Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 83/1995

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 83/1995

Et ægtepar har ved Tom Trier klaget til Pressenævnet over udsendelsen "Flygtning? - Tilbage til Armenien" sendt i Danmarks Radio den 13. januar og 18. juli 1995, idet de finder, at god presseskik er overtrådt.

I udsendelsen hed det bl.a.

"Speak: .... En flygtning, som søger asyl, har krav på beskyttelse. De danske myndigheder må ikke kontakte flugtlandet for at høre, om flygtningens historie er rigtig. Men asylansøgeren har pligt til at tale sandt.

Københavns Lufthavn den 26. februar 1994. Klokken er 17.45. Vi har ingen aftaler. Vi venter på den første asylansøger. Vi ved ikke, hvem det bliver.

Læg mærke til kvinden her. Med et dansk turistvisum i passet går hun og hendes mand og deres 2 børn uhindret igennem paskontrollen. Ingen kunne vide, at de kort efter ville gå til politiet i ankomsthallen og som de første den lørdag bede om asyl i Danmark.

....

Tolk: Kan du fortælle os om dit arbejde og om din familie?

[M]: Som I ved, er næsten alle fabikker i Jerevan lukket på grund af el-mangel. Størstedelen af befolkningen i Jerevan har ikke noget arbejde. Vi har heller ikke noget arbejde.

Tolk: Hvad arbejdede du med?

[M]: Indtil jeg kom til Danmark, arbejdede jeg på en skofabrik.

Tolk: Var det kun dig, der arbejdede, eller arbejdede din kone også?

[M]: Hun arbejdede som lærer.

Tolk: Hvem passede børnene?

[M]: Dengang havde vi ikke den lille, og den store gik i børnehave. Han kom så i skole. Da vi fik den lille, holdt min kone op med at arbejde. Hun har orlov for at passe ham i 3 år. Sådan er reglerne. Hun får løn i 3 år for at blive hjemme og passe barnet.

Speak: Familien fortalte sin historie. Programmet her er fortællingen om vores forsøg på, i Armenien, at finde ud af, om de fortalte den rigtige historie. Om de har krav på opholdstilladelse i Danmark.

Tolk: Havde du problemer i Jerevan? Har du siddet i fængsel, eller var der nogen, der generede dig?

[M]: Nej. Den eneste grund til, at vi forlod Jerevan, var børnene. Jeg har ikke haft nogen problemer og har ikke siddet i fængsel. Det var på grund af børnene, at vi rejste.

....

Speak: .... [M] gav os adresser og telefonnumre på sine forældre i Jerevan i Armenien, og vi fik breve med.

[M]: De bliver glade for at høre fra børnebørnene og for at vide, at de er kommet et godt sted hen. De ved, at vi er taget afsted, og måske venter de ved telefonen.

....

(Der bliver vist billeder fra en fest og fra et hospital.

Man ser [M]s mor, der får overrakt en pose med billeder og gaver, og hun takker mange gange.)

....

Samuel Amatuni, kirurg: Alt dette har vi fjernet fra de sårede. Det er kun 2% af det, jeg har opereret ud. Det er alene, hvad jeg har fjernet. Vi er mange kirurger. Og de har alle fjernet sådanne splinter. Det er først og fremmest granatsplinter, men der er også fragmenter fra landminer og projektiler.

....

Speak: Der er ikke krig i Armenien. Kampene foregår i nabolandet, Aserbajdsjan. I et område kaldet Nagorno-Karabakh kæmper 180.000 armeniere på 6. år for selvstændighed og sammenslutning med Armenien. ....

[M]s far: Vi har ikke vand. Tilværelsen har ikke noget at byde de unge. Det kunne [M] ikke holde ud. Han tænkte især på børnene. Hvad ville der ske med dem? Han kunne ikke redde børnenes liv, derfor tog han til Europa. De valgte Danmark, fordi der modtager man asylansøgere.

Speak: Sammen med vores to tolke opsøger vi den skofabrik i Jerevan, hvor [M] arbejdede.

2 armenske kvinder: Ham kender vi godt. Han arbejdede her på fabrikken.

Tolk: Hvorfor er han rejst til Danmark?

De 2 kvinder: Han kunne ikke klare sig og sørge for familien.

....

[K]s mor, [E]: .... Vi har sendt vores søn afsted, for at han ikke skal komme i krig.

Speak: Det her var nyt. [M] har ikke fortalt os, at han var blevet genindkaldt til hæren. ....

[C], tolk: Lige inden vi skulle af sted, kom [M]s far hen til mig og sagde: "Kan du huske, vi talte om [K]s skole forleden?

Klip, hvor man ser tolken tale med faderen.

Tolk: Hvilken skole arbejdede [K] på?

[M]s far: Det kan jeg ikke huske, jeg kender ikke navnet.

Klippet slutter.

Tolk: Hvis nogen taler om den, skal I ikke prøve at finde den. I skal bare sige, at skoleinspektøren er død, og at hun ikke har arbejdet der i 3 år. Det er længe siden, at hun har arbejdet. Hendes mor sagde, at vi bare skulle sige, at skolen var lukket. Men det mente [M]s far ikke, at vi kunne. Han ville have os til at sige, at skolen var lukket eller lignende.

Speak: Havde du spurgt dem om noget?

Tolk: Nej, jeg stod der bare. Han kom mig i møde som en ven og som en slags undvigemanøvre, for at du ikke skulle finde ud af, hvor skolen lå og [K]s historie. Jeg ved ikke hvorfor, men det må vi finde ud af.

....

Tolk: Ved I hvilken skole, [K] arbejdede på?

[A], [M]s mor: Hun har ikke arbejdet i 3 år, så vi kender ikke noget til skolen.

....

Speak: .... [M] og [K] boede i [M]s forældres lejlighed. Det var svært at tro, at svigerforældrene ikke kunne huske, hvilken skole [K] havde arbejdet på. Vi besluttede, at vi selv ville prøve at finde [K]s skole. Efter flere forgæves forsøg havnede vi på et fagforeningskontor i Jerevans centrum.

....

Der bliver vist billeder fra et hospital.

....

[M]s far: Han er 33 år og har været soldat, men de indkalder folk alligevel. De tager folk, uden at spørge, på gaden eller på deres arbejde. De har samlet folk fra hans arbejdsplads, men [M] havde ikke lyst til at komme i krig. ....

Rema Haroutunan, hustru på hospital: I første omgang bliver drengene ikke sendt i krig. De bliver sendt til genoptræning. Sådan har jeg forstået det.

Tolk: Hvad vil folk opnå ved at flygte herfra?

Elson Souleymanan, såret: Hvorhen?

Tolk: De tager til andre lande.

Elson: De, der tager afsted, ønsker bare at leve bedre. De er intet værd.

Hustru: Det er bærmen, der tager afsted.

....

Klip fra hospital, hvor man ser en mand, der er skudt i ryggen.

Speak: Der er ikke krig i Armenien. Men hvis [M] mod sin vilje risikerer at blive sendt i kamp i Nagorno-Karabakh, så har han ret til asyl i Danmark.

....

Speak: På et møde med skoleinspektøren i Jerevans centrum prøver vi endnu en gang at finde frem til den skole, hvor [K] arbejdede. De vil gerne hjælpe os, men ingen kender hende. I et sidste forsøg ringer vi til [M]s far. Han siger, at han nu kan huske [K]s skole og er villig til at vise os den.

....

Tolk: Hvorfor begyndte du lige pludselig at samarbejde med os.

[M]s far: Jeg har sagt fra starten, at I ikke skal gå hen til [K]s arbejdsplads og blande dem ind i det."

Klagerne har bl.a. fremlagt korrespondancen med Danmarks Radio i anledning af udsendelsen.

Klagerne har endvidere fremlagt diverse artikler fra Information og Politiken.

Klagerne har endelig fremlagt skrivelse af 3. februar 1995 fra politiinspektør Kjeld Mørk.

