Legislator Case Law & Legislation
W19951007025 DK

Nægtet aktindsigt til kunde i sparekasse i Finanstilsynets sag om kundens mellemværende med sparekassen.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1995 10070 Valid

Nægtet aktindsigt til kunde i sparekasse i Finanstilsynets sag om kundens mellemværende med sparekassen.

K har den 2. september 1994 klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 4. august 1994 (j.nr. 6264-0063) afslog at give ham aktindsigt i Finanstilsynets materiale vedrørende klagerens mellemværende med Sparekassen A.

Sagens omstændigheder

Klageren K, der har et mellemværende med Sparekassen A, klagede telefonisk og ved personlig henvendelse til Finanstilsynet over sparekassen. Han skrev desuden til finansministeren, som sendte brevet videre til industriministeren. I skrivelse af 3. marts 1994 til klageren henviste Finanstilsynet til industriministerens besvarelse. Industriministeren skrev den 9. marts 1994 til klageren bl.a.

»Jeg har videregivet dine oplysninger til Finanstilsynet, som varetager tilsynet med bl.a. banker og sparekasser. Tilsynet har oplyst, at man har gennemgået det af dig afleverede materiale.

Tilsynet vil lade oplysningerne indgå i det almindelige tilsyn med Sparekassen A, herunder om sparekassen overholder bank- og sparekasselovens regler.

Tilsynet finder imidlertid, at din sag er af en sådan karakter, at en stillingtagen til sagen vil ligge uden for Tilsynets kompetence, bl.a. på grund af den bevisførelse en behandling af sagen tilsyneladende vil kræve.

Jeg må derfor desværre meddele dig, at jeg ikke kan hjælpe dig med din sag. Jeg kan alene henvise dig til muligheden for at få din sag prøvet ved domstolene.«

Den 28. juli 1994 anmodede klageren telefonisk Finanstilsynet om aktindsigt i tilsynets sag om hans mellemværende med sparekassen. Finanstilsynet svarede i den påklagede skrivelse af 4. august 1994

»De foreliggende akter på sagen er kopier af det af Dem indsendte materiale, tilsynets skrivelser til Dem af 3. marts 1994, 10. juni 1994 og 22. juli 1994 samt industri- og samordningsministerens brev til Dem af 9. marts 1994. Herudover er der af Finanstilsynet udarbejdet to interne notater, og tilsynet har indhentet en redegørelse fra Sparekassen A om hændelsesforløbet.

Vedrørende spørgsmålet om Deres mulighed for aktindsigt som part i medfør af forvaltningsloven, skal man meddele, at bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5, begrænser partsbegrebet, som defineret i forvaltningslovens § 9, til de institutter, som tilsynet fører tilsyn med (i denne sag Sparekassen A).

Finanstilsynet er derfor ikke berettiget til at give Dem aktindsigt som part efter forvaltningsloven.

Udgangspunktet i forbindelse med aktindsigt for personer, der ikke er part, findes i offentlighedslovens § 4, stk. 1, hvorefter enhver kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed, som led i en administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.

Tilsynets ansatte er imidlertid, i henhold til bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 1, undergivet en særlig tavshedspligt med hensyn til, hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om.

Dette betyder i henhold til offentlighedslovens § 14, at tilsynet ikke er berettiget til at give den ønskede aktindsigt. Hertil kommer, at de af tilsynet udarbejdede interne notater omfattes af undtagelsen i offentlighedslovens § 7, hvorefter retten til aktindsigt ikke omfatter dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug.

Finanstilsynet er således ikke berettiget til at give Dem aktindsigt i tilsynets interne dokumenter og i den af Sparekassen A fremsendte redegørelse.«

Det bemærkes, at de omtalte skrivelser fra Finanstilsynet af 10. juni og 22. juli 1994 kun vedrører fremsendelse af diverse materiale.

Klageren har indbragt denne afgørelse for Erhvervsankenævnet. Klageren har den 29. november 1994 indsendt forskelligt materiale vedrørende sit mellemværende med sparekassen, men har iøvrigt ikke begrundet klagen nærmere.

Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 4. oktober 1994 fastholdt den trufne afgørelse. Tilsynet henviser til, at indholdet af tilsynets sag er nærmere beskrevet i den ovenfor citerede skrivelse af 4. august 1994. Som nævnt i denne skrivelse er der udover de skrivelser, som klageren allerede er i besiddelse af, på sagen to interne notater og den redegørelse, som tilsynet har indhentet fra sparekassen. Om aktindsigt i dette materiale udtaler tilsynet i redegørelsen

»De to interne notater og den redegørelse, som tilsynet har indhentet fra Sparekassen A med hjemmel i bank- og sparekasselovens § 50, stk. 1, er omfattet af tilsynets tavshedspligt efter bank- og sparekasselovens § 50 b.

Lov om offentlighed i forvaltningen medfører ikke nogen begrænsning i Finanstilsynets tavshedspligt, jf. offentlighedslovens § 14.

Med hensyn til mulighed for aktindsigt som part i medfør af forvaltningsloven bemærkes, at bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5, begrænser partsbegrebet således, at kun det undersøgte pengeinstitut anses som part i forhold til Finanstilsynet. K er således ikke part og har derfor ikke adgang til aktindsigt i tilsynets korrespondance med pengeinstituttet.

Det bemærkes, at de to interne dokumenter endvidere er undtaget fra aktindsigt efter såvel offentlighedslovens § 7, stk. 1, som forvaltningslovens § 12, stk. 1, nr. 1.«

Særligt vedrørende aktindsigt i redegørelsen fra sparekassen har tilsynet i et supplerende indlæg af 22. december 1994 udtalt

»Finanstilsynet påser overholdelsen af bl.a. lov om banker og sparekasser m.v., jf. lovens § 49, stk. 1. Det er således et led i tilsynets virksomhed både at gennemføre undersøgelser af pengeinstitutterne og at undersøge konkrete forhold, der måtte stride mod reglerne i bank- og sparekasseloven, jf. § 50, stk. 1.

Finanstilsynet har ikke kompetence til at afgøre privatretlige tvister mellem et pengeinstitut og en kunde.

Finanstilsynet har i den foreliggende sag indhentet redegørelsen fra Sparekassen A for at vurdere, om der i det konkrete tilfælde forelå en overtrædelse af bank- og sparekasseloven.

Redegørelsen fra sparekassen indgår i Finanstilsynets vurdering af, hvorvidt Sparekassen A til stadighed lever op til bank- og sparekasselovens bestemmelser.

Det følger af bank- og sparekasselovens § 50b, stk. 5, at som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene det pengeinstitut, som undersøgelsen efter § 50, stk. 1, vedrører. Denne regel rummer således en begrænsning af forvaltningslovens almindelige partsbegreb.

Uanset at indhentelsen af redegørelsen i det konkrete tilfælde er foranlediget af en klage fra K, er denne i medfør af bank- og sparekasselovens § 50b, stk. 5, ikke part i sagen og har derfor ikke ret til aktindsigt efter forvaltningslovens regler.«

Finanstilsynets udtalelser har været forelagt for klageren, der som nævnt har indsendt noget materiale om sit mellemværende med sparekassen, men i øvrigt ikke er fremkommet med yderligere bemærkninger.

Ankenævnet udtaler

Bestemmelser om aktindsigt findes dels i lov om offentlighed i forvaltningen, dels i forvaltningslovens kapitel 4.

Efter lov om offentlighed i forvaltningen § 4, stk. 1, har »enhver« som udgangspunkt aktindsigt i en forvaltningsmyndigheds dokumenter. Denne aktindsigt er dog ifølge samme lovs § 14 begrænset af særlige bestemmelser om tavshedspligt i den øvrige lovgivning. En sådan tavshedspligt gælder for Finanstilsynet, hvis ansatte efter bank- og sparekasselovens § 50b, stk. 1, er »forpligtede til at hemmeligholde, hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om.« Klageren har derfor ikke krav på aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen.

Efter forvaltningslovens kapitel 4 gælder der særlige regler om aktindsigt for den, der er part i en sag. Adgangen til aktindsigt efter forvaltningsloven er ikke begrænset af lovgivningens særlige tavshedsbestemmelser, men kun af bestemmelserne i forvaltningsloven, navnlig dens §§ 12 - 15. Loven indeholder ikke nogen definition af, hvem der er part i lovens forstand, men dette bestemmes normalt af forvaltningsrettens almindelige regler. I bank- og sparekasseloven er der imidlertid sket en særlig begrænsning af partsbegrebet i relation til Finanstilsynet. Efter denne lovs § 50b, stk. 5, er det kun vedkommende pengeinstitut, der er part i Finanstilsynets tilsynssager. Det er en konsekvens af disse regler, at K må betragtes som part i relation til den sag, som vedrører Finanstilsynets behandling af hans klage over Sparekassen A. Derimod er han ikke part i sager, der vedrører Finanstilsynets almindelige tilsyn med sparekassen, heller ikke selv om disse sager måtte være foranlediget af hans henvendelse til Finanstilsynet.

Som det fremgår af Finanstilsynets udtalelse af 22. december 1994, er den redegørelse, som Finanstilsynet har indhentet fra sparekassen, ikke indhentet til brug for en behandling i Finanstilsynet af K's klage over sparekassen. Det bemærkes i denne forbindelse, at klagen ikke har været undergivet nogen realitetsbehandling i tilsynet, men tilsynet har afvist at tage stilling til klagen, således som det fremgår af industriministerens brev af 9. marts 1994. Redegørelsen må derimod anses for indhentet som et led i Finanstilsynets almindelige tilsyn med pengeinstitutterne efter bank- og sparekasselovens § 50, stk. 1. Redegørelsen er derfor ikke en del af den sag, som omhandler K's klage til Finanstilsynet, og som klageren har krav på aktindsigt i som part. Redegørelsen indgår derimod i en sag om tilsyn med sparekassen efter bank- og sparekasselovens § 50, stk. 1. I denne sag er klageren ikke part og har derfor ikke krav på aktindsigt efter forvaltningsloven.

De to interne notater, som Finanstilsynet har udarbejdet i anledning af klagerens henvendelse, er ikke omfattet af adgangen til aktindsigt, allerede fordi interne arbejdspapirer er undtaget fra aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen § 7, nr. 1, og forvaltningslovens § 12, stk. 1, nr. 1.

Efter det således anførte kan ankenævnet tiltræde, at Finanstilsynet har nægtet klageren aktindsigt i de to interne notater og i redegørelsen fra Sparekassen A. Ankenævnet stadfæster derfor den påklagede afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1995 10070 Valid

Nægtet aktindsigt til kunde i sparekasse i Finanstilsynets sag om kundens mellemværende med sparekassen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →