Afskrivning på bygning
Statutory Text (2 Articles)
Afskrivning på bygning
- Afskrivning på bygning, bilsynshal udlejet til Statens bilinspektion
Den kommunale skatteforvaltning har udtalt om ansøgningen, at det er forvaltningens opfattelse, at bygningen ikke umiddelbart er omfattet af afskrivningslovens § 18, stk.1, litra a eller b.
Ud fra en vurdering af de medsendte tegninger sammenholdt med den aktivitet, der skal foregå i bygningen, er det forvaltningens opfattelse, at bygningen må sidestilles med de bygninger, der er nævnt i lovens § 18, stk.1, litra a.
Dette begrundes med, at bygningens fremtræden og indretning minder fuldstændig om et traditionelt mekanikerværksted. Aktiviteten med syn af biler har så meget til fælles med traditionelt mekanikerarbejde, at det synes rimeligt at drage en parallel, herunder i relation til det fysiske slid på bygningen.
Hvis bygningen ikke længere kan udlejes til Statens Bilinspektion, vil bygningen straks, uden bygningsmæssige ændringer, kunne udlejes til en bilforhandler/mekaniker. Der er mulighed for, at Statens Bilinspektion kan foretage bilsyn hos private værksteder, de såkaldte pladssyn. Et traditionelt mekanikerværksted er direkte omfattet af Afskrivningslovens § 18, stk. 1, a.
Produktionen og dermed belastningen af bygningen synes ud fra beskrivelsen fuldt ud at svare til den belastning, der sker i et traditionelt autoværksted.
Det er derfor skatteforvaltningens opfattelse, at bilsynshallen i det hele kan sammenlignes med et autoværksted, hvorfor der bør tillades afskrivning efter afskrivningslovens § 18, stk.1, a.
Told- og skatteregionen bemærker, at ansøgningen vedrører en bilsynshal, der endnu ikke er bygget, men afskrivningsspørgsmålet er af stor betydning for ansøgerens dispositioner.
Regionen udtaler, at under forudsætning af, at ejendommens indretning og størrelse er som anført i tegningerne, at ejendommens benyttelse er som beskrevet, at ejendommens slid vil være som ved et mekanikerværksted, og at værdiforringelsen er som ved et mekanikerværksted, indstiller regionen, at der gives tilladelse til sidestilling efter Afskrivningslovens § 18, stk. 1, a.
Told- og Skattestyrelsen har anmodet Statens Bilinspektion om en udtalelse, om bilsynshaller i relation til indretning af bygningen med tekniske installationer m.v., og den virksomhed, der foregår i bilsynshallen, kan anses for at have væsentlig lighed med et autoværksted. Kopier af de oplysninger om bygningens indretning og brug, som Styrelsen har modtaget, blev forelagt for Statens Bilinspektion.
Statens Bilinspektion har udtalt, at oplysningerne om bygningen og beskrivelsen af proceduren er altovervejende beskrivende for, hvordan Statens Bilinspektions synshaller er indrettet, og hvordan de anvendes.
Det bemærkes, at der i Bilinspektionens synshaller ikke foregår nogen form for reparation af køretøjer, men udelukkende kontrol.
En synshal er arbejdspladsmæssigt indrettet med henblik på en løbende kontrolproduktion. Der vil dog ikke være noget til hinder for, at reparation af køretøjer kan finde sted med den beskrevne indretning, når der ikke gennemføres syn.
Statens Bilinspektion udtalte som sin konklusion, at det er Bilinspektionens opfattelse, at der er væsentlig lighed mellem et autoværksted og en synshal, for så vidt angår indretning, anvendelse af udstyr samt slid på bygningen, men logistikken er forskellig.
Under henvisning til Statens Bilinspektions udtalelse, hvorefter der er væsentlig lighed mellem et autoværksted og en bilsynshal vedr. indretning, anvendelse af udstyr og slid på bygningen, imødekom Ligningsrådet ansøgningen om tilladelse til afskrivning.
Ligningsrådet tiltrådte de lokale myndigheders udtalelser.
I det foreliggende tilfælde blev tilladelsen givet, selvom bygningen endnu ikke var opført, under hensyn til de meddelte oplysninger om den virksomhed, der skal være i bygningen.
Et pengeinstitut ansøgte om tilladelse til i henhold til afskrivningslovens § 18, stk. 2, jf. § 18, stk. 1, a, at afskrive på en bygning, der forventes udlejet til Statens Bilinspektion, der skal anvende den som bilsynshal.
Bygningen er endnu ikke opført.
Der var vedlagt tegninger fra et arkitektfirma med forslag til situatonsplan, forslag til stueplan og forslag til facader.
Om bygningen, indretningen, installationerne og aktiviteten er oplyst, at byggeriet udføres som et traditionelt muret byggeri. Bilsynshallen udføres med fladt tag med papbelægning eller tilsvarende. Kontor- og velfærdsbygning udføres med gitterspær med eternitbelægning eller tilsvarende.
I bilsynshallen skal der være en grav, en lift, et udsugningsanlæg, måleudstyr, værktøj m.v. og bremsestand (rullestand).
Krav til måleudstyr m.v. svarer stort set til behovet på et autoværksted. Det er oplyst, at der stilles samme arbejdsmiljøkrav som til et autoværksted.
Udvendig skal der være rullefelt til lastbiler og bremseprøveområde på fast belægning.
Virksomheden omfatter syn af lastbiler, traktorer, campingvogne, personbiler, varebiler og motorcykler samt undersøgelse af uheldsramte biler m.v.
Køretøjerne placeres over en grav i hallen eller på lift for at foretage visuelle test og test ved anvendelse af måleudstyr og evt. anvendelse af bremsestand.