Ekspropriation i forbindelse med anlægget af en fast forbindelse over Øresund. Ikke givet HNG erstatning for det forhold at selskabets ledningsanlæg er blevet værdiløst

§ 20 i lov om offentlige veje bestemmer: »Såfremt der ved et hovedlandevejsanlæg påføres en amtskommune eller kommune eller et fælleskommunalt selskab udgifter til omlægning eller flytning af ledninger eller spor, afholdes disse udgifter af statskassen«.

§ 20 er i sin formulering og efter sin forhistorie i princippet en bevillingsregel. Den er ikke en ekspropriationsretlig erstatningsregel. Den har nøje sammenhæng med tidligere refusionsregler. Således taler § 10 i lov nr. 99 af 31. maj 1963 om hovedlandeveje om, at kommunens udgifter »refunderes ----- af vejfonden«, se Boas: Tillæg til den kommenterede vejbestyrelseslov, s. 224. Lovbestemmelsen indebar en udvidelse af tilskudspraksis, da man endvidere havde »fundet det rimelig også at godtgøre en kommunal myndighed dens udgifter til omlægning eller flytning af egne ledninger, selv om den pågældende kommune ikke er identisk med vejbestyrelsen for det omhandlede vejanlæg«. I lighed hermed er paragraffens dækningsområde successivt udvidet til amtskommuner og senere fælleskommunale selskaber. Folketingets forhandlinger 1970-71, tillæg A, sp. 3073, anfører, »--- idet det dog er fundet naturligt at sidestille fælleskommunale selskaber med amtskommunale og kommunale myndigheder«.

Kommissionen er ubekendt med, at der skulle bestå »en nu næsten 150-årig praksis og retstilstand, hvorefter etablering af statsligt finansierede anlægsarbejder sker og skal ske under økonomisk friholdelse af den/de berørte kommuner og kommunale sammenslutninger«. Motiverne til 1963-loven siger alene, at ekspropriationspraksis var, at vejfonden refunderede en vejbestyrelse udgifter af den pågældende art vedrørende »egne« ledninger i forbindelse med motorvejsanlæg. Der er så sket en successiv udvidelse af, hvilke katergorier af ledningsejere som kunne få dækning. Fælleskommunale selskaber kom først til i 1971.

§ 20's historie kan ikke underbygge eksistensen af den af HNG hævdede praksis. bestemmelsen er en bevillingsregel, ikke et udslag af almindelige ekspropriationserstatningsret.

En begrænset interesse kan det på den angivne baggrund have at redegøre for ledningers retsstilling i vej efter ældre ret. Hammerich: Land- og Købstadkommunernes Vejvæsen (1892) taler s.61 om, at det kan være nødvendigt at anbringe rørledninger tværs under eller langs landeveje. Der nævnes som eksempler vandledninger og »ledning af gas fra produktionsstedet til forbrugsstederne«. Amtsrådet skulle give tilladelse, og om vilkårene »gælder ganske det samme, som ovenfor er anført med hensyn til private overkørselskitster«. Om vilkårene herfor gjaldt »navnlig den betingelse, at andrageren ----- på egen bekostning ------(skulle)----- foretage sådanne arbejder ved samme, som vejbestyrelsen til enhver tid måtte kræve udførte, samt til, nårsomhelst det af vejbestyrelsen påfordres, at borttage adgangen og bringe vejen tilbage til den tilstand, hvori den forefandtes ved adgangens anbringelse«. Det kan videre dokumenteres, at selv ved motorvejsanlæg var der ikke praksis for refusion af kommunale udgifter. Af en protokoludskrift for den 9. september 1942 (Vestmotorvejen m.m.) fremgår

»De delegerede for Brøndbyernes Kommune ønskede bemærket, at de på kommunens vegne måtte nedlægge indsigelse imod, at det pålægges kommunen at afholde udgifter til de som følge af motorvejsanlægget fornødne ændringer af gas- og vandledninger.

Kommissionen så sig ikke i stand til at fritage kommunen for de anmeldte udgifter«.

Hvorledes besigtigelses- og ekspropriationskommissionen så på det principielle retlige spørgsmål i de kommende år, viser dens stillingtagen til et forbehold fra Strandvejsgasværket om udgiftsrefusion i forbindelse med anlæg af motorveje i Vestegnen m.v. Således hedder det i en protokol fra mødet den 16. november 1956: »------ at de i forbeholdene fremsatte krav om refusion af udgifter til ledningsændringer ikke kunne anerkendes for så vidt angår udgifterne til ændringer af ledninger, der er etableret i offentlige vejarealer i henhold til derom givne særlige tilladelser fra vedkommende vejejere, da ledningsejerne selv i henhold til sådanne tilladelser må bekoste ændringer i ledninger, der er nødvendige som følge af vejarbejder, og da motorvejsanlægget ved den skete ekspropriation har overtaget den vejejeren tilkommende beføjelse til at kræve ledningerne ændret på ledningsejerens bekostning, hvilket er overensstemmende med såvel den hidtidige administrative praksis som domspraksis.«

Tilsvarende afgørelser fremgår f.eks. af protokol fra mødet den 12. marts 1953 og fra mødet den 1. juli 1960.

Kommissionen lægger således til grund, at § 20 er en bevillings- og refusionsregel, gældende - efter sin ordlyd - for hovedlandevejsanlæg, der anlægges af staten. Den finder ikke anvendelse i andre situationer.

Kommissionen er enig med A/S Øresundsforbindelsen i, at bestemmelsen alene angår »udgifter til omlægning og flytning af ledninger«. Det forhold, at et ledningsnet har måttet skrottes - er blevet værdiløst - ses ikke omfattet af bestemmelsen.

Som anført foran, har den i vejlovens § 106 beskrevne almindelige retsstilling for ledningsanlæg i offentlig vej en lang tid bag sig.

Kommissionen er enig med A/S Øresundsforbindelsen i, at udgangspunkt også i denne sag må tages i § 106, stk. 1, ifølge hvilken bestemmelse arbejder på ledninger i eller over landeveje og kommuneveje, herunder nødvendig flytning af ledninger m.v. i forbindelse med vejens regulering eller omlægning, bekostes af vedkommende ledningsejer, medmindre andet særligt er bestemt. Bestemmelsen angiver således den almindelige retsstilling mellem en ledningsejer og vejbestyrelsen.

Det spørgsmål, der herefter først må besvares, er, om § 106 ved aftale mellem Tårnby Kommune og HNG er fraveget på en sådan måde, at HNG lige over for Tårnby Kommune har erhvervet en gunstigere retsstilling end angivet i § 106. Dette kan efter de fremlagte dokumenter ikke antages. Det vederlag, som HNG har betalt, er efter det foreliggende betaling for ledningsnettet som sådant, ikke for retten til at have ledningsnettet liggende i kommunens veje på andre vilkår end angivet i § 106.

Ved overenskomst af 4. juli 1986 overtog HNG Københavns Kommunes (Københavns Belysningsvæsens) gasforsyning i Tårnby Kommune (bilag A). I forholdet mellem Tårnby Kommune og Belysningsvæsenet gjaldt ordningen efter vejbestyrelsesloven af 1957, altså i 1986 vejlovens § 106, jfr. breve af 6. februar og 1. juni 1970 (underbilag til bilag A). Ledningsarbejder, der forårsagedes af vejarbejder, skulle betales af Belysningsvæsenet.

HNG anser det for »selvindlysende«, at et privatøkonomisk foretagende, der uden vederlag til grundens ejer har etableret en ledning, må betale for dens flytning, når grundejeren selv skal udnytte grunden. Men det er »ligeså åbenlyst«, at noget andet gælder ved »ekspropriative indgreb over for vejbestyrelser, kommuner og kommunale sammenslutninger (som HNG), der jo netop principielt selv ejer vejen«.

Kommissionen har foran fastslået, at vejlovens § 20, der indrømmer kommunale enheder en særstilling, er en særlig bevillings- og refusionsregel, som ikke gælder i denne sag. Det kan også fastslås, at HNG i hvert fald ikke er vejejer, og man kan efter kommissionens opfattelse ikke slå vejbestyrelser, kommuner og kommunale sammenslutninger i pulje. Hver enkelt enheds retsstilling må analyseres. Det kan således undergives tvivl, om en kommune i de her omhandlede sammenhænge altid kan betragtes som en enhed således, at alle kommunens virksomheder kan sidestilles med kommunen som vejbestyrelse, jfr. bemærkningerne til lov om hovedlandeveje (bilag K). Det kan ligeledes fastslås, at HNG ifølge det ovenfor anførte skulle have betalt ledningsomlægninger, hvis Tårnby Kommune havde iværksat et vejarbejde, der nødvendiggjorde en flytning.

HNG mener imidlertid, at vejlovens § 106 ikke finder anvendelse, når fælleskommunale ledninger omlægges, eller når et større område i sin helhed eksproprieres, hvis ikke det er vedkommende vejbestyrelse, der selv iværksætter et vejarbejde, der dikterer omlægningen.

Kommissionens udgangspunkt er, at »fælleskommunale ledninger« principielt ikke har en særlig stilling. Kommissionen betragter i denne sag HNG som en almindelig ledningsejer, der ikke i kraft af ejerforhold kan gøre krav på en særlig retsstiling i offentlig vej.

Når HNG taler om, at der er foretaget »et ekspropriativt indgreb« i HNG's ledningsnet, er dette i og for sig kun en omskrivning af stridspunktet i sagen, som er

Hviler HNG's ret til at have ledningsnettet liggende i Tårnby Kommunes veje på et sådant retsgrundlag, at tredjemand (A/S Øresundsforbindelsen), der lovligt erhverver det pågældende vejareal, ikke kan kræve ledningsnettet fjernet, flyttet eller unyttiggjort uden erstatning? Kun hvis spørgsmålet besvares bekræftende, er der tale om et ekspropriativt indgreb.

I så henseende må udgangspunktet være, at en erhverver af fast ejendom indtræder i de rettigheder og forpligtelser, som forgængeren i ejendomsretten havde. Der ses ikke at gælde noget særskilt for vejarealer, der lovligt overgår til anden anvendelse.

Succession fra sognekommune til amtskommune er lagt til grund i sagen U 1934, s. 609 Ø (Spjellerup-dommen). »Midlertidig rådighed over vejen som en ejer« er lagt til grund for U 1921, s. 366 Ø. Det er da også sikkert, at besigtigelses- og ekspropriationskommissioner efter jernbaneforordningen havde denne opfattelse, jfr. dokumentationen foran.

Ses der samlet på de tre domme U 1934, s. 451 H, U 1934, s. 609 Ø, og U 1936, s. 79 H, kan der af disse efter kommissionens opfattelse udledes følgende

Hvis der for selve retten til at have en ledning liggende i et areal, det være sig et vejareal eller et almindelig privat ejendomsret undergivet areal, er betalt et vederlag, er formodningen for, at der i forhold til den ejer, men hvem aftalen er indgået, er opnået en ret - erhvervet en servitut - som ejeren må respektere. Han har fået betaling. Er der intet vederlag erlagt, er anbringelsen sket under forbehold af ændrede forhold hos grundejeren. Der er indrømmet en »uskadelig benyttelsesret« - ikke erhvervet en servitut.

Efter det foreliggende har HNG som nævnt ikke betalt noget vederlag for at have sit ledningsnet anbragt i Tårnby Kommunes veje.

Der er herefter intet grundlag for at antage, at HNG har erhvervet en ret over vejarealerne, som nyder beskyttelse som en uopsigelig lejeret eller en traditionel servitutret.

Kommissionens opfattelse er, at A/S Øresundsforbindelsen som grundejer ikke har en videregående pligt til at respektere ledningsnettets anbringelse end Tårnby Kommune, fra hvem arealerne lovligt er erhvervet. HNG har ikke et sådant retsgrundlag for ledningsnettets tilstedeværelse i de pågældende arealer, at A/S Øresundsforbindelsen er pligtig at yde erstatning for det forhold, at ledningsanlægget er blevet værdiløst ved den fremtidige anvendelse af vejarealerne.

Opsigelse.

Som anført foran, er det kommissionens opfattelse, at A/S Øresundsforbindelsen er indtrådt i samtlige rettigheder og forpligtelser ifølge leverancekontrakten med den enkelte grundejer.

På kommissionsn spørgsmål derom har HNG oplyst, at hvis man ved dækningsbidrag forstår en kundes betaling reduceret med variable omkostninger, vil dette bidrag for en varmeforsyningskunde kunne skønnes til ca. 2,20 kr. pr. aftaget m3 gas. Et gennemsnitsforbrug er i foretagne beregninger ansat til 2130 m3 pr. år. I forhold til det angivne dækningsbidrag er totalprisen pr m3 ansat til 3,73 kr.

For andre kunder (kogekunder) måtte dækningsbidraget skønnes at være uden betydning.

Kommissionen lægger til grund, at opsigelse af leverancekontrakten er sket ved ekspropriationsbeslutningen og den forudgående offentlige indkaldelse. Kontraktmæssigt opsigelsesvarsel kan dog ikke formodes at være blevet overholdt, og for så vidt der ved ekspropriation er sket et indgreb i HNG s kontraktsmæssige retttigheder, skal der ydes erstatning for det derved lidte tab.

I hvert fald på det for kommissionen foreliggende grundlag er det ikke muligt at opgøre dette tab med absolut nøjagtighed. Opgørelsen må baseres på de foreliggende ikke fuldt dokumenterede oplysninger og på basis af forskellige skønsmæssige betragtninger.

I den henseende bliver der først at tage stilling til, hvilken afkortning af opsigelsesvarslet, som ekspropriationen har bevirket.

Kommissionen skønner, at den enkelte ejer er fraflyttet den eksproprierede ejendom 4 måneder efter ekspropriationstidspunktet, gennemsnitligt betragtet. Ekspropriationen har med andre ord indebåret en afkortning af det kontraktsmæssige opsigelsesvarsel med (gennemsnitligt) 8 måneder.

Ved erstatningsudmålingen må det videre tages i betragtning,

at det angivne dækningsbidrag umiddelbart må forekomme højt,

at den enkelte forbruger ikke har pligt til i opsigelsesperioden at aftage den angivne gennemsnitlige mængde gas, og

at i hvert fald en del af de i ekspropriationsområdet mistede kunder må formodes at være blevet kunde i anden bolig.

Hvis man antager, at dækningsbidraget pr. varmekunde udgør 4.000 kr. pr. år, vil tabet af 70 kunder andrage 280.000 kr. på et år. Efter det ovenfor anførte vil tabet ved det forkortede opsigelsesvarsel udgøre 2/3 af dette beløb.

Ud fra disse betragtninger fastsætter kommissionen på det foreliggende grundlag en erstatning på 200.000 kr.

Kommissionen finder, at 1. juli 1993 er en rimelig gennemsnitsdato at vælge for erstatningens forrentning.

Konklusion.

Der tillægges ikke HNG erstatning for det forhold, at selskabets ledningsanlæg i visse offentlige vejstrækninger er blevet værdiløst som følge af, at de pågældende vejstrækninger er nedlagt som vej i forbindelse med ekspropriationerne til Øresundsforbindelsens danske landanlæg.

Som følge af afkortet opsigelsesvarsel ved

ekspropriation i 94 kontrakter om levering

af naturgas tillægges der HNG en erstatning

på ........................................... 200.000 kr. Renter 7 3/4 p.a. fra den 1. juli 1993. I godtgørelse for sagkyndig bistand .......... 25.000 kr.

Hermed afsluttedes mødet, idet protokollen blev underskrevet.

F. Reidar Jørgensen

Kaj Petersen Bent M. pedersen Poul Elgaard Pedersen Knud Nielsen

/Mogens Pedersen

Udskriftens rigtighed bekræftes.

U. Lefmann

Ekspropriation i forbindelse med anlægget af en fast forbindelse over Øresund. Ikke givet HNG erstatning for det forhold at selskabets ledningsanlæg er blevet værdiløst

Udskrift af forhandlingsprotokollen

for ekspropriationskommissionen

vedrørende anlægget af en fast forbindelse over Øresund i henhold til lov nr. 590 af 19. august 1991.

57. hæfte

Mødet den 26. september 1995.

(Tårnby Kommune).

Den 26. september 1995, kl. 9,00, samledes kommissionen for at behandle en sag, i hvilken Hovedstadsregionens Naturgas I/S (HNG) har krævet erstatning for skrotning af gasledninger i forbindelse med gennemførelse af Øresundsforbindelsens landanlæg i Tårnby Kommune.

Til stede var

Kommissionens medlemmer.

Kommissarius ved Statens Ekspropriationer F. Reidar Jørgensen .

Viceskoleinspektør Bent M. Pedersen og

Borgmester Kaj Petersen

begge udnævnt af Trafikministeren.

Amtsrådsmedlem Poul Elgaard Pedersen,

udnævnt af Københavns Amtsråd.

Amtsrådsmedlem Per Kleis Bønnelycke havde meldt forfald, hvilket også var tilfældet for de for Tårnby kommune udmeldte delegerede.

Kommissionens tilforordnede,

Den ledende landsinspektør, landsinspektør Knud Nielsen.

Kommissionens sekretær, fuldmægtig Mogens Pedersen.

Advokater.

Advokat Vivi Bruhn Knudsen for HNG.

Advokat Jens Auken for A/S Øresundsforbindelsen.

A/S Øresundsforbindelsen.

Projektchef Ole Christensen

Landinspektør Steen Lund.

HNG

Cand.jur. Henriette Johansen

Landinspektør John Thorn.

Kommissarius fremlagde

A/S Øresundsforbindelsens processkrift I af 24. august 1994 med bilag 1-3.

HNG's processkrift I af 23. november 1994 med bilag A og B.

A/S Øresundsforbindelsens processkrift II af 3. april 1995 med bilag 5 og 6.

HNG's processkrift II af 11. august 1995 med bilag C-P.

Advokat Bruhn Knudsen fremlagde en plan, hvorpå var angivet dels ikke renoverede, dels nye og renoverede ledninger.

Advokat Jens Auken fremlagde deklaration af 29. september 1976, lyst på en række ejendomme i Tårnby om byggelinier med relation til det i lov nr. 321 af 10. juni 1976, § 1, nr. 2, nævnte hovedlandevejsanlæg.

Sagen procederedes.

Hovedstadsregionens Naturgas I/S (i det følgende HNG) har af A/S Øresundsforbindelsen krævet en erstatning på 1.871.000 kr.

Kravet begrundes med, at de ekspropriationer, som selskabet har foretaget i Tårnby Kommune, har medført, at en del af HNG's ledningsanlæg er blevet værdiløst og har måtte skrottes, hvadenten det er fjernet eller ej. Der er ikke etableret erstatningsanlæg. Det drejer sig dels om et ledningsnet i vejareal, dels stikledninger fra ledning i vej til 94 private parcelhuse. Strækninger og ejendomme er angivet på 4 kort af 13. september 1994 og omfatter området ved Københavns Lufthavn, Kastrup, området ved Amager Strandvej og Nyhøj Alle, området ved Amager Landevej samt området mellem Englandsvej og Oliefabriksvej. Kravet opdeles således

Ledningsnet i vejareal 1.276.000 kr.

Stikledninger 595.000 kr.

Samlet krav 1.871.000 kr.

Der kræves renter med 7 3/4 % p.a. fra 1. juli 1993.

Subsidiært kræves en mindre erstatning med renter.

A/S Øresundsforbindelsen har afvist at betale erstatning.

HNG's krav støttes på en række betragtninger. Af praktiske grunde og for at lette oversigten opdeles HNG's anbringender i nogle generelle synspunkter, betragtninger om stikledninger og betragtninger om ledningsnet i offentlig vej. Imidlertid kan anbringender under et af de to sidste afsnit også være af betydning for det andet afsnit.

Generelt

I henhold til varmeforsyningsloven har HNG en forsyningspligt og dermed haft pligt til at etablere eller erhverve sig det ledningsnet, der ved eksporpriation af de pågældende ejendomme og det samlede område bliver værdiløst. Det har været en indiskutabel forudsætning for denne pligt og den skete investering, at man i en lang årrække frem sikkert kunne regne med en indtægt også af det nu som følge af ekspropriationen værdiløse net. HNG har på dette lovgrundlag ikke en ringere retsstilling end den indehaver af en brugsret (en lejeret), der ved lov eller kontrakt er sikret en lang uopsigelighed. Ledningsanlæggets »værdi« kan betragtes dualistisk. Kravet er opgjort efter prisen for nyanlæg, hvilket beløb ikke overstiger den pris, som udgøres af anskaffelses- og renoveringsomkostninger for det i betragtning kommende net, når også hensyn tages til ledningsanlæggets sandsynlige levetid. Hvis man imidlertid ikke eller ikke fuldt ud anerkender denne opgørelsesmåde, har HNG gjort gældende, at erstatning for ledningsanlægget må ansættes ud fra en vurdering af indtjeningsgrundlaget. For de 70 ejendomme, der er udgået af varmeforsyningen, udgør dækningsbidraget for tiden frem til år 2005 900.000 kr. Ledningsanlægget har i den nuværende stand en betydelig længere levetid, og dækningsbidraget er successivt stigende. Dermed vil en erstatningsopgørelse, baseret på tabt dækningsbidrag overstige kravet på 1.871.000 kr. Hertil kommer sandsynligt tabt dækningsbidrag fra potentielle nytilkommende kunder i området, hvis ejendommene ikke var blevet fjernet.

Imidlertid kræver HNG ikke selvstændig erstatning for tabt indtægtsgrundlag. Der skal under sagen kun tages hensyn til dette til underbyggelse af værdien af det ledningsnet, der ved ekspropriationen er unyttiggjort. En værdiberegning på basis af tabt dækningsbidrag ville føre til et større erstatningskrav.

94 stikledninger er blevet værdiløse. Kun de 70 ejendomme, der har modtaget naturgas til opvarmning, indgår imidlertid i beregningen over tabt dækningsbidrag.

Når staten har pålagt et fælleskommunalt interessentskab at bekoste givne anlæg, kan staten ikke erstatningsfrit fjerne interessentskabets mulighed for gennem den forudsatte indtjening at få investeringen forrentet og afskrevet. Sker noget sådant, må der ydes erstatning.

HNG's principielle betragtning er, at der er foretaget en ekspropriation i forhold til HNG, både fysisk i relation til ledningsnettet og i form af indgreb i bestående kontraktsforhold. En sådan ekspropriation udløser krav om fuld erstatning for det lidte tab, medmindre særlige regler fører til andet. Sådanne regler eksisterer ikke. HNG har afholdt en række omkostninger. Værdien af disse er ved ekspropriationen tilintegjort og må følgelig erstattes.

HNG henviste specielt til Varmeforsyningslovens § 6, ifølge hvilken Tårnby kommune har haft pligt til at sørge for tilvejebringelse af et projekt for kollektiv varmeforsyning, hvilken forpligtelse var opfyldt.

HNG henviste videre til reale hensyn som begrundelse for Øresundsforbindelsens erstatningspligt og henviste videre til situationer, i hvilke der gøres indgreb i erhvervsvirksomheders drift.

A/S Øresundsforbindelsen har afvist, at bestemmelserne i varmeforsyningsloven har nogen betydning for erstatningspligten. Det er ganske almindeligt, at ledningsejere i henhold til lov eller koncession har en leveringspligt. Det ville have helt uoverskuelige økonomiske konsekvenser, hvis man i ekspropriationstilfælde skulle erstatte det dækningsbidrag, som elværker, televirksomheder m.v. mister. Føres tanken til ende, ville noget tilsvarende kunne gøres gældende for andre, der havde leveret varer og tjenesteydelser til ejendomme.

A/S Øresundsforbindelsen påpegede, at der ikke som sådan påhviler HNG en forpligtelse til at etablere nettet, men at HNG ifølge det historiske forløb har et monopol på naturgasforsyning i området.

A/S Øresundsforrbindelsen gjorde videre gældende, at den almindelige betragtning om afkortning i erstatningen for indvundne fordele måtte komme til anvendelse, hvis man overhovedet ville gå ind på tanken om at yde erstatning.

Stikledninger på privat grund

Ifølge HNG's almindelige leveringsbetingelser fra 1984 er HNG ejer af stikledninger (§ 3, stk. 1), kan HNG lade tinglyse deklaration om anlæggets anbringelse og forbliven på ejendommen (§ 3, stk. 2), og HNG er ved leveringsforholdets ophør berettiget til at lade stikledningen blive liggende (§ 3, stk. 6).

Ved ejendomsoverdragelse er den hidtidige ejer forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i kontraktsforholdet (§ 2, stk. 6), som kan afmeldes med 12 måneders varsel (§ 2, stk. 3).

I de tilfælde, i hvilke en stikledning tilhørte ejendommen på tidspunktet for tilslutning til naturgasnettet, er der i årene 1987-1992 ofte ydet en kontant betaling på 5.000 kr. pr. stik, ligesom der er ydet introduktionsrabat, enten i forbrugsprisen eller ved kontant betaling til hjælp til dækning af kundens anlægsudgifter.

HNG har gjort gældende, at leveringsbetingelserne har sikret ledningsejeren en ret til permanent at have stikledningen anbragt på vedkommende ejendom. Ejeren kan ikke forlange ledningen fjerne. Hvis ejeren ønsker en ændring, må omlægningen ske for ejerens regning (leveringsbetingelserne § 3, stk. 4). Eksproprianten har ikke bedre ret end ejerne, jfr. eksempelvis U.f.R. 1936, s. 79H. Der er således tale om en traditionel servitut over ejendommen, der som enhver anden begrænset rettighed over en fast ejendom må erstattes, hvis den bortfalder ved ekspropriation. Hvis ledningen havde tilhørt ejeren af den faste ejendom, ville eksproprianten givetvis have skullet erstatte ledningen. Den omstændighed, at HNG har betalt og ejer stikledningen, kan ikke gøre nogen forskel. Et modsat resultat ville indebære en ugrundet berigelse for eksproprianten.

Det forhold, at leveringsaftalen kan opsiges med 12 måneders varsel, er uden betydning. Det afgørende for sagen er ikke en teoretisk opsigelsesmulighed, men den realitet, at HNG kunne regne med at levere gas til de pågældende ejendomme i en lang årrække med et meget lille frafald af kunder, ovenikøbet med en sandsynlig tilgang. I løbet af de seneste 2 år er 1,3 promille af kunderne ophørt som selvstændige kunder og en endnu mindre andel som de facto gasforbrugere. Der bortses fra kundeophør, som omfattes af denne sag.

På den ene side har HNG hævdet, »at A/S Øresundsforbindelsen i forhold til HNG indtræder i gasforbrugernes/ejendomsejernes rettigheder og forpligtelser« (processkrift I side 2). På den anden side har HNG også hævdet: »Retten til ekspropriationserstatning kan ikke afskæres ved, at den eksproprierende myndighed indtræder i lejerforholdet og blot udnytter en formel opsigelsesadgang, det være sig, om den begrænsede rettighed vedrører et løbende leveringsforhold, et leje-, forpagtnings- eller leasingforhold eller andre former for begrænsede rettigheder« (processkrift II side 3).

Det er ikke den teoretisk formelle mulighed for opsigelse, der er afgørende, men den faktiske, helt overvejende sandsynlige indtægtsmulighed, der skal erstattes ved en ekspropriation.

HNG har herved særligt henvist til Dansk Miljøret, 4. bind, side 110 ff.

HNG fremhævede videre, at HNG's retsstilling på privat grund var en anden end eksempelvis telefonledningers retsstilling i henhold til telefonlovens § 12.

Den fornævnte højesteretsdom og de andre domme om ledningsanlæg fra 1930-erne viser, at det er de oprindelige aftaler, der er af betydning.

A/S Øresundsforbindelsen har gjort gældende, at ledningsejere ikke hidtil ses at have krævet erstatning hos en anlægsmyndihged for tab af ledninger på privat grund. Der er hverken kommissions- eller retspraksis for noget sådant. Den manglende omtale i litteraturen om erstatning for skrotning af ledninger understøtter ligeledes, at HNG's krav ikke kan imødekommes.

Kontraktsforholdet giver aftageren ret til at opsige kontrakten med 12 måneders varsel, og HNG har ikke nogen erstatningsbeskyttet forventning om gasleverance i længere tid. A/S Øresundsforbindelsen har ved ekspropriation erhvervet ejendomsret til de pågældende ejendomme og er derved indtrådt i den tidligere ejers ret til at opsige kontraktsforholdet.

Hvis grundejerne selv havde betalt stikledninge, ville dette ikke i sig selv have været en sådan værdiforøgelse af ejendommen, at forholdet havde givet sig udslag i størrelsen af erstatningen for ejendommen.

Hvad angår henvisningen til Fast Ejendoms Regulering, bemærkes, at omtalen relaterer til erstatningsudmålingen ved ekspropriation af en virksomhed, ikke til den situation, som foreligger i denne sag.

A/S Øresundsforbindelsen lagde videre vægt på, at betalingen for den enkelte stikledning i realiteten var at betragte som et markedsføringsbidrag og ikke kunne tages som udtryk for et specifikt ønske om erhvervelse af ejendomsret.

Vejareal

De lovbestemmelser, som parterne har fremført, er lov om offentlige veje § 106 og § 20.

A/S Øresundsforbindelsen har ikke afvist at følge § 20, men har anført, at bestemmelsen gælder omlægning eller flytning af ledninger, men derimod ikke en ledningsejers tab ved skrotning af ledninger. Bestemmelsen er at betragte som en undtagelse fra hovedreglen i vejlovens § 106. Ifølge den skal ledningsejeren som udgangspunkt afholde samtlige udgifter til flytning af sine ledninger, når ledninsflytningen er forårsaget af et vejarbejde.

HNG har gjort gældende, at reglen i vejlovens § 106 er en undtagelse fra generelt gældende principper.

Ifølge HNG er vejlovens § 20 udtryk for, at det ved hovedlandevejsanlæg er og altid har været et udgangspunkt, at kommuner og kommunale sammenslutninger skulle have fuld erstatning for omkostninger, opstået i forbindelse med ekspropriation til sådanne statsarbejder. Det fremgår af bemærkningerne til § 10 i hovedlandevejsloven fra 1963. § 20 er udslag af en 150-årig praksis og retstilstand samt af og i bedst harmoni med grundlovens § 73's krav om fuldstændig erstatning.

Der er navnlig intet holdepunkt for at fortolke § 20 indskrænkende således, at den kun gælder omkostninger til »omlægning eller flytning«. Bestemmelsen må finde tilsvarende anvendelse på et direkte tab, der påføres ledningsejeren, hvilket i øvrigt også følger af, at der er tale om en tvungen afståelse af ledningsnettet. Det er naturligvis i den forbindelse uden relevand, at HNG kunne optage og fjerne ledningsnettet.

HNG mener, at det følger af bestemmelserne i jernbaneforordningen af 5. marts 1845, at en anlægsmyndighed altid har skullet »afholde omkostninger ved nødvendige omlægningsarbejder, hvor ekspropriation i øvrigt var ufornøden«. Vejlovens § 106 er en undtagelse fra dette gamle princip, lovfæstet ved vejbestyrelsesloven i 1957. De i bemærkningerne til nævnte bestemmelse anførte domme U 1934-451 H og 609 Ø beskriver anvendelsesområdet for § 106. De i dommene beskrevne tilfælde kan ikke sammenlignes med den situation, at der foretages et ekspropriativt indgreb over for vejbestyrelser, kommuner og kommunale sammenslutninger som HNG, »der jo netop principielt selv ejer vejen«.

Vejlovens § 106 gælder kun, når flytningen er nødvendiggjort af grundejernes egne vejreguleringer, jfr. U 1936-79 H modsætningsvis.

A/S Øresundsforbindelsen har fremført, at bestemmelsen i vejlovens § 106 gælder i alle de tilfælde, i hvilke der ikke er indgået en særskilt aftale mellem ledningsejeren og vejmyndigheden, som fører til andet resultat. Det fremgår også deraf, at § 106, stk. 2, betragter § 20 som en undtagelse fra § 106, stk. 1, jfr. Trafikministeriets cirkulære nr. 132 af 6. december 1985, pkt. 55.

HNG har videre fremført, at det er uden betydning, at HNG har kunnet hjemtage ledningsanlægget, at HNG ved ledningsnettets nedlæggelse har mistet den immaterielle ret til at betjene en kundekreds, at HNG ikke har kunnet forudse den nu nødvendiggjorte skrotning og derfor har foretaget investeringer for få år siden, og at HNG har en forsyningspligt.

A/S Øresundsforbindelsen har afvist, at disse betragtninger har betydning for erstatningspligten.

A/S Øresundsforbindelsen var principielt enig i, at det ikke var vejlovens regler, som direkte finder anvendelse. Ved bestemmelse af ledningernes retsstilling var disse bestemmelser imidlertid af betydning.

En parallelisering mellem ledningsomlægning og - kort udtrykt - skrotning kunne ikke foretages, idet sidstnævnte situation også kunne forekomme som en almindelig foreteelse ved et hovedlandevejsanlæg. Når lovgiver ikke havde nævnt denne gruppe, var det naturligvis med fuldt overlæg.

A/S Øresundsforbindelsen fremhævede, at det ville være en fuldstændig nyskabelse inden for ekspropriationspraksis, hvis der skulle ydes erstatning i de af HNG omtalte tilfælde.

På kommissionens spørgsmål derom oplyste HNG, at man ikke umiddelbart kunne nævne tilfælde, i hvilke der var krævet og/eller givet erstatning for ledningsstrækninger, hvis værdi kunne siges at være blevet tilintetgjort i nedrivningstilfælde eller andre lignende situationer.

Erstatningskravets størrelse.

Såvel i de fremlagte processkrifter som som under den mundtlige procedure har HNG redegjort for erstatningskravets størrelse. Beregningen er bestridt af A/S Øresundsforbindelsen.

I betragtning af det resultat, som kommissionen er kommet til, udelades en nærmere gengivelse af betragtningerne om dette spørgsmål.

Der afsagdes sålydende

K E N D E L S E

Generelt.

Kommissionen kan ikke anerkende, at bestemmelserne i varmeforsyningsloven fører til en pligt for A/S Øresundsforbindelsen som ekspropriant til at yde erstatning for ledningsanlæg, som er blevet værdiløst derved, at et antal ejendomme er eksproprieret med den virkning, at der ikke længere skal leveres natur gas til de pågældende ejendomme.

Der er ikke henvist til særlige regler, der garanterer forrentning og afskrivning af en given investering, og at der ved ekspropriationen er gjort indgreb i en sådan garanti.

Stikledninger på privat grund.

Kommissionens udgangspunkt er, at A/S Øresundsforbindelsen ved erhvervelse af ejendomsret til de pågældende ejendomme er indtrådt i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser i henhold til det gældende kontraktsforhold med HNG.

Dette er begge parter da også enige i. Imidlertid er det HNG's opfattelse, at der fra hovedreglen gælder den undtagelse, at A/S Øresundsforbindelsen ikke kan benytte den kontraktsbestemte opsigelsesret fra brugerens side. Erstatning skal, efter HNG's opfattelse, ydes, hvis HNG havde en berettiget forventning om at kunne fortsætte gasleverancen med den konsekvens, at der gennem løbende ydelser fra brugerenes side ville blive opnået dækning for den mistede investering.

Efter kommissionens opfattelse er der ikke i retspraksis holdepunkt for dette standpunkt, jfr. også de nedenfor anførte domme om ledningsflytning. En ekspropriation udløser ved tilintetgørelse af et kontraktsforhold ikke erstatning i videre omfang, end kontraktsforholdets bestemmelser rækker. Ekspropriationen skaber ikke videregående rettigheder end dem, en kontraktspartner har i forvejen.

Det er derfor kommissionens opfattelse, at A/S Øresundsforbindelsen har været berettiget til at bringe kontraktsforholdet til ophør med 12 mdr.'s opsigelsesvarsel som bestemt i de almindelige leveringsbetingelser, der er en integreret del af kontraktsgrundlaget.

Det kan for det retlige spørgsmål ikke være af betydning, at der i denne sag er tale om et helt usædvanligt stort antal eksproprierede ejendomme. Det må herved haves i erindring, at ekspropriation af et betydeligt antal ejendomme bl.a. er sket for ikke at lade disse tilbage med en uacceptabel beliggenhed i forhold til lufthavn, motorvej og jernbane

Vejareal

Ingen

Ikke givet erstatning for det forhold, at selskabets ledningsanlæg i visse offentlige vejstrækninger er blevet værdiløst som følge af, at de pågældende vejstrækninger er nedlagt som vej i forbindelse med ekspropriationerne til Øresundsforbindelsens danske landanlæg