der ikke i øvrigt er fastsat regler herom.

Den manglende begrundelse må indebære, at afgørelsen er ugyldig efter almindelige forvaltningsretlige regler om ugyldige forvaltningsakter.

5. Konkurrencerådets argumentation

5.1 Konkurrencerådet har anført, at aftaler og vedtagelser, som klageren indgår med et privat byfornyelsesselskab eller andre rådgivere - hvorved en række tjenesteydelser, der kunne have været udført i klagerens eget regi, bliver overdraget til sådanne rådgivere at udføre - er omfattet af konkurrenceloven.

Klageren fremstår som efterspørger af en række forskellige tjenesteydelser, og klagerens adfærd har en helt dominerende betydning for de erhvervsvirksomheder, der tilbyder at udføre disse opgaver. Aftaler, der indgås mellem klageren og de enkelte erhvervsvirksomheder, vil derfor udøve eller kunne udøve en dominerende indflydelse på markedsområdet for byfornyelsesopgaver.

Aftalernes konkurrencebegrænsende virkninger ligger i hovedsagen i de tildelingskriterier, som klageren anvender. Kriterierne vil kunne forhindre, at interesserede virksomheder opnår adgang til markedsområdet på lige vilkår med de virksomheder, der allerede får tildelt opgaver. De konkurrencebegrænsende virkninger af aftalerne vil være minimale, såfremt der i forbindelse med tildeling af opgaverne er fastsat saglige, objektive, rimelige og konsekvent gennemførte tildelingskriterier. Dette kan opnås, hvis de enkelte opgaver f.eks. udbydes i licitation.

Det er i konkurrencelovens § 2, nr. 2, angivet, at »Erhvervsvirksomhed udøvet af stats- eller kommunalforvaltningen, og som består i at udbyde eller efterspørge varer eller tjenesteydelser m.v., som har betydning for konkurrencen i erhvervslivet«, er omfattet af loven.

Aftalerne om overdragelse af byfornyelsesopgaver er efter almindelig sprogbrug omfattet af tjenesteydelsesbegrebet. De omfatter en række forskellige forvaltningsopgaver, som f.eks. registrering af ejendomme, ejendomsadministration, planlægning, genhusning og informationsvirksomhed. Det er derimod ikke byfornyelsesselskabernes opgave at træffe beslutning om, at disse opgaver skal sættes i værk, hvilket er udtryk for selve myndighedsudøvelsen, idet dette er sket efter beslutning i Borgerrepræsentationen.

Det fremgår også af Industriministeriets betænkning nr. 1075 »Fra monopollov til konkurrencelov«, side 332, at fastlæggelsen af begrebet offentlig erhvervsvirksomhed, der kan tænkes omfattet af konkurrencelovens § 2, kan være den virksomhed, som består i, at forvaltningsorganer »mod betaling efterspørger varer og tjenester fra den private sektor«. Erhvervsvirksomhedsbegrebet i konkurrenceloven kan heller ikke være snævrere end det tilsvarende begreb i EU's udbudsdirektiver, herunder tjenesteydelsesdirektivet. Både i konkurrenceloven og i EU's udbudsdirektiver er det i overensstemmelse med bemærkningerne og vejledningerne, at de offentlig organer, der efterspørger produkter eller tjenesteydelser, vil kunne udøve indflydelse på markedet for de pågældendes tjenesteydelser.

5.2 Overdragelsen af byfornyelsesopgaver må anses for omfattet af konkurrenceloven, og der er anmeldelsespligt i henhold til lovens § 5, idet overdragelsen til eksterne rådgivere må betragtes som aftaler respektive vedtagelser i konkurrencelovens forstand. Der synes ikke at være forskel på vedtagelser i Borgerrepræsentationen om iværksættelse af byfornyelsesopgaver, hvorved en række opgaver besluttes lagt ud til eksterne rådgiver efter nærmere bestemte retningslinier, og vedtagelser, hvorefter det besluttes, at en række af kommunens driftsopgaver ligeledes på visse nærmere angivne betingelser skal udbydes i licitation.

Klageren står som eneste udbyder af opgaverne inden for kommunen. Derfor vil klageren kunne udøve en dominerende indflydelse på dette markedsområde, hvilket f.eks. kan ske gennem de tildelingskriterier, som klageren fastsætter eller måske beslutter at anvende i den enkelte sag.

Byfornyelsesloven giver nu mulighed for, at også andre virksomheder end de sædvanlige byfornyelsesvirksomheder kan påtage sig byfornyelsesopgaver uden på forhånd at skulle indhente en særlig godkendelse. Dette må forventes at medføre, at flere private virksomheder etableres med henblik på at få overdraget opgaver om byfornyelse i kommunen. Såfremt nye virksomheder ønsker at blive taget i betragtning ved tildelingen af byfornyelsesopgaver i kommunen, vil klagerens dominerende stilling som eneste efterspørger af disse ydelser kunne medføre skadelige virkninger for konkurrencen, såfremt klageren ikke følger tildelingskriterier, der er baseret på objektive, saglige, rimelige og konsekvent gennemførte retningslinier, således som det vil være tilfældet efter en afholdt licitation eller i det mindste under licitationslignende forhold.

Vedrørende fortolkningen af konkurrencelovens § 5 har rådet endelig henvist til orientering- og cirkulæreskrivelser, som rådet i 1990 udsendte om offentlig virksomhed.

5.3 Når det kan hævdes, at rådets afgørelse er uklar og upræcis, hænger det sammen med, at rådet ikke betragter det som sin opgave at angive de nærmere betingelser, som et nyt selskab skal opfylde for at komme i betragtning ved tildeling af byfornyelsesopgaver. De af rådet angivne principper vil kunne opfyldes gennem en tilkendegivelse over for interesserede virksomheder, der er i overensstemmelse med principper om saglighed og rimelighed.

Der skal ikke nødvendigvis følges samme fremgangsmåde ved udvælgelsen af virksomheder ved de mindre opgaver som ved de større opgaver: men tildelingskriterierne skal give lige adgang til markedet for byfornyelsesopgaver. Virksomhederne skal behandles ens og skal have kendskab til de betingelser, der kræves opfyldt for at komme i betragtning ved opgavernes tildeling.

Selv om rådets afgørelse måtte lide af mangler, vil dette dog ikke betyde ugyldighed. Manglende klagevejledning betyder således blot, at fristen for at klage suspenderes. Dette er dog helt uden betydning i denne sag, hvor rådets afgørelse jo er blevet indbragt for ankenævnet inden klagefristens udløb.

6. Ankenævnets bemærkninger

Ved den påklagede afgørelse meddelte Konkurrencerådet klageren bl.a., at fremtidige aftaler om overdragelse af byfornyelsesopgaver »ikke anses for anmeldelsespligtige, såfremt disse opgaver bliver tildelt . . . gennem en afholdt licitation eller under licitationslignende forhold . . . ». Uanset formuleringen har rådet og klageren været enige om, at rådet dermed forudsætningsvis har afgjort, at alle de aftaler, som klageren måtte indgå om overdragelse af byfornyelsesopgaver, anses for anmeldelsespligtige, medmindre opgaverne tildeles gennem afholdt licitation eller på lignende måde. Det er afgørelsen med dette positive indhold, som klageren har indbragt for ankenævnet.

Som anført af klageren indebærer rådets afgørelse, at der for så vidt angår overdragelse af byfornyelsesopgaver i henhold til byfornyelseslovens § 50 indføres licitationspligt, uanset om sådan pligt ikke i øvrigt i alle tilfælde måtte gælde efter de særlige regler herom, jf. herved navnlig EU-direktivet om offentlige indkøb af tjenesteydelser. Med sin afgørelse har Konkurrencerådet utvivlsomt forfulgt konkurrencelovens formål, således som dette er udtrykt i lovens § 1: »at fremme konkurrencen og dermed styrke effektiviteten i produktion og omsætning af varer og tjenesteydelser m.v.«. Ankenævnet må imidlertid være enig med klageren i, at konkurrencelovens regler om anmeldelsespligt ikke kan give hjemmel for at fastsætte en sådan generel licitationspligt, og det kan heroverfor ikke være afgørende, om klageren vil kunne undgå rådets licitationspåbud ved blot i henhold til lovens § 5 at anmelde aftalerne, efterhånden som de fremover måtte blive indgået.

Ankenævnet har i øvrigt bemærket sig, at rådets afgørelse ikke angår allerede indgåede aftaler. Afgørelsen retter sig udelukkende mod de aftaler, som klageren i fremtiden i henhold til byfornyelsesloven måtte indgå om overdragelse af byfornyelsesopgaver. Efter sin formulering omfatter konkurrencelovens § 5 imidlertid allerede indgåede aftaler, og i hvert fald under de foreliggende omstændigheder, hvor rådet afgørelse retter sig mod alle aftaler, som klageren fremover måtte indgå om overdragelse af disse opgaver, er det ikke muligt for ankenævnet at afgøre, om sådanne aftaler, endsige enhver sådan aftale om overdragelse af en given byfornyelsesopgave, vil være omfattet af anmeldelsespligten ifølge konkurrencelovens § 5.

På den anførte baggrund finder ankenævnet, at Konkurrencerådet ikke har haft hjemmel i konkurrencelovens § 5 til at træffe afgørelse som sket, og ankenævnet ophæver derfor rådets afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 20. maj 1994 ophæves.

Klageafgiften skal tilbagebetales klageren.

(* 1) Konkurrencerådet

Dokumentation 1995-2, s. 201-212

Konkurrenceankenævnet har ophævet Konkurrencerådets afgørelse, hvorefter Københavns Kommunes fremtidige aftaler med byfornyelsesselskaber eller andre rådgivere om overdragelse af byfornyelsesopgave anses for undtaget fra anmeldelsespligt i henhold til konkurrencelovens § 5, såfremt tildelingen sker ved licitation eller under licitationslignende forhold.

Det anføres bl.a. i Ankenævnets afgørelse, at Konkurrencerådet ikke har haft hjemmel til at træffe den pågældende afgørelse, idet konkurrencelovens regler om anmeldelsespligt ikke give hjemmel til at fastsæte en generel licitationspligt.

Det fremhæves endvidere, at Konkurrencerådets afgørelse udelukkende retter sig mod de aftaler, som Københavns Kommune i fremtiden indgår om overdragelse af byfornyelsesopgaver. Som konkurrencelovens § 5 er formuleret omfatter denne imidlertid alene allerede indgåede aftaler, og under de foreliggende omstændigheder er det ikke muligt for ankenævnet at afgøre, om alle fremtidige aftaler om overdragelse af byfornyelsesopgave altid vil være omfattet af anmeldelsespligten i konkurrencelovens § 5.