Omgørelse, Uforrentet lån

Omgørelse, Uforrentet lån

-Omgørelse,

- Uforrentet lån

Reference: LV 1991 S.F.1.2.6 og LV 1992 S.F.1.2.6

Der var henset til, at långiver ved det rentefri udlåns størrelse til det låntagende selskab, hvis skattepligtige indkomst udviste underskud, burde have indset, at der ved ligningen ville blive fordret renteberegning, idet lånevilkårene ikke var tilstrækkeligt forretningsmæssigt begrundede og førte til indkomstforvridning.

En hovedaktionær og selskab klagede over, at kommunen nægtede omgørelse.

Omgørelse ønskedes således, at selskabet til hovedaktionæren i indkomstår 1991 og 1992 (selskabets skatteår 1992/93 og 1993/94) betalte 12,5 pct. i rente af hovedaktionærens udlån til selskabet.

Hvis omgørelse blev tilladt, ville betalingen finde sted enten kontant eller over mellemregningskontoen.

Det var oplyst, at hovedaktionæren P gennem flere år var eneanpartshaver og direktør i selskabet A. P deltog i selskabets drift.

Pr. 1. december 1990 overdrog A dets aktiviteter til et af P eneejet skuffeselskab B.

B skulle i forbindelse med overtagelsen af aktiviteterne fra A præstere en kontant udbetaling på 7.603.795 kr. til A. Der blev på B's vegne indledt drøftelser med bankforbindelsen herom, men der blev ikke indgivet nogen låneansøgning.

P var imidlertid i besiddelse af en likvid kapital på ca. 8,5 mio. kr. Disse likvider blev udlånt til B, men der blev ikke i forbindelse med udlånet udfærdiget lånedokumenter, ligesom der ikke blev stillet sikkerhed for lånet.

Der var ikke på noget tidspunkt betalt eller beregnet renter af lånet i pågældende år, jf. nærmere nedenfor.

Pr. 19. december 1990 blev A solgt til tredjemand for 8.941.500 kr.

Skatteankenævnet stadfæstede ved kendelser af 27. december 1994 kommunens forhøjelser af P's indkomster med fikserede renteindtægter af mellemregning med B i indkomståret 1991 og 1992 med henholdsvis 988.074 kr. og 739.739 kr. således

Indkomstår 1991

Renteindtægt af mellemregning med B

988.074 kr.

Beløbet fremkom således

12 ½ pct. af 8.520.264 kr. i ½ år

532.516 kr.

12 ½ pct. af 7.288.928 kr. i ½ år

455.558 kr.

I alt

988.074 kr.

Indkomstår 1992

Renteindtægt af mellemregning med B

739.739 kr.

Beløbet fremkom således

12 ½ pct. af 6.013.864 kr. i ½ år

375.866 kr.

12 ½ pct. af 5.821.970 kr. i ½ år

363.873 kr.

I alt

739.739 kr.

Renteberegningen var foretaget på grundlag af gennemsnitlige tilgodehavender i perioderne, og rentesatsen svarede til diskontoen + 4 pct. på gældsstiftelsestidspunktet

Det fremgik bl.a. af skatteankenævnets ovennævnte kendelser, at nævnet var af den opfattelse, at P's tilgodehavende i B var opstået som et rent pengeudlån til selskabet. Udlånsvilkårene fik det indhold eller mangel på samme i kraft af P's hovedaktionærstatus. B's fordel ved dette lånearrangement bestod i den sparede renteudgift af lånet, og nogle sådanne lånevilkår ville selskabet ikke kunne have opnået andetsteds,

at P opnåede den fordel, at hun ikke behøvede at hæve løn i selskabet, idet ydelserne fra selskabet nu kunne udbetales som afdrag på hendes tilgodehavende i selskabet. Nævnet bemærkede her, at P i indkomståret 1990 (dvs. før lånearrangementet) blev aflønnet med 361.700 kr. af selskabet, medens der i 1991 og 1992 var selvangivet A-indkomster på henholdsvis 5.444 kr. og 2.000 kr.

Nævnet fandt ikke, at der var dokumenteret et forretnings- eller driftsmæssigt hensyn ved udlånet men var af den opfattelse, at der var tale om indkomstforvridning, idet P ved lånearrangementets tilbliven tilsigtede den fordel for sig at kunne hæve midler i selskabet uden at skulle beskattes heraf.

Skatteankenævnets ansættelser for 1991 og 1992 (skatteår 1992/93 og 1993/94) var påklaget til Landsskatteretten med påstand om nedsættelse af indkomsten med beløb svarende til den fikserede rente.

P's repræsentant var af den opfattelse, at P havde et egentligt retskrav på omgørelse, idet betingelserne i omgørelsescirkulæret alle blev anset for opfyldt. Endvidere, at omgørelsesinstituttet beror på en rimelighedsvurdering, hvor fejl tillades korrigeret med skattemæssig virkning i tilfælde, hvor en fastholdelse af den foretagne disposition ville være meget byrdefuld for den pågældende skatteyder.

Efter repræsentantens råd havde P og B fra og med indkomstår 1994 (skatteår 1995/96) selvangivet en renteindtægt i overensstemmelse med kommunens afgørelser om fikseret rente. Repræsentanten gjorde opmærksom på, at dette ikke skulle ses som en anerkendelse af kommunens ansættelser.

Sagen havde været til høring i kommunen samt told- og skatteregionen.

Kommunen indstillede afslag på anmodningen om omgørelse bl.a. henset til,

at Ligningsvejledningen for Aktionærer og Selskaber 1991, S.F.1.5, omtaler en afgørelse (TOLD*SKAT Nyt 1992.4.130) om forrentning af lån fra aktionær til selskab,

at der ikke i de følgende år (1992 og 1993) var sket en forrentning af udlånet, uanset de løbende offentliggjorte afgørelser herom, samt at der aldrig var rettet henvendelse til skatteforvaltningen om forholdet.

Regionen udtalte bl.a., at kommunens høringssvar om omgørelse havde været tilsendt P's repræsentant.

P's repræsentant fastholdt over for regionen, at skatteyder havde lagt låneforholdet klart frem i selvangivelsen og havde været i god tro.

Udgangspunktet i Ligningsvejledningen har været frem til og med 1991, at uforrentet anfordringslån/mellemregning fra hovedaktionær til selskabet i almindelighed må accepteres af skattemyndighederne. Fra 1992-udgaven er Ligningsvejledningen ændret på dette punkt, en udgave udgivet i foråret 1993. Repræsentanten mente derfor subsidiært, at omgørelsesadgangen eventuelt først bortfaldt for indkomståret 1993 men fastholdt det primære synspunkt, at der burde gives omgørelsesadgang for alle 3 år (1991, 1992 og 1993).

Repræsentanten mente tillige, at forholdet var lagt klart frem i selvangivelsen (felt 694 i S 10 1993: Andre skattepligtige aktiver 5.557.198 kr.) sammenholdt med selskabets balance pr. 30. juni 1994 under langfristet gæld: mellemregning med selskabsdeltager 5.145.918 kr. (1992/93: 5.436.000 kr.)

Regionen indstillede at anmodningen ikke blev imødekommet bl.a. henset til,

at der var tale om en usædvanlig forretningsdisposition med lånevilkår, der ikke kunne opnås i en forretningsbank, og med sigte på at opnå en utilbørlig skattemæssig fordel (skattefri udtræk af selskabet),

at allerede Ligningsvejledningerne 1991 og 1992 tog stilling til fiksering af rente i et usædvanligt låneforhold som det foreliggende mellem hovedaktionær og selskab,

at hovedaktionær og selskabet og/eller deres rådgivere var i ond tro, altså vidste eller burde vide, at låneforholdet ville udløse beskatning.

Ifølge det låntagende selskab B's selvangivelser var der selvangivet skattepligtige indkomster for skatteårene 1992/93, 1993/94 og 1994/95 med henholdsvis -1.612.042 kr., 0 kr. (pga. overførsel af skattemæssigt underskud fra tidligere indkomstår) og -176.660 kr.

Ligningsrådet vedtog at stadfæste kommunens afslag på omgørelsesanmodningen.

Der var henset til, at skatteyderen ved at udlåne et beløb som det omhandlede rentefrit til selskabet, hvis skattepligtige indkomst udviste underskud, burde have indset, at der ved ligningen ville blive fordret renteberegning, idet lånevilkårene ikke var tilstrækkeligt forretningsmæssigt begrundede og førte til indkomstforvridning.

Ligningsrådet nægtede omgørelse således at et låntagende selskab betalte rente af lån til långiver.