Nægtet offentliggørelse af fusionsplan, der var indsendt for sent. Fortolkning af fristreglen, herunder af ordet 'indsendt'.

Nægtet offentliggørelse af fusionsplan, der var indsendt for sent. Fortolkning af fristreglen, herunder af ordet »indsendt«.

Advokat A har på vegne A/S K1 og K2 ApS den 5. december 1994 klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i skrivelse af 29. november 1994 (j.nr. 94-78.882 og 94-78.885) afslog at offentliggøre en fusionsplan med henvisning til, at planen ikke var indsendt rettidigt.

Sagens omstændigheder

Mandag den 31. oktober 1994 underskrev henholdsvis bestyrelsen for A/S K1 og direktionen for K2 ApS en fusionsplan, hvorefter de to selskaber fusioneres med virkning fra den 1. maj 1994 og med aktieselskabet som det fortsættende selskab.

Med en skrivelse dateret fredag den 25. november 1994 og afsendt anbefalet samme dag sendte advokat A fusionsplan m.v. til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Styrelsen modtog advokatens skrivelse mandag den 28. november.

Ved den påklagede skrivelse af 29. november 1994 afslog styrelsen af offentliggøre fusionsplanen, da den »ikke er indsendt inden 4 uger efter underskrivelsen«. Styrelsen henviste til aktieselskabslovens § 134 d, stk. 1, og anpartsselskabslovens § 103 d, stk. 1.

Over for Erhvervsankenævnet har klagerens advokat i klageskrivelsen af 5. december 1994 og supplerende indlæg af 31. januar og 20. februar 1995 gjort gældende, at fusionsplanen er indsendt rettidigt. Planen er som nævnt underskrevet mandag den 31. oktober. Efter loven skal planen indsendes »inden 4 uger efter« dens underskrivelse. Fristen for indsendelse udløb derfor mandag den 28. november, på hvilken dag planen også er modtaget i styrelsen. Fristen i aktieselskabslovens § 134 d skal fortolkes i overensstemmelse med andre frister i lovgivningen, herunder ankefristerne i retsplejeloven. Det er fast antaget såvel i den juridiske teori som i retspraksis, at retsplejelovens ankefrist på 4 uger skal forstås således, at fristen først er udløbet, når 4-ugersdagen er gået. En ankefrist på 4 uger regnet fra fredag den 2. november er således udløbet fredag den 30. november ved kontortids ophør (Bernhard Gomard: Civilprocessen, 4. udg., s. 536). Fristen er altså 28 dage. Det må bero på en misforståelse, når det eksempel i lovforarbejderne, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen henviser til, forkorter fristen til 27 dage, og lovtekstens ordlyd stemmer ikke med forarbejderne. Advokaten henviser endvidere til en højesteretsdom vedrørende beregningen af fristen i by- og landzonelovens § 16, omtalt i UfR. 1978, s.670.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i en redegørelse for sagen af 17. januar 1995 fastholdt den trufne afgørelse og gjort gældende, at fusionsplanen for at være rettidigt indsendt skulle være modtaget i styrelsen senest fredag den 25. november inden for sædvanlig kontortid. Styrelsen har herved henvist til formuleringen af aktieselskabslovens § 134 d, stk. 1, 1. punktum, og anpartsselskabslovens § 103 d, stk. 1, 1. punktum, som affattet ved lov nr. 1060 af 20. december 1992 (med ikrafttræden den 1. august 1993) og til lovmotiverne til disse bestemmelser. Begge bestemmelser har følgende ordlyd

»Inden 4 uger efter fusionsplanens underskrivelse indsendes for hvert af de fusionerende selskaber en af bestyrelsen bekræftet genpart af fusionsplanen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.«

I bemærkningerne til lov nr. 1060 af 20. december 1992 hedder det bl.a. (Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 1587-1588)

»Det foreslås at affatte lovens fristbestemmelser ensartet med henblik på at forebygge fortolkningstvivl. Lovens frister foreslås angivet, således at det præciseres, at den pågældende handling, eksempelvis anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, skal være foretaget inden fristens udløb. Ved »inden« forstås, at den sidste rettidige dag er den sidste dag i den angivne periode. For eksempel vil den sidste rettidige dag ved en frist, der er angivet »inden 4 uger«, være den sidste dag i den 4. uge. Fristen regnes fra og med den dag, hvor handlingen, der udløser fristens forløb, foretages. Fristerne regnes i hele dage og inden for sædvanlig kontortid. I overensstemmelse med den retspraksis, der har udviklet sig for så vidt angår frister for sagsanlæg, ... er det hensigten, at bestemmelsen skal fortolkes således, at hvis fristen udløber en lørdag eller helligdag, er det ikke tids nok at foretage den pågældende handling den førstkommende hverdag derefter.

Eksempelvis skal fristen i § 6 c, stk. 5 , efter forslaget beregnes således

På en generalforsamling, der afholdes torsdag den 21. januar 1993, godkendes erhvervelsen af et formuegode fra en aktionær. Vurderingsberetningen vedrørende dette formuegode skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden 4 uger efter denne generalforsamling. Det vil sige, at den sidste rettidige dag for indlevering til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er onsdag den 17. februar 1993, inden for normal ekspeditionstid.'

Styrelsen har endvidere henvist til Erhvervsankenævnets kendelse af 18. september 1990 (j. nr. 89-38.397, Årsberetning 1990, nr. 14). Den pågældende sag vedrørte en fusionsplan, der var underskrevet den 1. juni 1989 og efter klagerens oplysninger indleveret på posthuset fredag den 30. juni. Planen var modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen onsdag den 5. juli. Styrelsen afslog at offentliggøre planen under henvisning til, at den ikke var indsendt inden udløbet af den dagældende frist på 1 måned. Over for Erhvervsankenævnet gjorde klageren gældende, at planen var indsendt rettidigt, idet det afgørende efter lovens ordlyd måtte være, at den var afsendt inden fristens udløb. I kendelsen udtalte ankenævnet

»Anpartsselskabslovens § 103 d, stk. 1, 1. punktum, må forstås således, at rettidig indsendelse kun er sket, hvis den pågældende meddelelse er modtaget i styrelsen inden fristens udløb. Denne fortolkning er i overensstemmelse med, hvad der i almindelighed antages at gælde ved tilsvarende fristregler, og er den fortolkning, som generelt giver den sikreste fastlæggelse af fristens afbrydelse.

Da fusionsplanen i det foreliggende tilfælde først er modtaget i styrelsen efter fristens udløb, har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med rette afvist at bekendtgøre den.

Ankenævnet stadfæster derfor den påklagede afgørelse.«

To af ankenævnets medlemmer, den sagkyndige Morten Iversen og næstformanden Ebbe Christensen, udtaler

Beregningsmåden for længden af fristerne i aktieselskabslovens § 134 d, stk. 1, og anpartsselskabslovens § 103 d, stk. 1, er nøje angivet i de foran citerede lovmotiver. Af motiverne fremgår, at fristen »inden 4 uger« skal forstås således, at fristen udløber på den sidste dag i den 4. uge. Over for den klare ordlyd af de motiver, som knytter sig til netop disse bestemmelser, findes det ikke at have nogen betydning, at frister i henhold til anden lovgivning, herunder retsplejelovens ankefrister, beregnes på en anden måde. I det foreliggende tilfælde var fusionsplanen underskrevet mandag den 31. oktober 1994, og fristen udløb efter den beregningsmåde, der er angivet i motiverne, fredag den 25. november.

Efter lovordene skal en fusionsplan »indsendes« til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden fristens udløb. Dette udtryk kan give anledning til tvivl, idet det ikke er åbenbart, om det er afsendelsen eller modtagelsen i styrelsen, der skal være sket inden fristens udløb. I ankenævnets ovenfor omtalte kendelse fra 1990 har nævnet tilsluttet sig Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis, hvorefter modtagelsen er afgørende. Denne fortolkning støttes af de ovenfor gengivne lovmotiver fra 1992, der taler om »indlevering til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ... inden for normal ekspeditionstid.« Disse medlemmer kan derfor fortsat henholde sig til det i kendelsen fra 1990 udtalte.

Efter det således anførte skulle planen være modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fredag den 25. november 1994 inden kontortids ophør. Fusionsplanen er først modtaget mandag den 28. november og således efter fristens udløb. Hverken Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller Erhvervsankenævnet har efter loven nogen mulighed for at dispensere fra fristen. Disse medlemmer kan derfor tiltræde, at styrelsen afslog at offentliggøre fusionsplanen, og stemmer for at stadfæste den påklagede afgørelse.

Et af ankenævnets medlemmer, den sagkyndige Eskil Trolle, udtaler

I aktieselskabslovens § 134 d, stk. 1, og anpartsselskabslovens § 103 d, stk. 1, er anført, at fusionsplan skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden fire uger efter fusionsplanens underskrivelse.

Ved en normal sproglig forståelse af ordet »indsendes« ligger, at den aktive handling, loven kræver foretaget, er indsendelsen af fusionsplanen inden 4 uger efter underskrivelsen. Dette har anmelderen opfyldt, idet fusionsplanen var underskrevet mandag den 31. oktober og postet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fredag den 25. november.

Ifølge lovens motiver - bemærkninger til lov nr. 1060 af 20. december 1992 - må det imidlertid nok være modtagelsen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der er afgørende. Det er også lovteknisk hensigtsmæssigt, at det afgørende kriterium for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i sådanne tilfælde er »modtagelsen« i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og ikke »indsendelsen«.

Det fremgår således ikke klart af loven, at fusionsplanen skal være »modtaget« i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen førend fristens udløb.

I tilfælde af interessekonflikt mellem to juridiske personer (borger ctr. borger, eller mellem en borger og staten) vil lovmotiverne være afgørende for fortolkningen af en uklar lov.

I dette tilfælde er der ikke tale om en egentlig interessekonflikt mellem to juridiske personer, men om den lovmæssige nødvendighed af en administrativ frist for en offentlig myndighed.

Hvis fusionsanmeldelsen afvises, er det usikkert, hvorvidt fusionen på ny kan gennemføres på det økonomiske grundlag, der var gældende ved fusionens vedtagelse. Der vil i så fald opstå spørgsmål om juridisk ansvar for et ukendt retstab på grundlag af sagsbehandlingen.

Et sådant ansvar er i dette tilfælde alene forårsaget af den uklare lovbestemmelse.

Hvis fristen er udtrykt uklart i loven, bør myndigheden efter min opfattelse ikke lade dette komme borgeren til skade, og det er ikke tilstrækkeligt, at loven kun har præciseret fristens nærmere forståelse i dens motiver.

En borger må kunne henholde sig til lovens ordlyd, når der er tale om administrative frister, og skal ikke kunne lide retstab ved, at lovbestemmelser ikke er klart udtrykt. I så fald er motivfortolkning efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt.

Det er heller ikke tilstrækkeligt at henvise til en tidligere praksis i Erhvervsankenævnet.

Det ville være hensigtsmæssigt, om alle fristbestemmelser i alle love fik en ensartet betydning ved en særlig lov om administrative frister. Det er eksempelvis også uhensigtsmæssigt, at ordet »inden« har forskellig betydning i forskellige lovgivninger. I visse lovgivninger betyder »inden« det samme som »i løbet af«. I dette tilfælde ønskes ordet »inden« fortolket som »førend«. Dette er umuligt for borgerne at holde rede på. Myndighederne er nærmere til at bære risikoen for uklar lovgivning.

Dette medlem af Erhvervsankenævnet finder derfor, at lovens ordlyd er overholdt af anmelderen. Dette bør være tilstrækkeligt.

Af disse grunde bør sagen efter dette medlems opfattelse tilbagesendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til realitetsbehandling.

Efter udfaldet af stemmeafgivningen stadfæster ankenævnet den påklagede afgørelse.

Ingen

Nægtet offentliggørelse af fusionsplan, der var indsendt for sent.

Fortolkning af fristreglen, herunder af ordet »indsendt«.