Legislator Case Law & Legislation
W19951009525 DK

Tilladelse til at en registreret revisor indtrådte i bestyrelsen for en sparekasse afslået.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1995 10095 Valid

Tilladelse til at en registreret revisor indtrådte i bestyrelsen for en sparekasse afslået.

Registreret revisor K har i skrivelse af 16. august 1994 klaget over Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 22. juli 1994 (j.nr. 94-43.185), hvorved styrelsen afslog at give hende tilladelse til at indtræde som medlem af bestyrelsen for en sparekasse.

Sagens omstændigheder

Ved skrivelse af 27. juni 1994 ansøgte klageren, registreret revisor K, om dispensation efter lov om registrerede revisorer med henblik på at indtræde som bestyrelsesmedlem i bestyrelsen for X-by Spare- og Lånekasse. Klageren, som er medejer af A Revision ApS i Y-by, var blevet indvalgt i sparekassens bestyrelse på et tidspunkt, hvor hun ikke var opmærksom på, at dette ville kræve en dispensation fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Til støtte for at dispensation skulle gives, henviste klageren til, at A Revision ApS53s arbejdsområde hovedsageligt ligger i Z-by, hvorimod sparekassens arbejdsområde ligger i Æ-by. Endvidere henviste hun til, at bestyrelsen for sparekassen havde vedtaget, at klageren skulle udelukkes fra deltagelse i bestyrelsesmøder, hvis der kunne opstå interessesammenfald.

Ved den påklagede skrivelse af 22. juli 1994 afslog Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at give dispensation under henvisning til, at klagerens medlemskab af sparekassens bestyrelse ville kunne bringe hendes uafhængighed som revisor i fare.

Efter den dagældende lov om registrerede revisorer (lovbekendtgørelse nr. 322 af 18. maj 1993) § 8, stk. 2, kunne Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætte nærmere regler for registrerede revisorers virksomhed og forretningsbetingelser og herunder bestemme, at visse erhverv og stillinger ikke kunne forenes med virksomhed som registreret revisor. Sådanne regler var fastsat ved Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bekendtgørelse nr. 126 af 28. februar 1989. Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4, måtte registrerede revisorer ikke beklæde stilling som bestyrelsesmedlem i en erhvervsvirksomhed, som driver anden erhvervsvirksomhed end bogførings-, regnskabs- og revisionsvirksomhed. Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, kunne Erhvervs- og Selskabsstyrelsen undtage fra bestemmelserne i stk. 1.

Loven om registrerede revisorer er ændret ved lov nr. 427 af 1. juni 1994 med delvis ikrafttræden den 1. september 1994. Lovændringen er indarbejdet i lovbekendtgørelse nr. 763 af 22. august 1994. Efter den nugældende lovs § 4 a, stk. 1, omfatter en registreret revisors virksomhed »revision af regnskaber m.v. samt rådgivning og assistance i forbindelse hermed og inden for tilgrænsende områder.« Efter lovens § 6 a, stk. 2, er stillingen som registreret revisor »uforenelig ... med stilling som bestyrelsesmedlem ... i en virksomhed, der driver anden erhvervsvirksomhed end den i § 4 a nævnte.« Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan efter loven undtage fra bl.a. stk. 2, hvis det skønnes, at den omhandlede virksomhed er uden indflydelse på revisors uafhængighed.

I klageskrivelsen af 16. august 1994 anfører klageren, at hun står uforstående over for, hvorfor hendes uafhængighed kan komme i fare ved at være medlem af sparekassens bestyrelse, når hun i ansøgningen netop har pointeret ikke at ville deltage i bestyrelsesmøder, hvor dette kan være et problem. Som bilag til klagen har klageren vedlagt kopi af skrivelse af 16. august 1994 fra sparekassen, hvor denne opfordrer til, at der meddeles klageren dispensation, idet hun er valgt af repræsentantskabet og dermed af sparekassens kunder. Sparekassens erhvervskunder består hovedsagelig af landbrugere, som benytter sig af de Landøkonomiske Foreninger, så klagerens uafhængighed som revisor kan ikke derved komme i fare.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i en redegørelse for sagen af 28. september 1994 fastholdt den trufne afgørelse og bl. a. udtalt: ».....

Med skrivelse af 27. november 1992 har styrelsen i en anden sag for ankenævnet - j. nr. 92.884 ... - på ankenævnets anmodning ved notat af 26. november 1992 redegjort for hidtidig dispensationspraksis i forbindelse med statsautoriserede og registrerede revisorers mulighed for at indtræde i bestyrelsen i en erhvervsvirksomhed. Notatet indeholder et særligt afsnit vedrørende revisorers indtræden i repræsentantskaber og lignende i banker og sparekasser. Der siges det indledningsvis, at der ikke er givet dispensation til at kunne sidde i en bank eller en sparekasses bestyrelse.

Baggrunden herfor er, at netop banker og sparekasser i særlig grad driver erhvervsvirksomhed med omfattende kontakter til andre erhvervsvirksomheder. Med en så omfattende kontaktflade vil det være vanskeligt at forestille sig, at et bestyrelseshverv i en bank eller sparekasse vil kunne varetages uden at revisors uafhængighed berøres heraf.

I lighed hermed skal styrelsen henvise til Erhvervsankenævnets kendelse af 22. september 1993, j.nr. 92-29.582, hvor ankenævnet bl.a. udtaler, at »(h)vervet som bestyrelsesmedlem i et pengeinstitut er af en sådan karakter, at det ikke bør kunne forenes med virksomhed som registreret revisor.«.

De af klageren anførte forhold kan efter styrelsens opfattelse heller ikke i nærværende sag begrunde dispensation og fravigelse af hidtidig praksis.

At hovedarbejdsområderne mellem klageren og sparekassen skulle være forskellige, er ikke tilstrækkeligt grundlag for meddelelse af dispensation, da områdefordelingen ikke ændrer på muligheden for at uafhængigheden kan berøres.

At klageren kan udelukkes fra bestyrelsesmøder ved inhabilitet har ingen indvirkning på klagerens uafhængighed som revisor, hvorfor dette forhold ikke ændrer på muligheden for, at klagerens uafhængighed som revisor kan berøres af posten som bestyrelsesmedlem. .....'

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens redegørelse af 28. september 1994 har været forelagt klageren, som ikke har fremsat yderligere bemærkninger hertil.

Ankenævnet udtaler

Af de grunde, der er anført af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i skrivelsen af 28. september 1994 til Erhvervsankenævnet tiltrædes det, at der ikke efter det af klageren oplyste er grundlag for at undtage klageren fra § 6 a, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 763 af 22. august 1994 om registrerede revisorer.

Endelig adm. afgørelse 1995 10095 Valid

Tilladelse til at en registreret revisor indtrådte i bestyrelsen for en sparekasse afslået.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →