Legislator Case Law & Legislation
W19951005325 DK

De to identiske varemærker ATHENA fundet forvekslelige, da der var vareartslighed.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1995 10053 Valid

De to identiske varemærker ATHENA fundet forvekslelige, da der var vareartslighed.

År 1994, den 28. april afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Gulmann)

følgende

KENDELSE i sagen j.nr. V 35/92: Klage fra Eminence, Societe Anonyme, Frankrig, v/Internationalt Patent-Bureau over Patentdirektoratets afgørelse af 18. juni 1992 af varemærke- ansøgning nr. VA 8882/90 fra Hugo Kragh A/S, Lystrup.

Den 21. november 1990 indleverede Hugo Kragh A/S, Lystrup, en ansøgning om registrering af varemærket Athena i (speciel skrift) for alle varer i klasserne 21 og 24. Ansøgningen blev den 22. maj 1991 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.

Efter bekendtgørelsen meddelte Patentdirektoratet ved skrivelse af 18. juli 1991 ansøger følgende

»Efter offentliggørelse i Dansk Varemærketidende nr. 21 den 22. maj 1991 af ovennævnte varemærke, er direktoratet blevet opmærksom på, at De ved en fejltagelse fra vores side ikke har fået meddelt skriftligt, at VR 3419 1978 ATHENA, registreret i klasse 25, er en hindring for registrering af Deres ansøgte mærke. Registerudskrift vedlægges. Dette er alene meddelt Dem telefonisk.

Før Deres varemærke vil kunne registreres, må der derfor ske en begrænsning af varefortegnelsen i nærværende ansøgning, således at ansøgningen ikke angår klasser eller varer, der kolliderer med varer i klasse 25, medmindre der opnås samtykke fra indehaverne af registreringen VR 3419 1978 ATHENA«

Ved skrivelse af 22. juli 1991 nedlagde klager v/Internationalt Patent-Bureau indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke.

Som begrundelse for indsigelsen anførtes

»....det ansøgte mærke er forveksleligt med indsigernes ordmærke ATHENA, som er registreret under VR 3419 1978 og omfatter alle varer i klasse 25.

Da der er tale om identiske mærker og ligeartede varer, kan der ikke være nogen tvivl om, at en registrering og brug af det ansøgte mærke vil føre til ordveksling med indsigermærket.

Vi henstiller derfor, at ansøgeren pålægges at begrænse det ansøgte mærke til ikke at omfatte klasse 24....«

Ansøger begrænsede ved skrivelse af 5. august 1991 ansøgningen til kun at omfatte visse varer i klasse 24: Sengelagner, sengelinned, sengetæpper, betræk til sengetøj, håndklæder, viskestykker, gardiner af textilmaterialer, textilmetervarer i form af gardinmetervarer, plaider.

Klager opretholdt ved skrivelse af 15. oktober 1991 indsigelsen og henstillede, at ansøgeren pålagdes at begrænse det ansøgte mærke til ikke at omfatte klasse 24. Indsiger anførte endvidere

»Den »begrænsning«, som ansøgeren mener at foretage af klasse 24 er ikke nogen begrænsning, da han fortsat ønsker mærket ATHENA registreret for de selv samme varer i klasse 24, som mærket blev bekendtgjort for.

Indsigerens ordremærkeregistrering VR 3419 1978 ATHENA omfatter alle varer i klasse 25.

Efter praksis er der generelt sammenfald mellem varerne i klasse 24 og klasse 25, og konflikten må bedømmes endnu strengere, når der som i det foreliggende tilfælde er tale om identiske mærker.

Det under VA 8882 1990 ansøgte mærke bør således ikke kunne registreres for nogen af de ønskede varer i klasse 24 uden samtykke fra indsigeren....'

I skrivelse af 23. oktober 1991 bemærkede ansøger

»Med vor specificering, i brev af 91.08.05, af de varer, som skal markedsføres under ATHENA-navnet, mener vi klart at have undgået en kollision med produkter i klasse 25 (Beklædningsgenstande, fodtøj og hovedbeklædning).

Vi mener ikke, at en dansk forbruger associerer sengelagner,..... viskestykker, gardiner af textilmaterialer med hverken fodtøj, hovedbeklædning eller beklædningsgenstande.«

Patentdirektoratet meddelte i skrivelse af 6. december 1991 følgende til ansøger

»....i fortsættelse af vort brev af 18 jul 1991 skal vi meddele, at der er en klar mærkelighed mellem mærkerne, fordi de er identiske. Der er ikke direkte varesammenfald, men Deres ansøgning omfatter varer, som er ligeartede med varer omfattet af indsigers registrering. Således er der vareartslighed mellem beklædningsgenstande og tekstilmetervarer i form af gardinmetervarer, idet der ikke kan bortses fra, at tekstilmetervarer, uanset til hvilket formål de skal anvendes, kan bruges til fremstilling af beklædningsgenstande.

Deres ansøgning må derfor begrænses til ikke at angå varer, der er ligeartet med varer omfattet af VR 3419 1978 Athena....«

I skrivelse af 16. december 1991 meddelte ansøger, at man var indforstået med at slette »textilmetervarer i form af gardinmetervarer« fra varefortegnelsen i klasse 24.

Klager meddelte i skrivelse af 17 marts 1992, at indsigelsen opretholdtes, da den foretagne begrænsning langt fra opfylder betingelserne for, at indsigelsen kan trækkes tilbage.

Indsiger anførte endvidere

»....Som tidligere anført både af os og i Direktoratets skrivelse af 6. december 1991 til ansøgeren, er der tale om identiske mærker og ligeartede varer, og risikoen for forveksling må derfor bedømmes særligt strengt.

Efter praksis består der en generel vareartslighed mellem varerne i klasse 24 og 25. Den vareartslighed, som Di- rektoratet har peget på mellem beklædningsgenstande og tekstilmetervarer i form af gardinmetervarer, er kun et eksempel på den generelle vareartslighed, og det er derfor på ingen måde tilstrækkeligt, at ansøgningen begrænses ved en udeladelse af de omtalte tekstilmetervarer. Alle de andre varer, som ansøgeren ønsker optaget i varefortegnelsen for klasse 24, er også ligeartede med varerne i klasse 25, idet det hele tiden bør holdes for øje, at der er identitet mellem mærkerne, og at indsigernes mærke dækker alle varer i klasse 25.

Direktoratet har i sin skrivelse af 6. december 1991, p. 3, meddelt ansøgeren, at ansøgning VA 8882 1990 ATHENA må begrænses til ikke at angå varer, der er ligeartede med varer omfattet af VR 3419 1978 ATHENA.

Dette kan kun ske ved, at ansøgningen begrænses til ikke at omfatte klasse 24, og vi henstiller derfor fortsat, at ansøgeren pålægges at foretage denne begrænsning.«

Ansøger meddelte i skrivelse af 6. april 1992, at man ikke havde yderligere kommentater til sagen.

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 18. juni 1992 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse

»....Ifølge bestemmelsen i varemærkeloven af 1959, § 6, anses varemærker kun som forvekslelige, såfremt de angår varer af samme art. Det er Direktoratets opfattelse, at de varer, som ansøgningen efter den foretagne begrænsning omfatter i klasse 24, det vil sige: sengelagner, sengelinned, sengetæpper, betræk til sengetøj, håndklæder, viskestykker, gardiner af tekstilmateriale og plaider, ikke er ligeartede med varer i klasse 25.

Indsigelsen nedlagt i medfør af varemærkeloven af 1959 § 14, stk. 1, nr. 6, kan derfor ikke tages til følge.«

Denne afgørelse har klageren Eminence, societe anonyme, Frankrig v/Internationalt Patent-Bureau, den 18 august 1992 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, principalt at ansøgningen afvises fra registrering i klasse 24, subsidiært at ansøgningen afvises fra registrering forsåvidt angår »sengelagner, sengelinned, sengetæpper, betræk til sengetøj og håndklæder« i klasse 24.

I ankebegrundelsen anføres endvidere følgende

»Det er vor opfattelse, at det under VA 8882 1990 ansøgte ordmærke ATHENA i speciel skrift er forveksleligt med vor klients varemærke VR 3419 1978, ordet ATHENA, forsåvidt angår samtlige de varer, som det ansøgte mærke omfatter i klasse 24, nemlig

»sengelagner, sengelinned, sengetæpper, betræk til sengetøj, håndklæder, viskestykker, gardiner af tekstilmateriale, plaider«.

Vor klients ordmærke ATHENA er registreret for alle varer i klasse 25.

I henhold til den varemærkepraksis, som normalt følges her i landet, består der en generel artslighed mellem varerne i klasse 24 og klasse 25, og denne vareartslighed bør - ligeledes efter praksis - bedømmes særligt strengt, når der som i det foreliggende tilfælde er tale om identiske mærker.

For at undgå vareartslighed har ansøgerne begrænset ansøgning VA 8882 1990, således at »tekstilmetervarer i form af gardinmetervarer« udgik af varefortegnelsen.

Denne begrænsning har Patentdirektoratet i sin afgørelse bedømt som tilstrækkelig til at undgå forveksling med vor klients mærke.

Efter vor opfattelse er denne begrænsning langt fra tilstrækkelig.

Den intetanende forbruger, som køber sengelagner, sengelinned, sengetæpper eller betræk til sengetøj forsynet med mærket ATHENA, må helt naturligt antage, at disse varer hidrører fra samme fabrikant som det nattøj, han måske har hjemme, og som også er forsynet med varemærket ATHENA.

Det er ikke blot i forbrugerens hjem, at disse varer vil findes side om side. Også i forretningerne vil forveksling være uundgåelig, idet nattøj og sengetøj sælges i de samme specialbutikker eller i samme afdeling af et stormagasin, hvor man f.eks. også vil kunne se en vinduesudstilling bestående af en opredt seng med nattøjet liggende ovenpå. Altså sengetøj og beklædningsgenstande i tæt forening.

Samme forhold gør sig gældende mellem håndklæder på den ene side og beklædningsgenstande såsom badekåber på den anden side. Disse varer findes også helt naturligt side om side både hjemme hos forbrugeren og i forretningerne.

Hvis begge dele f.eks. er af frotte og begge dele forsynet med mærket ATHENA, vil det være oplagt at tro, at badekåbe og håndklæde tilhører en serie af produkter fremstillet af samme fabrikant.

Vareartsligheden er nok mindre fremtrædende, når det gælder viskestykker, gardiner og plaider.

Imidlertid kan visse plaider tages på og lukkes med lynlås og får således karakter af en beklædningsgenstand.

Og ligesom metervarer kan viskestykker og gardiner bruges til fremstilling af tøj ved omsyning.

I alle tilfælde er der tale om boligtekstiler, som har samme afsætningskanaler og samme aftagere som beklædningsgenstande.

Hvis disse varer tilmed forsynes med et identisk mærke, bliver forveksling uundgåelig for den almindelige forbruger, der helt naturligt må antage, at varerne har samme oprindelse....'

Ansøgeren har ved skrivelse af 25. august 1992 nedlagt påstand om stadfæstelse og har anført

»Den danske detailhandelsstruktur omfatter bl.a. en meget stor gruppe af boligtekstilforretninger, som kun sælger boligtekstilprodukter som

Sengelagner, sengelinned, sengetæpper, gardiner osv.

Da vort firma i 46 år har forhandlet boligtekstilprodukter til boligtekstilforretninger, har vi en omfattende viden om kunder og sortiment, som vi gerne - hvis nødvendigt - vil stille til rådighed.

Vi mener, at eksistensen af en boligtekstilsektor i detailhandelen afspejler, at forbrugeren associerer sengelagner, sengelinned, sengetæpper, betræk til sengetøj, håndklæder, visestykker, gardiner af tekstilmaterialer samt plaider med boligtekstiler og ikke med fodtøj, hovedbeklædning eller beklædningsgenstande.«

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 23. februar 1994.

For indsigeren mødte cand.mag. Anni Glick.

Ansøgeren gav ikke møde.

Indsigeren anførte, at der er tale om identiske mærker, hvilket må medføre en strengere bedømmelse af vareartsligheden. Der vil være tilbøjelighed til, at varerne fremtræder ens i udbuddet, således at der associeres til samme oprindelse.

Ankenævnet skal udtale

Der er tale om identiske mærker i forskellige klasser. Der foreligger ikke direkte varesammenfald, men under hensyn til den skete brancheglidning for disse produkter, der ofte vil blive udbudt samlet, vil mærkerne fremtræde forvekslelige for forbrugerne, navnlig med hensyn til oprindelse, jfr. varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6, jfr. § 6, stk. 1.

Herefter bestemmes: Varemærkeansøgning nr. 8882/90 afslås. Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. S. Gulmann.

Endelig adm. afgørelse 1995 10053 Valid

Patentdirektoratets afgørelse af indsigelsessagen, hvorefter man ikke fandt varemærkerne forvekslelige, omstødt af Patentankenævnet, der fandt at måtte anlægge en strengere bedømmelse af vareartsligheden.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →