Nedskrivning af pantebrevsrestgæld

Nedskrivning af pantebrevsrestgæld

Nedskrivning af pantebrevsrestgæld

Konvertering til rentebærende fordring

Tilbagevirkende kraft

Reference: SL § 6 e, LV 1994 A.E.1.1

Ligningsrådet blev anmodet om at besvare følgende spørgsmål

Kan et pantebrev nedskrives med tilbagevirkende kraft pr. 1. januar 1994 ?

Er der noget kurstab ved nedskrivningen, der får skattemæssige konsekvenser for debitor og kreditor ?

Kan kreditor og debitor opgive-fradrage renten på selvangivelsen ?

Er der andre skattemæssige konsekvenser af dispositionen ?

Ligningsrådet svarede

ad 1: Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.

ad 2 og 4: Afvises, se sagsfremstilling og begrundelse.

ad 3: Ja.

Sagens omstændigheder var følgende

Ved salg den 1. juni 1992 af et pizzeria fra person A til person B for 700.000 kr. berigtigedes købesummen dels med 200.00 kr. kontant og dels ved udstedelse af et gældsbrev på 500.000 kr. med pant i pizzeriaets løsøre. Der blev endvidere taget ejendomsforbehold i forretningens inventar, og person A fik ret til at tage forretningen tilbage, hvis person B skulle misligholde handlen.

Gældsbrevet var uforrentet, hvilket ifølge parternes regnskabsrådgiver skyldes, at renter er i strid med parternes religion.

Gældsbrevet blev afdraget med kr. 8.334 kr. pr. måned i fastsat 60 måneder. Fordringen var af de lokale skattemyndigheder værdiansat til kurs 25, hvilket var accepteret af kreditor (person A), der løbende blev kursgevinstbeskattet af 75 pct. af modtagne afdrag, jf. kursgevinstlovens §§ 7 og 8.

Parterne ønskede restgælden på 358.322 kr. nedsat til 270.000 kr. mod en årlig rentetilskrivning på 6 pct. Den månedlige ydelse skulle fastholdes uforandret på kr. 8.334, og renten skulle beregnes forlods, således at resten af ydelsen skulle afskrives på hovedstolen.

Spørgsmål 1 blev besvaret benægtende, da aftalen om forrentning ikke kan tillægges tilbagevirkende kraft med skattemæssig virkning.

Spørgsmål 2 blev afvist, da det ikke kunne besvares med fornøden sikkerhed. Der blev herved henset til begge spørgsmåls generelle formulering ("skattemæssige konsekvenser").

Ligningsrådet bemærkede dog, at den påtænkte nedskrivning af hovedstolen mod en ny forrentning med 6 pct., indebærer en sådan ændring af den oprindelige fordring, at denne må anses for indfriet på det tidspunkt, hvor endelig og bindende aftale herom er indgået, samtidig med at en ny og rentebærende fordring må anses for stiftet på dette tidspunkt.

Dette indebærer person A vil blive beskattet af den ved indfrielsen opnåede kursgevinst i forbindelse med indfrielsen af den oprindelige fordring.

Om spørgsmål 3 henviste Ligningsrådet til, at person A's skattepligt af eventuelle renteindtægter følger af statsskattelovens § 4, medens person B's fradragsret for eventuelle renteudgifter følger af statsskattelovens § 6.

Ligningsrådet fandt ikke, at en transaktion bestående af en nedsættelse af restgælden på et uforrentet pantebrev mod en konvertering til en rentebærende fordring, skattemæssigt kunne tillægges tilbagevirkende kraft. Samtidig fandt Ligningsrådet, at den påtænkte transaktion vil medføre, at der stiftes en ny fordring.