Til støtte for klagen er det anført, at udsendelsen ikke burde have været sendt, før klagernes asylsag er endelig afgjort. Det bemærkes, at afgørelsen fra Direktoratet for Udlændinge er påklaget til Flygtningenævnet, der endnu ikke har truffet afgørelse. Da det mere er reglen end undtagelsen, at et afslag indbringes for Flygtningenævnet, kan udsendelsen have kompromitteret klagernes retssikkerhed. Danmarks Radio kan ikke forvente, at asylsøgere, der netop er ankommet til Danmark, skal kunne vide, hvordan det danske asylsystem er indrettet. Når det er aftalt med klagerne, at udsendelsen ikke skulle vises, før sagen var afgjort (underforstået af Direktoratet for Udlændinge), kan man ikke med rimelighed sige, at klagerne har givet deres accept på et fair grundlag.

Det er endvidere anført, at journalisten Mogens Rasmussen benytter sig af 4 tolke, hvoraf de 2 er lokale tolke fra Jerevan. Danmarks Radio burde have tænkt på, at tolke i lande med totalitære traditioner ofte står i nært forhold til myndighederne. Denne uforsigtighed har bragt klagernes pårørende i fare.

Det fremgik ikke af udsendelsen, at tv-holdet også kontaktede direktøren på den skofabrik, hvorfra [M] havde orlov. Denne henvendelse bevirkede, at [M] blev formelt afskediget.

I udsendelsen blev oplyst, at man besøgte et fagforeningskontor. Det er urigtigt. Der var tale om distriktsadministrationen i det område, hvor klagerne boede. Et replikskifte på armensk mellem tolken og den ene embedsmand lød

Tolken, fremvisende et billede af [M]: "Denne mand er flygtet fra Armenien".

Funktionæren: "Lad mig se hvem det er, der er stukket af".

Klagerne oplyser, at denne funktionær er medlem af den armenske parlamentariske forsamling og er en velkendt politisk skikkelse indenfor det armenske regeringsparti. En af de andre embedsmænd er tilknyttet det lokale politi. Dette er et eksempel på, at Danmarks Radio ved sin uforsigtighed har ladet myndighederne få indsigt i omstændighederne vedrørende klagernes flugt.

Klagerne har oplyst, at de havde frabedt sig, at Mogens Rasmussen fremstillede fotoprints fra filmoptagelserne og tog disse med til Jerevan, da det kunne skade dem og deres slægtninge. Alligevel blev fotografier af klagerne fremvist på fabrikken, distriktsadministrationskontoret og på skoleforvaltningen i Jerevan.

Klagerne har yderligere anført, at tolken [C] havde opnået en vis tillid hos [M]s far. Derved havde tolken fået adgang til fortrolige informationer, som de pårørende ikke ønskede, at journalisten skulle have nærmere indsigt i. Alligevel videregav tolken disse informationer til journalisten. På denne måde blev faderen fremstillet som en suspekt og uvederhæftig person. Der foregik med andre ord en mistænkeliggørelse af faderen, der var med til at understøtte det generelle indtryk af klagernes uberettigede ønske om asyl i Danmark. Grunden til at faderen ikke ønskede at give adressen på skolen, var i følge klagerne, at han var bange for, at et besøg ville føre til en formel opsigelse af [K]. Endvidere skyldtes det hans generelle modvilje mod, at tv-holdet kontaktede så mange offentlige steder. I udsendelsen blev faderens hemmelighedskræmmeri endvidere fremstillet som et forsøg på at bedrive en form for socialt bedrageri. At [M]s far senere indvilligede i at videregive adressen på skolen skyldtes, at tolken ringede adskillige gange for at få lokket oplysningerne ud af faderen.

Allerede da tv-holdet havde været nogle dage i Jerevan begyndte det opsøgende journalistiske arbejde at få alvorlige konsekvenser for de pårørende. De armenske myndigheder ved nu, hvor klagerne befinder sig og hvorfor. Ud over at krænke privatlivets fred har Danmarks Radio også bragt en række mennesker i betydelig fare.

Klagerne mener, at reportagen manipulerer med deres personlige forhold. Situationen fremstilles således, at klagerne er kommet til Danmark for at opnå en højere levestandard og et bedre liv, hvilket er ude af trit med de faktiske forhold. At Mogens Rasmussen ikke har kontaktet Internationalt Røde Kors eller FN's Højkommissariat for Flygtninge i Jerevan, der kunne give oplysninger om tvangsrekruttering af armenske mænd til krigen, finder klagerne peger i retning af, at journalisten prøver at fastholde billedet af "bekvemmelighedsflygtninge". De forhold, der taler for, at [M] er flygtet på grund af frygten for at blive indkaldt til hæren, behandles ikke på en måde, der retfærdiggør, at han kan have grund til at være bange. Krigen behandles i det hele taget ret overfladisk. Den generelle præsentation af de forhold i Armenien, der har relevans for klagernes grundlag for at søge asyl i Danmark, er derfor ensidig og som sådan i strid med god presseskik.

Klagerne har anført, at det eneste, Mogens Rasmussen fik med til Jerevan, var gaver og forældrenes telefonnumre. Journalisten fik ingen adresser. Klagerne gav disse oplysninger, da de troede, at det havde betydning for deres asylsag.

Inden tv-holdets afrejse til Jerevan meddelte [M] tolken, at han ikke ville tillade en kontakt mellem Danmarks Radio og hans familie ud over den kontakt, der kunne ligge i at overbringe hilsner og gaver. Begrundelsen for dette var, at han var bange for, at et besøg kunne skade familien. Dette ignorerede Mogens Rasmussen. Tolken meddelte dog klagerne, at de ikke havde noget at frygte. Mogens Rasmussen ville blot "kigge forbi", når han nu alligevel var i Jerevan. [M] bad herefter om, at man ville møde hans far på tv-holdets hotel og ikke i familiens lejlighed. I Jerevan ringede en tolk imidlertid til [M]s far og præsenterede det danske tv-hold som venner af klagerne. Han fortalte, at et tv-hold fra Danmark var ved at lave en reportage om Armenien, og at de havde mødt klagerne i København og derfor havde nogle gaver og hilsner med. De ville gerne besøge faderen, der imidlertid ikke ønskede at se dem på sin bopæl. Faderen foreslog, at han kunne komme hen på hotellet. Men tolken insisterede på, at danskerne skulle komme hen til forældrenes hjem. Da faderen flere gange havde afvist dette ønske, lagde tolken uden videre røret på, og knap 30 minutter senere dukkede tv- holdet op på faderens bopæl. Det er altså ikke rigtigt, når Danmarks Radio hævder, at tolken "omgående" modtog en invitation til at besøge forældrene i deres lejlighed.

Klagerne har endelig anført, at de kun havde opholdt sig et par timer i Danmark, da Danmarks Radio tog kontakt til dem. Klagerne kendte intet til landet og havde intet kendskab til den danske presses uafhængighed af statsmagten. Klagerne havde derfor i realiteten ikke noget valg, da de blev spurgt, om de ville medvirke i en udsendelse. De antog, at Danmarks Radios filminterview i lufthavnen havde forbindelse til deres asylsag. Klagerne fik ikke forklaret, at programdelen fra Armenien skulle handle om deres sag konkret. Danmarks Radio burde udtrykkeligt have gjort opmærksom på dette. Selve interviewet varede 1 time og 15 minutter. Heraf bruges kun ca. 3 minutter i udsendelsen. Klagerne mener, at det er symptomatisk for udsendelsen, at det netop er [M]s udsagn om de dårlige økonomiske forhold i landet og ønsket om at skabe et bedre liv for børnene, der er udvalgt fra det omfattende interview. De sekvenser, hvor klagerne taler om de krigslignende forhold i Armenien, er fravalgt.

Klagerne har ikke haft mulighed for at fremsætte indsigelser over for udsendelsen. De fik ikke lov til at se udsendelsen igennem inden den blev vist i Danmarks Radio. Klagerne har endvidere over for Mogens Rasmussen insisteret på, at udsendelsen ikke blev bragt. Dette ønske blev ikke imødekommet. God presseskik må således også her være overtrådt.

Klagerne har til slut bemærket, at de i lufthavnen tog imod et tilbud fra Mogens Rasmussen om anonymitet.

I en udtalelse om klagen har Danmarks Radio anført, at det er en afgørende opgave for Danmarks Radio at belyse aktuelle samfundsrelevante problemer så alsidigt som muligt.

Danmarks Radio bemærker, at optagelserne i Danmark fandt sted den 4., 5., 6., og 26. februar 1994. Optagelserne i klagernes hjemland fandt sted i maj 1994, og udsendelsen blev sendt første gang den 13. januar 1995. Klagen er således fremkommet 1½ år efter de kritiserede forhold omkring optagelserne i Danmark, mere end 1 år efter de kritiserede optagelser i klagernes hjemland og mere end ½ år efter, at udsendelsen blev bragt første gang. Klagernes sag blev afgjort af Direktoratet for Udlændinge 4 måneder før udsendelsen blev bragt første gang.

Danmarks Radio har endvidere anført, at klagerne i forbindelse med interviewet udførligt blev informeret om programmets intentioner. Mogens Rasmussen orienterede om, at Danmarks Radio arbejdede uafhængigt af offentlige myndigheder. Det blev yderligere gentaget, at Danmarks Radios programvirksomhed ikke har nogen form for sammenhæng med behandlingen af asylansøgninger. Det blev understreget, at programmet ville bestå af klagernes egne forklaringer, af tv-holdets reportage og af en afprøvning af historien i hjemlandet. Klagerne mente ikke, at nogen kunne komme i fare på grund af deres medvirken i TV, og forbød ikke kontakt til familien. Endvidere fik tv-holdet gaver med til familien. Det bemærkes, at familien tog særdeles venligt mod tv-holdet. Mogens Rasmussen har derfor ikke haft anledning til at tro, at kontakten til familien kunne skade denne.

Aftalen blev, at programmet ikke måtte sendes, før klagernes sag var behandlet af Direktoratet for Udlændinge. Hensigten hermed var at forhindre, at udsendelsen skulle kunne få indflydelse på direktoratets behandling af sagen. Endvidere skulle Danmarks Radio ikke kunne tillægges rollen som advokat i sagen.

I den fremlagte svarskrivelse til klagerne fra Danmarks Radio af 18. august 1995 hedder det bl.a.

"I princippet kunne tv-programmernes udsendelse godt have afventet eventuelle anker, men det havde ikke ændret ved problemstillingerne. Først og fremmest ikke ved den påståede chikane eller forfølgelse af forældrene i Yerevan. Den udløses jo nemlig (ifølge påstanden) af tv-holdets ophold i Yerevan - ikke af tv-udsendelsen i Danmark. Men bestemt heller ikke ved vores egen beslutning om, at programmerne skulle produceres med et sådant indhold, at de ikke i sig selv blev brikker i et muligt langt sagsforløb. Husk nemlig, at programmerne ikke skulle skildre sagsbehandling, men derimod illustrere den situation, som de danske myndigheder er i - at skulle tage stilling til asylsager på grundlag af ansøgernes egne forklaringer."

Klagerne fremsatte endvidere ikke ønske om anonymitet.

Da klagerne ikke påpeger fejl af betydning i programmet, er der heller ikke holdepunkt for at antage, at klagernes retssikkerhed skulle være bragt i fare ved at vise programmet efter direktoratets afgørelse. Den eneste fejl er, at et administrationskontor omtales som et fagforeningskontor. Den af klagerne anførte udeladelse skyldes alene, at bemærkningen "Lad mig nu se, hvem det er, der er stukket af" forekom irrelevant, og at en forkortelse af hensyn til underteksterne under alle omstændigheder var nødvendig.

Til klagernes bemærkning om, at programmet antyder, at klagerne er involveret i socialt bedrageri, anfører Danmarks Radio, at der kun er givet udtryk for det bemærkelsesværdige, at lønmodtageren opsparer løn på trods af, at hun har forladt landet som flygtning.

Danmarks Radio er ikke enig med klagerne i, at spørgsmålet om tvangsrekruttering af unge mænd til militærtjeneste behandles overfladisk.

Danmarks Radio bekræfter, at klagerne på et møde med Mogens Rasmussen den 7. januar 1995 gav udtryk for, at de gerne så, at programmet ikke blev vist. Det bekræftes endvidere, at klagerne oplyste, at deres familie var blevet generet på forskellig vis. Det var imidlertid ikke muligt at få nærmere oplyst, hvori chikanen bestod. Der forelå således intet, der sandsynliggjorde, at selve det at bringe udsendelsen skulle få indflydelse på familiens forhold i hjemlandet. At Mogens Rasmussens besøg på arbejdsplads skulle have ført til, at han blev afskediget, strider mod de oplysninger, som Danmarks Radio fik af [M] i Danmark. Her oplyste han, at han var arbejdsløs i Jerevan.

Danmarks Radio har endelig anført, at spørgsmålet om anvendelse af billeder ikke har været drøftet med klagerne. Klagernes oplysninger om baggrunden for deres flugt - ønsket om bedre økonomiske forhold og en bedre fremtid for børnene - gav i øvrigt ikke anledning til at formode, at det skulle være belastende at vise billederne frem der, hvor det skete.

Herudover henviser Danmarks Radio til den fremlagte skrivelse af 18. august 1995.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Else Mols, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist.

Pressenævnet udtaler

Da udsendelsen er genudsendt regnes fristen fra genudsendelsestidspunktet.

Der er modstridende opfattelser af, hvilken information, der blev givet til klagerne om formålet med udsendelsen.

Af udsendelsens indhold fremgår imidlertid, at hverken klagerne eller deres familier i Jerevan blev informeret om, at udsendelsens egentlige formål var at efterforske rigtigheden af klagernes opgivne motiv til at søge opholdstilladelse i Danmark. Det fremgår endvidere, at Danmarks Radio ved henvendelse til flere offentlige myndigheder i Jerevan søgte at opnå yderligere information om klagernes og deres familiemedlemmers personlige forhold på en måde, der afslørede de pågældendes identitet og derved indebar nærliggende risiko for ubehagelige konsekvenser for dem i Jerevan.

Pressenævnet finder, at Danmarks Radio ved den beskrevne handlemåde har overtrådt reglerne for god presseskik.

Nævnet finder tillige, at Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik ved at bringe udsendelsen, inden klagernes asylansøgning var endeligt afgjort af myndighederne, da det var aftalt, at udsendelsen først måtte sendes, når sagen var behandlet.

Pressenævnet udtaler derfor alvorlig kritik af Danmarks Radios handlemåde.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre følgende

"Kendelse fra Pressenævnet.

Den 13. januar og den 18. juli 1995 viste Danmarks Radio udsendelsen "Flygtning? - Tilbage til Armenien". Udsendelsen handlede om et ægtepar med 2 børn fra Armenien, der søgte asyl i Danmark, og indeholdt et interview med dem kort efter deres ankomst til landet samt interviews med deres familiemedlemmer og andre i Armenien.

Ægteparret har klaget til Pressenævnet over Danmarks Radios handlemåde. De har også klaget over, at udsendelsen blev bragt, selvom Flygtningenævnet endnu ikke har truffet afgørelse i deres asylsag.

I anledning af klagen udtaler Pressenævnet, at Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik ved ikke at fortælle klagerne og deres familiemedlemmer om, at udsendelsens egentlige formål var at finde ud af om det motiv, klagerne havde, til at søge opholdstilladelse i Danmark, var rigtigt. Det skete ved at Danmarks Radio henvendte sig til flere myndigheder i Jerevan og spurgte om klagerne og deres familiemedlemmers personlige forhold på en måde, der indebar risiko for ubehagelige konsekvenser for familiemedlemmerne i Jerevan.

Pressenævnet udtaler endvidere, at Danmarks Radio har overtrådt god presseskik ved at bringe udsendelsen, inden klagernes asylansøgning var endeligt afgjort af myndighederne, fordi det var aftalt, at udsendelsen først måtte bringes, når sagen var behandlet.

Pressenævnet udtaler derfor alvorlig kritik af Danmarks Radios handlemåde.

København, den 26. oktober 1995.

Else Mols, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist."

Afsagt den 26. oktober 1995.

Mediet havde efterforsket klagernes motiv til at søge om asyl. Dette var sket på en sådan måde, at det kunne få ubehagelige konsekvenser for klagerne i deres hjemland. Endvidere var det i strid med god presseskik, at mediet til trods for en aftale om det modsatte, bragte udsendelsen, inden klagernes sag var endeligt afgjort af myndighederne. Pressenævnet udtalte alvorlig kritik, og mediet blev pålagt at bringe et resumé af kendelsen.