Legislator Case Law & Legislation
W19951715925 DK

Udbetaling af erstatning

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1995 17159 Valid

Udbetaling af erstatning

Rækkevidden af skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11

Reference : EBL § 11 LV 1994 E.J.2.2

EBL § 11 2. pkt.

Ligningsrådet blev anmodet om bindende forhåndsbesked om følgende

Vil fortjeneste ved påtagelse af rådighedsindskrænkning i forbindelse med placering af en transformerstation på en ejendom være skattefri?

Ligningsrådet besvarede spørgsmålet benægtende.

Sagsfremstilling og begrundelse

Ejeren af det areal, hvorpå en transformerstation skal opføres, har ønsket fastslået, at den erstatning, der modtages for rådighedsindskrænkningen, er skattefri. Der agtes indgået frivillig aftale om rådighedsindskrænkningen mellem ejeren og det højspændingsværk, der udbetaler erstatningen.

Ifølge EBL § 11 er fortjeneste ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation skattefri. Ifølge bestemmelsens 2. pkt. gælder det samme fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen. Det bemærkes, at påtagelse af en rådighedsindskrænkning sidestilles med salg.

Efter stærkstrømslovens § 18 kan boligministeren, når almenvellet kræver det, tillade ekspropriation til anlæg for produktion, transmission og distribution af elektricitet. Reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom følges.

Vestre Landsrets dom af 10. januar 1995, TfS 1995, 113, fandt ikke skattefritagelsesbestemmelsen i EBL § 11 2. pkt., anvendelig ved salg af et jordareal til et fjernvarmeværk, der ikke var ekspropriationsberettiget, selv om ejendommen skulle anvendes til formål, hvortil ekspropriation ville kunne ske. Kommunen kunne ved lokalplan eller efter lov om varmeforsyning have eksproprieret ejendommen.

Landsretten udtalte, at skattefritagelse efter en naturlig sproglig forståelse af bestemmelsen i EBL § 11 2. pkt., der er en undtagelsesbestemmelse, er betinget af, både at der til det formål, hvortil ejendommen overdrages, kan ske ekspropriation, og at erhververen af ejendommen har ekspropriationshjemmel. Landsretten fandt ikke, at der efter forarbejderne til bestemmelsen var grundlag for ud fra formålsbetragtninger at anlægge en udvidende fortolkning. Da fjernvarmeværket ikke havde hjemmel til at foretage ekspropriation, kunne sagsøgerens fortjeneste ved salget af ejendommen herefter ikke anses for fritaget for beskatning.

Dommen er appelleret.

Ligningsrådet svarede, at fortjenesten ved indgåelse af frivillig aftale mellem lodsejeren og højspændingsværket ikke er skattefri.

Højspændingsværket anses ikke for ekspropriationsberettiget, selv om der ifølge stærkstrømsloven kan iværksættes ekspropriation efter henvendelse fra højspændingsværket til boligministeren.

Endelig adm. afgørelse 1995 17159 Valid

Ligningsrådet har taget stilling til anvendelsen af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt. Skattefrihed for erstatning ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →