Førtidspension - pensionstillæg - pensionist gift med ikke- pensionist - lempeligere beregning - privat pension - renteindtægter (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Førtidspension - pensionstillæg - pensionist gift med ikke- pensionist - lempeligere beregning - privat pension - renteindtægter (* 1)
SAGSFREMSTILLING
Sag nr. 1 - j.nr. 20678-94
En 64-årig gift kvinde modtog forhøjet almindelig førtidspension. Hendes ægtefælle modtog efterløn med 2.228 kr. pr. måned samt en egenpension på 13.125 kr. pr. måned.
Pensionstillægget kom ikke til udbetaling pr. 1. januar 1994, idet indtægtsgrundlaget var 184.000 kr.
Pensionisten klagede over pensionens størrelse, som nu var 251 kr. mindre om måneden end i 1993. Hun mente, at kommunen ved beregningen af pensionen ikke havde taget hensyn til lov nr. 1135 af 22. december 1993 om nedsættelse af indtægtsgrundlaget ved beregning af pensionstillæg.
Nævnet anførte over for Ankestyrelsen, at man ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter pensionslovens § 29, stk. 2, lagde til grund, at der skal bortses fra ægtefællers indtægter op til 10.000 kr., hvis disse hidrører fra personligt arbejde, delpension, kontanthjælp, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, efterløn eller overgangsydelse.
Nævnet fandt, at ansøgerens ægtefælles private pension ikke var omfattet af § 29, stk. 2, og derfor fuldt ud skulle indgå i indtægtsgrundlaget.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om indtægt fra privat pension var omfattet af den lempeligere beregning af pensionstillægget, der gælder for pensionister gift med en person, der ikke modtager social pension.
AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse.
Ankestyrelsen fandt, at en ægtefælles indtægter, der hidrører fra en privat pension, ikke er omfattet af den lempeligere beregning af pensionstillægget i pensionslovens § 29, stk. 2, der gælder for pensionister, der er gift med en person, der ikke modtager social pension.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at opregningen i § 29, stk. 2, udtømmende gør op med, hvilke af ægtefællens indtægter, der ses bort fra, og at der ikke er mulighed for at dispensere herfra. Efter bestemmelsen ses der ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget for beregning af pensionstillæg for en pensionist, der er gift med en person, der ikke modtager social pension, bort fra ægtefællens indtægter op til 10.000 kr., hvis disse hidrører fra personligt arbejde, delpension, kontanthjælp, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, efterløn eller overgangsydelse.
SAGSFREMSTILLING
Sag nr. 2 - j.nr. 21101-94
Ansøgeren var en 68-årig gift folkepensionist. Udover folkepensionen var der indtægter i form af statspension på 100.410 kr, ATP på 7.560 kr. og bankrenter på 1.840 kr. Desuden havde ægtefællen en årlig renteindtægt på 1.040 kr.
Pensionisten anmodede i forbindelse med ændring af satserne for beregning af pensionstillæg pr. 1. januar 1994 kommunen om at se bort fra ægtefællens renteindtægter ved beregning af pensionstillægget.
Kommunen gav afslag, da renteindtægter ikke er omfattet af de indtægtsformer, som muliggør en lempeligere beregning af indtægtsgrundlaget for pensionstillægget.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om renteindtægt var omfattet af den lempeligere beregning af pensionstillægget, der gælder for pensionister gift med en person, der ikke modtager social pension.
AFGØRELSE
Ankestyrelsen traf afgørelse som i sag nr. 1.
Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om den lempeligere beregning af pensionstillægget for pensionister gift med en person, der ikke modtager social pension.
Opregningen i pensionslovens § 29, stk. 2, gør udtømmende op med, hvilke af ægtefællens indtægter der kan ses bort fra.
Ægtefællens indtægter fra privat pension og renteindtægter var ikke omfattet af § 29, stk. 2.