Afskrivning, dyrlægeklinik
Statutory Text (2 Articles)
Afskrivning, dyrlægeklinik
Reference: AL § 18, stk. 2, jf. § 18, stk. 1, litra a LV E.C.4.1.5
En dyrlæge ansøgte Ligningsrådet om tilladelse til at afskrive på den del af hans ejendom, der anvendtes til dyrlægeklinik. Den øvrige del af ejendommen anvendtes til beboelse. Det var oplyst, at dyrlægen hovedsageligt beskæftigede sig med behandling af heste, og at ejendommen bl.a. indeholdt en særlig hesteklinik, men at det ikke var muligt at lade hestene overnatte. Ligningsrådet tillod afskrivning, idet dyrlægeklinikken efter en samlet vurdering kunne sidestilles med landbrugets driftsbygninger.
En dyrlæge ansøgte i henhold til afskrivningslovens § 18, stk. 2, jf. § 18, stk. 1, litra a, om tilladelse til at afskrive på den del af en bygning, der blev anvendt til dyreklinik.
Ejendommen var en blandet benyttet beboelses- og forretningsejendom med et samlet bebygget areal på 312 m2, hvoraf 212 m2 anvendtes til dyreklinik, mens den resterende del anvendtes til beboelse.
Det var oplyst, at ansøgeren havde valgt lokalerne med henblik på at drive praksis med behandling af heste som speciale, og at ansøgeren anvendte ca. 80 pct. af sin daglige arbejdstid til behandling af heste.
Dyrlægeklinikken indeholdt en hesteklinik, der blev brugt ved undersøgelse, herunder røntgenfotografering og ambulant behandling af heste. Der var ikke bokse/stald eller folde i forbindelse med klinikken. Herudover indeholdt klinikken et ambulatorium/operationsrum. Ambulatoriet var indrettet med undersøgelsesbord, skrivebord, reoler og skabe m.v. skilt fra operationsrummet af skabsvægge. Endelig indehold klinikken modtagelses- og venterum samt vagtstue, kontor og toilet.
Der var ikke mulighed for indlæggelse af heste, og der var ikke indhegnede arealer i tilknytning til klinikken.
Kommunen og den stedlige told- og skatteregion havde indstillet, at anmodningen ikke blev imødekommet.
Ligningsrådet tillod afskrivning på den del af bygningen, der blev anvendt til dyrlægeklinik, idet rådet fandt, at klinikken efter en samlet vurdering kunne sidestilles med landbrugets driftsbygninger.
Afskrivning, dyrlægeklinik indrettet til behandling af heste