Kommentar om lægekonsulenters inhabilitet - afgørelsens ugyldighed - artikel af vicestyrelseschef Bente Flindt Sørensen - Den Sociale Ankestyrelse (* 1) (* 2)

Kommentar om lægekonsulenters inhabilitet - afgørelsens ugyldighed - artikel af vicestyrelseschef Bente Flindt Sørensen - Den Sociale Ankestyrelse (* 1) (* 2)

SAGSFREMSTILLING

I denne artikel behandles spørgsmålet om lægekonsulenters

inhabilitet.

- - -

En praktiserende læge kan ikke deltage som komunens lægekonsulent i egne patienters sociale sager, herunder sager om førtidspension.

Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3, oktober 1995, indeholdt en artikel af ankechef Karin Rasch om førtidspension, hvori betingelserne for at få førtidspension og herunder kravene til den lægelige doku mentation blev uddybet. Artiklen havde forud været bragt i Måneds skrift for praktisk Lægegerning, september 1995, s. 1169-73.

Formålet med artiklen var at udbrede kendskabet hos prak-tiserende læger til lovregler og gældende praksis for tilkendelse af førtids pension. Lægerne er ofte de første til at rådgive patienterne, når spørgsmålet om førtidspension kommer på tale.

Da praktiserende læger tillige i vidt omfang virker som lægekonsulent i sociale sager i kommunerne, har Ankestyrelsen fulgt op på artiklen med en redegørelse for forvaltningslovens regler om in habilitet, og givet nogle eksempler på, hvornår man som lægekonsu- lent kan komme i konflikt med disse regler.

Forvaltningslovens regler om inhabilitet

Forvaltningsloven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning.

En læge, der er ansat som lægekonsulent, det være sig i en kommune, et revaliderings- og pensionsnævn eller i Ankestyrelsen, er således underlagt forvaltningslovens regler om inhabilitet, uanset at lægekonsulentens funktion kun er rådgivende.

Reglerne om inhabilitet fremgår af forvaltningslovens § 3, som blandt andet opregner en række konkrete situationer, der fører til inhabilitet. Af særlig interesse i relation til spørgsmålet om læ gekonsulenters habilitet er opsamlingsbestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 5.

Ifølge denne bestemmelse, er den, der virker inden for den offentlige forvaltning inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Baggrunden for reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe sikkerhed for, at de afgørelser, der træffes af den offentlige forvaltning, ikke påvirkes af uvedkommende hensyn. Et af disse hensyn er, at de personer, der er med til at træffe afgørelse eller deltager som rådgivende sagkundskab ved behandlingen af en sag, ikke kan betragtes som partiske.

Partiskhed kan gå i to retninger, det vil sige føre til såvel posi- tiv som negativ særbehandling.

Den, der er bekendt med, at der for pågældendes vedkommende fore- ligger forhold, som kan bevirke inhabilitet, har pligt til at give meddelelse herom til myndigheden. Tilsidesættelse af underretnings pligten vil være en tjenesteforseelse.

Inhabilitet kan medføre ugyldighed

Har der i en sag foreligget inhabilitet, må myndigheden foretage en konkret vurdering af, hvilken indflydelse inhabiliteten har haft på afgørelsen. Antages inhabiliteten at have haft væsentlig betydning for afgørelsen, medfører det, at afgørelsen må anses for ugyldig.

Foreligger der inhabilitet, vil afgørelsen, uanset om den kan anses for at være ugyldig, under alle omstændigheder være behæftet med en formel fejl.

I tilfælde, hvor afgørelsen er indbragt for en overordnet klagein stans, vil denne i nogle tilfælde selv kunne rette op på fejlen. I andre tilfælde vil klagemyndigheden erklære afgørelsen for ugyldig og hjemvise sagen til underinstansen med henblik på, at der træffes en ny afgørelse.

Ankestyrelsens praksis

Ankestyrelsen har i en række tilfælde taget stilling til eller udtalt sig om habilitetsspørgsmål. Ankestyrelsen har herunder i Nyt fra Ankestyrelsen nr. 3, oktober 1994, bragt en artikel om emnet. Ne denfor gives en række eksempler fra praksis til belysning af for skellige problemstillinger.

Eksempel 1

En lægekonsulent havde deltaget ved behandlingen af en sag i et revaliderings- og pensionsnævn, selv om han forinden som special læge havde afgivet en erklæring om ansøgeren.

Ankestyrelsen udtalte, at det forhold, at en lægekonsulent i en kommune eller et revaliderings- og pensionsnævn som læge eller speciallæge forud har udtalt sig om en patient eller som prakti serende læge har et særligt nært kendskab til patienten, er et mo- ment, der er egnet til at vække tvivl om den pågældendes upartiskhed. Denne tvivl medfører, at lægen eller speciallægen må betragtes som inhabil ved behandlingen af patientens sag.

Lægens eller speciallægens deltagelse medfører derfor, at sagsbe handlingen i kommunen eller nævnet findes behæftet med en formel fejl.

I den konkrete sag rettede Anke-styrelsen selv op på fejlen ved at indhente en ny speciallægeerklæring i sagen og afgjorde herefter sagen på dette grundlag.

Eksempel 2

En kommune har forespurgt Ankestyrelsen, om kommunens lægekonsulent, der arbejder som privat praktiserende læge i et lægehus i kommunen sammen med 2 andre praktiserende læger, vil være inhabil i forhold til behandlingen af pensionssager, hvor en af de to andre læger i lægehuset har afgivet en erklæring.

Ankestyrelsen udtalte, at det må antages, at der ikke foreligger in habilitet, medmindre pågældende særligt har engageret sig fagligt i den aktuelle sag eller selv kender patienten nærmere. I sidste ende beror afgørelsen herudover på lægekonsulentens egen vurdering af, om han/hun kan vurdere sagen upartisk.

Eksempel 3

En kommune har forespurgt Ankestyrelsen, om problemet med kommunale lægekonsulenters inhabilitet kun gælder sager, der afgøres i kommmunalt regi eller også sager, der afgøres af revaliderings- og pensionsnævnet.

Ankestyrelsen udtalte som sin vejledende opfattelse, at det som ud gangspunkt kun er i sager, hvor kommunen træffer afgørelse, at inhabilitetsproblemer for kommunens lægekonsulent kan opstå, og at problemet i almindelighed ikke ventes at opstå i sager, hvor kom- munen alene kommer med indstilling til revaliderings- og pensions nævnet med eventuelle udtalelser fra kommunens lægekonsulent.

Denne opfattelse bygger på, at kravet til uvildighed må opfattes som et krav til den instans, der træffer afgørelsen. Da nævnene forudsættes at underkaste sagerne en selvstændig lægelig vurdering ved en eller flere uvildige lægekonsulenter, må en udtalelse fra kommunens lægekonsulent, der også kender ansøgeren som patient, indgå i sagen på lige fod med andre lægelige akter, som nævnet må forholde sig selvstændigt til og eventuelt få uddybet eller suppleret.

Eksempel 4

En speciallæge havde afgivet en speciallægeerklæring til brug for en pensionssag. Speciallægen deltog efterfølgende som lægekonsulent ved revaliderings- og pensionsnævnets behandling af sagen.

Ankestyrelsen udtalte, at lægekonsulenten ved behandlingen i nævnet havde været inhabil.

Ankestyrelsen fandt dog sagen tilstrækkeligt belyst ved andre er klæringer og traf afgørelse. Speciallægens konsulentudtalelse havde således ikke påvirket Ankestyrelsens afgørelse.

Eksempel 5

En kommune har anmodet om præ-cisering af, hvilke sagstyper, An- kestyrelsen konkret mener, kan give problemer med hensyn til inhabilitet.

Ankestyrelsen har udtalt, at det ikke er muligt at præcisere dette nærmere end til, at det som udgangspunkt er alle sager, der forudsætter en helbredsmæssig vurdering.

Konklusion

- Kommuner og nævn skal ved behandlingen af sociale sager, hvori der deltager rådgivende lægelig sagkundskab, være opmærksomme på spørgsmålet om inhabilitet.

- Lægekonsulenten har selv pligt til at være opmærksom på og meddele kommunen, om der foreligger forhold, der kan bevirke inhabilitet. Hvis læge-konsulenten er i tvivl, bør pågældende for en sikkerheds skyld afstå fra at deltage ved behandlingen af en sag.

- Kravet om habilitet må opfattes som et krav i forhold til den instans, der træffer afgørelse.

- Problemer med lægekonsulenters inhabilitet kan som udgangspunkt opstå i alle sager, der forudsætter en helbredsmæssig vurdering.

- Har inhabiliteten haft væsentlig betydning for afgørelsen, medfører det, at afgørelsen må anses for ugyldig.

- I mindre kommuner, hvor der kun er en enkelt eller få praktiserende læger, og hvor man derfor hyppigere vil kunne støde på spørgsmålet om inhabilitet, kan problemet løses ved, at man indgår en aftale med en praktiserende læge fra en nabokommune om at fungere som lægekonsulent. Enten ved at man direkte bytter lægekonsulent eller ved at man løser konkrete habilitetsproblemer ved at låne nabokommunens lægekonsulent.

Ankestyrelsen er bekendt med, at nogle kommuner har løst problemerne på denne måde.

Denne artikel omhandler lægekonsulenters inhabilitet. Problemer med lægekonsulenters inhabilitet kan som udgangspunkt opstå i alle sager, der forudsætter en helbredsmæssig vurdering. Har in- habiliteten haft væsentlig betydning for afgørelsen, medfører den, at afgørelsen må anses for ugyldig.