For sent indgivet omgørelsesanmod.

For sent indgivet omgørelsesanmod.

- Omgørelse.

- for sent indgivet omgørelsesanmodning

- tilbagebetaling af løn anset for kapitaltilskud fra hovedaktionær til selskab

Reference : SSL § 4, LV 1994 S.F.1.2.6, LV 1994 E.H.2.5

En hovedaktionær A havde klaget til Ligningsrådet over kommunens afgørelse vedrørende indkomståret 1990, hvor der blev givet afslag på anmodning om tilbageførsel af løn og A-skat på henholdsvis 230.000 kr. og 90.000 kr.

A var hovedaktionær og direktør i selskabet B A/S. I 1990 havde B A/S løbende udbetalt løn til A og indeholdt A-skat heraf med i alt 395.000 kr. i løn og 105.533 kr. i A-skat.

Efter indkomstårets udløb blev der i januar 1991 via oplysningssedler tilbageført 230.000 kr. i bruttoløn og 90.000 kr. i A-skat. Nettobeløbet blev reguleret over A's mellemregningskonto med B A/S.

Kommunen anså A for skattepligtig af hele den udbetalte løn, og anså det indbetalte beløb på 230.000 kr. for et kapitaltilskud eller et lån til B A/S.

Kommunen foretog i maj 1993 en almindelig forhøjelse af indkomsten.

Skatteankenævnet fandt ikke, at en efterfølgende reduktion af lønudbetalingen med regulering over mellemregningskontoen, begrundet i at A ikke havde udført arbejde svarende til lønnen, kunne medføre skattemæssig tilbageregulering.

Skatteankenævnet udtalte, at løn er skattepligtig på udbetalingstidspunktet, og tilbageførsel kan ikke ske med mindre, der er tale om fejludbetaling. Dette mente skatteankenævnet ikke var tilfældet, da A som aktionær og daglig leder måtte anses løbende at få udbetalt den løn, der svarede til arbejdsindsatsen.

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse.

Af Landsskatterettens kendelse fremgår det, at skatteankenævnet ikke anerkendte tilbageregulering af allerede bogført løn til A. Under hensyn til A's stilling som hovedaktionær anså nævnet ham for skattepligtig af det fulde lønbeløb og differencen for et ikke fradragsberettiget kapitalindskud i B A/S. Skatteankenævnet havde herved lagt vægt på en oplysning om, at B A/S's bankforbindelse havde krævet et kapitalindskud som betingelse for fortsat kredit, og på at lønafregninger med A-skattetræk var udskrevet til klageren måned for måned året igennem.

A's advokat forklarede overfor Landsskatteretten, at reduktionen af A's løn havde en rent forretningsmæssig begrundelse, nemlig at omsætningen i B A/S viste sig at blive væsentlig mindre end forventet. Advokaten afviste endvidere, at B A/S skulle have haft økonomiske problemer i det heromhandlede år.

Landsskatteretten fandt i lighed med skatteankenævnet, at tilbageførsel af allerede optjent løn, som havde været til disposition for A løbende året igennem, måtte anses for et ikke fradragsberettiget indskud i B A/S, hvori A var direktør og hovedaktionær.

Den 5/2 1995 anmodede revisor kommunen om omgørelse.

Revisor skrev i denne forbindelse, at A som direktør i B A/S i 1990 havde en månedsløn på ca. 35.000 kr. eller i alt 394.000 kr. I januar 1991 blev lønnen korrigeret således, at der kun blev udbetalt 164.000 kr. Reguleringen blev begrundet med nedgang i B A/S's aktivitet i 1990. Revisor anførte, at den reducerede aktivitet medførte en tilsvarende nedgang i A's arbejde i B A/S. Det blev endvidere påpeget, at B A/S i de pågældende år ikke havde økonomiske vanskeligheder.

Revisor anførte, at der i januar 1991 via lønoplysningsseddel efter telefonisk henvendelse til Arbejdsgiverkontrollen var tilbageført 230.000 kr. i bruttoløn og 90.000 kr. i A-skat. Nettobeløbet 140.000 kr. var reguleret via A's mellemregning med selskabet.

Revisor betonede, at betingelserne for at opnå omgørelse efter SD-cirkulære 1986-22 var tilstede, og at den disposition der ønskes omgjort hele tiden har været lagt klart frem for myndighederne, idet det på intet tidspunkt er forsøgt skjult, hvad sagen drejede sig om, ligesom der som nævnt ovenfor ikke kan herske tvivl om, at en telefonisk henvendelse til Arbejdsgiverkontrollen, hvor forholdet blev beskrevet og godkendt, har bragt A i god tro.

Den 10. februar 1995 nægtede kommunen omgørelse, idet den kommunale skattemyndighedsadgang til på A's foranledning at ændre indkomstansættelsen efter ligningsfristens udløb er fastlagt i skattestyrelseslovens § 4. Det fremgår heraf, at anmodningen skal indgives indenfor en tidsfrist på 3 år efter indkomstårets udløb. Det forhold, der ønskes omgjort, vedrørte indkomståret 1990, og anmodningen var således indgivet for sent (5/2 1995), jævnfør ovenstående. Der henvistes samtidig til LV afsnit E.H.2.5.

Det var kommunens opfattelse, at det i denne forbindelse er uden betydning, hvornår indkomstansættelsen er afsluttet, og klagen over denne er færdigbehandlet i Landsskatteretten. Kommunen havde ikke foretaget nogen vurdering af, om forudsætningerne for omgørelse, som anført i SD-cirkulære nr. 1986-22 af 9/7 1986, var opfyldt, ligesom der ikke var sket en vurdering af, om den disposition, der ønskes omgjort, civilretligt lader sig gennemføre med bindende virkning på nuværende tidspunkt.

Told- og Skatteregionen tiltrådte kommunens indstilling og tilføjede, at genoptagelse ud over 3 år som hovedregel kun kan finde sted, såfremt skattemyndigheden har handlet erstatningspådragende.

Told- og Skattestyrelsen fandt i lighed med kommunen og regionen, at omgørelse burde nægtes, da anmodningen var indgivet efter tidsfristen på 3 år efter indkomstårets udløb jf. skattestyrelseslovens § 4.

Told- og Skattestyrelsen bemærkede endvidere, at selvom tidsfristen i skattestyrelseslovens § 4 var overholdt, burde der i overensstemmelse med Ligningsrådets hidtidige praksis ikke gives tilladelse til omgørelse, idet den ordinære og løbende lønudbetaling ikke havde givet anledning til uventede og uforudsigelige skattemæssige konsekvenser.

Ligningsrådet fandt ikke grundlag for at ændre den trufne afgørelse. Der kunne således ikke gives tilladelse til den ansøgte omgørelse.

Told- og Skattestyrelsens bemærkninger til Ligningsrådets afgørelse

Med afgørelsen er omgørelsespraksis nu afstemt med praksis i de egentlige genoptagelsessager.

Anmodninger om skattemæssig omgørelse, der er fremsendt senere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, vil herefter kun kunne forventes imødekommet, hvis skattemyndighederne har handlet på en erstatningspådragende måde.

Ligningsrådet fandt, at en anmodning om omgørelse ikke kunne imødekommes, idet anmodningen var indgivet efter udløbet af 3 års fristen i skattestyrelseslovens § 4.