Anpartsombytning
Statutory Text (1 Articles)
Anpartsombytning
Anpartsombytning
Ligningsrådet blev spurgt om følgende
1) Er ombytning af 51 pct. af anparterne i selskab X med aktier i et nystiftet aktieselskab omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og 2, således at overdragelsen uden særlige vilkår kan ske skattefrit efter et successionsprincip?
I bekræftende fald blev der anmodet om en egentlig tilladelse til anpartsombytning.
2) Skal en udlodning i forbindelse med en generalforsamlingsbeslutning på regnskabsårets sidste dag om en ensidig nedsættelse af anpartskapitalen i selskab X behandles som skattefrit udbytte efter selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2?
Svar
1) Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.
2) Bortfalder som følge af svaret på spørgsmål 1.
Sagsfremstilling og begrundelse
Anpartshaver A og anpartshaver B ejer hver 50 pct. af anparterne i selskab X, der driver finansieringsvirksomhed.
Selskabet er moderselskab i en koncern, som desuden består af det 100 pct. ejede datterselskab Y og det af dette selskab ligeledes 100 pct. ejede selskab Z.
Koncernen har kalenderåret som regnskabsår.
Anpartshaverne påtænkte at foretage en opdeling af koncernen, så hver anpartshaver kommer til at eje et holdingselskab, der skal eje 50 pct. af aktierne i det underliggende selskab - selskab Y og dette selskabs datterselskab, selskab Z.
Opdelingen var påtænkt gennemført på følgende måde
Anpartshaver A overdrager 1 pct. af anpartskapitalen i selskab X til anpartshaver B, der herefter vil eje 51 pct. af den stemmeberettigede anpartskapital. Der vil blive tale om en skattepligtig overdragelse.
Efterfølgende stifter anparterhaver B et nyt selskab, hvis første regnskabsår skal udløbe 31. december 1995. Som apportindskud indskyder han sine anparter i selskab X. Anpartshaver B's vederlag vil udelukkende bestå af aktier i det nye holdingselskab.
I fortsættelse heraf afholdes der den 31. december 1995 generalforsamling i selskab X, hvor det besluttes, at der skal foretages en ensidig nedskrivelse af anpartskapitalen med de 51 pct. af anparterne, som vil tilhøre anpartshaver B's nystiftede holdingselskab, dersom skattefri anpartsombytning tillades.
Revisionsfirmaet gjorde gældende, at overdragelsen af anparterne i selskab X til det nye holdingselskab opfylder betingelserne i aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og 2, idet det nystiftede holdingselskab ved ombytningen får flertallet af stemmerne.
Samtidig gjorde revisionsfirmaet gældende, at nedskrivningen af anpartskapitalen er omfattet af § 13, stk. 1, nr. 2, i selskabsskatteloven, således at betalingen er at betragte som skattefrit udbytte for det nye holdingselskab.
Pr. 1. januar 1996, hvor aktieombytningen og kapitalnedskrivningen er planlagt gennemført, vil selskab X overdrage 50 pct. af aktierne i selskab Y til det af anpartshaver B nystiftede holdingselskab. Aktierne vil blive overdraget kontant.
Ligningsrådet svarede, at anvendelsen af aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1, forudsætter etablering af et moder-datterselskabsforhold, og at tilladelse til skattefri ombytning på det grundlag normalt gives med det vilkår, at ombyttede aktier/anparter ikke afhændes inden for 3 år.
Således blev det oplyst, at tilladelse efter aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1, ikke kunne opnås i situationer, hvor en aktionær - med det formål at undgå eller udskyde aktieavancebeskatningen - i stedet for at sælge aktierne/anparterne i et selskab foretager en aktie-/anpartsombytning med et holdingselskab, som aktionæren selv ejer, og derefter lader holdingselskabet afhænde aktierne/anparterne hurtigt efter ombytningen.
Under hensyntagen til, at de planlagte transaktioner har til hensigt, at anpartshaver B skal afhænde sin andel af selskab A, fandt Ligningsrådet, at betingelserne for skattefri anpartsombytning ikke var til stede.
Ansøgningen i spørgsmål 1 blev derfor ikke imødekommet, og spørgsmål 2 blev på det grundlag anset for bortfaldet.