Legislator Case Law & Legislation
W19951712225 DK

Virksomhedsomdannelsesloven

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1995 17122 Valid

Virksomhedsomdannelsesloven

- Virksomhedsomdannelsesloven,

- omdannelse,

- entreprisekontrakt,

- bestående virksomhed

Reference: LBK nr. 721 af 1. aug. 1994 (VOL). LV 1994 E.H.2.1.

En kommune spurgte Told- og Skattestyrelsen om virksomhedsomdannelsesloven kan finde anvendelse i følgende tilfælde, hvor en entreprisekontrakt om opførelse af et erhvervsbyggeri overdrages til et selskab.

Omstændighederne var følgende

Fem investorer, hvoraf to er bosiddende i den pågældende kommune, har i 1987, hver især, indgået ensartede entreprisekontrakter om opførelse af erhvervsbyggeri. De enkelte entreprisekontrakter har en størrelse på omkring 5.000.000 kr. Investorerne har efterfølgende erhvervet egne erhvervsgrunde ved T station for priser i størrelsesordenen 900.000 kr. med tillæg af byggemodningsudgifter.

Med udgangspunkt i et af tilfældene er der herefter sket følgende

Ved indkomstopgørelsen for 1987, 1988 og 1991 foretager investor fradrag for forskudsafskrivning med h.h.v. 735.000 kr., 735.000 kr. og 953.400 kr. (nedsættes ved skatteansættelsen med 113.400. kr.).

I marts måned 1992 meddeler Ligningsrådet efter ansøgning fristforlængelse efter AL § 29 Q til udgangen af indkomståret 1994, på betingelse af at byggeriet fuldføres senest med udgangen af indkomståret 1994. Det fremgår af afgørelsen at investorerne var fast besluttet på, at byggeriet(erne) skal gennemføres som forudsat.

Med virkning pr. 1. januar 1992 overdrages entreprisekontrakten til et skuffeselskab under anvendelse af virksomhedsomdannelsesloven.

I den selskabsmæssige åbningsbalance pr. 1. januar 1992 angives entreprisekontrakten som Forudbetaling for materielle anlægsaktiver med et beløb på 212.709. I øvrigt beregnes der et stiftertilgodehavende på 25 pct. af beløbet eller 53.177 kr. Eventualskatten angives til 0. Anparter nes skattemæssige anskaffelsessum selvangives til et negativt beløb på (2.163.868) kr. således

Forudbetaling for materielle anlægsaktiver

212.709 kr.

Forskudsagskrivninger

(2.423.400) kr.

Stiftertilgodehavende

(53.177) kr.

Anskaffelsessum for anparterne

100.000 kr.

(2.163.868) kr.

Beløbet er efterfølgende ændret med 113.400 kr. til (2.050.468) kr.

Den 18/5 1993 sælger investor nævnte anparter for 1 kr. og konstaterer herved en skattepligtig fortjeneste, svarende til anparternes negative anskaffelsessum på (2.050.468) kr. med tillæg af salgssummen 1 kr. eller 2.050.467 kr. Denne gevinst udlignes fuldt ud i fra 1992 overført beregnet teknisk aktietab på 2.172.022 kr., opgjort efter de dagældende regler for opgørelse af aktieavance, den såkaldte aktie for aktie-metode, ved salg den 18/9 1992, efter en forudgående fondsudvidelse, af halvdelen af kapitalen i et selskab som investor erhvervede den 13/8 1992.

Told- og Skattestyrelsen bemærker, at det efter forarbejderne til virksomhedsomdannelsesloven udtrykkeligt er forudsat, at det er en bestående virksomhed, der overføres til selskabet, hvorimod loven ikke skal finde anvendelse på overdragelse af en del af en virksomhed, herunder på enkeltaktiver.

Efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse er det alene et ikke fysisk enkeltaktiv, nemlig retten ifølge en bindende aftale (entreprisekontrakt), der er genstand for overdragelse. Et sådant aktiv kan efter Styrelsens opfattelse ikke anses for en bestående virksomhed, således som dette er en forudsætning for at virksomhedsomdannelsesloven finder anvendelse.

Told- og Skattestyrelsen finder herefter, at overdragelsen må behandles efter gældende regler for skattepligtige overdragelser, herunder med efterbeskatning af foretagne forskudsafskrivninger efter AL § 29 P.

Det tilføjes, at denne udtalelse alene er vejledende, idet spørgsmålet henhører under ligningen med klageadgang i sædvanlig instansfølge.

Endelig adm. afgørelse 1995 17122 Valid

Told- og Skattestyrelsen udtalte vejledende til en kommune, at virksomhedsomdannelsesloven ikke kunne anvendes på en entreprisekontrakt om opførelse af et erhvervsbyggeri, idet der alene var tale om overdragelse af et ikke fysisk enkeltaktiv, nemlig retten ifølge en bindende aftale, der ikke kunne anses for en bestående virksomhed.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →