Vagtlæger

Vagtlæger

En 36-årig sund og rask mand havde tidligere lejlighedsvis haft migræneanfald. Det seneste anfald lå mere end et halvt år tilbage. Han havde aldrig tilkaldt læge i forbindelse hermed, og der havde aldrig været bevidsthedspåvirkning.

Da vagtlæge 1 tilså patienten, havde denne ligget bevidstløs i ca. 9 timer. En grov neurologisk undersøgelse viste normale forhold, men der var stadig bevidsthedsplumring. Lægen hjalp med at få patienten lagt i seng og gav en indsprøjtning med Imigran. Han instruerede hustruen om at vække patienten efter et par timer med henblik på at vurdere tilstanden. Da tilstanden ikke forbedredes, tilkaldte hustruen atter vagtlæge.

Da vagtlæge 2 tilså patienten 5 timer senere end vagtlæge 1, var patienten stadig bevidstløs. Han fandt vejrtrækning og kredsløb tilfredsstillende, men kom ikke i kontakt med patienten, og accepterede på det foreliggende diagnosen migræne.

Senere opereres patienten for en cyste i hjernen, som antages at have været årsag til sygdomsforløbet.

Patientklagenævnet fandt, at patientens tilstand efter beskrivelsen var uden for grænserne af, hvad der med rimelighed kunne opfattes som migrænesymptomer. Patientklagenævnet fandt endvidere, at den meget udtalte og langvarige bevidsthedssvækkelse under alle omstændigheder burde have ført til indlæggelse med henblik på undersøgelse og mere kompetent observation af udviklingen end den, der var mulighed for i hjemmet. Vagtlæge 2 burde ikke have baseret sin vurdering af patientens tilstand på den 1. vagtlæges vurdering.

Patientklagenævnet fandt, at begge vagtlæger havde udvist manglende omhu og derfor overtrådt lægelovens § 6, stk. 1. Patientklagenævnet anmodede på grund af sagens karakter anklagemyndigheden om at rejse tiltale mod begge vagtlæger for grovere forsømmelse, jvf. lægelovens § 18, stk. 1.

En 36-årig sund og rask mand havde tidligere lejlighedsvis haft migræneanfald. Det seneste anfald lå mere end et halvt år tilbage.

Han havde aldrig tilkaldt læge i forbindelse hermed, og der havde aldrig været bevidsthedspåvirkning.

Da vagtlæge 1 tilså patienten, havde denne ligget bevidstløs i ca. 9 timer. En grov neurologisk undersøgelse viste normale forhold, men der var stadig bevidsthedsplumring. Lægen hjalp med at få patienten lagt i seng og gav en indsprøjtning med Imigran. Han instruerede hustruen om at vække patienten efter et par timer med henblik på at vurdere tilstanden. Da tilstanden ikke forbedredes, tilkaldte hustruen atter vagtlæge.

Da vagtlæge 2 tilså patienten 5 timer senere end vagtlæge 1, var patienten stadig bevidstløs. Han fandt vejrtrækning og kredsløb tilfredsstillende, men kom ikke i kontakt med patienten, og accepterede på det foreliggende diagnosen migræne.

Senere opereres patienten for en cyste i hjernen, som antages at have været årsag til sygdomsforløbet.

Patientklagenævnet fandt, at patientens tilstand efter beskrivelsen var uden for grænserne af, hvad der med rimelighed kunne opfattes som migrænesymptomer. Patientklagenævnet fandt endvidere, at den meget udtalte og langvarige bevidsthedssvækkelse under alle omstændigheder burde have ført til indlæggelse med henblik på undersøgelse og mere kompetent observation af udviklingen end den, der var mulighed for i hjemmet. Vagtlæge 2 burde ikke have baseret sin vurdering af patientens tilstand på den 1. vagtlæges vurdering.

Patientklagenævnet fandt, at begge vagtlæger havde udvist manglende omhu og derfor overtrådt lægelovens § 6, stk. 1.

Patientklagenævnet anmodede på grund af sagens karakter anklagemyndigheden om at rejse tiltale mod begge vagtlæger for grovere forsømmelse, jvf. lægelovens § 18, stk. 1.